Annies

Systematisk plantefarvningsforsøg

2011-05-16T13:58:00.000+02:00

Normalt er jeg ret så ustruktureret i mine farvningsseancer, jeg vejer helst ikke noget af, men prøver mig frem og har sjældent nogen plan om hvordan det færdige resultat skal ende.
Men i Spindeforeningen er der netop nu en workshop med et spændende og ret så systematisk plantefarvningsprojekt.
Det går ud på at forbehandle en mængde garn med forskellige bejdser, farve med een eller anden plantefarve og derefter efterbehandle med forskellige kemikalier og på den måde med en smule snilde ende med et antal nuancer svarende til antal bejdser gange antal efterbehandlinger.
Hm, man får en smule hovedpine af den sætning, men se her, så fremgår meningen lidt tydeligere:

De tre bundter i venstre kolonne er ikke bejdset med noget. Næste kolonne er bejdset med rabarberblade (en bejdse jeg helt sikkert skal eksperimentere meget mere med) og yderst til højre er garnet bejdset med alun og vinsten.
Øverste række er efter farvningen ikke blevet behandlet med noget, midterste række er efterbehandlet med salmiakspiritus op nederste række er efterbehandlet med eddikesyre.

Det giver jo et fabelagtigt godt overblik over de forskellige bejdser og efterbehandlingers effekt på hvidt sokkegarn.

Eddikesyre og ingen efterbehandling ligner ret meget hinanden, men der er ret tydelige forskelle mellem de tre typer bejdse, hvor især rababerbejdsen skiller sig ud og farver garnet ret så brungult.

Jeg har farvet med skvalderkål, der vistnok skulle have givet brunlige nuancer, men som her endte lidt mere gulligt, synes jeg.

Det er helt sikkert et forsøg jeg vil prøve igen på en anden fridag.

Besynderlige dage

2011-03-02T23:35:00.000+01:00

I dag har jeg bragt søn "til spejder" for allerførste gang. Selvfølgelig havde vi ikke medbragt kompas, og bilens GPS gik i vinterhi, så vi fór vild undervejs.
Spejderne tog her til aften "vennemærket" efter et uendeligt langt foredrag af en flink gammel dame, der efterfølgende - i den bløde sofa hvor jeg havde slået mig ned (spejderne sad på gulvet, hæhæ) - tilføjede aftenen lidt stjernedrys ved at fortælle at hendes lillebror var ham den "skeløjede halvsvensker" fra Gasolin' . Ser man det. Jeg kan slet ikke li' Gasolin', men hun lignede ham faktisk lidt.

Og så havde jeg en kort besynderlig samtale med datter om reinkarnation.

(Ja, jeg tager notater med grim skrift på mit arbejdsbord. Det må man gerne når man er moren. Og der står adskillige fremragende opskriftsnoter på det bord. Fortjener faktisk et særskilt indlæg, men foreløbig blot en inderlig tak til fætter Jonas der som 12 - 14 årig omhyggeligt byggede bordet som puslebord til sin lille nevø (min søn) for 8 år siden. Bordet gør nu tjeneste som mit bord (MIT bord) og er skattet og elsket. Ikke mindst fordi det er virkeligt godt at tage notater på.)

"Måske vil jeg gerne have en pause når jeg er færdig med det her liv", sagde hun.

Hold da op, hun tænker nogengange de mest overraskende ting mens man lige kigger væk.....

Spindende generalforsamling

2011-02-28T19:56:00.000+01:00

Weekenden bød på et af årets kreative højdepunkter, nemlig generalforsamlingen i Spindeforeningen.

Igen i år havde jeg fornøjelsen af at følges med Nanna og turen til Fyn er simpelthen så hyggelig sammen med hende.

Det er ret så længe siden jeg har luftet min Bee-rok, men længe leve vedligeholdelsesfri kuglelejer, den kørte uden det mindste piv, somom jeg ikke havde lavet andet end at spinde hele vinteren og den ikke i virkeligheden har været pakket sammen og forsømt.

Dette var min sidste generalforsamling som bestyrelsesmedlem, så jeg havde lavet en meget fiberrig buket til foreningens formand, Karin, der er en kvinde af ganske særlig kaliber.

Som altid var der - udover udsøgt selskab og inspirationsmættet stemning - også masser af fristelser, så jeg måtte omsider overgive mig til den der trend med genbrugte broderier, for Fru Nielsen havde lige ramt de rigtige farver på en uimodståeligt charmerende måde og man får jo nemt brug for en ekstra taske til sine indkøb på sådan en dag..

Jeg købte også en håndfuld silkehankies til videre silkehankie-strik og noget løjerligt silke, der nærmest ligger som tyndt stof i sådan en lang tube...silken skal spindes sammen med uld/soya blandingen som min mor har farvet til mig, og som kan ses til højre i billedet.

Blandt de hjembragte skatte var også en tyrkisk håndten. Eller, altså, modellen er tyrkisk, håndtenen er fremstillet i Silkeborg og den spinder overraskende godt. Jeg havde vist ikke forventet mig den store funktionalitet af den facon.

Men før jeg med god samvittighed kunne spinde videre, havde jeg jo lige det der hængeparti med en Mermaid som jeg havde store problemer med at finde lyst til at gøre færdig. Lidt opmundrende snak med Nanna på vej hjem i bilen og så al den her spændende lokkemad fik dog fyret op under monteringslysten, så nu snurrer den færdige jakke i vaskemaskinen. Den så lovende ud, trods en enkelt sjusket syning, og passede helt perfekt før vask, så jeg kydser fingre for at der ikke sker uheldige ting i vaskemaskinen lige nu.

I heart frostvejr

2011-02-21T20:41:00.000+01:00

Åhr, jeg er så træt af frostvejr!

Haven ligner noget der har været opbevaret under vand alt for længe, og der er ikke noget at gøre ved det, for alting er hårdt som sten af frost.

I weekenden tilbragte jeg et par timer i haven, mens vi (min mand) flyttede rundt på et læs flis, som jeg omhyggeligt bredte ud i en fjern ende af haven i håb om at et tykt lag flis kan give os et lille forspring i forhold til forårets brændenælder, der ellers laver et uigennemtrængeligt hegn ned mod naboen.
Fint med mig, det er lidt Torneroseagtigt med sådan en brændenælde-hæk, men naboen virker knap så glad for at være med i det eventyr fra sin velfriserede side af hegnet.

Nåmen, mens jeg gik der og nussede rundt med min løvrive og ventede på næste læs flis, stødte jeg på et par spande, der var blevet glemt ude i løbet af vinteren og som vejret havde fyldt med vand på snedig vis, den ene vandfyldte spand inde i den anden.
I den yderste spand havde vejret endda puttet nogle visne blade, viste det sig, da jeg ved hjælp af varmt vand fik skilt plastik fra is. Og voila, så havde vinteren, dovenskaben og min hang til rod og uorden givet mig den fineste islygte:

.....og jeg havde midlertidigt glemt det der med at jeg skulle være den, der bredte flis ud.

Jeg satte straks vand over i en mindre spand til en islygte mere og se bare, sikke et fint argument for at nyde frostvejret.
Hvis det fortsætter, har jeg snart endnu en meget fin islygte, dennegang tilsat frugtfarve, efter tip fra en islygtebygger, der åbenbart for længe siden har opdaget denne metode til at få det bedst mulige ud af et forår, der er lidt langsomt i optrækket og nærig med varmegraderne.

Falkenbergske forbistrelser

2011-02-19T10:09:00.000+01:00

Nåmen jeg strikker jo så på den der "Mermaid" fra Falkenberg.

Den bliver pæn, men sikke også en orn'lig masse masker der er i sådan en og opskriften er simpelthen så frustrerende. Man skal selv gætte og regne sig frem til en hel del ting og sådan en sodukoopskrift er bare ikke lige min kop te. Jeg mener, i sådan et dyrt strikkekit kunne jeg godt have tænkt mig en mere udførlig opskrift.
Da jeg nåede til midt på ryggen og fejrede "på en måde halvvejs - yay", kastede jeg et blik i opskriften og så, at vejledningen til den anden halvdel af jakkens krop lød: "Efter kilen strikkes stribemønster, kiler og ærmegab i omvendt rækkefølge"....Jeg syntes med mine begrænsede strikkefærdigheder, at første del af jakken havde været svær nok MED de lidt kryptiske anvisninger til ud- og indtagninger, så jeg har strikket en hel del baglæns - pillet op - på anden del af jakken, og er efterhånden en lillesmule træt af den her jakke, der nu bare skal strikkes færdig, så jeg slipper for at stirre mere i mønsteret.

For at dulme frustrationen over gang på gang at hoppe over gærdet på de mest ufremkommelige steder sammen med Hanne Falkenberg, har jeg bestilt mere af det lækre yndlingsgarn fra Rasmilla, og stillet mig selv endnu en gang Viggo-strik i udsigt. Denne gang til min søn, der ellers ret sjældent bliver begavet med hjemmestrik. Og bagefter endnu en finke-viggo til min lillebitte nye niece, der i ved vinterferiens inspektion, viste sig at være noget af det yndigste stykke pigebarn i miniformat. Nåhr!

Da min bror for knap 6 år siden kunne præsentere sin førstefødte, min nevø, tog jeg børnene med til Jylland for at kigge på babyen, og undervejs talte jeg en del med Datter om, at det var deres fætter. Da vi havde kigget lidt på den lille, sovende spædbarnsbylt, spurgte Søn, der dengang var omkring 3 år gammel, om jeg ikke også kunne købe sådan en fætter til ham. Nu fik han så en kusine istedet, fordi jeg synes piger lugter bedre, sagde jeg, og Søn var godt tilfreds og forelskede sig på stedet i sin sovende kusine.

Livet set fra løbebåndet #2

2011-02-10T18:48:00.001+01:00

Der er ikke meget at underholde sig med, når man tramper afsted på løbebåndet.
I mit motionscenter vender løbebåndene sådan at man har udsigt over træningslokalet, men for det meste skruer jeg højt op for min Ipod, indstiller blikket på uendeligt og lægger kræfterne i den indre diskussion om hvad i alverden det er man laver der. Skulle man ikke hellere sætte sig lidt? Var der ikke kaffe ude i receptionen ved de der dybe sofaer?...og så videre i dén dur.

Forleden dag, var der en af bodybuilderne der lagde an til noget med vægte på sådan en ehem...løftebænk (?) lige foran mig, og da jeg vagt havde registreret at han traskede frem og tilbage i mit synsfelt en ti minutters tid, kunne jeg ikke lade være med at kigge efter hvad han lavede.

Han satte vægte på en vægtstang. Så fjernede han nogen igen og placerede nogle nye. Så sad han lidt på bænken og tog en tår af sin energi-drik, før han pludselig rejste sig, tørrede sig i ansigtet med sit håndklæde og gik ud af mit synsfelt Så kom han tilbage. Sad lidt på bænken, kontrollerede vægtene. Skiftede et par vægte ud og sad lidt igen....Efter lidt tid gik det op for mig at han slet ikke havde løftet den der vægtstang med vægte på een eneste gang, men da jeg havde løbet 5 kilometer var der gået en halv times tid (32 minutter og 23 sekunder tøhø) og den muskuløse dreng havde stadig ikke løftet andet end sin energidrik.

Bare det var ligeså let at løbetræne....

Sådan kan man også lære nye mennesker at kende.

2011-02-09T15:28:00.001+01:00

Jeg var i skoven og løbe forleden morgen, hvor vejret var mildt og stierne fri for is og næsten usmattede. Man lærer at sætte pris på teknikken bag velanlagte stier, der lader smeltevand løbe væk i en fart, så man kan færdes på dem i løbesko uden at skride rundt og uden at få våde tæer. Der føles nørdet, at tænke så meget over et underlag af jord og grus, men man har virkelig god tid med sine tanker, når man løber 5 kilometer i skoven.

Nåmen ud og hjem ad samme vej er ret svært at forene med mit temperament, så på vej hjemad blev jeg fristet af en endnu uafprøvet sti der løb i genvejsretning, og så snuppede jeg den.
Det føltes som et rigtigt heldigt træk, da skoven uventet åbnede sig i en køn lysning med hestefold, så pyt med at den brede, velanlagte skovsti blev til en snæver, let mudret ridesti.
Da ridestien stoppede i en overiset vandpyt i sø-størrelse følte jeg mig ikke helt så heldig, men det viste sig at isen godt kunne bære mig, så jeg listede over og fortsatte - nu på gennemsmattet sti - langs en grøft og hen over en intermistisk bro, og befandt mig pludselig i noget tyndt skov for enden af en villabaghave. Men uden mere sti. Der stod jeg lidt desorienteret og anede ikke hvor jeg var, mens det dæmrede for mig at den eneste vej var tilbage til der hvor jeg kom fra.

Men så trådte en dame ud i sin baghave, og vinkede til mig med sin morgenkaffe og inviterede mig til at springe over hegnet og krydse gennem hendes have, for ellers skulle man meget langt i den ene og den anden retning for at komme ud til....njae, jeg ved ikke rigtigt hvor hun troede jeg var på vej hen og jeg var faret så meget vild at jeg ikke rigtigt hørte efter, men bare tænkte på hvor utroligt akavet det føltes at forcere en villabaghave på sin løbetur. Herefter forklarede hun mig meget hjælpsomt og præcist hvor jeg var, og jeg spurgte lidt mere om vej, for ikke at afsløre, at det netop gik op for mig at jeg boede 200 meter derfra.

Jeg tror ikke jeg behøver teste dén skovsti igen....

Livet set fra løbebåndet #1

2011-02-08T14:09:00.001+01:00

Oppe i mit motionscenter, er der en ung, kvindelig instruktør. Hun er megahøj, slank, smuk og med langt, lyst hår. Man kan godt blive lidt bange for hende, men det var hende der viste mig hvilke knapper jeg skulle trykke på på løbebåndet da jeg startede og selvom jeg har hørt hende skælde lidt ud over sløv indsats og manglende motivation hos de motionister hun laver træningsprogrammer for, så ér hun i virkeligheden rigtigt sød og rar. Cool og sej, men mest flink.

Oppe i mit motionscenter kan man også møde en lille hær af aldrende herrer, der formentlig er blevet jaget derop af deres læger eller koner.
Af og til trasker nogen af dem rundt i hælene på en instruktør, der sætter dem igang med nye træningsprogrammer, som de så senere følger i deres egen udgave, ved at gå fra den ene maskine, hvor de netop har diskuteret kommunal udstykningspolitik, til den næste maskine, hvor de kort vender Helle T versus Løkke R og så over til de maveøvelseshjørnet, hvor de taler lidt om udenrigspolitik. De løfter meget sjældent noget. Hvis de havde boet i Spanien, havde de været dem der sad under træerne i parken og spillede Backgammon dagen lang.

Men inden man begynder på "styrketræningen" skal man jo "varme op", og for de herrer består opvarmningen tit af at sidde lidt på en motionscykel.
Og når smukke-kvindelige-instruktør går gennem lokalet tæt fulgt af et nytårsforsæt, der skal introduceres til personligt træningsprogram, eller bare slendrer igennem for at se om alle klør på og har styr på det, så er det klart, at samtlige aldrende herrer for en tid tier og ser efter hende.

Indtil for nyligt troede jeg det var for at nyde synet af ynde og skønhed, men forleden sad jeg på en motionscykel ved siden af en herre, der havde medbragt et hvalpet barnedrengebarn på kanten af puberteten. Og da instruktør var udenfor hørevidde krympede den flinke bedstefar sig, gøs lidt og hvislede nervøst til sit barnebarn: "Hende der! Hun er bare ISKOLD!"

Det var Viggo

2011-02-07T20:09:00.000+01:00

Efter en benhård afstemning om knapper i går aftes - jeg måtte indkalde assistance fra farvesikker datter for at have nogen at diskutere med, selvom det egentlig var lige på kanten af hendes sengetid - fik jeg hæftet de sidste ender, syet sidesømme og monteret de omhyggeligt udvalgte knapper.

Uii, som jeg er overmåde tilfreds med resultatet!! Selvom det er er alt for længe siden jeg har nydt den unge modtagers selskab - og alle ved jo at 4-årige gror som.....nullermænd under sofaen (nå, det er måske kun hjemme hos mig?) - så føler jeg mig ret så sikker på at størrelsen også er god nok.

Jeg masede hårdt på i weekenden for at nå at blive færdig inden mit Falkenberg-mermaid kit kom i dag. Jeg har lige strikket en meget lang I-cord til at starte den ene kant med og jeg har allerede undret mig som en gal over en tvetydig formulering eller to, så dét er en rigtigt Falkenberg, tror jeg. Men det føles lidt somom man har vundet noget, når det så omsider går op for een hvad det egentlig var hun mente med for eksempel: "Kravens to yderste kantmasker".
Jeg kan godt lide det lidt stride Shetlandsgarn. Det føles somom det gerne vil filte og det gør ikke noget til en jakke. Filte-tilbøjeligheden er også een af de egenskaber der gør at jeg godt kan lide at strikke af LettLopi garn, selvom jeg i virkeligheden synes det kradser helt urimeligt meget.

Men nu tilbage til den gode ende af sofaen, hvorfra jeg kan varme mine tæer på det ene febervarme barn, mens jeg af og til nusser den anden maveforpinte på maven. Med mindre mit immunforsvar er lavet af kampesten og belagt med teflon, tegner der sig en meget fredsommelig weekend i horisonten.

Finke-Viggo

2011-02-04T18:10:00.001+01:00

Jeg nåede lige at strikke et sæt pulsvarmere mere før garn og opskrift til Rasmillas Viggo landede i postkassen.

Jeg synes det var rigtigt svært at vælge farverne til finkeudgaven, men heldigvis er modtageren af den her trøje vældigt meddelsom med hensyn til yndlingsfarverne, så jeg var aldrig for alvor i tvivl, og jo mere jeg strikker, jo mere sikker bliver jeg også på, at hun bliver glad for farvevalget: Mmmlyserød, aaaahpink og iiiiihlimegrøn.

Jeg er ikke særligt god til at regne strikkeopskrifter ud, så jeg skal holde tungen lige i munden for at følge med i sådan en trøje der er strikket på tværs, men heldigvis er Rasmilla-Sanne god til at skrive særdeles udførlige opskrifter, og temmeligt vanedannende tilmed, jeg har selv strikket adskillige Fionaer, bare fordi modellen er så knusende sød.
Jeg kan heller ikke forestille mig at dette er den eneste "Viggo" jeg får strikket.

Og så har jeg lige bestilt et strikkekit fra Falkenberg, efter længe at have ønsket mig en pæn, strikket jakke og efter at have kigget rigtigt længe på denne model.
En halvdyr investering efter min målestok, men med den fine talje mermaiden-modellen har, har jeg bestemt at det er min nu-har-du-tabt-dig-10-kilo belønning (eller "Hvad pokker, er det en mavemuskel??!"-præmie). Også selvom det er noget tid siden jeg spænede forbi dén milepæl og på trods af at vægttabet i virkeligheden bare er en bekvem sidegevinst ved løbetræningen og kilden til herlige endorfin-kick. Pyt med det. Kan man finde en grund til at klappe sig selv på skulderen, så skal man da gøre det, ing.

Konfetti-light pulsvarmere

2011-01-31T15:23:00.001+01:00

Sådan et sæt pulsvarmere er hurtigt færdige. Og så fik jeg også en ordentlig dosis af den limefarvede, samt fik testet om ikke der fandtes en nemmere måde at strikke konfetti-mønsteret på. Og det gjorde der, men prikkerne træder ikke så tydeligt og fint frem som når man gør det ordentligt som på kjolen.

Konfetti

2011-01-30T16:29:00.000+01:00

Færdig!

Og så gik vi ud i vintersolen og tog nogle billeder:

Man kunne nok vælge en anden farve bluse indenunder og man kunne helt sikkert vælge nogle strømpebukser eller tights der ikke er af uld og får kjolen til at krybe op og kravle rundt. Men Konfettikjolen er, uanset den slags detaljer, helt vildt lækker!

Jeg har strikket den i str. medium for oven og taget ind til str. small ved indtagningerne under ærmerne/i taljen og jeg synes stadig den er lidt rigeligt stor lige under armene. Modellen ville heller ikke tage skade af lidt mere facon i taljen og det vil jeg tænke på hvis jeg strikker den igen, hvilket slet ikke er usandsynligt, for det var et rigtigt dejligt strikketøj!
Der er ingen vrangmasker og mønsteret er lige tilpas ukompliceret og balancerer fint mellem at være så enkelt og monotont at man sagtens kan vegetere lidt og følge med i semifinalen i håndbold mens man strikker (det gik dog ret stærkt lige dér) og uden at være så kedeligt at man mister interessen.
Garnet er Semilla fino og det er yderst blødt og behageligt og med en vis tyngde som jeg vældigt godt kan lide og som giver et pænt fald i kjolen. Selvom jeg er ret pivet med hensyn til kradsende tøj, kan den her kjole desuden godt bruges uden langærmet bluse indenunder (medmindre man skal udenfor i 2 graders "varme" og have taget billeder).

Hvad skal man så kaste sig over....?
Foreløbig strikker jeg lige nogle pulsvarmere i resterne af garnet og en light-udgave af konfetti-prikkerne og i går aftes lige efter midnat da jeg med et spændt suk havde puttet Konfettien i vaskemaskinen, bestilte jeg garn og opskrift til Rasmillas Viggo som jeg vil strikke i finke-farver udgave til en meget yndig ung dame jeg af og til spiser is sammen med.
Og mens jeg strikker den, vil jeg overveje om jeg skal strikke en Konfetti mere, eller finde en anden kjolemodel til næste projekt.

Hvis sandheden skal frem

2011-01-28T13:58:00.004+01:00

Forleden dag henne hos Superheltemor skrev hun eet eller andet om at skifte genre og blive bolig-blogger og tage billeder af vasketøjsbunker og den slags.
Superheltemor er i sandhed een af mine helte, fordi hun ikke er bange for at skrive om hvordan virkeligheden i virkeligheden er bag ved den blankpolerede facade man ser på ret-så-mange blog rundt omkring, men tværtimod gør hun en kunst ud af at leve på kanten af en slags kontrolleret kaos. Eller sådan lyder det ihvertfald, for jeg kender jo også kun hende fra den side hun viser på sin blog. Nå, alvor nok, nu til det jeg tænkte, da jeg læste om billeder af bjerge af vasketøj. Jeg tænkte: Dét kender jeg godt!

Nu er det godtnok sådan at jeg har rimeligt styr på vasketøjet for tiden, primært fordi mit løbetøj absolut SKAL vaskes straks hver gang jeg har brugt det, for at undgå en gennemtrængende lugt af zoologisk have, så jeg vasker ret tit tøj.
Men et hurtigt blik ud over sofabordet hin morgen da jeg læste bemeldte indlæg, forevigede jeg med lynets hast og henblik på et blogindlæg.
Her er det:

Egentlig havde jeg planlagt nogle vrisne bemærkninger om hvor meget mand og børn roder og sviner, men et nærmere eftersyn afslørede at ALT rodet er mit eget. Utroligt. Og øv.

Hvis vi starter bagerst i billedet, helt udenfor havedøren, som nogen bestemt burde have pudset, ser vi et havebord med et par stearinlys på. Det så godt ud indtil sneen smeltede, og mens lysene stod i en snebold-kuppel og så henrivende ud om aftenen. Da sneen smeltede tippede bordet lidt ned i mudderet i beddet bagved, sne-kuplen smeltede og lysene ligner nu bare det de er: Billige olie-lys i plastikbeholdere og det ENESTE argument jeg kan finde på for en omgang sne mere.
I vindueskarmen ses en lysestage, der gerne må være der og lille sølvengel, der er en rest julepynt, som blev overset da jeg pakkede hendes julekollegaer væk. Men den ér faktisk yndig nok til at jeg godt tror den må blive stående til næste december.
Så har vi strikketøj, bog og kaffekop, der strengt taget burde ligge i mit omfangsrige strikkehjørne udenfor billedet, sammen med målebåndet, som jeg just foregående aften havde brugt til at..ehem...måle eet eller andet. Så står der den magiske kølende creme fra Italien, der bare kurerer alting og som jeg aftenen før havde tvunget min flinke mand til at massere min ømme skulder med. Og hvem ved hvornår man får brug for den igen? Bedst ikke at pakke den for langt væk med det samme.
Ipodledningen sidder næsten fast i min bærbare, for så blir den jo ikke væk.......Og så havde jeg lige spist et æble mens jeg læste dagens blogs, skrev indkøbsliste (notesbog og kuglepen) og saksen....kan jeg ikke huske hvad jeg havde brugt til, men der er helt sikkert mig der har lagt den der, for
der er ikke andre der tør røre min blomstrede sysaks.

