fredag den 28. november 2008
Sidst på måneden...
Mit kontor producerer en moderat mængde makulerede papirstrimler, og i to år har jeg kigget eftertænksomt på de store poser strimler og filosoferet over, om man dog ikke kunne foretage sig noget fornuftigt med de strimler. Og dét fandt jeg svar på samtidig med at jeg til min forundring opdagede at jeg absolut måtte prøve at spinde papir.
Da mand og børn så måbende og hovedrystende til, forsøgte jeg at se ud som om der ikke var noget sært i at spinde papirsstrimler og at det var et rent tilfælde at jeg ikke altid havde gjort dét, og der kan faktisk sagtens komme en slags strikbart garn ud af det.
Der skal lige arbejdes lidt videre med teknikken, for papiret knækker let når det bliver overspundet. Desuden skal jeg lige tænke over hvad man kan strikke af avis/papirgarn. Datter forestillede sig grinende hvordan vanter og hat ville klare sig i en god sneboldkamp, og jeg kan godt se, at papirgarn har temmeligt begrænsede anvendelsesmuligheder.
Sidst på måneden betyder også næsten-december, den dejligste måned for små nisser, hygge-hængetræer og pebernødde-tosser. Mine søde børn har meget længe fablet om og glædet sig til årets pakkekalender, der gør alle decembermorgener til en lille fest, så i går aftes pakkede jeg 48 gaver ind og hang dem op der hvor de hører til, så der bredte sig en mild, lykkelig og forventningsfuld decemberstemning da børnene stod op og tog deres kalendere i øjensyn.
(Pakkekalender-dekorationen så meget hyggeligere ud uden blitz)
KUN øjensyn, der er forbud mod så meget som at nærme sig pakkerne, og det er eet af de få forbud der aldrig er blevet gjort til genstand for forhandling eller diskussion, måske fordi de små oprørere har kategoriseret reglen som tradition, og traditioner er noget de (og de fleste andre børn jeg kender) holder meget af og håndhæver strengt.
Kan man mon på nogen måde sælge dem tv-tid og slik-lørdage som en tradition?
onsdag den 26. november 2008
At være som de fleste er...
Han slæber den glad med i skole hver dag, og forleden da jeg hentede ham, traf vi en klassekammerat i garderoben, netop som søn trak huen på hovedet.
"Hvorfor er der sådan en dup på den hue? Det ser lidt sjovt ud"
Jeg forklarede at duppen var der fordi søn og jeg også syntes den så sjov ud, men spurgte alligevel lidt senere søn, om jeg skulle strikke en hue uden dup på, så den holdt op med at "se sjov ud" i klassekammerat-som-ved-gud-ikke-selv-ser-for-fiks-ud's øjne.
Men det skulle jeg absolut ikke, erklærede min gode dreng, for han kunne godt lide at have sin helt egen, særlige hue.
Jeg blir sgu så glad når mine børn ikke er bange for at have deres egne meninger om hvad der er godt/pænt/særligt og gerne bevidst skiller sig lidt ud, på trods af klassekammeraters undrede eller semi-nedladende kommentarer.
Jeg tænker på Piet Heins kloge gruk:
"At være som de fleste er,
er ikke altid let.
Forskellighed er mere værd,
end et liv som marionet."
Mind mig om dette, når søn kommer hjem med hanekam.
fredag den 21. november 2008
For slet ikke at nævne hundene...
Søn havde fødselsdag i sidste weekend, og så havde vi besøg af mine forældre og deres Fenris, Tjalfes bror, og af min bror og hans hund Samson, der også er bror, men et år yngre.
Og dét var en herlig lejlighed til at genopfriske "Annies små-sadistiske Efterårsaktivitet med hunde".
Man tager et antal solide glas, svarende til antallet af hunde. Indeni glassene smører man så en passende portion leverpostej, og nyder den udelte hunde-opmærksomhed som man får efterhånden som duften af leverpostej siver rundt i huset.
Man vil opleve særdeles agtpågivende og lydige hunde, der på kommandoen "sit" omgående klasker rumpen i hulvet med hørlige bump.
