Væverier

Nusj, hvor er jeg glad for min væv!!
Jeg famler stadig mest i blinde, men bliver klogere hele tiden, så det gør ikke noget.
Efter nøje overvejelser (tøhø) sjatfarvede jeg 150g supersoft i sorte og grå nuancer så ujævnt som jeg kunne. Bare op i en farveskål og så sjask, switsh og sprøjt lidt hist og her og over det hele. Da garnet havde tilbragt en nat ved radiatoren, satte jeg det på væven som både trend og islæt, og nogle timer efter klippede jeg mit nye tørklæde af.


Min vinterfrakke er lysegrå, og tørklædet passer rigtigt godt til. Effekten af det sjat-farvede garn på kryds og tværs er flot ujævn og tweedet, jeg kan rigtigt godt lide det. Det er ca. 30 - 35 cm bredt.
Siden betroede min mor mig uden tøven et bundt håndspundet, entrådet, sort garn. Jeg forsøgte mig med to brede lysegrå striber og en rest af det sort-grå fra mit eget tørklæde som trend og så hendes håndspundne som islæt, heller ikke tosset, synes jeg.

Det smalle blå tørklæde er vævet med entrådet angora som islæt. Egentlig ville jeg se effekten af ujævnt garn som islæt, men det ses faktisk ikke så tydeligt som forventet. Trenden er uldgarn, som viste sig at være meget elastisk't, heldigvis har jeg vævet "tyndt", så fastheden endte med at falde rigtigt heldigt ud. Det er ikke så loddent som angora plejer at være, men jeg håber det rejser sig lidt når det er helt tørt og bliver brugt, det er superblødt, ihvertfald.
Angoraen havde jeg forsøgs-farvet, primært for at se hvordan fibrene reagerede på en tur i microen. De filtrede en anelse sammen, men kun så meget at det nærmest blev nemmere at spinde og - som en særlig fantastisk bonus - ingen flyvende fibre overhovedet! Angoraen er nærmest helt tæmmet af farvningen og fælder ikke allevegne som tidligere, herligt!
En spindeveninde fortalte på et tidspunkt at hun havde hørt man kunne "tæmme" angoragarn og få det til at holde op med at fælde, ved at dyppe det i kogende vand. Måske er det dét der er sket med mine angorafibre.

Til sidst vil jeg vise lidt tegninger fra en bog mine forældre viste mig i julen. Det er min farfar der har tegnet mønstrene mens han gik på noget væveskole (?). Han arbejdede vistnok med den slags da han var ung.

Tegningerne ser meget avancrerede ud og er fuldkommen "sort snak" for mig, men nogen af dem er også meget kønne og omhyggeligt udført:

Det kunne være ret cool engang at kunne tyde de tegninger og omsætte nogen af dem til noget vævet.

You try and try again...

Okay, første forsøg på væven var mere lærerigt end brugbart, andet forsøg blev udført i hjemmefarvet rødt "supersoft" garn i både trend og islæt og selvom jeg ihærdigt forsøgte at undgå at "stampe" islættet for hårdt sammen, så var det færdige stykke stof alligevel lidt vel fast i det. Så det blev en taske, men en ret så smart een synes jeg.

Tasken er et lidt kort tørklæde lagt sammen med en ekstra fold i midten, så der lissom er to rum, og så en frynset ende som klap. Og så syet sammen i siderne og så en flettet skulderrem - voila!
Tredie forsøg gik rigtigt godt!

Igen brugte jeg supersoft i både islæt og trend, denne gang farvet til lejligheden og IKKE - som det ellers ser ud på billedet - i rødt og gult, men derimod i bordeaux/lilla og hvinende limegrøn.

Jeg gjorde mig meget umage for at væve super løst, faktisk så løst at det føltes en smule sjusket og hullet, men resultatet efter vask blev også lige som jeg ville have det: Blødt!

Blødt som blødt strik, og nu har jeg et nyt yndlingstørklæde og flere på vej så snart jeg har tid til at farve igen.

Billede før vask:

Jeg har brugt reklamer, fra den uendelige strøm der tilflyder vores postkasse i disse dage, til at lægge om begge ender af trend*ehm*rullerne (...den ene hedder tøjbommen, hvad er det nu den anden hedder?) i stedet for "kraftigt papir" og det virker fint med sådan en udfoldet jysk sengetøjsreklame mellem trendtrådene.