Og så ligger der en popcornkrumme....dét må være børnene der har glemt den! De roder da bare sindssygt meget, de små mennesker!!

Strikkefisk

2011-01-27T13:45:00.001+01:00

Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om strikkefisk første gang, men jeg har brugt idéen lige siden og den har været en storartet hjælp for en distræt strikker som mig masser af ganeg siden.

Nåmen kender du det med at man skal tage ud på hver 4. omgang/række. Det kan måske gå an at holde rede på når det kun er hver 4 omgang, men så nogengange - for eksempel på Topstykket er det hver 8. og herefter hver 10., 12., 14. omgang og så videre og HELT umuligt at huske hvis man også samtidig læser, ser tv og hjælper sine søde børn med lektierne.

Så er det godt man har en strikkefisk. Nåe, er den blevet væk i strikkekurven eller har katten spist den? Pyt med det, for man kan altid lave en ny i en ruf.

En strikkefisk er nemlig bare en stump garn som man lægger dobbelt og binder knuder på, så løkkerne/hullerne på fisken svarer til det antal omgange man skal strikke mellem udtagningerne/farveskifterne eller hvad man nu ellers tæller på når man strikker.

Denne strikkefisk minder mig om at tage ind på hver 3. omgang

Så hver gang man møder fisken i strikketøjet sætter man den på pinden i det næste hul og når man starter forfra på fisken, så skal man huske at tage ind/ud/skifte farve/trække vejret.

Hvis man er rigtigt snedig (eller doven. De to ting har vist sig tit at hænge sammen) og for eksempel strikker på sådan noget som den helt vildt flotte Konfetti, så kan der være flere ting at huske på:

...så her har jeg lavet knuder på fisken så det passer med antallet af omgange med bundfarven mellem omgangene med grøn og så bundet en stump garn i det hul der svarer til den omgang hvor jeg skal huske at tage ud.
Nu er Konfetti ikke nogen meget svær konstruktion, men jeg ved jeg glemmer at tælle omgange og det dejlige med at strikke tunika- og kjolestrik er det meditative hvor man ikke hele tiden sal være super opmærksom på hvor man er kommet til, og så er strikkefisken en fremragende hjælper.

Det går i øvrigt rigtigt godt fremad med Konfettien. Jeg er kommet lidt længere end til bluse-længde og det er et rigtigt dejligt strikketøj at sidde med, elsker den mørkeblå og den limegrønne farve. Garnet - Semilla fino fra BCgarn - er blankt, blødt og blottet for krads, så jeg glæder mig vældigt til at bruge denneher kjole/tunika, der også ser ud til at komme til at passe mig rigtigt fint.
Men det er lidt ligesom med en god bog: Den er virkelig hyggelig at strikke, så selvom jeg glæder mig til den er færdig, så nyder jeg også vejen dertil om man så må sige.

Rygradsstyrketræning

2011-01-26T09:44:00.001+01:00

Forleden dumpede jeg ved et uheld eller skæbnens tilskikkelse forbi hos Klidmosters blog netop som hun beskrev hvad løsningen på akut kagetrang var.
Pokkers.
Det eneste der redder mig fra kage-amok på sene aftener er at sørge for ikke at have noget kage, men efter at have læst Klidmosters indlæg har jeg nu altid potentielt friskbagt kage i huset. Det kræver rygrad at afstå fra kage hver dag, for opskriften er helt vildt god og kan varieres i det uendelige.
Det tager kun fem minutter og nu vil jeg rive så mange som muligt med i faldet, ved at videregive opskriften her i en "frit efter...." udgave:

Find en lille skål på 4-500ml.
Hak en lille "Toms Guldbarre" hvid chokolade med knas. Eller noget andet chokolade, mørk chokolade smager også godt, men den hvide tager foreløbig prisen som den bedste i denne forbindelse.
Put chokoladen i skålen sammen med:
4 spsk Moscovado sukker (fåes i Kvickly og den størrelse supermarkeder)
3 spsk mel
½ teskefuld bagepulver
2 spsk rapsolie (eller smeltet smør)
3 spsk mælk
1 æg

Pisk tingene sammen og put i mikrobølgeovnen for fuld styrke i 3-4 minutter (4 minutter virker hos os).
Vend kagen ud på en tallerken, vent 2 minutter (hvis du kan) og enjoy.

Kagen blir kedelig når den blir kold, men den er genial og lækkert svampet som nybagt og det er først for nylig jeg har oplevet en rest kage der nåede at blive kold, og dette skete kun fordi jeg tvang datter og veninde-finke til at gemme et stykke til søn, der stadig var i skole da der blev bagt.

Nu med topstykke

2011-01-20T15:59:00.000+01:00

Jeg havde sørme aldrig troet at jeg nogensinde skulle strikke en kjole. Jeg plejer at få underlige tics ved udsigten til alt for store mængder masker på een gang, men detteher gik altså fint. Måske også fordi sådan et stykke strik er utroligt velegnet til at beskæftige hænderne med, mens man ser tv.

Bortset fra at jeg havde glemt at de Geilske modeller er lidt store i størrelserne, så skred min vaklende strikkefasthed også lidt og jeg endte med en kjole, der var lidt vel bred i det. Eller alt for stor, faktisk. Så efter en tur på uldprogrammet fik Topstykket sig en ordentlig gang tæsk i tørretumbleren og efter lidt længere tids mishandling end jeg bryder mig om at indrømme, endte kjolen med at passe - yay!

Den er MEGET filtet og selvom det betyder at strukturen i ret og vrangstykkerne ikke træder så tydeligt frem, så kan jeg faktisk rigtigt godt lide det ekstra uldne og lidt kraftigere indtryk. Og dejlig varm, er den jo.

Halskanten er for løs og i den vil jeg sy et bånd på indersiden til at give lidt fasthed. Jeg synes det er lidt mange eftertilretninger til den færdige model, men til gengæld får man jo så sat sit eget præg på den.

Mens topstykket snurrede færdig og blev hængt til tørre, strikkede jeg en vest/top af herligt kraftigt islandsk uldgarn. Det er et hurtigt stykke strik og mønsteret er lige akkurat indenfor mine evner udi det der med at styre flere farver garn.

Jeg syntes det var så skønt at trække i min helt egen hjemmestrikkede kjole, at jeg omgående gik i gang med een til. Og ja, endnu engang er jeg blevet inspireret hos Strikkefeen. Hun er meget produktiv og utroligt tit i gang med eet eller andet der frister mig over evne.

Nå, konfetti bliver det til. En model der er herligt blottet for vrangmasker og med et fint prik-mønster der giver en lækker struktur og passende variation i arbejdet. Herligt stykke striksag.

På dette overbelyste billede kan man ikke så godt se det, men strikketøjet ligger ovenpå en bog.
Mens jeg strikkede på topstykket læste jeg nemlig en boganbefaling hos Julie og til min overraskelse kunne alle fire kilo "Under kuplen" omgående lånes på biblioteket.

Sikke et dilemma.

Over tusind siders spænding og gys eller herlig, meditativ strik?

Jeg endte med at vælge begge dele og fandt ud af at man godt kan læse mens man strikker. Det vidste jeg ikke, så efter mange, mange år som passioneret læsehest og strikketante er det nu omsider lykkedes mig at forene mine to yndlingsfritidsting.

Så du kan finde mig i sofahjørnet hvor jeg sidder og læser. Og strikker.

Hvad laver de egentlig i en golfklub om vinteren?

2011-01-13T14:08:00.039+01:00

Tag ikke fejl af den mennesketomme klubstue og den øde parkeringsplads: I sekretariatet udnytter vi "arbejdsroen" og har travlt med en masse papirarbejde og teoretiske ting og forberedelser, mens vi venter på at sneen smelter.

For tiden tæller vi blandt andet lidt på hvor mange greenfeespillere (det er golf'sk og kan oversættes til noget i retning af "gæster, der har spillet på klubbens baner") der har været her sidste år.
Før de går ud og spiller på banerne skal de skrive sig ind i golf-udgaven af en gæstebog, hvor de skal notere blandt andet navn og handicap.
Handicap'et er - når man spiller golf - et udtryk for hvor mange ekstra slag man har, så en god spiller kun får for eksempel eet ekstra slag og en dårligere spiller får fire ekstra slag til at få bolden i hul. Så hvis den gode spiller bruger fem slag og den dårligere bruger seks, så har den dårligere spiller alligevel vundet, fordi han jo havde fire ekstra slag. Ikk?
Det er ikke så let at forstå, men som eksempel kan nævnes at jeg er sikker på at jeg ville klare mig okay hvis jeg havde 200 ekstra slag og så kender du lidt til begrebet om golfhandicap. Som altså ikke har noget med fysiske handicaps at gøre.

Og så har jeg vist trampet rigeligt i min gode historie og rodet nok rundt i spændende golfteori til at de fleste kan se det morsomme i det her billede:

Ikke særligt Fucking Flink

2011-01-12T16:04:00.005+01:00

Latterlige motionscenter.

KØ til løbebåndene klokken 13 på en hverdag?! Skal folk ikke passe et arbejde?! (Er der andre end mig der er på deltid/fordelagtige arbejdstider, sir du? Nå okay så)

Og hvad pokker sker der med at GÅ på et løbebånd? L Ø B E bånd, ing?! I 20 minutter?!

Da jeg havde varmet meget grundigt op på motionscyklen i 25 minutter, blev der omsider et løbebånd ledigt, som jeg straks kastede mig over og da jeg havde løbet i fem minutter på det og næsten var holdt op med at være irriteret, kom den gamle nisse der havde GÅET på det før jeg overtog og sagde noget til mig, så ud med hovedtelefoner, nevermind løberytme og "Hvaffornoget?" Joe, han ville lige tørre displayet af, for han havde jo lige brugt løbebåndet før mig.

Ja.....til at GÅ på! Jeg så det godt, da jeg kastede arrige blikke på løbebåndene henne fra motionscyklerne. Og INGEN SVEDTE! Undtagen hende uden sportsbh, der gik og småløb på det allerbedste løbebånd, HUN svedte og det så bestemt ikke hverken rart eller sundt ud.

Nåmen efter at nissen havde tjattet lidt sporadisk rundt med noget papir på displayet på mit løbebånd gik gassen helt af mig og jeg GAD overhovedet ikke løbe med een eneste fiber i min krop, og så gik jeg ud i bad.

Jeg har bare ikke særligt meget humoristisk sans når jeg skal have mit endorfin-kick.

Silkehankies

2011-01-07T08:33:00.000+01:00

Jeg strikker silkehankies!

Nej, jeg spinder dem ikke først, trækker dem bare ud i det der "for-garn" som før man spinder, og så strikker jeg af dét:

Jeg er startet på en baby-hue og silkehankies på denne måde giver et helt ustyrligt blødt garn, så selvom jeg kun lige er startet tegner det rigtigt godt. Og blødt og blankt.
Farverne har jeg fået Karin til at plukke ud af sit hankie-lager for mig.
Men netop som jeg var kommet godt ind i rytmen og havde fået styr på det ellers lidt besværlige og løbske silke, så startede den der "Jordens Søjler" i fjernsynet, og dén skulle jeg absolut se, efter at have læst bogen med stor begejstring et par gange. Og man kan sige meget godt om både babyhuer og silke-hankie-garn, men det egner sig aldeles ikke til tv-strik.
Det gør Topstykket heldigvis i udpræget grad.
Jeg har aldrig strikket noget så stort på så små pinde, så jeg er en smule skræmt, men det går fremad med museskridt og jeg synes det er et dejligt og meditativt stykke striksag. Jeg er nået lige ned under ærmerne og synes det ser lovende ud. Måske en smule "åbent", selvom jeg er gået ½ pindestørrelse ned, men måske retter det sig eller måske betyder det ikke noget når jeg er færdig.
Må lige tjekke de kommende dages tv-program og planlægge noget strikkeegnet fjernsyn til mit topstykke-meditation.

Mens vi venter på Topstykket

2011-01-03T19:40:00.000+01:00

Arj, jeg ved godt det er længe siden.

Jeg har haft ustyrligt travlt henne i arbejdslivet og når jeg har haft fri, har jeg strikket julegaver, og det er der jo ikke rigtigt nogen billeder i, ihvertfald ikke før efter jul...og så glemte jeg selvfølgelig at fotografere dem, selvom der var noget ret imponerende over 4 uglebluser, adskillige huer og en hel del sokker. Og nu er alle de hjemmelavede gaver pakket op og taget i brug rundt omkring i landet. Vel modtaget allevegne så vidt jeg ved.

I september og oktober fik jeg også omsider rigtigt hul på at løbe. Jeg har taget tilløb længe og omsider kom jeg i gang på en god måde, hvor jeg startede med respekt for min "grundform", der var så ringe at 3 minutters løb i den første måned gav mig masser af nærdødsoplevelser og blodsmag i munden, men heldigvis også en dyb tilfredshedsfølelse og et endorfin-fix, der gav masser af lyst til at fortsætte mine indædte kampe og indre diskussioner i løbeskoene ude i naturen.
Jeg er i virkeligheden frygteligt doven, så på mine løbeture skal jeg regelmæssigt overbevise mig selv om det fornuftige i at pruste rundt på stier og veje, i stedet for for eksempel bare at gå hjem? Eller sætte sig lidt. Og hvor risikabelt ER det egentlig at blaffe? Kan man mon udtænke en god grund til at få sin flinke mand til at komme og hente sig, uden at skulle finde sig i drillerier i uendelige tider?

I slutningen af november kunne jeg løbe en hel del længere end 3 minutter ad gangen, men en tur i 3 graders varme (eller kulde om man vil, selvom der ikke var tale om frost), slud og mørke tvang mig over tærsklen til et lokalt motionscenter og adgangen til deres løbebånd.
Jeg var fuld af fordomme og frygt for sammenbidte bodybuildere og afblegede, undervægtige solariebrune finker i fitnesstøj, men en successoplevelse med mine første skridt på løbebåndet fik mig til at glemme alt om dét og det er først for nylig jeg har opdaget at der faktisk ér enkelte af ovennævnte typer i mit motionscenter, men det allerfleste er helt almindelige motionister, og det er til min overraskelse vældigt motiverende at være fælles om lysten til at være, komme eller holde sig i god form.
Desuden oplever jeg masser af morsomme situationer og gør mig visse løjerlige tanker om menneskers natur, når de observeres fra et løbebånd i et motionscenter. På et løbebånd behøver jeg heller ikke bruge så meget energi på at udregne den korteste vej rundt om den vandpyt jeg nærmer mig, eller på at bekymre mig om den bakke jeg skal op ad eller den bænk, der altid prøver på at kaste sig omkring mine ankler så snart jeg forsøger at løbe forbi.
Men når nu jeg betaler horrible summer for mit medlemsskab og alligevel ér der, så har jeg taget fat på lidt (meget lidt) styrketræning af løbemuskler og noget cykling for konditionens skyld og er ved at vænne mig til tanken om, at jeg nu er sådan en der er medlem i et motionscenter. Hvem ville have troet dét?!

Både til jul og i fødselsdagsgave fik jeg en hel del løbetøj og -tilbehør og da jeg til min fødselsdag pakkede et sæt dejligt vinter-løbetøj ud, trodsede jeg den smule is der var tilbage efter det STRÅLENDE SOLSKIN på min fødselsdag og løb en kort tur udenfor igen og dét var nu også skønt at mærke sol, luft og vind og se på lidt natur i stedet for tv, spejle og vægte i motionscenteret, så jeg krydser fingre for tøvejr på mine yndlingsløberuter så jeg kan komme UD og løbe igen.

Jeg har også været på lynvisit i Prag med min mor, købt en Ipod, vasket den på 40 grader, konstateret at dét kan en Ipod ikke tåle og købt en ny Ipod. Jeg har strikket to Håndevendinger i forskelligt garn og jeg kan stadig ikke få hverken den ene eller den anden til at sidde pænt på min facon, men de var sjove at strikke.

Jeg har også været til et par kurser, årsmøde og udviklingskonference med mit arbejde, samt deltaget i medarbejderudviklingssamtale og aftalt en bonus i form af "grønt kort" - golfkørekort - på klubbens regning. Jeg tror ikke min chef har nogen anelse om hvor dyrt det bliver at lære mig at spille golf, men jeg glæder mig til at komme i gang og er sikker på det nok skal blive rigtigt sjovt. Og tidskrævende, formentlig, men kun en slapsvans frygter....tid. ehem.

Nåmen mens vi venter på tøvejr, har jeg gang i et lille projekt med nogle silkehankies, der skal blive til en babyhue til den niece min bror og svigerinde planlægger at udvide familien med engang i februar. Og så har jeg bestilt et topstykke-kit fra Geilsk, som jeg tror lander på matriklen i morgen og som skal gøre mig selskab til noget januar-tv og en stak film de næste par uger.

Skrivebordsforlænger

2010-10-02T14:37:00.000+02:00

Selvom golfklubben bliver mere og mere affolket efterhånden som efteråret sætter ind og temperaturen falder, så har vi stadig rigtigt travlt på mit arbejde.
For tiden bakser især klubchefen med budgetlægning og jeg er optaget af medlemmer der melder sig ud, ind og ønsker at skifte medlemsstatus til næste år. Det er sådan lidt tørt at sidde med og ikke de allersjoveste opgaver livet i en golfklub byder på.
Men vi har det alligevel ret hyggeligt og forleden morgen mødte jeg på kontoret til dette, forlængede skrivebord:

De opgaver jeg arbejder med ligger for det meste yderst til venstre på mit skrivebord, og da man næsten altid har flere bolde i luften, bliver rækken nogengange lang.
Klubchefen plejer at være vældigt god til at lægge masser af nye opgaver til mig efter jeg er gået hjem, og forleden mente han åbenbart at jeg havde brug for mere bord, så han havde taget en pause fra sit budget-puslespil eftermiddagen før, for at forlænge mit skrivebord med et par aflagte golfskafter, omhyggeligt tapet fast til bordet.
Og jeg fik startet min morgen med en rigtig god latter.

En hund efter en løbetur

2010-09-25T15:52:00.000+02:00

Hver anden dag løber jeg en tur og så er det dejligt med lidt selskab der forstår at sætte pris på motionen.

Okay, normalt har han ikke sådan ligefrem lysende laser-øjne, men fra jeg trækker i løbetøjet og fisker løbeskoene ud af skobjerget i entreen, sidder han klar ved døren.
Når det tager lidt for lang tid at få styr på overtøj, Ipod og "Jeg går ud og løber, hejhej familie", begynder han at småbjæffe utålmodigt og for det meste hyler han af ophidselse, når han så OMSIDER får sin snor på.

I starten af min løberute løber vi langs en vej og Tjalfe insisterer på at løbe præcis på den hvide streg mellem "fortov" og cykelsti og altid LIGE ved siden af mig, mens han småbjæffer opmuntrende, til vi kommer til sti, skov, marker og golfbane, hvor han har 8 meter snor og må løbe og snuse hvor han vil, selvom han stadig er overraskende lydhør og samarbejdsvillig, når vi møder heste, golfspillere og fremmede hunde med og uden snor.

I starten havde jeg også Mille-hunden med, men hun gider IKKE så lange gåture og SLET ikke at LØBE og er-du-sindsyg-det-REGNER-vil-du-have-jeg-får-VÅDE-POTER??!!! så hun holder sig i baggrunden når jeg lægger an til løbetur og øjenkontakt får hende til at fortrække til sikkerheden under en sofa.

Når vi kommer hjem er Tjalfe fuldstændigt optændt af begejstring over turen og falder ikke til ro før han har fået en rituel godbid som tak for at han på egen hånd bragte os begge sikkert hjem igen.
Heldigt for mig at have sådan en sød hund med på mine løbeture.

Sort bælte i god-mor

2010-09-09T22:25:00.000+02:00

Jeg går ud fra man er godt på vej mod god mor-mesterskaberne, når man ikke fortrækker en mine ved følelsen af lunt opkast der plasker op på ens bare fødder....

Stakkels søn har været sløj i dag, men var heldigvis snarrådig nok til at smutte ud af havedøren da kvalmen blev for overvældende, mens jeg løb rundt i den anden ende af huset og samlede sammen til rede på sofaen.

Efter lidt hektisk opredning (med spand indenfor rækkevidde) og rengøring kunne jeg så heldigvis slå mig ned i fodenden af sofaen resten af eftermiddagen med nogle striksager. Og søn ser ud til at have det meget bedre igen efter lidt skånsom kost og pyldring.

Strikkeblokering

2010-08-16T22:20:00.000+02:00

Siden ugleblusen i forsommeren, og en kort besættelse af en blomstervariant af "bedstemorfirkanter", har jeg ikke rigtigt kunnet finde nogen håndarbejdsentusiasme. Jeg har startet masser af små og store projekter uden den store entusiasme, og som forventet er de afgået ved optrævlingsdøden ret hurtigt alle sammen, bortset fra en vendestriksagtig babybluse i økologisk bomuld, der ér blevet færdig, men som muligvis bliver viklet op igen på grund af hvad der ligner elendig baby-pasform. Har ihvertfald aldrig set en baby i dén facon.

Nu har jeg bestilt lidt hjælp herfra
Hun har hjulpet mig over strikke-kriser før og jeg håber noget Anemone i Yndlings- eller luksusgarn kan kurere mig og hjælpe mig af med rastløsheden.

Det er jo ikke til at holde ud at se tv uden noget i hænderne....

Om at få lidt mere end man beder om

2010-08-16T14:39:00.000+02:00

Nåmen min veninde havde lidt æg hun gerne ville have ruget ud, og jeg havde 1½ skrukhøne, så jeg tilbød naturligvis at lægge en god håndfuld æg under den ivrigste høne i hønsehuset, nu hvor den alligevel gik og skrukkede og ikke lagde æg.

Og se så hvad jeg fik:

Herligt.

Tre skrukhøns og nul æg til min morgenmad.

De hugger ivrigt og lynhurtigt æggene fra hinanden når de sover eller går ud og spiser, men det meste af tiden vogter de skinsygt på hinanden og siger knurrende lyde.

I mellemtiden er der så, i stedet for hønsene, der holder sig indendøre, flyttet en lille sortøjet mus ind i hønsegården.

Brev hjemmefra

2010-08-08T16:08:00.000+02:00

Forleden fik jeg en pakke fra mine forældre i Jylland.
Min mor havde strikket et sjal for mig (jeg blir sådan underlig tom i hovedet når jeg skal strikke noget der hedder noget med over 500 masker) af noget Wensleydale fra en fiberklub.

Med i pakken var også et brev fra min far:

"Kære Annie,

Mor bad mig sende dette sjal til dig.
Hun bad mig også om at sende et par ord. Med ikke noget om hvad det skulle være for nogen, så jeg har klippet lidt ud fra nogen reklamer og fra avisen, der er både store og små ord, så kan du jo bruge dem som du har lyst til.

Mange hilsner fra din yndlingsfar."

Nogengange er det trist at bo så langt væk fra sine forældre, de mangler i bedsteforældrepuljen på hverdage og enhver kan trænge til det indforståede blik over en kaffekop, som gør ord helt overflødige, og som ihvertfald for mig virker bedst hjemme i min mors køkken.

Andre gange får man heldigvis pakke og breve hjemmefra fordi man bor så langt væk, og så er det alligevel ikke så slemt.

Og hvis det er rigtigt at latter forlænger livet, så fik jeg da lige et års tid ekstra dér.

Guidet tour gennem god idé

2010-06-28T14:26:00.002+02:00

Jeg får tit idéer. Mange dvæler jeg ikke længe ved, andre holder længere og enkelte prøver jeg af, hvis de føles gode. Den her idé føltes indlysende god, så da jeg fik en uventet fridag i fredags overlod jeg mig i kreativitetens vold, og dette er hvad jeg stod med lørdag eftermiddag, da jeg kom ud af trancen igen:

Jeps, to stykker maskinstrikket og farvet....strømpegarn!