Så udleverer man glassene og kan fornøje sig et kvarters tid med at kigge på, hvordan hundene moser rundt med glassene for at få fat i leverpostejs-indholdet.
Normalt er jeg stor fortaler for teorien om at hunde ikke er for skarpe, men det er alligevel sjovt at se at nogen af hundene kendte rutinen særdeles godt, og hurtigt fik kørt glasset i spænd mellem en stol og en dørkarm, og det er en fornøjelse at fornemme deres koncentration og ihærdighed mens de arbejder med opgaven. Og så kan fire livlige og glade hunde faktisk være utroligt rolige i et kvarters tid.
Opdatering
mandag den 10. november 2008
Rundt regnet
Desværre er vores post-afløser knap så skarp og forstående, og havde lagt pakken et højst besynderligt sted, som jeg kun fandt, fordi jeg tilfældig- og heldigvis kastede et blik på reklameomslaget, hvor han/hun havde skrevet hvor jeg skulle lede efter pakken.
Nå, heldigvis fandt jeg den og i et andet indlæg kan jeg vrisse lidt om post-afløsere, vores sædvanlige post er heldigvis sødere og omhyggeligere.
Til min gysen opdagede jeg at vesten startes op på strømpepinde, og dét er ikke lige min stærke side, men efter en hurtig forgæves tur i lokal garnbutik, hurtigt efterfulgt af en målrettet tur til lokalt supermarkeds hylde med garn og tilbehør, vendte jeg hjem med store strømpepinde og masser af mod.
Det krævede temmeligt mange forsøg at får startet rigtigt på vesten, og det lykkedes først halvsent lørdag aften, hjemvendt efter hyggelig middag med rødvin hos venner.
Jeg synes det er frygteligt svært at holde styr på 5 pinde, der endda er spidse i begge ender, og sådan et strikketøj på strømpepinde føles mere som en duel, hvor min modstander har fire sværd og jeg kun eet til at forsvare mig med.
fredag den 7. november 2008
Snart regner det rundt
Jeg kan vist lige nå at få falklandstørklædet færdigt, før den rundt regnet uimodstålige vest lander i min postkasse. Jeg har forresten helt uoverraskende valgt den støvet-grønne version.
Der var engang...
Det var tit til klokken 19, af og til om lørdagen og selvom jeg havde et par skønne kollegaer og endda solgte bøger, så var det alligevel af og til et temmeligt hårdt job, og ikke alle kunder var hverken høflige eller i specielt godt humør.
I længden kunne det blive monotont og kedeligt at messe "Kunden har altid ret" og levere en almindelig, god ekspedition, og så var denneher frø min ven:
Oprindeligt fandt jeg den på en amerikansk hjemmeside om vægmalerier, men jeg faldt sådan for ham, at jeg selv måtte male mig en udgave af ham også.
I butikken klistrede jeg et lille billede af frøen op ved alle kasserne, og hver gang jeg så på den pusseløjerlige frø, med det underfundige glimt i øjet blev jeg i godt humør og godt humør bliver meget bedre når det smitter, så frøen her har været en god, hemmelig deltager i mange gode kundemøder og samtaler i mit gamle bog-job.
Jeg tænkte dengang tit på, at ethvert job kan være så kedeligt som man gør det til, eller så sjovt som man synes.
Det kunne være uendeligt kedeligt at udføre den ene monotone ekspedition efter den anden, men når man begyndte at se de folk man ekspederede og hvis man lagde bare en lillebitte indsats i det korte møde, så kunne det blive et rigtigt interessant 5-minutters møde med et andet menneske, og dette møde kunne være både opmuntrende og opladende på både det professionelle og det personlige plan.
Senere genkender jeg af og til en ekspedient med samme forventning til sit møde med mig og det er rigtigt rart at føle sig som noget mere end "116,50-og-hav-en-god-dag" når man køber sit rugbrød og pålæg i det lokale supermarked.
Nu står frøen - i min egen ydmyge fortolkning - i en vindueskarm i vores stue og får mig stadig til at smile over det snedige og underfundige blik.
Gad vide, om det ér en prins, der ikke er det mindste fornærmet over at være blevet forvandlet til en et fredet padde-dyr eller bare en usædvanligt beregnende frø, der vil kysses?