Julehemmeligheder

Åh, det er så svært at strikke-blogge i december, for en hel del håndarbejde handler jo om tophemmelige julegaver, og jeg bliver til stadighed overrasket over hvem der læser med her, så jeg må vogte mine ord og billeder.

Men så er der jo de gaver jeg har fået!
Eftersom jeg har fødselsdag nytårsaften forventes der en ordentlig afhandling af en ønskeseddel fra min hånd i slutningen af november, og efter nogen tids sveden over dén, skrev jeg også "En strikketaske som nogen har fået *kollega fra min boghandlertid* til at sy". Efter lidt betænkningstid strøg jeg den dog igen, for jeg nænnede ikke at belemre kær kollega med min familie, og jeg ville ikke risikere at få en af de turkise strikketasker i kunstlæder, som jeg ellers har set skræmmende billeder af på nettet.
Men så, i begyndelsen af december kom der en pakke. Med lige præcis sådan en taske som jeg havde ønsket mig i hemmelighed. Begejstringen har ikke lagt sig, og jeg transporterer lykkeligt og elegant mine striksager rundt allevegne i den hjemmelavede strikketaske, der er lige præcis som den skal være. Syersken bag er fuldstændigt genial, og udover at være god til at sy - en dunkel håndarbejdsafkrog jeg ikke selv tør bevæge mig ind i - er hun også betænksom og kærlig og klog.

Og billeder skal der til! Lige for tiden er kameraet dog forsvundet, så de kommer liiige lidt senere.

I julegave - lidt fremskyndet på grund af kvindelig intuition - har jeg også fået en Lervad rammevæv.
Det er jo fantastisk spændende nyt land der skal erobres, og nu hvor jeg - efter lidt hovedbrud og adskillige besøg på Youtube har fundet ud af at "warpe" den (sætte trend på....jeg ved ikke hvad det rigtige danske fagudtryk er) og er gået i gang med at væve, er jeg en lille smule blændet af alle de nye muligheder der nu igen ligger for mine fødder. Og en lille smule foruroliget over alle de ting jeg helt sikkert gør på en helt forkert måde, fordi jeg gætter og prøver mig frem. Men det ser fint ud! Og det skrider frem.
Med væven fulgte lidt trendtråd i tynd bomuld, det har jeg brugt sammen med noget rigtigt sjusket spundet totrådet merino/silke og med lidt fantasi - og noget kantbånd til kanterne, der ikke er så pæne i starten - kan det nok blive et fornuftigt "første vævede tørklæde".

Og billeder følger, naturligvis. Så snart jeg får lokaliseret det der kamera.

Tjalfe er blevet far i dag. Efter et herligt besøg af en sød (og tålmodig) løbsk hunhund for nogle måneder siden, er han i dag blevet far til et kuld black tan og ruby Cavalierer. Jeg havde ingen cigarer så han fik et dejlig stykke tørret lever i stedet, for at fejre begivenheden. På søndag tager jeg på barselsbesøg (og så HAR det kamera bare at være dukket op!!)

Jeg har også kartet alt lammeulden og spundet en god portion af det. Den ene ham er stadig silkeblød og den anden - som der er mest af - føles mere kradsende. Men det er supernemt og dejligt at spinde, så jeg har fyldt et par spoler og fantaserer om striktrøjer. Jeg har også for nogen tid siden fået løfte om en ham fra Dana, så jeg venter med at tage endelige beslutninger til jeg har set hvordan sådan en spelsau-ham ser ud og føles, måske kan man blande de to typer uld til en mønstret islænder-agtig sag....

Fåreklipperdebut

For en lille uges tid siden slagtede min svigerfar sine to gotlænder-lam. Siden foråret har jeg beundret deres fine pels, så efter slagtningen gemte han skindene til mig og igår havde jeg så min debut som fåreklipper.
Skindene havde tilbragt et par dage på græsplænen (i regnvejr) og et par dage i tørvejr på et par savbukke. Jeg kiggede til dem da de var nyslagtede og dér syntes jeg godtnok de lugtede meget stramt, men da jeg klippede dem i går, duftede de bare af lanolin og rent får.