Jeg er for nyligt blevet færdig med en cardigan strikket i spraglet strømpegarn. Det tog ret lang tid og undervejs havde jeg rig lejlighed til at forundres over de der farveforløb man finder i nogen strømpegarner. Det kunne være fedt hvis man selv kunne farve noget lignende, især de laaaange farveforløb ala noro, men selvom jeg har lavet meget lange fed garn, er der jo alligevel en grænse for hvor langt sådan et farveskift kan blive og den grænse er slet ikke i nærheden af der hvor jeg gerne ville hen. Men så pludselig vidste jeg hvad man skulle gøre: Farve på strik, selvfølgelig!

Og så kunne man lissågodt lige slå et slag for tilnærmelsesvis ens sokker også og lave to gange 50 gram i hver farve, ing.

Effekten af farveskiftene er ret bemærkelsesværdig, når den bliver omsat til en strømpe:

....striber, der glider over i hinanden - jeg er begejstret, det ser fantastisk ud, så søndagen gik med at strikke strømper...Og det går stærkt når man liiiiige skal se hvordan det bliver når man kommer hen til næste farve.

Jeg har lavet flere strømperuller, og der kommer flere endnu så snart jeg kan slippe mit eget strømpestrikketøj.

Disse ruller er til salg for 120,- pr. 2 ruller i samme farve (1 rulle = 50g = rigeligt til en strømpe).

Skriv til mig på annie(a)thekla.dk hvis du er interesseret.

(Alle er solgt)

Data: 2 gange 50g pr farve, løbelængde 150m pr. 50g, pind 2-2½, 70% uld og 30% polyester.

Hvem bor i brændestakken?

2010-06-24T08:36:00.001+02:00

Forleden dag brugte jeg et par timers solskinsvejr sidst på eftermiddagen, til at flytte en brændestak.

Aktiviteteten udsprang af en blanding af "burde" og en ny, spændende ide jeg har fået efter at have kigget på noget families kanarie-voliere, der med sprudlende aktivitet, lækre fugletriller og knald på farverne, så noget så fristende og dejlig ud.

Mens jeg overvejer sådan en flok fugles fremtid i vores have, skulle brændestakken her alligevel bringes i tørvejr, så den kan varme os til vinter, så på med arbejdshandskerne og til sagen.

Jeg kan ikke lide edderkopper. Det kan godt være de ikke gør noget, i betydningen: "De springer ikke på dig og kvæler dig", den de gør noget ved mig alligevel. Brrr.....sorte lodne ben der piler hen over gulvet om aftenen med retning mod bare tæer. Uaks. Gys.

Og hvem mon bor her:

Jeg væbnede mig med mod og superkræfter og fik flyttet brændet i vinterhi i skuret mens jeg håbede at edderkopper er ligeså snedige som alle edderkoppe-angste ved de er, og at de desuden er ligeså bange for mennesker som fædre gennem alle tider har forsøgt at bilde deres døtre ind.

Til min forbløffelse så jeg ikke en eneste edderkop og efter lidt tid blev jeg lidt bekymret over, at de tilsyneladende lå på lur.

Foran fjernsynet er jeg næsten færdig med en uglebluse mere, dennegang i størrelse datter. Efter nogle dages forsøg på at få hende til at ønske sig en uglebluse frivilligt gav jeg op og gik i gang med at strikke den til hende alligevel.

Det rette glimt i øjet

2010-06-19T14:41:00.000+02:00

Det er ikke nemt at vælge ugleøjne, men efter nogen tids stirren foran den lokale strikkebutiks knap-hylder, fandt jeg disse og det kunne da ikke blive mere ugle-agtigt, vel?

Kun en ugle har fået øjne, og det virker rigtigt fint.

En god dag til uldne ugler

2010-06-17T22:28:00.001+02:00

16 graders varme, sådan om morgenen, det er da ikke for varmt til at tage ugle-uldsweater på på arbejde, vel?

Næe, det var det ikke, og jeg var helt ked af jeg kun har en tre-minutters slentretur på arbejde.
Det var en kende varmere at gå hjem efter frokost, men "hellere svede med ære, end smide trøjen og lade være" og det har været en god dag til ugler.

Men nu er jeg helt udstrikket, og ved slet ikke hvad jeg skal tage fat på. Okay, idag har jeg også haft piskende travlt og kom først hjem fra job 2 en halv time før aftensmaden, men det kunne jo have været rart hvis jeg kunne slukke hovedet lidt med noget strik, og vikingetrøjen er stadig for svær til tv'et for mig.
Måske skulle jeg strikke en ugletrøje mere? Jeg har en del garn i overskud og helt sikkert nok til en lille ugletrøje, måske til Datter.....

Lidt om Annie-timing

2010-06-16T17:01:00.000+02:00

I sidste uge kom jeg i tanker om hvad det var der var galt med sommeren i år, og som man kan se rettede jeg fejlen så hurtigt jeg kunne.

For de uindviede regnvejrsplagede bloglæsere, må jeg hellere forklare noget om Annietiming. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal nærme mig emnet uden at fremstå som arrogant og ramt af storhedsvanvid, men eftersom jeg alligevel normalt ikke har den slags anfægtelser...lad mig gøre det kort:

Jeg er helt klart en fjern grankusine til Murphy. Ham der med "Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt". I mit tilfælde er jeg bare nødt til selv at opsøge situationerne.

Da jeg ventede min datter, gik jeg 14 dage over tid og fødte først da jeg havde indkøbt en monsterstor buket påskeliljer, der sprang ud i det øjeblik datter blev født, og klaskede sammen akkurat da jeg blev udskrevet fra barselsgangen.

Hvis vi planlægger sejlbådsferie, nedkalder vi orkan over vores farvande. Spændende familiefødselsdage falder altid på arbejdslørdage eller sammen med andre aftaler eller længe ventede håndarbejdsmesser.

I år viser det sig at ÅRETS BEGIVENHED på mit arbejde falder lige i min tidligere planlagte ferie.

Anes et billede her? Eller skal jeg fortsætte med at fortælle om min dengang jeg troede jeg skulle til spændende workshop med Spindeforeningen, indtil det viste sig at den weekend faldt sammen med min hunds termin? Eller hvad med stort anfald af migræne samtidig med længe ventet venindekomsammen?

Hm.

Selvfølgelig regner det hele foråret, når jeg går og sukker efter sommer, men så er det man må samle tankerne og bruge lidt OMVENDT PSYKOLOGI!

...og så gik jeg i gang med at strikke en særdeles tyk og varm uldtrøje, der passede på en prik til hvad det danske vejr har budt os dette forår. Kig ud på vejret og gæt om jeg blev færdig i dag.

Typisk....

Dener alt, alt for varm at have på på en dag som denne usædvanlig solbeskinnede onsdag, men jeg er vildt begejstret for min ugle-bluse.

Den sidder perfekt - faktisk er jeg helt overrasket over hvor tilgivende den er mod min chokoladeglade facon - det var et hurtigt projekt og garnet er utroligt lækkert.

Yep, ingen t-shirt eller anden uld-beskyttelse mellem trøje og hud......

En enkelt ugle eller to skal naturligvis lige have øjne, men ikke dem allesammen og jeg tænker på at lave rigtigt ugleagtige tekoppeøjne af noget med noget filt...måske. Bare så uindviede heller ikke er i tvivl om at det er en uglebluse.

Folklore - unhappy ending

2010-06-14T19:17:00.001+02:00

Njae - det har taget noget tid at blive klar til at tale om det, men for nogle uger siden blev jeg færdig med min Folklore-cardigan. Jeg gøs noget over klippe-i-strik delen, men modigt fandt jeg min symaskine frem, trådede den adskillige gange (sådan ér vores forhold bare), testsyede i et stykke stof, trådede igen, justerede spæning på tråden, tråede igen, skiftede nål, gik i vrede, åbnede en flaske vin, tråede igen, ledte efter mere tråd, stak mig slemt på nålen, samlede test-kluden op fra hjørnet og prøvede igen...og så videre gennem en halv flaske rødvin.
Til sidst lykkedes det mig at placere et par syninger langs det sted jeg havde tænkt mig at klippe og så.....

Snip snap, så var trøjen en cardigan:

Der var ingen masker der løb og der skete ingen pludselige og irriterende ting, ihvertfald ikke før jeg konstaterede at strik og sy, ing....der ér altså en grund til at de to ting ikke sådan lige umiddelbart forbindes med hinanden.
Min symaskine er bare sådan en almindelig een, der udover at have hårdnakkede antipartier imod undertegnede, ikke kan noget særligt, udover at "sy ligeud", så den syning jeg lavede for at holde på strikket, er bare en helt almindelig "ligeud" en.
Og den er altså umanerligt stiv og uelastisk og meget lidt strik-agtig. Det passer skidt med trøjen, så jeg må - efter at have samlet Folklore'en op fra bagved døren, bagved strikke-kurven og bagved andre nullermandsbefængte og oversete steder - se i øjnene, at dén kommer jeg ikke til at bruge før en behjertet sjæl (og ja, jeg har én i kikkerten) har udfoldet sine syevner på den og lavet mig en ny, elastisk og strikvenlig syning.
Så indtil den er færdig igen, lader vi bare somom den aldrig har eksisteret, Folklore'en.

I mellemtiden har jeg prøvet kræfter med Rasmillas Vikingetrøje. Jeg har aldrig strikket snoninger før, så det ar med en vis gysen jeg startede på den. Men det viser sig at være rimeligt enkelt at gå til, og mønsteret er godt skruet sammen, så hver snoning er velbeskrevet. Udover at undgå at komme tilskade med den ekstra snonings-hjælpepind, er der slet ikke nogen en i snoninger - herligt.
Men det er ikke tv-strik, så jeg er også startet på en "Owls" - bluse (link til lykke&løkker) som jeg fandt og faldt for på Ravelry. Dét er tilgengæld en opskrift der er bygget til tv og på store pinde - 6½ - går der ikke mange gode film på sådan en ugletrøje.
Jeg strikker den i Cascade Eco, som jeg traf på tilbud hos Butik Strik i lørdags. Selvom jeg er doven er jeg ikke stor fan af de her "store" garner, men dette garn skiller sig alligevel ud. Fantastisk blødt og lækkert og jeg er slet ikke afvisende overfor tanken om uld direkte mod hud når det drejer sig om dette super bløde og lækre garn.
Jeg er meget begejstret over at Butik Strik har flere af Cascade garnerne på hylderne, der var endda et par stykker der føltes endnu blødere end eco'en, så dem må jeg snarest stifte nærmere bekendtskab med.

Mere om det, når ugleblusen er færdig - formentlig samtidig med at sommeren omsider begynder, hvis jeg kender min timing rigtigt, tøhø.

Til min kat

2010-06-11T23:52:00.000+02:00

I dag gik jeg ud i den voldsomste tordenbyge og ledte efter min gamle kat, der endnu engang var vandret bort i kattedemente tåger.

Jeg var bange for at finde ham rullet sammen på et yndlingsslumrested, kold og ubevægelig, for han var blevet meget mere forvirret end vanligt og meget gammel de seneste par dage, men denneher dag havde været længe undervejs.

Jeg fik øje på ham, netop som jeg indstillede eftersøgningen, et stykke ude på golfbanen og langt fra sit territorie, iskold og fuldstændigt gennemblødt. Da han fik øje på mig satte han sig ned på sine trætte, trætte ben og miavede en spag klage over vejret og tingenes tilstand til mig.

Jeg tog ham op i min regnjakkefavn og lagde min kind mod hans gennemvåde hovede og græd lidt på ham. Og omgående spandt han, en knirkende og fortvivlende hæs lille lyd, mens jeg bar ham hjem, men jeg vidste godt hvad han mente.

Og så tørrede jeg ham i et håndklæde og ringede til dyrlægen, der heldigvis gerne ville arbejde lidt over og give vores gode kat en ordentlig afslutning på et langt liv og mange gode spindende timer på mit skød.

Tak Stoffer.

Et Annie-Annie og B-B tørklæde

2010-05-15T22:06:00.000+02:00

Min veninde og jeg holder regelmæssigt kaffemøder, der udover latte på et par udvalgte caféer også plejer at inkludere besøg i nogle bestemte forretninger, herunder en stofbutik, hvor jeg forleden købte noget fint, broderet stof, som jeg plagede min sy-kloge veninde til at overlocke (noget med at sy kanter. Jeg kommer skidt ud af det med det der sy-koncept, så jeg ved ikke præcis hvad det betyder) og som jeg her til aften har hæklet kanter på.

Det blev fint:

Det er ikke helt så nemt at drapere et tørklæde kunstfærdigt på en bøjle, men altså....tilføj selv lidt fantasi og rør rundt:

Det var nemt nok at hækle kanten, selvom det tog nogen tid, men det var vist ikke særligt sjovt at overlocke (?) kanterne, min veninde så en smule vild ud i blikket, da hun beskrev anstrengelserne, men jeg tror hun bliver glad for tørklædet.

Nå....nu tilbage til min Folklore-trøje, der kun mangler et ærme før jeg er klar (teoretisk set) til at klippe den op *gys*

Have-workout

2010-05-14T17:08:00.000+02:00

I dag blev vi færdige med at fjerne et bed med forvoksede, sporadisk blomstrende buske og sådan ret så kraftige rødder.

Efter nogen timers sliden, slæben, graven og en enkelt ekspedition til byggemarkedet efter en ny spade i stedet for dén der knækkede, slap jeg matriklens højtspecialiserede rive- og jord-sorteringsmaskiner løs.

Hønsene går side om side og skraber sig grundigt og målrettet gennem jorden og allerede i løbet af en lille times tid ser det ud somom der har gået en ihærdig gartner og revet fint og præcist....lige bortset fra at jorden også er jævnet nydeligt ud over fliserne, men det kan jeg lige ordne med en kost når mini-gartnerne er gået i seng.

Jeg nænner næsten ikke at plante den planlagte hæk tværs igennem deres legeplads, og jeg gider under ingen omstændigheder at stå i kø på planteskolen i morgen, så de får lige et par dage til at skrabe og hakke og sortere.

Sms-sjov

2010-05-09T12:15:00.001+02:00

Nogengange får man en sms, der virker helt uforståelig. Og sommetider må man virkelig undre sig...

Nummeret kendte jeg ikke sådan lige, og i stedet for at slå det op, brugte jeg formiddagen på skrækblandet undren over den vedholdende flue. Der måtte ligge en fuldstændigt fantastisk historie bag, og sms'en pustede så ihærdigt til min fantasi, at jeg fuldstændigt glemte mine overvejelser om at slå nummeret op, for jeg kunne ikke forestille mig, hvordan identifikationen af afsenderen kunne forklare historien.

Jeg kunne heller ikke forestille mig at det var en jeg kendte, der var udsat for flueangreb, men det kunne være spændende at høre nærmere om hvordan "a" ville snige sig forbi fluen på onsdag for at mødes med den der skulle have modtaget sms'en.

Hvor længe mon en flue kan leve, hvis den er optaget af at angribe? Hvor farligt mon det er at blive angrebet af en flue og mon den eventuelt kan tilkalde forstærkning?

Mens jeg surfede nyhedssider og halvt forventede at se noget om mystisk, aggressiv opførsel blandt insekter, slog jeg lidt distræt nummeret op, og genkendte afsenderen som bogholderen fra mit arbejde, der forleden nævnte noget om "kriller i halsen" og en mand derhjemme, der var gået til sengs med influenza.

inFLUEnza.

Fiberklub med Wensleydale

2010-05-08T17:48:00.000+02:00

Min Folklore-trøje er nået til det enormt lange stykke med en mulliard retmasker ned over bullen. Gaaaah, det er kedeligt, men det går strygende foran fjernsynet, især kan en god film sætte skub i sagerne. Der mangler stadig cirka en halv film før jeg når til retrillerne i forskellige farver nederst på bullen, så mangler ærmerne og opklipning *gys* og belægninger.

Mens jeg ikke rigtigt kan samle mig om at strikke retmasker, kom min pakke fra Wildcraft fiber og håndtens-klubben heldigvis. I denne måned er temaet perlemor og fibrene er Wensleydale og jeg er VILD med resultatet:

Farverne er uendeligt sarte, præcis som i perlemorsknapperne i håndtenen.

Wensleydale er langfibret og meget blankt, men uelastisk, og jeg synes de her fibre og farver kalder på noget lace-agtigt, så jeg spinder det tyndt og fint.....men det tog kun kort tid at se i øjnene, at dét har jeg ikke tålmodighed til at håndspinde.

Det blir fint på Bee'en. Farverne er sarte, men man kan se dem lidt tydeligere i virkeligheden.

Jeg har også lavet en lille farveseance, i anledning af spindeforeningens fiberbytterunde. Jeg skal sende fibre til Birthe, kendt fra Garngalleriet så jeg er ramt af en mild præstationsangst. Det føles lidt som at sende grus til Sahara, og jeg er bekymret for om jeg kan finde på noget som hun gider at spinde, nu hvor hun er sådan et slags fiberfarve-geni, men jeg har forsøgt mig med at par sikre kort og satser på at tilsætte en joker og krydse fingre for at resultatet bliver spændende og spind-værdigt.

Forårsdag i hønsegården

2010-05-02T22:47:00.000+02:00

Garnet til min Folklore tørrede med lynets hast, og mønsteret på bullen er vældigt fængende uden at være så latterligt svært som det ser ud til ved første øjekast.
Så en aften i sofaen og en dag på en havestol i hønsenes hønsegårdsudvidelse gør noget ve' det:

Vores høns har kigget meget længselsfuldt efter vores aktiviteter på terrassen efter at vi flyttede kyllingemor og kyllinger til en lille kyllingegård forleden. Det gjorde vi for at være sikre på at den lille familie sov indendøre og i god læ for frost og kulde i det her upålidelige forårsvejr. Vores "rigtige" hønsehus ligger hævet en lille meter over hønsegården, og kyllingehjerne kunne nok ikke finde ud af at bringe kyllinger indendøre dér i god ro og orden.

Nåmen for at give de andre høns lidt mere plads og et eventyr og fordi jeg godt kunne bruge lidt assistance til at få revet og ordnet et lille stykke jord uden fliser udenfor hønsehuset, så trak jeg lidt ekstra havehegn rundt om hønsegården, og lukkede hønsene ud.

De kunne de god lide, og klukkede glade rundt om min havestols-ø, hvor jeg sad med striksager og kaffe, og dér havde vi en dejlig eftermiddag med udsigt til kyllingerne

De har skrabet, støvbadet, fodbadet i vandskålen, løbet, fanget kryb, klatret på hønemor, løbet om kap, sovet i solen, sovet i skyggen, blafret med dun-vinger og pippet og pippet og pippet.

Skarpt overvåget af hende her:

....der overvåger hvert eneste kyllingeskridt hele dagen lang, og sover som besvimet så snart mørket falder på, og kyllinge-underholdningen omsider holder pause. Stakkels travle hund *fnis

Uldbiblioteket

2010-04-30T18:49:00.000+02:00

Sammen med en lille flok nysgerrige spindekvinder fra Spindeforeningen, bestilte jeg i sidste uge et stort læs uld hjem fra England. Målet var at vi alle kunne få ca. 25 gram uld fra 20 forskellige fåreracer i hænde, spinde fibrene og selv mærke forskellen mellem de forskellige racer og uldtyper og drage os vores egne slutninger og erfaringer.

Herlig idé, der virkelig pirker til mit videbegær.

I går stod der så en ret så stor kasse fyldt med fibre og ventede da jeg kom hjem - lige i tide til tre herlige fridage til at pusle med de tolv uldbiblioteker:

Jeg havde ikke regnet med at pakken ville komme før tidligst i næste uge, men jeg kastede mig straks over udprintning af mærker og så gik jeg i gang med at veje og måle og dele. Og stuen fyldtes af en herlig duft af uld og masser af nullermænd.

Og i formiddags blev jeg så omsider færdig med de 240 små dunter af 20 forskellige slags fåreuld:

Og efter yderligere nogen puslen rundt, havde jeg en hel væg af 12 uldbiblioteker:

....som ser mere interessante ud, når man pakker dem ud:

Der er overraskende stor forskel mellem uldtyperne. Nogen er meget bløde og "fluffy", andre er helt skinnende, blanke og nærmest hårde.

Jeg har lige midlertidigt fået en lillebitte overdosis uldbibliotek, så jeg brugte eftermiddagen på at lytte til Ramslands "Sumo Brødre", strikke babyhuer til et par meget små babyer jeg har hørt om og på at farve lidt garn til Annes Folklore trøje. Klippes op....? *gys* Nu glæder jeg mig til garnet tørrer og kan strikkes, og til at nærme mig mit eget uldbibliotek og lave noget garn af det.

Hvis det bliver lidt bedre vejr i morgen, skal jeg ud i haven og kigge på kyllinger:

Der er virkelig knald på sådan et kyllingeliv, de spæner overstadige rundt og hakker til alt hvad der rør' sig....eller IKKE rør' sig. De er meget aktive og nysgerrige og lynhurtige. Og af og til siger hønemor så pludselig et advarende "skrårk!" og så piler alle de små gule lyn ind under hendes fjer.
Kyllinger kan godt lige revet agurk og en spadefuld græstørv til at gå på opdagelse og godbidsjagt i. Og jeg kan godt lide at kigge på glade kyllinger.

Pyller!

2010-04-27T08:16:00.002+02:00

Vi har silkehøns hjemme hos hos.
Høns, for at lære børn (især søn) noget om at mad ikke er et grundstof man høster nede hos købmanden, og silke-slagsen, fordi de er kendt for at være usædvanligt enfoldige og så ser de jo sjove ud.
Men de er eleeeeeendige æglæggere! I skrivende stund er min lille flok et års tid gamle og jeg tror de 4 har lagt i alt 20 - 30 æg.
De begyndte at lægge æg i november, og efter 14 dage med et eller to æg næsten hver dag, lagde to af dem sig skruk, lige da den første sne havde lagt sig. Og så lå de der til januar, hvorpå der kom et enkelt æg i ny og næ. Og i starten af denne måned lagde der sig så en skrukhøne igen.
SÅ kørte jeg ud til mig svigerfar og hentede en dagshøst befrugtede æg - otte stk - og lagde under min skrukhøne, der omgående belønnede mig med et vredt hak i fingrene.
I dag har hun ligget derude i 21 dage og sagt vrede lyde hver gang jeg kiggede til hende, og igår løftede jeg på hende, for at se hvad hun havde lavet, og se hvad jeg fandt:

Og masser af overraskende pippen dernede fra.

I morgen luskede børnene og jeg os derud igen og selvom hønen sagde arrige, advarende lyde da vi åbnede hønsehuset, vovede jeg at løfte hende en lillebitte smule og der lå tre - fire små dunede pyller, og fik datter heeeelt op i hvinende, henrykte toner. Og hul på tre æg mere, så sikke en dygtig skrukhøne!

Dukketøj

2010-04-22T17:39:00.000+02:00

En kreativ kvinde jeg kender har syet sig en Waldorf-dukke.
Hun påstår godtnok at dukken er til hendes datter, Kamille, men dét narrer hun næppe nogen med.

Jeg er nem at smitte med entusiasme, så da jeg havde kigget lidt på dukke-dokumentationen på Synnes blog, fik jeg bare sådan lyst til at strikke dukketøj. Desværre fandt jeg ingen opskrifter der sådan liiige var hvad jeg havde tænkt mig, og så måtte jeg jo selv finde på.
Og det blev til en kjole:

Jeg har dog hørt at modtageren af kjolen for tiden spiser hæklede isvafler, så jeg er spændt på om den passer.....*fnis.
Mønsteret er noget jeg har fundet på. Kanten ruller en smule for neden, så den skulle nok have haft en ekstra omgang vrangmasker. Garnet er håndspundet, det brune er alpaca, det rosa er nogle forskellige sammenkartede rester. Jeg har sådan lyst til at sætte det sammen med noget hvinende limegrønt, men det må blive et andet projekt.

NU må jeg igang med en Frosty Mornings Cowl i mit diskret-pink'e angora-garn fra forleden. Med min sans for timing betyder det formentlig også, at temperaturen fra nu af ikke længere vil være til uldne kraver, heller ikke om morgenen. Så kan vi måske få noget ordentligt is-vejr, tak.

Omveje, genveje og mål

2010-04-20T18:05:00.001+02:00

Oprindelig plan var, at strikke endnu en "Frosty Morning Cowl" af min BFL/Silke-indfarvning fra forrige indlæg, men så var det at jeg kørte forbi min veninde for at aflevere angora-kraven, og ikke kunne lade være med at begramse hendes lille flok angorakaniner. Heriblandt en muligvis-madagaskarfarvet kaninunge (den er madargaskarfarvet udenpå, men pelsen er besynderligt stribet på langs....forestil dig lige at spinde det.....mmmm), som jeg har været voldsomt forelsket i lige siden jeg så den første gang, da den var en uges tid gammel.
Jeg burde virkelig vide bedre end at traske lige ind i sådan et kuld fuldstændigt uimodståelige langpelsede angorakaninunger, især så tæt på den dag hvor de er lige til at tage med hjem.
Jeg tænker på hvor hyggeligt det er at gøre kaninbur rent og fodre og skifte vand en mulliard gange om dagen i frostvejr, og efter at have stået lidt med sådan en uld-fidus på armen, virker det slet ikke spor slemt....

Let omtåget tog jeg hjem og kartede noget angora sammen med en lillesmule bordeaux BFL og lidt "fake cashmere", som jeg engang købte for at se hvad det var. Det gav en smuk lilla nuance efter et par gange i kartemaskinen, hvorpå jeg kom i tanker om noget angelina/akryl jeg havde et sted i bunden af en skattekiste (også et "hvordan mon det er"-indkøb) og så røg der også lige en lille tot af det med og angelina'en gav fibrene de fineste små gnister.

Så spandt jeg fibrene. Jeg udforsker stadig long-draw teknikken og de bløde fibre fra angoraen blandet med de lange syntetiske og BFL fibre er ret gode at øve sig på, så før jeg gik i seng var det blevet til et ultra-blødt fed garn

Der er små blink og gnister fra angelina'en i garnet, som ikke rigtigt ses på billedet.
Trods al plastikken er garnet uendeligt blødt og jeg tror min næste "Frosty Morning Cowl" skal strikkes af dette.

Og så omsider noget der ligner en afslutning på sagaen om min brækkede arm:
Omsider er knoglen helet helt (efter urimelige mængder kalktabeletter, det manglede knagme bare!!) og jeg har trænet håndleddet godtnok op til, at det virker nogenlunde normalt, mangler bare at få lidt kræfter tilbage, så er jeg så god som ny.
Til min forundring har hverken håndkirug eller ergoterapeut sat små stjerneklistermærker ind i min journal, men jeg har været tapper og dygtig og er nu omsider frigivet fra både uendelige kontrol-konsultationer på Hørsholm Hospital og ligeså lange genoptræningssessioner i Hillerød.
Konklusionen er, at det tager små fire måneder at komme sig over sådan et fejltrin på trappe. Så ved jeg det.

Godmorgen Charlotte!

2010-04-19T08:33:00.000+02:00

Jeg har haft travlt. Det har jeg stadig, men det lysner på overskudsfronten, efterhånden som isen bliver tykkere under mine sekretær-sko i mit nye job.
Mine nye kollegaer er utroligt søde og jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde og lære nye ting (ja - nye ting HVER DAG), men efterhånden glider de nye indtryk nemmere ned, og jeg er da begyndt at kunne huske hvad jeg hedder når jeg har fri.

I spindeforeningen er vi igang med en SAL/KAL (spin along/knit along - spind sammen/strik sammen). Udgangspunktet er en opskrift fra spindemagasinet "SpinOff".

Jeg havde et angora/merinogarn liggende, der nærmest dumpede ned i skødet på mig og råbte på at blive brugt, da jeg læste opskriften, så i første omgang sprang jeg spin-along delen over og frembragte denne:

Silkeblød og lækker som angora nu er. Angoraen i blandingen er fra min venindes røde kanin, Pyrus, og det giver striksagen en helt magisk, rødbrun aura. Meget lækker halsdims, som jeg omgående har foræret kaninejeren, der uden tøven donerer al sin angora til mig.

Nåmen mønsteret til denne "Frosty Morning Cowl" er supernemt, så nu har jeg spundet garn til een til:

Farverne er lilla, bordeaux og et skvæt turkis for at give lidt "kant" på grå BFL/ hvid silke og selvom jeg har været noget skeptisk over udfaldet af den farvning, synes jeg garnet er blevet rigtigt fint, og den turkise virker godt når den bliver spundet.

Senere skal jeg i gang med noget mere angora-blanding, jeg er meget begejstret over så fint merino/angorablandingen ovenfor virker, så jeg tager gerne lidt kaninpels i næsen med, for sådan et lækkert resultat.

Er det blot et bi-bo til din Bee....Bo?

2010-02-23T16:24:00.000+01:00

Ja, et bi bo er lige hvad det er! Jeg har et fuldstændigt dødt sted på det punkt i hjernen hvor sy-evnen sidder. Jeg kan akkurat sy sømme på strikketøj, selvom der sommetider skal nogen overvindelse (og i enkelte tilfælde et glas vin) til for at få det til at makke ret uden spontan selvantændelse, men hvis man smider en symaskine ind i ligningen, så er der lagt op til drama og katastrofefilm i stil med de værste bio-baskere. Så jeg forsøger så vidt muligt at undgå risikoen.

Heldigvis kender jeg en både klog, kreativ og uhyre tålmodig og hjælpsom kvinde, der gerne tager en udfordring op, og forbarmer sig over mig, når jeg kører fast i sy-projekter, før jeg overhovedet er begyndt, og hun har - efter nogen hovedbrud og vist også en ukarakteristisk mængde bandeord - præsteret denne fine taske til min Bee:

Tasken er indrettet så man håndterer rokken på højkant, jeg har sat filtdupper på den ene side af rokken, så den er beskyttet på dén led også. Og så har tasken både håndtag og bærerem, så rokken nu er særdeles nem at håndtere og transportere. Og god plads til både spoler og fibre ved siden af rokken.

Ved nærmere eftersyn tror jeg faktisk at min højtskattede dybe strikketaske (som-gerne-må-bruges-selv-om-man-ikke-medbringer-strikketøj også) lige præcis passer ned mellem rokken og siden af tasken, hvor genialt er dét lige?!

Sidst min mor besøgte mig, bladrede vi lidt rundt på engelske World of Wool og en lille uges tid efter kom der en pakke med spændende fibre:

Blandt andet har jeg bestilt nogle "sokkefibre" af superwash merino/nylon, som jeg så farvede, spandt og nu er i gang med at strikke sokker af:

Måske er garnet spundet lidt vel fast, men jeg har aldrig prøvet at strikke sokker af håndspundet før, så jeg er spændt på hvordan det holder og må jo lige prøve mig frem. Garnet er i hvertfald kønt og blødt og jeg glæder mig meget til at slide de her sokker op. De er strikket fra tåen og op og med timeglashæl og ingen af delene har jeg prøvet før, men jeg kan rigtigt godt lide at strikke nedefra - så kan man jo stoppe når man ikke gider mere - og hælen er nem at gå til.
Som en del af min genoptræning af brækket arm, ~~foreslog~~ ~~spurgte~~ tiggede jeg om tilladelse til at strikke uden skinnen på, og det har vist sig særdeles effektivt for både humør og bevægelse, især i mine fingre. Jeg arbejder stadig på at få indført strik som rutinemæssig genoptræningsmetode, men selvom det rent faktisk lykkedes mig at flashe sokkestrik i ergoterapi-centeret i dag og involvere to terapeuter og en enkelt medpatient i projektet, så ser det ud til at have lange udsigter.

Da jeg farvede sokkefibre, farvede jeg også en portion angora.

Lidt eksperimentel farvning i grønne og limefarvede nuancer (ikke så blåligt som på billedet).
Det mest interessante med farvning af angora er, at fibrene bliver helt u-flyvske af opvarmningen, og som tørre kan de spindes fint og let direkte fra de små-filtrede, uglede totter, som anes på billedet, uden den sædvanlige nysen og fnysen og tænderskæren over flyvsk kaninpels overalt. Og garnet bliver fint og loddent som hvis man havde spundet af de ubehandlede fibre, for mit vedkommende endda en del pænere, fordi jeg bare har rigtigt svært ved at spinde "vild" angora (og gnide mig i næsen samtidig).
I Spindeforeningen har vi generalforsamling på søndag og jeg har tænkt mig at tage mine tæmmede angorafibre med. Jeg skal følges med en anden spinder, der er meget dygtig til at spinde angora, og jeg vil gerne lige høre hendes mening om mit "tæmmede" angora. Og måske har hun en forklaring på hvorfor de gør som de gør efter farvning/opvarmning.

Brækket arm-blues part 117

2010-02-15T19:10:00.006+01:00

For en uge siden fik jeg så omsider min gips af.
Det var en rystende oplevelse.

Det gjorde ikke ondt, men gensynet med min arm, der efter fem uger i "eksil" bag et par centimeter bandager slet ikke føltes som min gode gamle venstrehånds-ven, var chokerende og ret så blottet for gensynsglæde. Tværtimod blev jeg mindet om sidst vi sås, hvor håndleddet var ny-brækket og gjorde ret så ondt.

Ret hurtigt fik jeg en ny skinne på, og selvom jeg ville have forsvoret det, var det rigtigt dejligt at få armen pakket ind igen.

Og så omgående til ergoterapien, som jeg siden er kommet til at holde vældigt meget af. De er virkelig gode til at puste til lidt håb og tro på at det håndled nok skal komme til at virke igen, selvom det sidste mandag var stift og svækket efter fem ugers gips.

Nu går det bedre, og jeg har genoptaget både spinding og strikning.

Husene er fra Kastanie-strik og ret så vanedannende at strikke. På et tidspunkt må jeg tage stilling til hvad de kan, men foreløbig klæder de mit nørklehjørne for helt fortryllende vis, mens jeg arbejder videre på min lillebitte by.

Lige før jeg fik gipsen af, farvede jeg lidt fibre sammen med datter, der agerede venstre hånd og minutiøst parerede ordre, bortset fra distraherede afstikkere til mobiltelefonens livsvigtige sms-linie direkte til Verdens Ottende Vidunder, der altså ikke længere er mig, hendes mor *suk*

Det blev blandt andet til disse blå-grønne fibre, efter jeg havde ladet mig inspirere af et billede af en isfugl

Jeg er meget tilfreds med farven på fibrene, men på garnet er fibrene (og farverne) blevet pløret lidt vel meget sammen, så det skal lige ligge lidt mens jeg tænker over hvad det kan bruges til.
Jeg har stadig slet ikke kræfter i brækket-hånd til at trække fibrene i et kartebånd fra hinanden, så jeg var nødt til at køre dem en gang gennem kartemaskinen og så spinde fra batt'sene, måske var det dét der gjorde at farverne blev lidt for blandede.

Næste spindeprojekt venter i kulissen i form af et valg: Enten nogle frygteligt fristende angora-silkefibre fra Karin, eller resten af de hjemmefarvede fibre fra forleden i nogle rosa og blå farver, som datter omgående faldt for og begærer spundet og strikket til en vendestriksvest. Måske kan sådan en bestikkelsesgave bringe mig lidt op på popularitetslisterne igen, så jeg overvejer sagen nøje.....

Kreativ Blogger

2010-02-06T08:40:00.002+01:00

Sådan een er jeg!

Det synes ihvertfald Synne, så hun har givet den her leg videre til mig:

Tusind tak, Synne!

Reglerne der følger med er:

- Jeg skal vise awarden på min blog.

- Jeg skal linke til den jeg har fået den af.

- Jeg skal skrive 7 ting om mig selv.

- Jeg skal give awarden videre til 7 andre bloggere.

Jeg har set kreativ-awarden rundt omkring på næsten alle de blogge jeg læser, og jeg tror efterhånden den ér ved at være nået hele vejen rundt, så jeg vil være blindgyden, der ikke sender videre til 7.
I stedet vil jeg slå omtrent 110 fluer med eet smæk, og uden yderligere forpligtelser, overdrage awarden til Spindeforeningen, hvorigennem jeg har lært nogle fuldstændigt fantastiske kvinder at kende. Her er kreative ildsjæle, der drysser begejstring, entusiasme og inspiration omkring sig, så man slet ikke kan undgå at blive revet med. Både mine med-bestyrelsesmedlemmer og medlemmerne gør et fint stykke arbejde for at dele ud af erfaringer og glæde ved en fiberrig hverdag og jeg er meget glad for at være en del af det.

Men 7 ting om mig selv er jo pærenemt! Næsten for overvældende, så der må et tema til.
Mit år startede med at sætte alle kreative tiltag i stå, da jeg brækkede håndleddet, og selvom jeg siden er blevet i stand til at genoptage en del kreative ting, så glæder jeg mig alligevel voldsomt til på mandag, hvor gipsen skal af!
Så her kommer 7 ting jeg vil gøre, når jeg er af-gipset.

1. vaske hænder!!
2. kramme mine børn og min tapre mand inderligt med begge arme
3. gå i bad uden plastikpose.
4. køre bil!
5. farve et par hundrede gram merino/cashmerefibre til at fodre min Bee med
6 lægge mit tøj i skabet ordentlig sammen (Enhånds-foldning roder)
7. rydde op i mit garn- og fiberlager

Oh hvor jeg glæder mig!!
Okay, det kan godt være jeg ikke får ryddet op i skab og garn-hule, men aldrig undervurdér glæden ved - teoretisk set - at kunne hvis man ville.

To Bee or not to Bee

2010-02-04T20:35:00.002+01:00

....jeg er ihvertfald ikke længere i tvivl!
I dag kom min pakke fra England, med min nye supersmarte, ultra-transportable spinderok og jeg er vildt begejstret!

Det er lidt som at sætte sig bag rattet i en ny bil, og jeg har rodet løs med bremsen og alle de udvekslinger man kan vælge imellem, for at finde den helt rigtige "sno".
Jeg er rigtigt glad for min Julia (Louët), men det er som at parkere sin praktiske familiebil, og sætte sig bag rattet i en superlivlig sportsvogn at spinde på Bee'en.
Og det løjerlige, men gennemtænkte design vinder ved nærmere bekendtskab, også selvom man i forvejen godt kan lide det lidt anderledes.
Og her er billede af allerførste garn:

Dette er halvdelen af omtrent 150g blandede merino/silke tops i henholdsvis grøn og pink, som jeg kartede sammen i går aftes, resultatet på farvefronten er blevet overraskende godt, synes jeg. Spindemæssigt er det lidt noget rod, fordi snoningen blev ret ujævn mens jeg stillede op og ned på drivremme og bremseskruer, men jeg har moret mig godt med mine begejstrede eksperimenter, og fortsætter i morgen. Jeg overvejer en mere detaljeret anmeldelse af rokken, når jeg har spundet et kilo fibre på den og kender den bedre.

Garnet er meget blødt og bliver til en hue, tror jeg.

Jeg ka' karte ka' jeg!

2010-02-01T19:06:00.003+01:00

Efterhånden går det godt med at spinde, det er fin træning af muskler og fingre og jeg har fundet en god teknik, hvor jeg skåner resten af armen for drej og træk.

Det går nemmest at spinde af løse batts, så jeg har spundet en masse af mit lammeuld og har kastet mig over at karte fiberrester og uheldige farvninger sammen.

Der er blevet kartet en masse angorafibre i også (dog ikke lige i de fire batts herover) og sådan et herligt, loddent garn kan jo strikkes til hvad som helst. Blandt andet har jeg kartet "røde" angorafibre sammen med en kridhvid merino/cashmere blanding fra Renee. Det blev et kønt, cremefarvet garn, som jeg vil strikke en "halsdims" af, når begge mine hænder kan bruges igen.

Mens jeg har været afskåret fra håndarbejde har jeg haft god tid til at kigge på nettet på rokke. Der foregår ting og sager på den anden side af andedammen, hvor der tilsyneladende er mange flere forskellige rokke i omløb.

Hjemme hos s har vi ikke så meget plads. Eller, faktisk har vi god plads, men eftersom der også skal være plads til væv, kartemaskine og et udvalg af rokke, så kan jeg godt lide rokke, der ikke er store, og tanken om små, ultra-transportable rokke er tiltrækkende - det kunne være dejligt hvis den var nem at have med.

Og sådan faldt jeg over Spinolution og deres "Travelwheel", the Bee, der både er lille, sammenklappelig og meget transportabel. Og designmæssigt meget langt fra noget jeg nogensinde før har set.

(Billederne er lånt fra www.wildfibres.co.uk)

Er det en pålægsmaskine? En gammel båndoptager? En beruset snedker der er gået amok?

Nej, det er....En rok!

Jeg er meget spændt på hvordan den spinder, men den har fået rigtigt gode anmeldelser rundt om på nettet og jeg er meget imponeret over dens ratios der går fra 1:5 til 1:36 og dermed rækker ret vidt udover mine evner og erfaringer, men så er mulighederne der ihvertfald, så er det bare om at komme i gang med at prøve dem allesammen af! Allevegne, den kan nemlig foldes sammen til håndbaggage-størrelse.

Nu skal jeg bare lige vente nede ved postkassen i et par dage....

Enmands-brugerundersøgelse

2010-01-25T10:07:00.004+01:00

Jeg kommer jo ikke så meget ud (sagt på den selvmedlidende, sukkende måde. Forestil dig let skinger stemme, som i lige før Maude går i seng med hovedpine) – i stedet arbejder jeg på min tilfredshedsundersøgelse i forbindelse med min erfaring som en der har brækket håndleddet.

Når man slår vejrudsigten op på DMIs hjemmeside bliver man bedt om at deltage i en brugerundersøgelse for at bedømme sidens brugervenlighed. Når jeg køber en bog eller en elektronisk dims på nettet, følger der et spørgeskema lige bagefter, hvor jeg skal fortælle hvad jeg synes om ekspeditionen af min ordre.

At brække armen og tilbringe ugevis som vedhæng til sådan en diagnose er en ret omfattende og omvæltende affære og det virker svært overskueligt at tilkendegive sin vurdering af forløbet med sin stemme til næste regions- eller folketingsvalg, men der er ikke noget der tyder på at nogen endnu har tænkt sig at spørge mig, hvad jeg så synes om ekspeditionen gennem skadestue og røntgen og ambulatorium.

Hvis jeg var læge og bekymrede mig om mine patienter, så ville jeg da gerne vide hvordan jeg klarede mit job. Jeg tror desværre at den læge, der ignorerede mine spørgsmål og brugte det meste af min audiens på at tale med sin diktafon, bilder sig ind at han gjorde sit arbejde godt. Han kiggede da også på røntgenbillederne, fik en second-opnion med hensyn til om jeg skulle have indopereret skruer i bruddet nu-med-det-samme eller ej og han kastede måske også et blik på gipsen, men den konsultation var spild af tid. Og oprivende, skræmmende og stressende. ”Patienten kan sprede alle fingrene og knytte hånden” mumlede han til sin diktafon mens jeg sad ved siden af og kiggede undrende på min tommelfinger, der ikke rørte sig når jeg ”spredte alle fingrene”.

Ambulatorie-læge to ugen efter derimod, gav mig hånden og præsenterede sig og så spurgte han hvordan det gik! Og han lyttede til svaret og gav sig derefter til at pege på røntgenbilleder og forklare og svare på alle mine praktiske og tekniske spørgsmål – man har jo vældigt meget tid til at tænke over hv-spørgsmål, når man sådan sidder og gror knogle.
Han kiggede indgående på min ubevægelige tommelfinger og forklarede og beroligede. Konsultationen tog ikke længere tid end den første ambulatoriekonsultation, men jeg var en hel del klogere da jeg gik derfra 2. gang. Og så gik jeg hjem og strikkede og blev endnu gladere og fredeligere og holdt op med at have ondt i fingrene af rastløshed.

Jeg vil også gerne bruge tilfredshedsundersøgelsen til at rose skadestuepersonalet, der trods 1. januar, der semi-officielt er årets røvsygeste dag, var fulde af overskud og venlighed og endda også humor på rette tid og sted, hvilket vil sige EFTER at jeg var blevet bedøvet til randen af lammelse i mit brud. De var så søde og betænksomme og den u-fortravlede stemning på skadestuen matchede meget dårligt mine forventninger til en stresset og smertefuld ekspedition. Når jeg er sikker på jeg er færdig med ambulatoriet, skal de have en stor æske chokolade på skadestuen og tak og ros for deres arbejde.

Jeg er selvfølgelig ikke færdig med min tilfredshedsundersøgelse endnu og venter stadig spændt på at få gipsen af, før jeg kan uddele støttebinds-stjerner for præstationen. Jeg gør det omhyggeligt, for jeg har ikke tænkt mig at jeg skal have flere erfaringer med knoglebrud nogensinde igen.

Højrehåndsarbejde

2010-01-08T12:59:00.003+01:00

Det går bedre med min brækkede arm, ikke flere morfin-smertestillere til mig, selvom jeg begejstret erklærede mig afhængig allerede da jeg spiste nummer to, lettet over pausen i de helt utrolige smerter.

Nu gør det ikke så ondt mere, men jeg har nu stadig ikke lyst til at springe rundt.

Mine fingre og arm og albue nedenfor gipsen har antaget en flot grøn farve, der i dag toner over i det gule, ligesom det blå mærke på min anden albue. Jeg gad godt vide hvilken fantastisk regnbue der gemmer sig under gipsen, og undrer mig over at der ikke var noget i den retning at se, da jeg på 2. dagen fik lagt en ny, lidt løsere gips.

Nåmen uden morfin-piller er der ikke megen underholdning i at stirre på dalende støvfnug fra mit hjørne i sofaen, og jeg er så småt ved at gå ud af mit gode (grønne) skind af rastløshed. Heldigvis satte min mor trend på min væv før hun rejste hjem, så jeg har vævet et par frustrerende centimeter:

Det bliver rigtigt pænt, men jeg får hurtigt ondt allevegne af at sidde og fægte med skytten uden at have gipsarm i vejen, så det bliver ikke til så meget. Til gengæld er det meget omhyggeligt lavet! Trenden er økologisk bomuldsgarn fra Butik Strik og islættet er et entrådet garn jeg har spundet af noget BFL/silke fra Karin.

Når jeg er færdig med at have brækket armen, vil jeg væve et bredt stykke stof i uld og filte det let i vaskemaskinen, og så vil jeg sy en vest af det....men det varer lidt endnu, og jeg kunne godt fylde en lille bog med ting jeg vil lave så snart jeg kan igen.

indsæt selv yndlingsbandeord

2010-01-03T11:44:00.003+01:00

Første januar gik jeg først en lang, dejlig tur sammen med min far og min bror og vores lille flok kåde hunde.

Da vi kom hjem, ville jeg lige lægge min kolde næse ind på min søde mands hals, mens han sad ved computeren i kontoret, men i stedet for at snige mig ind på ham som jeg havde tænkt mig, gled jeg og lavede en ret klodset piruette ned af de to trin til kontoret og tog af med venstre arm.

Det kunne den ikke holde til.

Når jeg gør noget, gør jeg det grundigt, men med lidt held slipper jeg for operation, skruer og beslag, så jeg krydser fingre. På den anden hånd, ihvertfald.

Væverier

2009-12-28T22:37:00.002+01:00

Nusj, hvor er jeg glad for min væv!!
Jeg famler stadig mest i blinde, men bliver klogere hele tiden, så det gør ikke noget.
Efter nøje overvejelser (tøhø) sjatfarvede jeg 150g supersoft i sorte og grå nuancer så ujævnt som jeg kunne. Bare op i en farveskål og så sjask, switsh og sprøjt lidt hist og her og over det hele. Da garnet havde tilbragt en nat ved radiatoren, satte jeg det på væven som både trend og islæt, og nogle timer efter klippede jeg mit nye tørklæde af.

Min vinterfrakke er lysegrå, og tørklædet passer rigtigt godt til. Effekten af det sjat-farvede garn på kryds og tværs er flot ujævn og tweedet, jeg kan rigtigt godt lide det. Det er ca. 30 - 35 cm bredt.
Siden betroede min mor mig uden tøven et bundt håndspundet, entrådet, sort garn. Jeg forsøgte mig med to brede lysegrå striber og en rest af det sort-grå fra mit eget tørklæde som trend og så hendes håndspundne som islæt, heller ikke tosset, synes jeg.