Først en lille grovrensning af skindet. Lammene havde gået i en fold med et dejligt gran-hegn, så der var lidt pinde og nåle, men overraskende få, synes jeg. Og nemme at pille ud.



Udenpå så pelsen ret brunlig ud og inderst var den fuldstændigt sølv-grå. På det ene lam var pelsen meget krøllet inderst, på det andet (dette) var pelsen mere glat og meget, meget tæt. Det "glatte" lam klippede jeg næsten dobbelt så meget uld af, som af dens tvillingebror med den krøllede pels.

Jeg får næppe nogen præmie for den ujævne klipning. Den pels der sad tilbage inderst på skindet var super blød og fuldstændigt fri for skidt og snavs.

Før vask...jeg glemte at veje, men der forsvandt godtnok en hel del mørkebrunt mudder i afløbet, og den uld der nu ligger til tørre på mit badeværelsesgulv, ser nu heller ikke ud til at være udpræget brun.

Efter vask i følge anvisninger fra Spindeforeningens forum var ulden fra det mest krøllede lam fuldstændigt silkeblød og forbløffende u-filtet, nærmest lige til at spinde. Ulden fra det andet lam var filtet en lillebitte smule, men kunne nemt trækkes fra hinanden.

Jeg er begyndt at fantasere om uldtrøjer og spinding af gotlændergarn og føljetonen fortsætter...

Hvor snedig er man så...?

Engang vaskede min gode mand en af mine yndlings hvide skjorter sammen med noget der gav den en yndig lyseblå nuance og siden har jeg været chef for vasketøjet. Uden den store begejstring dog og alle i huset bliver af og til glædeligt overraskede over at genfinde et stykke tøj de helt havde glemt de havde fordi beklædningsgenstanden har tilbragt lidt vel lang tid på bunden af vasketøjskurven.
Nåmen så skiltes sål og overlæder på søns SFO-indesko u-limeligt fra hinanden og nye futter måtte der til. Og er der noget der er sjovt og dejligt at fremtrylle, så ér det filtede sko!
Man kan blive lidt modløs når man sidder med det slaskede stykke striksag uden facon, men stor er magien og begejstringen når man så - efter en 40 graders vask (vupti - både filtsko OG svind i vasketøjskurven på een gang!!) - kan vikle et par dejlige futter ud af lidt vasketøj.

Søn var heldigvis passende begejstret, selvom han godt kan være lidt af en mode-tyran, der sjældent er enig med sin mor om hvad der er fedt og hvad der er coool't
Et nyt par til datter er på vej i vaskemaskinen og jeg begynder så småt at frygte at løbe tør for vasketøj *tøhø

Oh Happy Day!

I foråret anskaffede husstanden sig fire silkehønsekyllinger. De var sådan halvstore kyllinger da vi fik dem, men eftersom silkehøns bliver ved med at være dunede var det svært at sige hvornår kyllingerne blev til høns.
Men ingen æg kom der, selvom de ifølge alt hvad jeg kunne læse mig frem til teoretisk set burde være begyndt at lægge æg i løbet af sommeren.
Jeg havde vænnet mig til tanken om, at jeg nok måtte vente til foråret, hente fire æg og så se mine høns lægge sig skruk af bar' forårsfornemmelser.
Men SÅ forleden, da jeg måtte genne høns i læ for stormen (de er ikke så kvikke at de nødvendigvis søger læ af sig selv, selvom regnen pisker ind under hønsehuset hvor de ellers ynder at sove), fyldte jeg lige et ekstra lag halm i hønsehuset og SÅ! Så lå der to æg!
Stor begejstring, ikke mindst hos søn, der er dybt fascineret af, at man kan lave sådan noget selv, bare ved at putte brød og madrester i noget fjerkræ ude i haven. For ham er en hel del madvarer en slags grundstoffer der...bare er der. Sammenhængen mellem jord og bord er ikke helt gået op for ham endnu, men den interesserer ham meget og det er små mirakler for ham hver gang endnu en flig af mysteriet bliver opklaret.