Det smalle blå tørklæde er vævet med entrådet angora som islæt. Egentlig ville jeg se effekten af ujævnt garn som islæt, men det ses faktisk ikke så tydeligt som forventet. Trenden er uldgarn, som viste sig at være meget elastisk't, heldigvis har jeg vævet "tyndt", så fastheden endte med at falde rigtigt heldigt ud. Det er ikke så loddent som angora plejer at være, men jeg håber det rejser sig lidt når det er helt tørt og bliver brugt, det er superblødt, ihvertfald.
Angoraen havde jeg forsøgs-farvet, primært for at se hvordan fibrene reagerede på en tur i microen. De filtrede en anelse sammen, men kun så meget at det nærmest blev nemmere at spinde og - som en særlig fantastisk bonus - ingen flyvende fibre overhovedet! Angoraen er nærmest helt tæmmet af farvningen og fælder ikke allevegne som tidligere, herligt!
En spindeveninde fortalte på et tidspunkt at hun havde hørt man kunne "tæmme" angoragarn og få det til at holde op med at fælde, ved at dyppe det i kogende vand. Måske er det dét der er sket med mine angorafibre.

Til sidst vil jeg vise lidt tegninger fra en bog mine forældre viste mig i julen. Det er min farfar der har tegnet mønstrene mens han gik på noget væveskole (?). Han arbejdede vistnok med den slags da han var ung.

Tegningerne ser meget avancrerede ud og er fuldkommen "sort snak" for mig, men nogen af dem er også meget kønne og omhyggeligt udført:

Det kunne være ret cool engang at kunne tyde de tegninger og omsætte nogen af dem til noget vævet.

You try and try again...

2009-12-22T17:24:00.005+01:00

Okay, første forsøg på væven var mere lærerigt end brugbart, andet forsøg blev udført i hjemmefarvet rødt "supersoft" garn i både trend og islæt og selvom jeg ihærdigt forsøgte at undgå at "stampe" islættet for hårdt sammen, så var det færdige stykke stof alligevel lidt vel fast i det. Så det blev en taske, men en ret så smart een synes jeg.

Tasken er et lidt kort tørklæde lagt sammen med en ekstra fold i midten, så der lissom er to rum, og så en frynset ende som klap. Og så syet sammen i siderne og så en flettet skulderrem - voila!
Tredie forsøg gik rigtigt godt!

Igen brugte jeg supersoft i både islæt og trend, denne gang farvet til lejligheden og IKKE - som det ellers ser ud på billedet - i rødt og gult, men derimod i bordeaux/lilla og hvinende limegrøn.

Jeg gjorde mig meget umage for at væve super løst, faktisk så løst at det føltes en smule sjusket og hullet, men resultatet efter vask blev også lige som jeg ville have det: Blødt!

Blødt som blødt strik, og nu har jeg et nyt yndlingstørklæde og flere på vej så snart jeg har tid til at farve igen.

Billede før vask:

Jeg har brugt reklamer, fra den uendelige strøm der tilflyder vores postkasse i disse dage, til at lægge om begge ender af trend*ehm*rullerne (...den ene hedder tøjbommen, hvad er det nu den anden hedder?) i stedet for "kraftigt papir" og det virker fint med sådan en udfoldet jysk sengetøjsreklame mellem trendtrådene.

Julehemmeligheder

2009-12-18T22:29:00.002+01:00

Åh, det er så svært at strikke-blogge i december, for en hel del håndarbejde handler jo om tophemmelige julegaver, og jeg bliver til stadighed overrasket over hvem der læser med her, så jeg må vogte mine ord og billeder.

Men så er der jo de gaver jeg har fået!
Eftersom jeg har fødselsdag nytårsaften forventes der en ordentlig afhandling af en ønskeseddel fra min hånd i slutningen af november, og efter nogen tids sveden over dén, skrev jeg også "En strikketaske som nogen har fået *kollega fra min boghandlertid* til at sy". Efter lidt betænkningstid strøg jeg den dog igen, for jeg nænnede ikke at belemre kær kollega med min familie, og jeg ville ikke risikere at få en af de turkise strikketasker i kunstlæder, som jeg ellers har set skræmmende billeder af på nettet.
Men så, i begyndelsen af december kom der en pakke. Med lige præcis sådan en taske som jeg havde ønsket mig i hemmelighed. Begejstringen har ikke lagt sig, og jeg transporterer lykkeligt og elegant mine striksager rundt allevegne i den hjemmelavede strikketaske, der er lige præcis som den skal være. Syersken bag er fuldstændigt genial, og udover at være god til at sy - en dunkel håndarbejdsafkrog jeg ikke selv tør bevæge mig ind i - er hun også betænksom og kærlig og klog.

Og billeder skal der til! Lige for tiden er kameraet dog forsvundet, så de kommer liiige lidt senere.

I julegave - lidt fremskyndet på grund af kvindelig intuition - har jeg også fået en Lervad rammevæv.
Det er jo fantastisk spændende nyt land der skal erobres, og nu hvor jeg - efter lidt hovedbrud og adskillige besøg på Youtube har fundet ud af at "warpe" den (sætte trend på....jeg ved ikke hvad det rigtige danske fagudtryk er) og er gået i gang med at væve, er jeg en lille smule blændet af alle de nye muligheder der nu igen ligger for mine fødder. Og en lille smule foruroliget over alle de ting jeg helt sikkert gør på en helt forkert måde, fordi jeg gætter og prøver mig frem. Men det ser fint ud! Og det skrider frem.
Med væven fulgte lidt trendtråd i tynd bomuld, det har jeg brugt sammen med noget rigtigt sjusket spundet totrådet merino/silke og med lidt fantasi - og noget kantbånd til kanterne, der ikke er så pæne i starten - kan det nok blive et fornuftigt "første vævede tørklæde".

Og billeder følger, naturligvis. Så snart jeg får lokaliseret det der kamera.

Tjalfe er blevet far i dag. Efter et herligt besøg af en sød (og tålmodig) løbsk hunhund for nogle måneder siden, er han i dag blevet far til et kuld black tan og ruby Cavalierer. Jeg havde ingen cigarer så han fik et dejlig stykke tørret lever i stedet, for at fejre begivenheden. På søndag tager jeg på barselsbesøg (og så HAR det kamera bare at være dukket op!!)

Jeg har også kartet alt lammeulden og spundet en god portion af det. Den ene ham er stadig silkeblød og den anden - som der er mest af - føles mere kradsende. Men det er supernemt og dejligt at spinde, så jeg har fyldt et par spoler og fantaserer om striktrøjer. Jeg har også for nogen tid siden fået løfte om en ham fra Dana, så jeg venter med at tage endelige beslutninger til jeg har set hvordan sådan en spelsau-ham ser ud og føles, måske kan man blande de to typer uld til en mønstret islænder-agtig sag....

Fåreklipperdebut

2009-12-02T11:31:00.004+01:00

For en lille uges tid siden slagtede min svigerfar sine to gotlænder-lam. Siden foråret har jeg beundret deres fine pels, så efter slagtningen gemte han skindene til mig og igår havde jeg så min debut som fåreklipper.
Skindene havde tilbragt et par dage på græsplænen (i regnvejr) og et par dage i tørvejr på et par savbukke. Jeg kiggede til dem da de var nyslagtede og dér syntes jeg godtnok de lugtede meget stramt, men da jeg klippede dem i går, duftede de bare af lanolin og rent får.

Først en lille grovrensning af skindet. Lammene havde gået i en fold med et dejligt gran-hegn, så der var lidt pinde og nåle, men overraskende få, synes jeg. Og nemme at pille ud.

Udenpå så pelsen ret brunlig ud og inderst var den fuldstændigt sølv-grå. På det ene lam var pelsen meget krøllet inderst, på det andet (dette) var pelsen mere glat og meget, meget tæt. Det "glatte" lam klippede jeg næsten dobbelt så meget uld af, som af dens tvillingebror med den krøllede pels.

Jeg får næppe nogen præmie for den ujævne klipning. Den pels der sad tilbage inderst på skindet var super blød og fuldstændigt fri for skidt og snavs.

Før vask...jeg glemte at veje, men der forsvandt godtnok en hel del mørkebrunt mudder i afløbet, og den uld der nu ligger til tørre på mit badeværelsesgulv, ser nu heller ikke ud til at være udpræget brun.

Efter vask i følge anvisninger fra Spindeforeningens forum var ulden fra det mest krøllede lam fuldstændigt silkeblød og forbløffende u-filtet, nærmest lige til at spinde. Ulden fra det andet lam var filtet en lillebitte smule, men kunne nemt trækkes fra hinanden.

Jeg er begyndt at fantasere om uldtrøjer og spinding af gotlændergarn og føljetonen fortsætter...

Hvor snedig er man så...?

2009-11-23T09:13:00.006+01:00

Engang vaskede min gode mand en af mine yndlings hvide skjorter sammen med noget der gav den en yndig lyseblå nuance og siden har jeg været chef for vasketøjet. Uden den store begejstring dog og alle i huset bliver af og til glædeligt overraskede over at genfinde et stykke tøj de helt havde glemt de havde fordi beklædningsgenstanden har tilbragt lidt vel lang tid på bunden af vasketøjskurven.
Nåmen så skiltes sål og overlæder på søns SFO-indesko u-limeligt fra hinanden og nye futter måtte der til. Og er der noget der er sjovt og dejligt at fremtrylle, så ér det filtede sko!
Man kan blive lidt modløs når man sidder med det slaskede stykke striksag uden facon, men stor er magien og begejstringen når man så - efter en 40 graders vask (vupti - både filtsko OG svind i vasketøjskurven på een gang!!) - kan vikle et par dejlige futter ud af lidt vasketøj.

Søn var heldigvis passende begejstret, selvom han godt kan være lidt af en mode-tyran, der sjældent er enig med sin mor om hvad der er fedt og hvad der er coool't
Et nyt par til datter er på vej i vaskemaskinen og jeg begynder så småt at frygte at løbe tør for vasketøj *tøhø

Oh Happy Day!

2009-11-20T09:36:00.004+01:00

I foråret anskaffede husstanden sig fire silkehønsekyllinger. De var sådan halvstore kyllinger da vi fik dem, men eftersom silkehøns bliver ved med at være dunede var det svært at sige hvornår kyllingerne blev til høns.
Men ingen æg kom der, selvom de ifølge alt hvad jeg kunne læse mig frem til teoretisk set burde være begyndt at lægge æg i løbet af sommeren.
Jeg havde vænnet mig til tanken om, at jeg nok måtte vente til foråret, hente fire æg og så se mine høns lægge sig skruk af bar' forårsfornemmelser.
Men SÅ forleden, da jeg måtte genne høns i læ for stormen (de er ikke så kvikke at de nødvendigvis søger læ af sig selv, selvom regnen pisker ind under hønsehuset hvor de ellers ynder at sove), fyldte jeg lige et ekstra lag halm i hønsehuset og SÅ! Så lå der to æg!
Stor begejstring, ikke mindst hos søn, der er dybt fascineret af, at man kan lave sådan noget selv, bare ved at putte brød og madrester i noget fjerkræ ude i haven. For ham er en hel del madvarer en slags grundstoffer der...bare er der. Sammenhængen mellem jord og bord er ikke helt gået op for ham endnu, men den interesserer ham meget og det er små mirakler for ham hver gang endnu en flig af mysteriet bliver opklaret.

Efter behøring beundren og fremvisning af æggene, blev de til to bittesmå portioner røræg og toast som de søde børn ærbødigt satte til livs med forbløffede kommentarer om det udsøgte mellemmåltid. Jeg fik lov til at smage en lille krumme æg på størrelse med et punktum, og søn forvissede mig om, at der var så meget smag i de fantastiske æg, at jeg sagtens kunne smage det, selv i sådan en lille krumme.
Det kunne jeg nu ikke, men siden forleden er der kommet et æg om dagen, og det er ligesom at åbne en låge i julekalenderen at kigge i hønsehuset om eftermiddagen efter skole og arbejde(efter først at have tjekket tidligt om morgenen før skole også, selvfølgelig) og mine søde børn er blevet usædvanligt opmærksomme på hønsespanden.

Og min mand har nikket indforstået til mig og sagt, at de to æg godtnok var de dyreste æg han nogensinde havde set, men at det rigtigtnok var en herlig idé jeg fik i foråret, da jeg ville have høns.

Lady Moss Mittens

2009-11-09T19:41:00.006+01:00

Det er isnende koldt om morgenen og helt klart ved at være vantetid igen.
Sidste år blev jeg særdeles glad for Lady Moss Mittens og i år har jeg fået lov af Kristin, der har fundet på de her vanter, til at oversætte mønsteret til dansk.

Lady Moss Mittens - Handsker med uldfor.

Du skal bruge:

Ca. 100g uldgarn til p. 3.5, gerne superwash, for at undgå vinter-vejrskrympning og rigtigt gerne håndspundet for ekstra lækker-hed.
25g uldfibre i bånd.
Pind 3.5, enten strømpepinde eller en rundpind til ”Magic loop”.
3 maskemarkører.

Uldforet:

Når du skal strikke foret, altså de løse uldfibre, ind i vanten, skal du bruge en lille tot på 4 – 5 cm og af tykkelse som en blyant. Man kan trække passende totter ud af den ene ende af fiberbåndet.
Når du kommer til den maske der skal strikkes med uldtotten, lægger du bare totten over din finger sammen med garnet og trækker ulden med igennem den maske du strikker, sammen med garnet, som én maske. På vrangsiden kan du lige trække let i uldtottens ender så de er lige lange, men man får hurtigt styr på at anbringe fibrene rigtigt. På næste omgang strikkes uldtotten og garnet sammen som én maske.

Slå 36 m op og strik rundt, marker rundens start med en maskemarkør.
Strik 8 cm rib, 1 ret 1 vrang.
Strik herefter ret og indsæt uldtotter i masker efter skemaet (startende nedefra):

XXX= uldtot

Runde 1: slå 9 masker op jævnt fordelt, i alt 45m.

Tommelfinger:
Notat: Forsæt med at indsætte uldtotter efter skemaet, men spring over tommelfinger-maskerne og fortsæt med totter ifølge skemaet efter den 2. maskemarkør.
Runde 2: strik 22r, placér markør, m1, 1r, m1, placér markør, strik resten af runden.
Runde 3: Strik alle masker ret.
Runde 4: Strik 22r og lad markøren passere, m1, strik til næste markør, m1, lad markøren passere, strik resten af runden.
Runde 5: Strik alle masker ret.
Strik runde 4 og 5 fem gange mere.
Strik tre runder ret.
Gentag runde 4.
Strik en runde ret.

Strik til markør, flyt markøren og placér tommel-maskerne på en rest garn eller en hjælpe/vente-pind, fjern markør nummer to og strik resten af runden ret.

Strik alle runder ret (stadig med uldtotter efter skemaet) til vanten når lige over den kommende vante-ejers lillefinger. Slut med en runde 1 eller 4 på uldtotte-skemaet. Resten af vanten strikkes uden uldtotter.

Indtagningsrunder:
1. Runde: *1r, 2m drejet r sm, 16r, to r sm, 1r* Placér markør og gentag fra * til * en gang.
2. Runde: Strik alle ret.
3. Runde: *1r, 2m drejet r sm, strik til der er 3 m tilbage før markøren, 2 r sm 1r* gentag en gang.
4. Runde: Strik alle ret.
Gentag runde 3 og 4 en gang mere
Gentag runde 3 til der er 20 masker tilbage.

Arranger de sidste 20 masker på 2 pinde med 10 masker på hver pind, og sy maskerne sammen med maskesting.

Tilbage til tommelfingeren:
Placér en markør for at markere omgangens start. Strik en omgang og slå en maske op mellem sidste og første maske.
Runde 2 – 6: Strik alle ret.
Runde 7: *1r, 2m r sm, 2r* gentag to gange mere.
Runde 8: Strik alle ret
Runde 9: *1r, 2m r sm, 1r* gentag to gange mere.
Runde 10: Strik alle ret.
Runde 11: *1r 2m r sm* gentag to gange mere.
Runde 12: Strik alle ret.

Klip garnet og træk det igennem de sidste masker, stram til og hæft ender.

Gentag hele processen til den anden vante.

Jeg har ikke prøvet at oversætte et mønster før, så hvis der er noget der er uklart eller svært at forstå, hører jeg gerne om det.
Angående rettighederne til mønsteret henvises til CraftLeftOvers.

Noget om svampe

2009-10-15T20:59:00.003+02:00

I søndags var der svampefarve-dag hos Spindeforeningens Birthe P.

Jeg havde - sammen med flere andre - glædet mig i månedsvis, og jeg er sikker på at vores akkumulerede forventning må have været med til at sikre det dejlige vejr, så dagen i skov og have og rundt om bål blev rigtigt, rigtigt vellykket og særdeles inspirerende.

Alle havde medbragt adskillige bundter garn til at farve med de svampe vi fandt og med svampe som Birthe tidligere havde indsamlet.

Der herskede et dejligt foretagsomt og kreativt kaos omkring farvegryderne, men alle farverne så aldeles fantastiske ud i gryderne og da garnet var farvet, kunne vi regne ud og gætte os til, hvad der var farvet med hvad. Og her er mit tørrede og skyllede garn fra dagen:

Og disse er alle farvet på alun-bejdset garn med - fra venstre - Sortfiltet Netbladhat på gråt garn, Sortfiltet Netbladhat fra fryseren på hvidt garn, Brunporesvamp efterbehandlet med jern, FunkyFungus (Knippel Svovlhat) på gråt garn, Rørhat, Grønkødet Slørhat og Cinnoberbladet Slørhat.

Jeg synes det er fuldstændigt fantastisk og lidt utroligt så kraftige og klare farver man kan få ud af nogle kurvefulde smattede svampe.

Jeg har haft efterårsferie i denne uge, så forleden bejdsede jeg noget mere garn, og drog i skoven efter svampe.

Jeg fandt lidt forskelligt, som jeg identificerede i en svampefarvebog da jeg kom hjem, og da det viste sig at de tre - fire forskellige svampe jeg havde hjembragt allesammen (hvis jeg altså havde genkendt dem rigtigt i bogen) ville farve gult, så blandede jeg hele molevitten sammen i en gryde og ventede spændt på hvordan farven ville blive.

Og gul blev det:

Den ene af de svampe jeg puttede i hedder Karry Kanel Slørhat (eller noget i den retning), og farven er rigtigt karry-gul på hvidt garn og lidt grønlig på gråt garn.

På farvedagen hos Birthe fandt vi så mange svampe at vi alle kunne få lidt med hjem, og dem har jeg også farvet med, så det kunne give til en hel svampefarvet sweater:

Okay, godtnok kun i størrelse 2 - 3 år, men en sweater er det da.

Desværre er svampesæsonen ved at være slut, men så er jeg klar igen næste år!!

En lille vendevest

2009-10-09T12:18:00.002+02:00

Jeg tror jeg har fået en monterings-baktusse, jeg er ihvertfald blevet frygteligt sløv til at få syet sammen, hæklet kanter, hæftet ender og den slags, der jo ellers markerer afslutningen på veludført dåd.
For nogen tid siden syede min mor en børne-trøje sammen, der havde været færdig i et lille års tid. Og jeg har stadig ikke taget mig sammen til at udvælge og montere nogen knapper.

I går lykkedes det mig dog at hæfte ender og vaske den Cobblestone jeg har strikket til min flinke mand (ikke uden et hemmeligt ønske om at han ikke kunne passe den, så jeg selv var nødt til at beholde den. Den passer fint, i øvrigt.)
Og siden det nu viste sig at været ret så tilfredsstillende, fik jeg hæklet kanter og syet knapper i en mini-vendevest, det er tænkt som en julegave, så bare lad som ingenting.....selvom den blev så fin at jeg er nødt til at vise et billede

Garnet er spundet af eet af mine første forsøg udi fiber-farvning, og resultatet er en anelse mere lilla end billedet antyder. Kanterne er rå-silke og holder rigtigt godt sammen på vestens facon.

Mens jeg fortsat undgår de der vanter i mønsterstrik, har jeg strikket lidt på en hættetrøje til søn og trævlet et strandet pige-kjole projekt op, så jeg nu kan tage fat på endnu en Fiona, som jeg jo synes er en helt vidunderlig model og jeg har lækkert "supersoft" garn i en dejlig mørklilla farve, som råååååber på at blive til pynt og begejstring.

Jeg har dermed fire strikkeprojekter på standby, jeg der ellers hader løse ender. Men jeg kan åbenbart rigtigt godt lide at begynde på ting, så så må det bare lige tage lidt længere tid at blive færdig.

Gi mig blå!

2009-10-07T09:44:00.003+02:00

I torsdags farvede jeg fibre til en vest jeg havde tænkt mig at "opfinde".

Fredag/lørdag spandt jeg så mens jeg udtænkte mønsteridéer og søndag strikkede jeg.

Jeg er virkelig dårlig til at strikke uden mønster, men jeg kunne godt tænke mig at strikke en vest til min datter i en helt bestemt facon og i øvrigt skulle den strikkes i forskellige retninger, sådan lidt modul-agtigt. Faconen viste sig at være overraskende nem at ramme, eller også var jeg bare usædvanlig heldig. Jeg trævlede kun op een gang, fordi et forstykke viste sig at blive for stort/for langt.

Det med at strikke på forskellige led'er viste sig væsentligt sværere, og jeg endte med at slå mig til tåls med lidt strik på langs under armene og lidt bagpå. Vesten blev fin. Jeg begriber ikke at jeg har glemt at fotografere den - billeder må komme senere.

Fibrene farvede jeg lidt på må og få med et skvæt turkis og lidt gult og vupti: Grønt som altid:

Okay, også lidt blåt og gult, men billedet snyder, hovedindtrykket af det færdige garn og vesten er altså: Grønt.

Tirsdag havde jeg en aftale med en tidligere kollega. Aftalen involverede - udover scones fra van Hauen, kaffe og det udsøgte selskab, også lidt håndarbejde og mandag aften kom jeg i tanker om at farve nogle fibre til lejligheden, lyntørre dem og medbringe rok.

Igen lidt spontan farvesjaskeri, dog med et vagt fortsæt om, at resultatet skulle blive blåligt. Jeg tilsatte kun en mikro-lillesmule gult. En LILLE BITTE smule.

Men fibrene blev saftigt grønne. Svagt blålige sine steder, men ellers max grønne, på den dejlige, forårsagtige måde, men bare ikke BLÅ som jeg havde tænkt mig.

Jeg begreb ikke hvad der var svipset, men i tirsdag aften VILLE jeg altså have blå fibre, og da jeg heldigvis ikke havde mere gul farve blandet op, fik jeg omsider blå!!

..og orange garn også, men det er en anden histore og den handler om julegaver, så bare lad som ingenting.

Bagerst ses mine BLÅ fibre, med et skvæt bordeaux, som jeg aldrig helt ved hvordan falder ud. Tit bliver bordeaux lidt lilla, især hvis den er fortyndet lidt for tyndt som her.

Forrest på billedet ses - med røg og damp - et par krydsnøglede portioner sokkegarn. Jeg har eksperimenteret lidt med at sætte et nøgle garn ned i en beholder med forholdsvis tyndt fortyndet farve, så farven går halvt op på nøglet. Det giver en sjov, skæv og uregerlig fordeling af farven i korte frekvenser. Når nøglet er tørt, vikler jeg det op i et nyt krydsnøgle, og farver igen på samme måde igen, enten med samme farve i en anden nuance eller med en kontrastfarve. Resultatet bliver rigtigt spændende, synes jeg.

Før jeg gik i gang med gårsdagens farvning, ledte jeg i øvrigt i lang tid efter oplysninger om, hvor længe og ved hvilken temperatur man fikserer farverne, hvis man bruger sin ovn i stedet for mikrobølgeovnen, som jeg plejer.

Til sidst gav jeg op og skrev om hjælp hos Karin og det er derfor jeg kan afsløre at omtrent halvanden time v. 200 grader giver fint, friskbagt fiber i farver.

Man skal selvfølgelig sætte sine fibre i en kold ovn, så de bliver varmet langsomt op. Desuden skal de være dækket til, så de ikke "koger tørre" undervejs, og man skal som sædvanligt være omhyggelig med at lade dem køle langsomt af, for at undgå filtning.

Jeg gav mine fibre 1½ time i ovnen ved de der 200 grader, og lod dem derefter stå i yderligere en halv time i slukket ovn, for at "give dem det sidste", og farven ser ud til at sidde fint, minimal afsmitning i skyllevandet.

Langt ude

2009-10-01T20:13:00.005+02:00

Datter og jeg har været langt ude i dag. Vi startede her:

Og så gik turen ud gennem skoven langs med kanalen på en guidet tur for børn og barnlige sjæle gennem installationerne i skoven.

Der var masser af magi. Træer med støvler på:

Bogstabler på flere meters højde:

Og en temmeligt stor væg fyldt med post-it notes, der tog sig aldeles imponerende ud der, langt ude i skoven.
Der var bogstav-træer, hvor man kunne stave sit navn:

Og en lyrisk bro:

Reflekstræer:

Og kunst der var til at tage og føle på:

Undervejs langs åen kunne man svagt høre fløjtetoner, og sørme så, pludselig kunne vi se en mand stå ved vandet og spille fløjte, så der lettede sommerfugle i hovedet på os alle, og selv de ivrigste dinosaur-jagende børn blev helt stumme af ærefrygt.

Jeg synes at det er meget spændende at opleve kunst sammen med børn, der tit ser noget helt andet end dem der har "forstand på det", og denne her udendørsudstilling er bare lige i øjet. Der er gode kunstoplevelser for både børn og voksne på uhøjtidelig vis. Og vi skal hel sikkert ud og se på det hele igen.

Der er guld i de strikkepinde!!

2009-09-30T21:21:00.004+02:00

Jeg har sikkert haft lidt vel god tid på kontoret i dag, ihvertfald bragte overspringssurfing mig ad uransaglige veje (okay så: Via BT's kvindesektion) forbi Gudrun og Gudruns hjemmeside hvor de havde et helt utroligt tilbud på højeste mode disse dage: Sweateren fra Forbrydelsen!

Billede fra Kulturplakaten.dk

Kun lige over 2000 hårdtbeskattede danske kroner for den røde trøje, håndstrikket og med strikkerens egen signatur på et certifikat der følger med, se selv her.

Jeg følger ikke med i den der krimiserie. Så mange ugers udsat forløsning er mere end hvad jeg kan holde til, men alligevel ringede der en klokke, meget svagt i mit baghovede, for tidligere på sommeren havde jeg nemlig set dén trøje et andet sted også. Klik-klik og voila.

Butik Strik i Hillerød låner ikke bare sådan sine billeder ud (ihvertfald ikke når man ikke spørger først), så du må selv klikke forbi. Til gengæld får du et rigtigt godt tilbud hvis du selv fatter om strikkepindene: Opskrift på forbrydelses-trøje og 400g lamauld: 242,-.
Så vidt jeg kan vurdere er det endda særdeles velegnet TV-strik og trøjen skulle nok kunne være færdig før de finder morderen.

Pulsvarmer med kanin.

2009-09-30T09:22:00.007+02:00

En af mine veninder er god til kaniner, og da hun fik nys om at jeg så mig om efter en angorakanin, holdt hun også udkik og forleden havde hun så fundet nogle hvide, rødøjede af slagsen.

Jeg skal dele min angorakanin med mine søde børn, og de vil absolut have een med mørke øjne, så jeg måtte melde pas. Og efter lidt betænkningstid kørte min veninde så ud og købte dem til sig selv!

Kaninerne skulle klippes med det samme og da min veninde ikke selv hverken spinder eller strikker, faldt der lige 100g fibre i min turban i søndags. Hun har aldrig klippet en kanin før, men jeg havde forklaret hende det uhensigtsmæssige i dobbeltklip, og jeg fandt ikke eet eneste i hendes allerførste klip. Fantastisk.

Kaninejerens eget billede midt i den første kaninklipning

En del af fibrene kartede jeg omgående sammen med en portion påfugle-grøn merino med lidt nylon-fibre i, og spandt et - tilsigtet - ujævnt garn. Til min overraskelse blev resultatet mere blåt end grønt, men rigtigt godt, meget varmt og lækkert loddent. Jeg er lige blevet færdig med at strikke pulsvarmere af det og her er lige et hurtigt billede, før datter tog dem på, kastede sig på cyklen og kørte i skole.

Mønsteret har jeg fundet via Ravelry, det har et fint mønster over håndryggen, der godtnok drukner lidt i den lodne angora i min udgave, men mønsteret får pulsvarmerne til at ende i en bue ned over fingrene, så de holdes dejligt varme, og giver en følelse af at have trukket ærmerne på en lun trøje ud over hænderne.
Heldigvis har jeg garn nok til et par mere, og masser af angora tilbage, som jeg er i gang med at spinde til et totrådet garn til noget strik der kan lune om halsen.

Magic loop

2009-09-28T11:44:00.004+02:00

Nåokay så.

Undskyld til garndamen i Helsinge, der forsøgte at forklare mig hvordan det der Magic-loop angiveligt skulle gøre det muligt at strikke rundt uden at fægte med 8 - 10 dødsensfarlige strømpepindespidser. Jeg var skeptisk, stresset og mat ved udsigten til at der IKKE fandtes en nem løsning på mønsterstrik på fire pinde i det fine, detaljerede mønster jeg lidenskabeligt har forelsket mig i og som sædvanligt uden blik for egne begrænsninger har kastet mig over.

Det viser sig, at Magic-loop ikke er endnu en konspiration mod folk der gerne vil finde et lavere og mindre farligt sted at passere gærdet, og som ikke kommer godt ud af det med strømpepinde. Det kan GODT lade sig gøre at strikke en lille cirkel med en meget lang rundpind:

Desværre er jeg stadigvæk ikke særligt god til mønsterstrik. Men jeg er entusiastisk og jeg vil bare så gerne have sådan et par vanter med vintertræer på....

Dette er ikke TV-strik, heller ikke særligt velegnet til mens-børnene-laver-lektier-og-hele-tiden-spørger-om-noget-strik. Absolut uegnet til at tage et par masker på mens man venter på at kartoflerne koger, så det går laaaangsomt fremad på stille dage på kontoret. Heldigvis er det endnu ikke handske-koldt om morgenen.....

Running in the family....

2009-09-11T19:02:00.005+02:00

Dengang jeg gik i skole, blandede mine forældre sig ivrigt i blandt andet noget geografiundervisning med et omfattende foredrag om Norge (tror jeg nok, jeg hørte ikke efter) og jeg mener bestemt især min far begav sig afsted til forskellige bestyrelsesmøder i "tide og utide" og min mor var involveret i forskelligt frivilligt arbejde.

Selv startede jeg i elevrådet så tidligt som man nu gjorde det, og fortsatte gennem elevråd, trivsels- og skolebladsudvalg gennem hele min skoletid. Derefter har jeg haft en enestående evne til at blande mig ind i alle mulige bestyrelses-agtige ting, lige fra lokalradio-brugergrupper til min højt skattede spindeforening. Og nu jeg tænker over det, så er jeg faktisk også officer i det online multiplayerspil jeg af og til rydder hjernen med. Du godeste.

For det meste har jeg nydt de ting jeg har involveret mig i, men enkelte gange har jeg haft en fornemmelse af at have taget munden for fuld, så til gårsdagens forældremøde i søns klasse, da der blev spurgt efter kandidater til klassens kontaktforældre, koncentrede jeg mig om at holde vejret og tænke på uforstyrrede tv-aftener med strikketøjet. Og heldigvis - lige før jeg mistede bevidstheden - meldte en flink, ny far sig på banen.

Men næste gang de spørger råber jeg: "Jeg vil!!", for jeg kan jo tage strikketøjet med til kontaktforældremøder...og kage....

Nåmen.....nu til pointen.

I dag var der elevrådsvalg i datters klasse, og med et komfortabelt stemmeflertal (mit udtryk, ikke hendes), tager hun et år mere som klassens elevrådsrepræsentant.

Den slags engagement er ikke noget vi har talt meget om herhjemme, men hun vil bare rigtigt gerne og er meget optaget af at yde en indsats og tage en ordentlig luns af den mulighed for indflydelse som hun får indenfor rækkevidde i elevrådet.

Jeg er stolt igen.

(Fotografens selvportræt med let modvillig, tvangsindlagt hund)

Endnu et af hverdagens mysterier....

2009-09-11T11:54:00.005+02:00

I nærheden af hvor vi bor, er der et hus, der har et navn. Okay, der er faktisk masser af huse med navne, men dette er anderledes.

(Billede taget m. ca. 50 km/t)

Navnet er nærmest et logo og desuden udført på et metalskilt i masser af farver, der er tale om vinger og alting, og jeg havde nok tænkt noget rocker-motorcykel-bande noget. Eller måske noget religiøst, med de der vinger.

Men så en dag kom min nevø på besøg. Han er fire år gammel og denne dag var han iført en kasket med samme logo på! Det var dér jeg opdagede at der var tale om en majskolbe med vinger, hvilket virkelig tændte mine nysgerrighedslamper. ENDNU mere underligt husnavn.

Mysteriet er løst, tænkte jeg, og udspurgte barnets forældre om kaskettens oprindelse. Ikke alle kasketter - bare den her, med det her logo, ing.

Men min undren blev endnu større, da det viste sig at DEKALB er navnet på noget bestemt majs...muligvis gensplejset, eller også er det bare mine fordomme om bevingede ting, der spiller ind igen.

Godtnok bor vi på landet, men altså....hvem kalder sit hus noget med muligvis-gensplejset-majs?!

En søgning på nettet bragte mig til en lille kommune i Alabama. Og DEKALB er et brand, der findes på masser af kasketter, skilte og papkrus

(Billede af papkrus fundet her)

...men jeg undrer mig stadig. Og en dag må jeg medbringe småkager og stoppe og spørge når vi kører forbi majs-huset.

Twisted

2009-09-07T19:53:00.003+02:00

Som så ofte før lod jeg mig for nogen tid siden inspirere og friste på Karins hjemmeside og i weekenden trængte jeg til en pause fra mit tv-strik på vendestrikssjalet og tog fat på et snoet tørklæde fra bogen "Knitting new scarwes" af Lynne Barr.

Bogen er helt fuld af fantasifulde tørklæder i forskellige indviklede teknikker, der virkelig tager sig godt ud, og faktisk var ihvertfald dette tørklæde ikke nær så svært som jeg synes det så ud til.

Faktisk skulle jeg bare lige læse opskriften grundigt igennem et par gange, så var den der, og mønsteret er så nemt og "catchy" at det var rigtigt svært at stoppe igen, så det blev til omkring tre meter før jeg besindede mig. Men fint ser det ud, og jeg skal helt sikkert lave flere.

Garnet er noget merino i to forskellige grønne nuancer, der er blandet på kartemaskinen sammen med en sjat pink'e tencelfibre.

Nu med billeder igen!

2009-09-04T09:29:00.004+02:00

Hurra!

Efter længere tids søgen genfandt jeg omsider adapteren til husstandens digitalkamera.

VIRKELIGT tåbeligt at sådan en vital dims skal være så latterligt lille!

Nåmen så kan jeg vise billede af min seneste vendestriksvest, denne gang i grønlige farver, som blev til i sommerferien under en intens jagt på limegrønt. Jeg fik masser af limegrønt, og en hel del andre yndlingsfarver og -nuancer, der sammen med de bordeaux-brunlige og turkisblå stænk spiller ret godt sammen hvis jeg selv skal sige det.

Farvningen kan på ingen måde genskabes i øvrigt. Jeg morer mig stadig alt for godt med mine impulsive sjatfarvninger til at gøre mig brugbare notater, udover de totter uld jeg har farvet i alle tolv farver der findes i farvesættet og som jeg bruger som referencer og til inspiration når jeg farver.

Denne vest er strikket i den mindste voksenudgave. Jeg er ikke specielt lille i det, men eftersom børnestørrelsen passede mig rigtigt godt og jeg ikke kunne tænke mig en større vest, så undgik jeg de større voksenstørrelser, og er også vældigt glad for faconen og pasformen på denne.

Forskellen mellem voksen- og børnemodellen er noget med lidt mindre "flagr" på skulderen over ærmegabet og så tror jeg også der er lidt længere rundt om livet, ihvertfald føles den grønne lidt løsere, men måske skal den bare bruges lidt.

Jeg har straks kastet mig over noget mere vendestrik, dennegang et "Cirkelsjal"/kuskeslag som min mor har strikket op til mig i tortur-uld fra min svigerfars gotlandske får. Sjalet er gudesmukt men i gotlands-udgaven skal det uden på en jakke eller eventuelt en beskyttelsesdragt, og det er lige knap koldt nok til så meget overtøj endnu, synes jeg. Min udgave af sjalet strikker jeg i den lysegrå/blå som ses på billedet med kameraadapteren, det er en utroligt blød og glansfuld blanding af silke og merino som jeg købte af Renée Darley på fåremarekedet i Hedehusene.

Jeg skiftevis spinder og strikker og jeg synes det er dejligt at arbejde med det samme projekt på både rok og pinde. I går aftes trævlede jeg dog en del op igen, fordi jeg spændt og optaget lynstrikkede mens jeg så "Mænd der hader kvinder" og strikkede alt for langt før jeg opdagede at jeg havde sprunget halvdelen af en vendestrikskile over. Dét var en god og spændende film!

Top 1 liste

2009-09-04T09:22:00.003+02:00

...over ting man ikke har lyst til at finde, når man åbner datters skoletaske efter 6 ugers sommerferie med en gennemsnitstemperatur på 22 graders varme.

Ja, det ér en af de frygtede, legendariske glemte madpakker fra før-sommerferien.

Præcis hvor langhåret indholdet var blevet kan jeg ikke udtale mig om, da datter blev beordret til at bringe mug-bomben direkte til den udendørsskraldespand hvor hele molevitten blev deponeret uden yderligere inspektion.

Forresten har vi vist også snart bryllupsdag.

2009-08-31T10:13:00.003+02:00

Jeg kom til at tænke på, hvordan mænd og kvinder egentlig har det sammen, forleden da vi havde været i IKEA.

Jeg eeeeelsker IKEA og kunne tusse rundt derinde og fantasere dagen lang, hvis jeg fik chancen. Men jeg gider ikke skære tænder over bindegale bilister på den alt for snævre parkeringsplads og jeg får fis i bøtten når der er for mange mennesker der tramper rundt på for lidt plads indenfor.
Og så vidt jeg kan fornemme, så har 8 ud af 10 IKEA kunder det præcis som jeg. Når jeg løfter blikket fra det snedigt indrettede mini-køkken eller det virkeligt gennemtænkte opbevaringssystem og kigger på de andre kunder der trasker rundt i møbel-ørkenen, så er det rystende at se hvor mange ægtepar der går rundt og snerrer dæmpet og hadefuldt af hinanden og sender dræbende blikke på tværs af spiseborde i massiv bøg.

Jeg gav min egen mand en ordentlig krammer mellem badeværelsesudstyret og børneværelserne, fordi han gider tage med mig og parkere bilen for mig. Skubbe indkøbsvognen og løfte 38 kilo reol op på en vogn for mig, før han stod i kø, mens jeg løb på toilettet med et barn der pludselig IKKE kunne vente længere.
Og hele vejen igennem er han venlig, lytter til hvad jeg siger og svarer når jeg spørger ham om denne eller hin lampe mon er for stor til nyt kontor….Og jeg ved endda, at han HADER så mange mennesker på så lidt plads, kø gir ham hjerteflimmer og en fredag eftermiddag i Netto kunne formentlig få ham indlagt på en lukket afdeling.
Jeg føler mig så gennemheldig når vi hjælpes ad og ikke er dem der vrisser og skælder ud på vej ud til bilen.

Fåredage

2009-08-31T09:37:00.005+02:00

For en uges tid siden var jeg til Fåreavlerforeningens Fåredage i Hedehusene.
På forhånd glædede jeg mig vældigt, jeg ved ikke præcis hvad jeg forventede, men jeg havde ihvertfald store forventninger til fiberindholdet af sådan en fåredag.

Min mor var rejst helt fra det mørke Jylland for at gøre mig selskab, og vi havde en hel del sjov ud af at finde markedet på et stort område der hedder "Hedeland", og mødte undervejs et ægtepar fra Fyn der til vores bestyrtelse spurgte os om vej til samme sted.
Det endte med at vi ringede til min private Krak-Hotline, der venligt guidede os på rette spor (som vi havde krydset et par gange undervejs), og som ikke mistede fatningen, selvom jeg ihærdigt forsøgte at skabe en god panik-stemning med tilråb som "Vi styrter!!!" mens han forklarede min mor hvor vi skulle dreje og jeg skulle forestille at køre bil og høre efter.

Jeg må sige, at det var endnu bedre end forventet! Faktisk så godt, at jeg gik måbende rundt, og fuldstændigt glemte at tage billeder af herlighederne, efter at have taget eet eneste billede fra parkeringspladsen.

Der var alverdens fristelser, mange inspirerende strikkede og vævede ting, en hel del garn, men også en masse fibre, så det er helt klart et marked jeg skal besøge igen næste år!!!

Jeg havde en vag forestilling om at købe en hel ham - altså en hel klipning fra et får eller et lam - for selv at vaske og karte mig frem til en sweater eller hvad slutproduktet nu kunne blive, men den slags så jeg ikke noget af. Det var der måske alligevel, der var nemlig utroligt meget at se på, men jeg fandt ikke en "hel ham" denne gang.

Der var også fibre, der stadig sad på får af forskellige racer, der var endda en fåreavler der kunne præsentere et får med to uge-gamle lam der var født udenfor sæsonen.
Og så var der fed fårepølse, stærk gedepølse, fåre-sandwich og dejligt vejr, så der skal vi hen igen næste år.

Så kan man lære det!

2009-07-23T16:58:00.002+02:00

Jeg er opvokset med et sæt overordentlig hjælpsomme forældre.
Utallige gange har min bror og jeg ventet i bilen, mens mine forældre hjalp med at skubbe fremmede menneskers biler igang, eller gravede naboers biler fri af snedriver.
Jeg har ikke tal på hvor mange naboers blomster de har vandet, høns de har fodret eller indkøb de lige har taget med hjem.
Forleden stoppede min far midt i en kapsejlads, for at hjælpe en anden sejler, der var gået på grund i nærheden. Og det var sådan en opsigtvækkende gestus, at han blev belønnet med et sæt vinglas ved sæsonafslutningen i sejlklubben.

Som den opmærksomme læser nu kan regne ud, handlede jeg derfor nærmest efter instinkt, da naboen for nogle uger siden kom og fortalte, at NU tog de til England i 14 dage, og jeg automatisk spurgte, om de havde brug for hjælp til blomstervanding mens de var væk.
Naboen sagde at de havde en aftale med en anden nabo, der plejer at vande hos dem, men kom kort efter tilbage og fortalte, at denne nabo også skulle på ferie, og om jeg så ikke lige kom og fik en kop kaffe, mens de forklarede mig, hvordan vanderutinen var hos dem.

Det var dér jeg kom i tanker om, at naboen har områdets mest forkælede og smukke have....

Da vi flyttede ind, var han netop i færd med at si al jorden i halvdelen af sin have gennem store sier, for at sortere sten og ukrudt fra jorden, før han tilplantede. Al jorden lå i nøje sorterede bunker på et par meters højde, og her gik han og gravede og siede i månedsvis.
Hans georginer (tror jeg de hedder. Det er sådan nogle høje, fine blomster i alle mulige farver) er sådan nogle han har bestilt to år i forvejen hos en særlig georgine specialist, og løgene...knoldene? skal helst have 8 timers lys om dagen i vinterhalvåret, så derfor bor de i hans kælder, hvor han har et tænd-sluk ur til at give dem det nødvendige lys, hvilket på et tidspunkt gjorde mig helt sikker på at de havde indbrud, fordi der var lys hos dem, mens de var bortrejst.

Wau - jeg var nervøs, da jeg gik til kaffe til naboen og rimeligt rystet over at de turde betro mig opgaven at passe deres blomster i 14 dage, en opgave jeg tydeligvis ikke er rustet til. Men de har udsigt til vores vilde, brombær-bevoksede skråning hver dag, så de må jo have været desperate og jeg kunne ikke finde på en måde at slippe udenom på, så jeg har frygtsomt vandet naboens have i 14 dage nu.

Men intet er visnet! Enkelte små lilla blomster, nogle gule og en hel mængde lilla, som ser meget særlige ud, er væltet frem, og drivhuset har belønnet mig med en mild strøm af agurker
De havde sat alle deres krukker og potter i et lille blomster-hav under et træ, så det har været nemt at gå til, og min lille afskedsvandring i haven i går aftes, gjorde mig næsten helt melankolsk ved udsigten til at vandetjansen er slut.
Men så så jeg lidt ukrudt og en lille hær af dræbersnegle, og så huggede jeg et kirsebær og havde det helt fint med at gå hjem til min egen forsømte, men selvhjulpne have igen.

Nu m. indhold

2009-07-10T19:49:00.002+02:00

Arj, jeg er altså ikke så meget for at trække i striktøj'er til ære for fotografer, men jeg er så begejstret for denneher vende-vest, at jeg alligevel ikke kunne lade være.

Den sidder supergodt og er bare så let og behagelig at have på. Og passer så vidt jeg kan bedømme (med mine begrænsede fornemmelser for mode, godtnok) til de fleste tøjstykker i min garderobe.

Jeg har farvet mere sokkegarn i dag:

En bemærkining i spindeforeningens forum fik mig på sporet af urea-salt, som viser sig at være noget landmænd tilfældigvis ved noget om og en lidt nølende forespørgsel til en veninde viste sig at være meget mere fornuftig end jeg først troede, så en pose urea-salt er på vej til mig, og sokkegarn på vej den anden vej.
Men når jeg nu havde en god undskyldning for at erklære undtagelsestilstand i køkkenet og pakke spisebord og omgivelser ind i plastik, kunne jeg jo ligesågodt farve noget ekstra sokkegarn. Især nu hvor jeg jo er sådan een der kan strikke sokker, tøhø, så det blev til adskillige ekstra fed sokkegarn.
Det er meget spændende at hælde farver på garnet og eksperimentere med at blande mere og mindre vand i og at blande farverne med hinanden. At hælde en ny farve ovenpå eller planlægge en stribe farve, der skiller sig ud. Eller "river" som en klog svampefarverinde engang sagde: Når man sætter farver sammen, så skal der være noget der skiller sig ud og "river".
Det er ihvertfald rigtigt sjovt at arbejde med, og når så farverne endelig er fikseret og garnet er kølet nok ned til at blive pakket ud og skyllet op, så mister jeg alligevel hvergang mælet en lillebitte smule af begejstring over de intense farver.

Sokkedebut

2009-07-09T14:50:00.003+02:00

Utålmodighed lærer nysgerrig kvinde at strikke sokker....

Jeg har altid undgået sokkestrikning, dels på grund af min modvilje mod at jonglere med så mange strikkepinde, men også fordi jeg har været ude af stand til at gennemskue hvordan den der hæl blev skruet på.

Nåmen så begyndte jeg jo at farve på sokkegarn, det første forsøg sendte jeg hurtigt til min mor, der med lynets hast kvitterede med et par meget farvestrålende sokker.

Så farvede jeg igen....og det garn blev så spændende, at jeg endte med selv at gribe til pindene, internettet og enrum, og selv frembragte mit første par sokker.

Jeg er vældigt begejstret! Farverne er ligeså fine og funky som jeg troede de ville blive og det er jo en smal sag at strikke sådan et par sokker, så det bliver bestemt ikke det sidste par, der forlader pindene her hos mig.

"En farvning er aldrig mislykket"

2009-07-08T12:56:00.003+02:00

....står der i materialet om farvning fra Spindeforeningen. Og ligenetop dét var de ord jeg mumlede forleden, da jeg pakkede mit seneste farve-eksperiment ud.

Den oprindelige plan var, at farve små totter fibre og en stump garn, i hver af de tolv farver der er i mit farve-kit, men i praksis blev de små totter temmeligt melerede og blandet sammen, da jeg pakkede dem sammen....sammen for at fiksere dem.

Efter at have mumlet lidt og efter at jeg havde inspiceret fibrene lidt nøjere endte jeg dog med at være vældigt godt tilfreds med mig selv, der er mange spændende eksempler på hvordan farverne blander sig og passer sammen. Mange af dem vil jeg ihvertfald forsøge at eftergøre med vilje på større portioner fibre.

Senere samme aften gentog jeg farvningen under super-kontrollerede fikseringsforhold, der foregik i hver sin lille frysepose-pakke, så ingen fraver blev blandet. Og så så det sådan her ud:

Væsentligt kedeligere, men et rigtigt godt billede på hvordan farverne ser ud hver i sær.

Til sidst et billede af min vendevest, som jeg er rigtigt, rigtigt glad for. Nu med knapper:

Farver og striiiber!