Efter behøring beundren og fremvisning af æggene, blev de til to bittesmå portioner røræg og toast som de søde børn ærbødigt satte til livs med forbløffede kommentarer om det udsøgte mellemmåltid. Jeg fik lov til at smage en lille krumme æg på størrelse med et punktum, og søn forvissede mig om, at der var så meget smag i de fantastiske æg, at jeg sagtens kunne smage det, selv i sådan en lille krumme.
Det kunne jeg nu ikke, men siden forleden er der kommet et æg om dagen, og det er ligesom at åbne en låge i julekalenderen at kigge i hønsehuset om eftermiddagen efter skole og arbejde(efter først at have tjekket tidligt om morgenen før skole også, selvfølgelig) og mine søde børn er blevet usædvanligt opmærksomme på hønsespanden.

Og min mand har nikket indforstået til mig og sagt, at de to æg godtnok var de dyreste æg han nogensinde havde set, men at det rigtigtnok var en herlig idé jeg fik i foråret, da jeg ville have høns.

Lady Moss Mittens

Det er isnende koldt om morgenen og helt klart ved at være vantetid igen.
Sidste år blev jeg særdeles glad for Lady Moss Mittens og i år har jeg fået lov af Kristin, der har fundet på de her vanter, til at oversætte mønsteret til dansk.

Lady Moss Mittens - Handsker med uldfor.

Du skal bruge:

Ca. 100g uldgarn til p. 3.5, gerne superwash, for at undgå vinter-vejrskrympning og rigtigt gerne håndspundet for ekstra lækker-hed.
25g uldfibre i bånd.
Pind 3.5, enten strømpepinde eller en rundpind til ”Magic loop”.
3 maskemarkører.

Uldforet:

Når du skal strikke foret, altså de løse uldfibre, ind i vanten, skal du bruge en lille tot på 4 – 5 cm og af tykkelse som en blyant. Man kan trække passende totter ud af den ene ende af fiberbåndet.
Når du kommer til den maske der skal strikkes med uldtotten, lægger du bare totten over din finger sammen med garnet og trækker ulden med igennem den maske du strikker, sammen med garnet, som én maske. På vrangsiden kan du lige trække let i uldtottens ender så de er lige lange, men man får hurtigt styr på at anbringe fibrene rigtigt. På næste omgang strikkes uldtotten og garnet sammen som én maske.

Slå 36 m op og strik rundt, marker rundens start med en maskemarkør.
Strik 8 cm rib, 1 ret 1 vrang.
Strik herefter ret og indsæt uldtotter i masker efter skemaet (startende nedefra):

XXX= uldtot

Runde 1: slå 9 masker op jævnt fordelt, i alt 45m.

Tommelfinger:
Notat: Forsæt med at indsætte uldtotter efter skemaet, men spring over tommelfinger-maskerne og fortsæt med totter ifølge skemaet efter den 2. maskemarkør.
Runde 2: strik 22r, placér markør, m1, 1r, m1, placér markør, strik resten af runden.
Runde 3: Strik alle masker ret.
Runde 4: Strik 22r og lad markøren passere, m1, strik til næste markør, m1, lad markøren passere, strik resten af runden.
Runde 5: Strik alle masker ret.
Strik runde 4 og 5 fem gange mere.
Strik tre runder ret.
Gentag runde 4.
Strik en runde ret.

Strik til markør, flyt markøren og placér tommel-maskerne på en rest garn eller en hjælpe/vente-pind, fjern markør nummer to og strik resten af runden ret.

Strik alle runder ret (stadig med uldtotter efter skemaet) til vanten når lige over den kommende vante-ejers lillefinger. Slut med en runde 1 eller 4 på uldtotte-skemaet. Resten af vanten strikkes uden uldtotter.

Indtagningsrunder:
1. Runde: *1r, 2m drejet r sm, 16r, to r sm, 1r* Placér markør og gentag fra * til * en gang.
2. Runde: Strik alle ret.
3. Runde: *1r, 2m drejet r sm, strik til der er 3 m tilbage før markøren, 2 r sm 1r* gentag en gang.
4. Runde: Strik alle ret.
Gentag runde 3 og 4 en gang mere
Gentag runde 3 til der er 20 masker tilbage.

Arranger de sidste 20 masker på 2 pinde med 10 masker på hver pind, og sy maskerne sammen med maskesting.