2009-07-02T19:08:00.004+02:00

I min spindekreds medbragte en spindende medsøster forleden nogle fibre hun selv havde farvet med syrefarver. Jeg er vældigt begejstret for de multifarvede fibre jeg har købt hos Birthe og Karin og synes det er en lille smule magi at kunne transmogriffe hvide fibre om til *pang* og *tjuhej* i livlige farver. Men omsider fik jeg mod til at forsøge selv, og med sommerferien liggende fristende for mine fødder, bestilte jeg farver hos Karin og idag gik jeg igang. Lidt nervøs, især for filtning, men efter grundige forberedelser, nogen surfen på nettet og en hel eftermiddag for mig selv, så blev resultatet fint.

Først plastik-over-alt. Jeg kender mig selv godt nok til at vide at det SKAL dækkes af overalt, findes der en lille, udækket plet, så er det dér jeg spilder. Jeg må indse at pædagogerne i min børnehave ikke var de rene psykopater, når de forsøgte at forhindre mig i at lege med lim....

Jeg havde frygtet det der med at lægge husholdnings-/mikroovnsfilm ud....jeg synes det kan være en kamp at få stadset rundt om en halv melon, og kunne slet ikke forestille mig at lægge det fladt og jævnt på et bord, men det gik forbløffende fint.

En anden spinderinde fra min spindekreds havde givet et tip videre om at putte sine farver i gamle senneps- og ketchupflasker....og hvis man ikke lige er typen der sådan automatisk gemmer dém, så koster coops sennep 6 kroner og det gjorde mig ikke det mindste ondt at skylle sennep'en ud og hælde farver i i stedet

Så farver på fibrene. Ikke så tydelige på billedet, men bagerst er det 150g Corriedalefibre, der er blå-lilla-røde, i midten sokkegarn, impulskøb under formiddagens raid i byens gågade blå-rød (og så lidt sjatter lilla for at se hvordan det blev) og forrest 100g BFL i lilla-blå-grøn.

Jeg synes det gik lettere end forventet at putte farverne på og holde dem i fibrene fremfor at sjaske dem ud over det hele. Da jeg rullede fibrene sammen i mikroovnsfilmen, fik jeg dog et lille skvæt ud i handsken, men pyt, jeg er bare een af den slags eksklusive, lilla smølfer.

Så fikserede jeg fibrene i mikrobøljeovnen ad to omgange, lagde fibrene til afkøling i skyggen på terrassen, og tog i biffen med ungerne. Og så IceAge 3.

Det var fantastisk spændende at komme hjem og pakke op, og jeg blev meget overrasket over at se, at der næsten ikke var nogen farveafsmitning til skyllevandet. Jeg havde regnet med at bruge adskillige spande vand før skyllevandet blev klart, men faktisk var det kun BFL'en der endte med at smitte en anelse af. Og ikke det midste tegn på filtning, det var det allermest overraskende, jeg havde været lidt bekymret da jeg gik og brændte fingrene på fibrene under fikseringen.....

Øverst/længst mod venstre er det corriedale-fibrene, i midten BFL og yderst til højre er det garnet.

Enkelte steder er der lyse pletter hvor jeg ikke har fået farven nok ind i fibrene, men jeg så det godt undervejs og det bliver nemt at undgå eller systematisere og udnytte næste gang. Jeg er meget begejstret, det var godtnok en sjov og vældigt kreativ proces.

Inden jeg gik i gang med farverne, strikkede jeg lige en vende-vest færdig. Karin har reklameret vældigt godt for vendestrik på sin blog så der var nærmest ingen vej udenom.

Der var ingen knapper i min knap-æske der duede, eller også var der for få, så jeg købte også knapper i den lokale garnbiks i dag, og vil huske et billede, når de er syet i. Garnet har jeg selv spundet, og vesten er dejligt blød og let.

Jeg planlægger at strikke en vendestriksvest i den mindste størrelse af nogle af de fibre jeg har favet i dag.

Oh smerte!

2009-06-15T09:48:00.002+02:00

Min flinke, hjemmearbejdende mand har netop været så venlig og sadistisk at informere mig om, at der er kommet en meget stor pakke til mig derhjemme. Jeg ved godt hvad det er.

Billedet stammer herfra

Der er pludselig meget, meget længe til jeg har fri.....

Noget om hævn, der skal nydes med et varmt smil.

2009-06-10T11:06:00.004+02:00

I en weekend fornylig vovede familien sig til den lokale tømmerhandel. I to biler, fordi den ene er sådan en bil med kun to sæder og vi skulle have lange træ-sager til hønsehusbyggeriet.
Jeg havde datter med i bilen og da jeg nærmede mig tømmerhandelen, lige før de 100 meter hvor hr. og fru Frederiksværk har kylet deres køretøjer og trailere på beggesider af vejen og fodgængere med og uden lange stykker træ og halve legehuse trasker frem og tilbage over vejen uden at se sig for.....altså lige FØR det sted, overhalede jeg en herre, der kørte meget stærkt på cykel og selvsikkert havde placeret sig midt på kørebanen på motorcykel-facon.
Umiddelbart efter det farlige biler-parkeret-overalt-sted, trak jeg helt ind til kantstenen og drejede til højre ind på byggemarkedets parkeringsplads.

Det kan synes at være en vel kedelig og detaljeret beretning om en ret rutinemæssig parkering, men detaljegraden har en grund, og den stod bag min bil da jeg steg ud, den var svedig og vred og havde skikkelse af den ældre herre jeg havde overhalet et par hundrede meter forinden.
Han havde tydeligvis noget på hjerte, men jeg nåede at nikke og hilse lidt forvirret, før han eksploderede i overfusning og vrede over, at jeg havde været ved at køre ham ned under mit højresving kort forinden. Jeg gav mig omgående til at undskylde.
Jeg må jo indrømme at jeg overhovedet ikke havde set ham siden jeg overhalede ham på god afstand af svinget, så hvis han virkelig havde lagt kræfterne i, kunne han måske godt have nået frem til svinget i tide til at skulle tøve lidt i pedalerne hvis han havde kilet sig ind mellem bil og kantsten i stedet for at fortsætte motorcykelstilen og køre udenom.

Jeg er oprigtigt ked af hvis jeg skulle have været ved at dreje ind foran ham og, gudforbydedet, køre ham ned og rigtigt taknemmelig for at han snarrådigt sparede os begge for denne oplevelse, og det er ihvertfald sikkert og vist, at jeg kigger mig rigtigt, rigtigt godt og ekstra grundigt for når jeg drejer til højre nu.

Jeg kan også godt forstå, hvis manden er blevet forskrækket.
Men da han startede sin svada, stod datter lige ved siden af mig, og forhindrede mig i at blive ligeså vred og barnlig som han. Selvom jeg bad ham dæmpe sig en smule, med et nik mod datter, så dette blot ud til at pøse mere krudt på bålet, og inspirerede cyklisten til i malende vendinger at love at køre mig ned, hvis han en dag mødte mig på cykel sammen med min datter!
Det mente jeg måtte være grænsen for hvad jeg behøvede at høre på, selv i min nye rolle som god-mor, der ikke skriger af uforskammede, fremmede mænd, og vendte mig derfor mod datter for at gå, mens manden fyrede sin skældsordstrumf "Bonderøv!" af, og kastede sig kraftfuldt op på sin cykel og kørte.

Godt og skidt at datter var der, jeg kunne godt have tænkt mig at hun slap for den demonstration af temperament, men jeg er glad for at hun var der til at forhindre mig i fortælle cyklisten, at jeg i sekundet fortrød at jeg ikke havde set ham så jeg kunne have sigtet lidt bedre.....Og jeg er glad for at det lykkedes mig at bevare roen, så jeg bagefter kunne trøste grædende datter med, at det kun var få mennesker der reagerede sådan. Og at han bare havde være forskrækket og vred. Og sikkert havde en meget lille tissemand, en tudegrim kone, dræbersnegle i kolonihaven og ingen venner. Eller, det sidste tror jeg blev inde i mit hovede.

Jeg har tænkt rigtigt meget over episoden, meget mere end vred cyklist fortjener, vil jeg tro, men jeg blev meget forskrækket, rasende og ked af det i løbet af få sekunder og det var svært at arbejde ud af kroppen igen.

Jeg har besluttet mig for at vinde diskussionen på den lange bane ved at fortsætte den u-barnlige linie som datter hjalp mig til at holde, og nu hilser jeg smilende på mine vrede medbillister om morgenen, og terapi-glæden ved at lade sure pensionister slippe ind foran mig i supermarkedskøen er blevet endnu større.

Næste skridt er et visit med hjemmebag hos vores sure nabo, der gennem lang tid - efter en sag med nogle træer som vi efter hans mening var for længe om at fælde - knap har hilst og mest bare har kastet vrede blikke over vores fælles hegn.

Og så tror jeg jeg er bedre bevæbnet til, hvis jeg nogensinde igen skulle møde sådan en vred person, og det vil være mig en inderlig glæde at ødelægge hans dårlige humør med smil og overskud. Ha!

Fibermaleri

2009-06-08T10:02:00.005+02:00

I går aftes legede Datter og jeg med fibre.

Jeg havde en hel del små og store mængder meget farvet uld i lidt vel krappe farver som er gemt og indkøbt med henblik på at blive kartet sammen til dem rene kunst, og dét blev de.

Vi besluttede os for blå farver, og endte med en rigtigt fin midsommeraftens himmel-farve og indkastede en lille smule knaldrødt for at skabe lidt *pang!* *wau!* og *slam!*. Det kom til at se helt solnedgangsagtigt ud, de røde striber blender lidt bedre ind i battet end det ser ud til på billederne:

Forsøgsvis spiralspundet garn:

...og det ser da sjovt ud, men effekten i strikkeprøven var ikke så imponerende, så det blev bestemt at battsene skal spindes sammen til et to-trådet garn. Og så må jeg se om ikke jeg kan finde en opskrift på en hurtig lille bolero i størrelse Datter...

Oh at være en høne....

2009-06-08T09:36:00.004+02:00

Nåmen så lader jeg bare somom jeg ikke har forsømt min blog på det seneste, for en forklarende opdatering vil blive lidt vel omfattende. Udelukkende lykkelige begivenheder, dog.

Familiens husholdning er endnu engang blevet udvidet, dennegang med fire omvandrende gødningsmaskiner.

Karla (Tidligere Karl Jensen, til Søn fandt ud af det var en hun-høne), Spirea, lille Sorte og lille Blå er unge silkehønse-høne-kyllinger på et par måneder eller tre. Silkehøns var den løjerligste race jeg kunne finde, så naturligvis skulle det være dem. De er dunede, og ser egentlig ud somom de er blevet vasket lidt vel varmt, og derefter blevet føntørrede af en lidt for ivrig teenager henne fra 80'erne.

Husets børn er meget begejstrede og der er noget universalt godt over at grave en tot græstørv op til dem og betragte hvordan fjerkræene først plukker og spiser græsset, hvorefter de skraber og fanger kryb og kravl i jorden mellem græsrødderne, for til sidst henrykt at sandbade i jord-resterne.

Så byggede vi en hønsegård med -hus:

Og hønseflokken var begejstrede igen. Men ikke så begejstrede for at skulle bestige en hønsestige for at komme ind i huset og i seng om aftenen, så jeg har fornøjelsen af at putte høns om aftenen, når husets børn er gået i seng. Og høns slukker for al modstand når solen går ned og lader sig matte sætte ind i hønsehuset under søvnige skrååårk og let plirren og pippen.

Det ser dog ud til at de har fundet fidusen ved hønsestigen, igår aftes susede de i seng af sig selv straks jeg entrede hønsegården for at putte. Og i morgen væltede de som sædvanligt over hinanden for at komme ud i den nye dag.

Hundene - især Mille - eeeeelsker hønsene, men jeg tror ikke hun endnu har taget endelig stilling til om de skal spises eller passes. Hun sidder i timevis og kigger på hver eneste lille bevægelse de gør, og løber energisk rundt om gården for at være så tæt på som muligt. Hønsene er ophøjet ligeglade med hendes lejlighedsvise begejstrede bjæf til deres blafren og skraben.

Til sidst et billede fra vores pinsefrokost hos børnenens farfar:

Søde børn. Hvor ér man bare heldig.

Noget om løse ender.

2009-04-13T11:47:00.005+02:00

Jeg har haft ustyrligt travlt i påsken....eller ej.

Jeg har ikke haft spor travlt, jeg har knap kigget i retning af vasketøjskurven og nullermændene har så afgjort taget adskillige gram på, bagved dørene og under sofaen, for jeg har været optaget af nydningen, der godtnok har inkluderet dage med mange skridt (og tog og metro) mens hele familien turistede den i hovedstaden og dags-pasning af brors hundehvalp, der fik vores egen hvalpede Tjalfe til at ligne en moden og rolig hund.

Nåmen jeg har fået strikket og håndarbejdet en masse, mens jeg har nydt påsken og vejret.

Med rigtigt god timing ankom "mariannes" fra Garngalleriet, og jeg kunne tage fat på at spinde garn til min venindes smukke datters Hex-vest. Det er helt utroligt at mærke hvor mange kræfter og energi der er i sådan noget nyspundet entrådet, før man tæmmer det med et varmt bad, og mærker spændingen og de stædige snoninger forlade garnet i vandet.

Jeg synes det garn jeg spandt til denne udgave af mini-hexen, blev særdeles vellykket. Fibrene er en merino/silkeblanding og de to slags fibre er rigtigt grundigt kæmmet sammen, så glansen fra silken blinker igennem overalt. Når man strikker trekanter til hex-en, er det også en udelt fornøjelse at følge farveskiftene og se hvordan de passer sammen, når de lægger sig op ad hinanden i forskellige kombinationer.

Men mellem de fine garn og den færdige mini-hex, er der desværre en del løse garnender og en skræmmende mængde syning.....

Et glas rødvin hjælper en hel del på humøret når man står overfor sådan et lappe-bjerg, og et par aftener senere lykkedes det mig med nogen overvindelse og et sæt helt utrolige overspringshandlinger at blive færdig.

Jeg er en lillesmule spændt på om den passer to-årige Kajsa, selvom jeg har strikket en mængde prøver og regnet vældigt meget på det. Den ser en smule lille-agtig ud, synes jeg, selvom målene siger den er ok.

Nåmen så faldt jeg igen over "Fiona" et sted ude i blogland (muligvis mens jeg overspringshandlede for at ignorere alle de sting der skulle syes i Kajsas mini-hex).

Jeg har kigget på Fionaen flere gange, men da der pludselig var et link direkte til Sannes Etsyshop hvor man bare skulle trykke "buy", så overgav jeg mig, selvom jeg ikke umiddelbart havde en modtager i tankerne.

Det var et meget herligt strikketøj. Mønsteret er nemt og når man som jeg hverken kan lide vrangmasker eller montering af strik, så kan man ret let bare sætte striksagen på en rundpind. For mit vedkommende betyder det kunstgreb dog, at strikkefastheden bliver heeeelt uberegnelig, men eftersom jeg ikke strikkede til nogen bestemt, kunne jeg jo bare vente spændt og se hvem den endte med at passe.

Jeg strikkede af noget islandsk uld i en dejlig petroleumsblå, og jeg strikkede bare til jeg ikke havde mere garn tilbage. Garnet var måske en anelse for kraftigt i forhold til mønsteret, men jeg er rigtigt godt tilfreds med resultatet.

Længden på billedet snyder vistnok lidt, i virkeligheden er den sådan lige-ned-over-rumpen-tunika-lang.

Og så blev jeg også færdig med mit on/off tv-strik, Liselotten. Den har ligget i strikkekurven i evigheder, og stillet sine enkle retmasker til rådighed, når en god film af og til antraf mig tomhændet.

Jeg har en Liselotte i forvejen, strikket i håndspundet uld, og jeg har holdt så meget af den, at den er helt ulden og filtet og stadig dejlig, men ikke længere særligt køn, så jeg er meget glad for denne elegante afløser.

Liselotter tager sig, med det runde bærestykke, bedre ud på mennesker end på en bøjle, men jeg må lige modellere den en anden dag.

Jeg kan godt lide at den er lidt stor i det, for jeg vil bruge den som overtøj, men ærmerne er alligevel lidt rigeligt rigelige, så de får lige et opsmøg og så er jeg rigtigt glad for min trøje.

Den er strikket af to tråde Duo.

Frem med havehynderne

2009-04-03T09:54:00.003+02:00

Efter en rask forårsoprydning på husets terrasser, fandt vi havehynderne og to kolde øl og datter sponsorerede villigt en halv pose slik. Og mens jeg hentede en trøje, tog hundene beredvilligt plads og gjorde klar til "rigtigt hyggeligt".

Det kom HELT bag på dem at jeg gjorde krav på den plads i stolen og solen, men efter lidt forhandlinger og en håndfuld hundeguffer, fandt de sig alligevel vældigt godt tilrette på en hynde på jorden hvor de lå og missede med øjnene og var gode hunde.

Min venindes datter er en særdeles villig aftager af mine striksager, og eftersom hendes mor ofte fortæller at de strikkede stykker tøj absolut er den unge dames foretrukne, så har hun jo sikret sig en lind strøm af nye ting.

Hun er modvilligt ved at vokse ud af sin hexvest og så skal der jo en ny til, så i samråd med min veninde har jeg bestilt silke/merino fibre fra Birthe i de helt rigtige yndlingsfarver.

Farveholdningen hedder "Mariannes" og indeholder også en vibrerende gul, der lige anes på billedet, men som er meget tydeligere og mere sol-agtig i virkeligheden.

Jeg skal liiiige spinde et andet projekt færdigt og strikke en børne-cardigan-på-den-lange-led færdig før jeg går i gang med "Mariannes" farver til Kajsas vest, men jeg glæder mig vældigt. Silken lyner fint og blankt igennem merinoen og jeg ved det bliver en fornøjelse både at spinde og strikke af.

En RADIOtegneserie

2009-03-18T12:57:00.002+01:00

Og fryd, glæde og hip hip hurra for Bonanza!

Pas på varerne, Arne! er omsider fundet i DR's arkiv, og jeg har moret mig vældigt med lidt genhør i eftermiddag.

"Hun danser en morgen..."

2009-03-18T09:44:00.003+01:00

I morges iagttog jeg min glade og nynnende datter, der lidt distræt tog et par dansetrin og snurrede rundt i døren til badeværelset, hvor jeg netop havde "pudret næsen" og iført mig dagens duft.
"Danser du?" spurgte jeg. "Nej" svarede hun helt selvfølgeligt: "Jeg dufter mig ind i dig".

Så er en lille opfriskning af mascaraen nødvendig helt fra morgenstunden...

Drageløberen

2009-03-06T11:56:00.004+01:00

Jeg holder vældigt meget af bøger og nød at arbejde med dem i mine år i boghandlen. Jeg arbejdede også som boghandler, da Drageløberen udkom, men jeg fik den ikke læst færdig, fordi jeg mistede tålmodigheden med vatnisse-hovedpersonen, og kom aldrig længere end dertil, hvor han rigtigt groft svigter sin bedste ven.
Siden har jeg ihærdigt forsøgt at læse bogen færdig flere gange, men irritationen er vendt tilbage i løbet af få sider, indtil jeg forleden fandt på at låne den som lydbog. Det kan man nemlig nu via nettet, i min kommune.
Så startede jeg endnu engang Drageløberen, fandt godt håndarbejde frem og endelig - efter at være sprunget over den lige rigeligt slemme passage, som jeg ikke behøvede at genhøre, følte jeg mig omsider fanget af den langsomt fremadskridende historie om at "gøre uret god igen", og overraskede mig selv ved at hulke rørt ned i mit strikketøj de sidste par minutter af bogen.

Det var en god bog, men ikke nær så fantastisk som jeg havde forventet, efter at have hørt så mange lovord om forfatteren og hans debutroman især.
Den tegnede et interessant billede af Afganistan og afganere og historien er både klog og dyb, men altså....den er også meget lang og meget adstadig i fortælletempoet.

Lidt mere om fristelser

2009-03-02T08:58:00.004+01:00

I weekenden holdt Spindeforeningen sin årlige generalforsamling.
Det er en begivenhed jeg ser frem til adskillige måneder i forvejen, for ikke blot møder man masser af inspirerende mennesker, der interesserer sig for det samme som mig, men de der har spændende fibre eller andre relevante salg at sælge af, tager dem med, og SÅ er det helt umuligt at undgå uimodståelige fristelser, når man er en fibertosse som jeg.

(det bonus-morsomme ved dette citat-billede er forresten, at jeg måtte pille sedlen ud af munden på en af mine hunde, der åbenbart var ude af stand til at modstå trangen til at makulere det vidunderlige stykke papir der var drysset på gulvet)

Spindeforeningen havde arrangeret besøg af Kirsten Kielmann, der er en meget dygtig og entusiastisk svampefarver. Hendes begejstring var fantastisk smittende og det er da helt utroligt hvad man kan vride ud af en stump skovbund med svampe, hvis man ved hvad man laver, og dét gør Kirsten!
Kirsten medbragte også lidt sjaler og tørklæder der var strikket i hendes svampefarvede garner, og hun havde masser af eksempler på at gøre strik så enkelt, let og alligevel effektfuldt som muligt med ganske få kunstgreb og så godt som blottet for kompliceret mønsterstrik og vrangmasker. Jeg fik masser af gode tips og idéer og er allerede igang med at strikke et tørklæde til datter af en alpaca-silkeblanding i muntre farver fra BirtheP's garngalleri.

På generalforsamlingen købte jeg endnu en indfarvning som Birthe havde med, og den er farvet på "langs" af uldbåndet. Det giver et helt andet (og for mig lidt overraskende) spil i den spundne tråd og jeg er vældigt spændt på hvordan dét falder ud i noget færdigt strikket. Jeg har spundet fibrene, og garnet hænger nu til tørre og ser spændende og lovende ud.

Heldigvis sagde Birthe, at hun havde kilovis af indfarvningen hjemme i butikken....

Siden sidst

2009-02-06T09:12:00.007+01:00

Min bærbare fik en lyd for nogen tid siden, og lyden udviklede sig så hårrejsende at den måtte en tur omkring et værksted og have skiftet blæser.

Det tog lang tid og forløb på en lidt anden måde end jeg havde ventet, men efter (bagefter, selvfølgelig) at have googlet "Zepto Kundeservice", kan jeg se, at jeg endda slap billigt, nemt og hurtigt. Men nu er min alsidige følgesvend tilbage, jeg er glad og næppe længere kunde hos Zepto.

Siden sidst har jeg prøvet at spinde "restegarn" efter et kort dyk i min kasse med små uldstumper, der er blevet i overskud, og spundne garn-rester fra spolerne til min rok, der er blevet trukket af og gemt med henblik på inspirerede stunder som sent sidste lørdag over noget spændende i fjernsynet.
Jeg fandt kartemaskinen frem og kørte en tot marineblå og lidt turkis merino igennem en gang uden at tænke for meget, sammen med en håndfuld løst håndtenspundet garn, som jeg klippede i små umage stumper.
Og så på rokken, stadig med det meste af min opmærksomhed på tv-skærmen, afhaspet, vasket og tørret, så søndag morgen kunne jeg tage resultatet i øjesyn:

Jeg ved ikke rigtigt hvad det skal blive til, og jeg tror det bliver irriterende at strikke af, men jeg synes garnet er helt vildt flot.

Midt i januar faldt Karin over et spændende projekt og selvom jeg hverken er specielt fascineret af matematik eller havde tid til et strikkeprojekt mere på det tidspunkt, blev jeg alligevel så nysgerrig, at jeg kiggede på Möebius-strik på nettet i nogen tid, dog stadig uden at forstå hvordan sådan et strik fungerede. "Slå masker op bagpå de masker man først har slået op" ....?hvad?
I februar kom min spindeforening så med lidt mere vejledning og efter at have læst dén, slået masker op, bandet, trævlet op og kigget lidt mere på nettet, lykkedes det omsider, og pludselig klirrede ruderne, hundene gøede og jorden rystede da ti-øren faldt og jeg kunne se hvordan sådan en möebius virker. Men det er svært at forklare og jeg bliver lidt let i hovedet når jeg tænker på hvordan det kan lade sig gøre. Det er lidt ligesom at se på de der synsbedrag-billeder, med uendelige trekanter eller elefanter med 4...nej 5? ben.

Her er et billede af möebius med opslagsmaskerne i restegarn som jeg ikke har pillet op, for at vise, at man slår masker op i midten og strikker udad derfra (jep, det lyder som volapyk, når man ikke er medlem af den hemmelige loge af möebiusstrikkere)

Da garnet skifter farve, kan man måske også få en fornemmelse af det der med, at man strikker udaf fra midten af båndet
Og her er den færdige "krave".

Den er strikket af en uld og silkeblanding i "bærmispel"-indfarvning fra Birthe Ps Garngalleri. Jeg har delt fibrene i to på langs, kartet den ene del sammen til et ensfarvet bundt og spundet det sammen med den anden halvdel, som er spundet efter farveforløbet. Det giver et ret skønt, akvarelagtigt farveforløb, og farveholdningen er meget smuk og efter mit hovede i afdæmpethed.
Mønsteret er noget velovervejet ret og vrang noget, der ligner pile når man kigger nærmere på det, der er slået 80 masker op på p. 4,5 (det blir til 159 masker når man har strikket masker op på bagsiden) og det passer fint til en lun krave til min halsbetændelses-rebound-ømme hals.

Trafikal retfærdighed!

2009-01-21T11:37:00.002+01:00

I morges sad jeg i lægens venteværelse sammen med datter med ondt i halsen, og læste en artikel i et dameblad om "vej-vrede".
Vej-vrede er det der når man måske har lidt travlt, der er meget trafik, kø og så en nar, der kører på tværs af tre vejbaner og uhøfligt maser sig ind foran i køen! Oh, dårlig karma fra mig og mine medbillister i hans retning!!! Og mens man sidder der - udadtil en civiliseret kvinde i sin bedste alder - og fantaserer om hvor fedt det ville være hvis...ja altså, hvis ham fjolset fik en smertefuld byld på bagdelen som straf for sine trafikale uvaner, så er det, at man er blevet grebet af Vej-vrede!

Senere bragte formiddagen mig omkring motorvejen nord for københahvn, hvor jeg flere gange havde den tvivlsomme fornøjelse af meget vigtige og travle mænd i meget store firehjulstrækkere (som kompensation eller bare til når de kører rundt i bjergene herhjemme...nåe nej) , meget MEGET tæt på min bils bagende. Jeg kan ikke lide den slags nærgående medtrafikanter, og slet ikke når det sker med 120 km/t på motorvejen, men det fremkalder nærmere en mild vej-frygt end ordentlig vrede.
Engang imellem lover jeg hemmeligt ALDRIG mere at køre det mindste for stærkt, hvis bare det fjols der lige overhalede mig med 200 km/t bare holder rundt om næste sving sammen med en motorcykelbetjent, men det er aldrig sket, desværre.
FØR I DAG!
Oh glæde og kriblende ond fryd, da jeg kørte under en motorvejsbro, der var bemandet med sådan en fart-radardims, politibetjent og adskillige motorcykelbetjente.
500 meter efter broen holdt den første firehjulstrækker, der ganske kort tid før havde overhalet mig så hurtigt at jeg knapt havde nået at læse den kække, købte nummerpladetekst.
Og indenfor den næste kilometer holdt der 3 - TRE biler i selskab med betjente og bødeblokke og alle tre var sorte firehjulstrækkere.... Sådan nogle er ikke så ligetil at kende fra hinanden for en kvinde med sunde interesser, men jeg er sikker på jeg var blevet overhalet på forrykt vis af mindst to af dem.
Håber bøderne var klækkelige, så firehjulstrækker-dude'sene (med grimme koner og små.....Ja, jeg er fordomsfuld og synes firehjulstrækkere er en lille smule til grin) tænker lidt mere over benzinøkonomien på motorvejen i morgen.

Teater-weekend

2009-01-12T10:50:00.006+01:00

I weekenden indløste jeg fødselsdagsgaven fra min mand og tog på Nørrebro Teater og så "En skærsommernats komedie".

For en gangs skyld strejfede tanken mig om hvorvidt jeg måske havde skruet forventningerne for højt i vejret, men dét havde jeg bestemt ikke!

Det var et skønt stykke, finurligt skruet sammen af Shakespeare, standup og teater som teater skal være. Og helt fantastisk't morsomt var det.

Bagefter spiste vi på den australske restaurant Reef 'n beef og selvom jeg ikke spiste hverken krokodille eller kænguru, var det en virkelig god middag, ikke mindst på grund af desserten "Death by Chokolate".

"Ja ja," tænkte jeg...."7 små chokolade desserter tager ikke pusten fra en ægte entusiast".

Og det gjorde de da heller ikke, men...oh....wau!

Dét var Chokoladedesserten over dem alle og den efterlod mig ør af begejstring, med en lillebitte chokoladeforgiftning, der gjorde mig glødende varm i kinderne og helt lettet over spadsereturen i frostvejr tilbage til bilen.

Ellers har weekenden ikke budt på de vilde udskejelser, omsider er influenzaen nemlig slået ned hjemme hos os, efter at vi til min udelte forundring er gået fri gennem de epidemi-agtige tilstande der har hersket blandt venner og familie i december.

Min mands datter var syg nytårsaften, og hun er ikke rigtigt kommet sig endnu, så hun hentede dynen op på sofaen igen lørdag, og Søn har haft feber siden torsdag, men har nu varieret med søløvehoste og natlig hiven efter vejret, der lørdag nat sendte mig ud i nattekulden med brændvarmt barn, dyne, nattøj og - brrr - bare fødder. Efter lidt dyne-mumificeret tid på køkkenbordet med åbent vindue og klart frostvejr var han dog frisk igen og selvom man sover vældigt let med sådan et hostende barn i sengen, så har han ikke haft så slemme hosteanfald siden. Og han er heldigvis i et vældigt humør og feberen falder, så det skal nok gå.

Syge børn i sofaen giver masser af tid til mig i "fodenden" med striksager. Jeg strikker stadig på Pisa-vesten, men har også haft travlt med et andet, vældigt hemmeligt barselsgaveprojekt til en veninde der godtnok først har termin i februar, men som har været "tvangsnedlagt" hjemme på sofaen indtil jul, hvor hun fik lov til at stå op igen og hvor jeg så fik lidt småtravlt, for pludselig kan hun jo føde når som helst. Jeg har omkring en films-tid tilbage på barselsgaveprojektet, og så kan det nok vise sig at hun ender med at gå 14 dage over tiden, men så er det i det mindste ikke "min skyld".

Jeg strikker også lidt på et smalt tørklæde i Noro-sokkegarn og Midwest Moonlight mønstret. Jeg er meget begejstret for noro-farverne, men garnet er nu lidt besynderligt ujævnt og let stift af et sokkegarn at være, synes jeg og jeg håber det bliver blødere af at blive vasket.

Og så til sidst - helt uden relevans - et billede af en rodet bunke trætte børn på vej til Jylland lige før nytår.

"Ubeskrevne ark"

2009-01-08T11:48:00.004+01:00

Søn er forlængst faldet godt til i sin skole og det var lidt sjovt og vemodigt at se de nye før-skolebørn starte her i det nye år.
Men selv om Søn elsker den nye verden der lægger sig for hans fødder i skolen, så åbner det en lille rift i mit hjerte at se de små, benovede, rødøjede børn drive rundt som små øer i malstrømmen af børn og forældre, der travlt og målrettet oversvømmer skolens gange klokken 8 om morgenen.
"Ubeskrevne ark", som Datters fantastiske matematiklærer forventningsfuldt konstaterede da han inspicerede Søns årgang på allerførste skoledag. Men nogle lidt fortabte nogen af slagsen, her i starten, og det er næsten ikke til at bære.
Jeg husker pludselig tydeligt fornemmelsen af at følge min lillebitte dreng ud på dybt vand og så give slip, på hans allerførste førskoledage sidste år ved denneher tid. Og jeg tilgiver mig selv når jeg ser ham hoppende glad småløbe hen ad gangen mod klasseværelset uden tøven og uden at se sig tilbage og så er det godt alligevel.

I'ts alive!

2009-01-07T11:35:00.003+01:00

Jeg synes svagt jeg husker enkelte juleferier, hvor man efter nytår drager et lettelsens suk over at vende tilbage til rutiner og hverdag igen, men dette (altså sidste) års marathonlange juleferie har bare været sådan et par skønne, flydende Lassaiz-Faire-uger at det er svært og lidt ondt at slippe.
Lidt ligesom når vi efter barndommens barfodede sommerferier, skulle presse vores friluftsfødder ned i sko og sandaler igen.

Nåmen min jul - og fødselsdag ugen efter - bød på de skønneste, kreative gaver fra min familie og sviger-.
Det var godtnok kun min gode mand der havde vovet sig ud i et direkte garnkøb, men der var gavekort til fibre og garn hos mine yndlingspushere - sikke en fryd og glæde!
Herren i huset havde købt et strikkekit til Pisa-vesten, som jeg har kigget langt efter i månedsvis. Og så havde han endda selv valgt en farve (mørk lille), den modige mand, og garnet i duos silkeudgave. Dét er god luksus, uendeligt blødt og smukt blankt.
Jeg er naturligvis i fuld gang med at kæmpe med skrå rib, men vesten skal strikkes med dobbelt tråd og dét er ikke let mens man ser tv, så det går ikke så stærkt.

Lige før jul lod jeg mig friste af et tilbud på tykt blødt garn i mine forældres lokale brugs, og gik igang med en Mossy Jacket til min venindes datter. Hun - datteren - bliver 2 år i marts, så da jeg opdagede at jeg havde taget ud et par gange for meget hen over skulderene mens jeg så spændende film i tv, mente jeg ikke det gjorde noget, selvom jeg også havde slået et par ekstra masker op fra starten.
Men der gik ikke så længe før det var svundet så meget i mit 350g's garnnøgle, at det begyndte at dæmre for mig, at dén trøje vist blev lidt vel stor. Men pyt, så var den bare til Datter på 10 år i stedet (Vi ignorerer her at der er 8 år og adskillige cm mellem de to tøsebørn)
Igår blev trøjen så færdig, monteret med knapper som datter selv havde lavet i sin fritidsklub....og så er den stadig et nummer eller tre for stor til hende.
Utroligt så dårligt mit øjemål er.....eller også gælder der bare andre regler for strikkefasthed for mig.

Fonetisk stavning

2008-12-30T11:05:00.002+01:00

Jeg ville blive ked af at miste titlen til en fremmed mor, især når man slet ikke vidste at søns verdensmesterskaber i god mor netop var blevet afholdt.
Men jeg bliver nu alligevel lidt lykkelig over at stave mig gennem min titel.
Søn bekræfter at det tog lang tid at skrive, fordi det var svært at høre alle lydene, og så havde han også lige glemt hvordan det nu var at V'et så ud.

Kodetydning for fonetiske ignoranter (eller folk uden børn i stavealderen): Der står VRDNS BÆSD MOR. Verdens Bedste mor, ing'.

Skriver nisser julekort?

2008-12-15T13:58:00.004+01:00

Weekenden er gået helt forrygende, uretfærdigt hurtigt!
Snart vil det vise sig om de der nisser er til nogen nytte, og får skrevet de der julekort for mig i år, for det går rigtigt dårligt på dén front for mig.

Lørdag var vi til i det lokale kulturhus og se Datter gå Luciaoptog sammen med en hel del andre kønne, lyse piger i hvide gevandter.
Jeg havde set frem til dagen med en vis gru, for jeg ér så sentimental og alene tanken om de lyse, sprøde stemmer gir mig en klump i halsen, og jeg tuder altså ikke på den pæne film-måde når jeg bliver rørt, men bryder nærmest hulkende sammen og plasker omgivelserne til i tårer og snot.
Datter synes det er skønt og ikke det mindste pinligt, selvom jeg forsøgte at skræmme hende med trusler om at græde på klassekammeraters forældre.
Jeg klarede det flot synes jeg og kun med et lillebitte hulk i medbragt lomemtørklæde.
Koncerten inkluderede også de lokale musikskolers elever og selvom niveauet mildest talt varierede, så var der også et par helt fantastiske talenter imellem, så jeg måtte lige have papiret frem igen til to unges udgave af "Hallelujah", som jeg holder allermest af i Steffen Brandt og Tina Dickows version.

Søndag havde vi planlagt at hygge os med lidt casual juleguf-produktion, men blev lidt forsinkede fordi Datter fik sådan en Sylvanian babykanin i sin pakkekalender, og et blik på kassen fra nyligt indkøbt mini-bærbar overbeviste mig om, at dét ville blive et helt perfekt Sylvanian-hus til kaninbaby.
Datter var helt eksalteret og begejstret over projektet og med hobbykniv, lim (masser af lim!!), vandfarve, stofrester og en praktisk, hjælpende hånd fra mig, tog hendes fantasi lynhurtigt fart og lettede og hun forsvandt i en imaginær horisont sammen med søn i en helt fantastisk dukkehusleg, fuldstændigt som mine egne lege med lillebror, da vi var små, og reolsystemet pludselig blev til høje bjerge, fyldt med farer (bjørne i kgl. porcelæn) og spændende huler (huller i bogrækkerne).

Jeg var helt dårlig over at forstyrre dem med tilbud om sukker, nougat og marcipan i rå mængder, men jeg startede Datters uforlignelige julecd, med udvalgte numre og hendes eget (6 årige) speak indimellem, og da jeg var færdig med at tørre tårer op efter endnu et sentimentalt udbrud, var børnene mentalt på vej tilbage til det virkelige liv, hvor reoler bare er reoler, og adventskransen ikke er nogen UFO.
Søn præsenterede et helt nyt koncept i juleguf, nemlig jule-rumskibe og jeg fik endelig pebermyntepastillerne til at LYKKES. De lykkedes så godt at de næsten blev spist under produktionen, faktisk.

Og jeg har billeder!! Men gæt om jeg har den der lille irriterende adapterdims til kameraet?! *bande*

F

2008-12-12T10:45:00.002+01:00

Søn går i børnehaveklasse, og her er de meget fremme i skoene med hensyn til at tale om bogstaver og han kan således - på fonetisk vis - stave utroligt mange ting ved at lytte sig frem til bogstaverne. Det er for eksempel er ret cool (og tankevækkende) at høre ham stave sig frem til ISPN (ispind) eller ØIØ (øje), men de fleste af ordene får han rigtigt fat i, bortset fra de hemmelige, stumme d'er der smutter de fleste gange.
Det er også en god leg at nævne et bogstav og så finde på en masse ting der begynder med dét og dét havde den entusiatiske lærerinde på skolen også gjort forleden, da de talte om bogstavet F, fortalte Søn sin far i går aftes, da han blev puttet.
Lærerinden havde skrevet et F på tavlen og alle de søde børn havde rakt fingeren op, og nævnt et ord der startede med F, og dem havde lærerinden så skrevet på tavlen. Far. Frem. Fed. Flot. Fin.
Mads havde også rakt fingeren op og sagt: Fuck.

Det ville lærerinden til søns forundring ikke skrive på tavlen, men hun havde dog givet ham ret i at det startede med F.

Produktiv weekend og Handsker med foer

2008-12-01T16:41:00.003+01:00

Nåmen bortset fra knækkede tænder, har weekenden været pragtfuld og er mestendels blevet tilbragt med fødderne oppe i sofaen, strik-sager eller nadre hyggelige indendørssysler. Jeg blev kun afbrudt ganske kort da jeg lørdag var nødt til at proviantere lidt, men den uvelkomne tur ud af huset blev forsødet af et besøg hos "Frøken Fingernem" aka Charlotte, som jeg kender fra Spindeforeningen, og som har sit eget, private lille "kagehus" i baghaven. Der bor bare ikke nogen Hans-og-Grethe-spisende heks i Charlottes tillokkende hus, der i stedet for slik og kager er fyldt med garn! Garn af de skønneste kvaliteter fra gulv til loft!

Jeg forlod modstræbende den lille oase med to bundter gotlandsk pels-uldgarn til de vanter jeg er blevet vældigt optaget af på det seneste. Jeg har udstrikket de Zimmermann'ske mittens og er nu faldet over vanter med foer af "rovings", kartet, spundet uld.

Jeg har fundet opskriften her og det er ret let at gå til, men jeg har lovet Charlotte en dansk fortolkning af mønsteret, så det kommer i løbet af kort tid, men i store træk er det "bare" et par vanter, hvor man trækker uspundet uld med igennem i nogle af maskerne.

Effekten er overvældende blødhed inden i den strikkede vante - uhm, det er somom ens hånd får en rigtig varm krammer når man tager handsken på.

Jeg forestiller mig at foret filter sammen på herligste vis når man bruger vanterne, og at de første snebolde og efterfølgende tørringer ved brændeovnen gør sådan et par forede vanter særdeles personlige og "fingerformede".

Jeg har strikket vanten som stor, mellem og er i netop igang med en "mindst" og jeg er slet, slet ikke færdig endnu.

Den lyseblå er strikket af strømpegarn og de blå/turkise er strikket af det gotlandske pelsgarn.

Oh gru!

2008-12-01T16:16:00.004+01:00

I weekenden fik jeg lidt mere end jeg havde tænkt mig, da jeg spiste en saltmandel og knækkede en kindtand.

Jeg tog det ret tappert, hvis jeg selv skal sige det, og da chokket over det usandsynligt store hul, der mødte min tungespids da jeg forsigtigt mærkede efter skadens omfang havde lagt sig, følte jeg mig ret fredeligt til mode trods udsigten til tandlægevisit ved først kommende lejlighed.
Efter nogen research på nettet mens jeg ventede på at det blev mandag og telefontid, valgte jeg en anden tandlæge end den jeg har brugt de seneste par gange jeg har været ved tandlæge, fordi den nye tandlæge reklamerer aggressivt med smertevenlig behandling og brug af laser til udbedring af huller, og dét lyder som noget en tandlægekylling som jeg kan lide.

Det var også et godt og venligt sted og jeg var stadig rolig og u-skrækslagen da jeg blev undersøgt, men det viste sig at den tand jeg havde knækket var een af mine to højt skattede mælketænder, der ikke er faldet ud, fordi der ikke er kommet en ny tand nedenunder, og eftersom sådan en mælketands levetid i følge tandlægen er maks 40 år, så var der ikke meget fornuft i at reparere på den, den burde i stedet hives ud hurtigst muligt, og det samme skulle den anden mælketand i den anden side, hvis man skulle være lidt smart i forhold til mit fremtidige bid og så'en. Gys.

Det ser ud til at jeg lige skal arbejde lidt mere på mit tandlægemod, men foreløbig har jeg vænnet mig til tanken om både bedøvelse (argh - stikkes i munden??!!!!) og næææsten også at få trukket et par tænder ud, så det skal nok gå. Især ser jeg frem til et par dages medlidenhed og is og blød mad bagefter. Måske skal jeg udvikle en mild halten, så man bedre kan se at jeg lider?

Sidst på måneden...

2008-11-28T10:10:00.005+01:00

Arj, jeg er heldigvis ikke løbet tør for gode fibre, men jeg får med jævne mellemrum fikse idéer, og forleden slog jeg to af dem til een vældigt sær een af slagsen.

Mit kontor producerer en moderat mængde makulerede papirstrimler, og i to år har jeg kigget eftertænksomt på de store poser strimler og filosoferet over, om man dog ikke kunne foretage sig noget fornuftigt med de strimler. Og dét fandt jeg svar på samtidig med at jeg til min forundring opdagede at jeg absolut måtte prøve at spinde papir.

Da mand og børn så måbende og hovedrystende til, forsøgte jeg at se ud som om der ikke var noget sært i at spinde papirsstrimler og at det var et rent tilfælde at jeg ikke altid havde gjort dét, og der kan faktisk sagtens komme en slags strikbart garn ud af det.

Der skal lige arbejdes lidt videre med teknikken, for papiret knækker let når det bliver overspundet. Desuden skal jeg lige tænke over hvad man kan strikke af avis/papirgarn. Datter forestillede sig grinende hvordan vanter og hat ville klare sig i en god sneboldkamp, og jeg kan godt se, at papirgarn har temmeligt begrænsede anvendelsesmuligheder.

Sidst på måneden betyder også næsten-december, den dejligste måned for små nisser, hygge-hængetræer og pebernødde-tosser. Mine søde børn har meget længe fablet om og glædet sig til årets pakkekalender, der gør alle decembermorgener til en lille fest, så i går aftes pakkede jeg 48 gaver ind og hang dem op der hvor de hører til, så der bredte sig en mild, lykkelig og forventningsfuld decemberstemning da børnene stod op og tog deres kalendere i øjensyn.
(Pakkekalender-dekorationen så meget hyggeligere ud uden blitz)

KUN øjensyn, der er forbud mod så meget som at nærme sig pakkerne, og det er eet af de få forbud der aldrig er blevet gjort til genstand for forhandling eller diskussion, måske fordi de små oprørere har kategoriseret reglen som tradition, og traditioner er noget de (og de fleste andre børn jeg kender) holder meget af og håndhæver strengt.
Kan man mon på nogen måde sælge dem tv-tid og slik-lørdage som en tradition?

At være som de fleste er...

2008-11-26T12:37:00.003+01:00

Forleden strikkede jeg en hue til søn i samme klokke-facon som hans søsters hue, men i mere maskulint blå farver.
Han slæber den glad med i skole hver dag, og forleden da jeg hentede ham, traf vi en klassekammerat i garderoben, netop som søn trak huen på hovedet.
"Hvorfor er der sådan en dup på den hue? Det ser lidt sjovt ud"
Jeg forklarede at duppen var der fordi søn og jeg også syntes den så sjov ud, men spurgte alligevel lidt senere søn, om jeg skulle strikke en hue uden dup på, så den holdt op med at "se sjov ud" i klassekammerat-som-ved-gud-ikke-selv-ser-for-fiks-ud's øjne.
Men det skulle jeg absolut ikke, erklærede min gode dreng, for han kunne godt lide at have sin helt egen, særlige hue.

Jeg blir sgu så glad når mine børn ikke er bange for at have deres egne meninger om hvad der er godt/pænt/særligt og gerne bevidst skiller sig lidt ud, på trods af klassekammeraters undrede eller semi-nedladende kommentarer.

Jeg tænker på Piet Heins kloge gruk:
"At være som de fleste er,
er ikke altid let.
Forskellighed er mere værd,
end et liv som marionet."

Mind mig om dette, når søn kommer hjem med hanekam.

For slet ikke at nævne hundene...

2008-11-21T14:10:00.005+01:00

Nu hvor Milles hvalpe forlængst er store og flyttet hjemmefra, må de lige have lidt spalteplads her, så en hunde-elsker eller to kan holde sig opdaterede.

Tjalfe, Milles hvalp fra første kuld og min forkælede tøsedreng af en hanhund er stadig en rigtig dejlig hund.

En bangebuks og dramaqueen, javist, men hans hengivenhed kender ingen grænser og jeg er til stadighed fuld af undren og ærefrygt over det tillidsfulde, tilbedende blik han møder mig med.

Okay, han kan heller ikke lide kameraer, så helst ingen øjenkontakt, når jeg nu insisterer på at be-stirre ham gennem sådan et muligvis-farligt apparat...

Søn havde fødselsdag i sidste weekend, og så havde vi besøg af mine forældre og deres Fenris, Tjalfes bror, og af min bror og hans hund Samson, der også er bror, men et år yngre.

Og dét var en herlig lejlighed til at genopfriske "Annies små-sadistiske Efterårsaktivitet med hunde".

Man tager et antal solide glas, svarende til antallet af hunde. Indeni glassene smører man så en passende portion leverpostej, og nyder den udelte hunde-opmærksomhed som man får efterhånden som duften af leverpostej siver rundt i huset.

Man vil opleve særdeles agtpågivende og lydige hunde, der på kommandoen "sit" omgående klasker rumpen i hulvet med hørlige bump.

Så udleverer man glassene og kan fornøje sig et kvarters tid med at kigge på, hvordan hundene moser rundt med glassene for at få fat i leverpostejs-indholdet.

Normalt er jeg stor fortaler for teorien om at hunde ikke er for skarpe, men det er alligevel sjovt at se at nogen af hundene kendte rutinen særdeles godt, og hurtigt fik kørt glasset i spænd mellem en stol og en dørkarm, og det er en fornøjelse at fornemme deres koncentration og ihærdighed mens de arbejder med opgaven. Og så kan fire livlige og glade hunde faktisk være utroligt rolige i et kvarters tid.