Tilbage til tommelfingeren:
Placér en markør for at markere omgangens start. Strik en omgang og slå en maske op mellem sidste og første maske.
Runde 2 – 6: Strik alle ret.
Runde 7: *1r, 2m r sm, 2r* gentag to gange mere.
Runde 8: Strik alle ret
Runde 9: *1r, 2m r sm, 1r* gentag to gange mere.
Runde 10: Strik alle ret.
Runde 11: *1r 2m r sm* gentag to gange mere.
Runde 12: Strik alle ret.

Klip garnet og træk det igennem de sidste masker, stram til og hæft ender.

Gentag hele processen til den anden vante.

Jeg har ikke prøvet at oversætte et mønster før, så hvis der er noget der er uklart eller svært at forstå, hører jeg gerne om det.
Angående rettighederne til mønsteret henvises til CraftLeftOvers.

Noget om svampe

I søndags var der svampefarve-dag hos Spindeforeningens Birthe P.

Jeg havde - sammen med flere andre - glædet mig i månedsvis, og jeg er sikker på at vores akkumulerede forventning må have været med til at sikre det dejlige vejr, så dagen i skov og have og rundt om bål blev rigtigt, rigtigt vellykket og særdeles inspirerende.

Alle havde medbragt adskillige bundter garn til at farve med de svampe vi fandt og med svampe som Birthe tidligere havde indsamlet.

Der herskede et dejligt foretagsomt og kreativt kaos omkring farvegryderne, men alle farverne så aldeles fantastiske ud i gryderne og da garnet var farvet, kunne vi regne ud og gætte os til, hvad der var farvet med hvad. Og her er mit tørrede og skyllede garn fra dagen:

Og disse er alle farvet på alun-bejdset garn med - fra venstre - Sortfiltet Netbladhat på gråt garn, Sortfiltet Netbladhat fra fryseren på hvidt garn, Brunporesvamp efterbehandlet med jern, FunkyFungus (Knippel Svovlhat) på gråt garn, Rørhat, Grønkødet Slørhat og Cinnoberbladet Slørhat.

Jeg synes det er fuldstændigt fantastisk og lidt utroligt så kraftige og klare farver man kan få ud af nogle kurvefulde smattede svampe.

Jeg har haft efterårsferie i denne uge, så forleden bejdsede jeg noget mere garn, og drog i skoven efter svampe.

Jeg fandt lidt forskelligt, som jeg identificerede i en svampefarvebog da jeg kom hjem, og da det viste sig at de tre - fire forskellige svampe jeg havde hjembragt allesammen (hvis jeg altså havde genkendt dem rigtigt i bogen) ville farve gult, så blandede jeg hele molevitten sammen i en gryde og ventede spændt på hvordan farven ville blive.

Og gul blev det:

Den ene af de svampe jeg puttede i hedder Karry Kanel Slørhat (eller noget i den retning), og farven er rigtigt karry-gul på hvidt garn og lidt grønlig på gråt garn.

På farvedagen hos Birthe fandt vi så mange svampe at vi alle kunne få lidt med hjem, og dem har jeg også farvet med, så det kunne give til en hel svampefarvet sweater:

Okay, godtnok kun i størrelse 2 - 3 år, men en sweater er det da.

Desværre er svampesæsonen ved at være slut, men så er jeg klar igen næste år!!

En lille vendevest

Jeg tror jeg har fået en monterings-baktusse, jeg er ihvertfald blevet frygteligt sløv til at få syet sammen, hæklet kanter, hæftet ender og den slags, der jo ellers markerer afslutningen på veludført dåd.
For nogen tid siden syede min mor en børne-trøje sammen, der havde været færdig i et lille års tid. Og jeg har stadig ikke taget mig sammen til at udvælge og montere nogen knapper.

I går lykkedes det mig dog at hæfte ender og vaske den Cobblestone jeg har strikket til min flinke mand (ikke uden et hemmeligt ønske om at han ikke kunne passe den, så jeg selv var nødt til at beholde den. Den passer fint, i øvrigt.)
Og siden det nu viste sig at været ret så tilfredsstillende, fik jeg hæklet kanter og syet knapper i en mini-vendevest, det er tænkt som en julegave, så bare lad som ingenting.....selvom den blev så fin at jeg er nødt til at vise et billede

Garnet er spundet af eet af mine første forsøg udi fiber-farvning, og resultatet er en anelse mere lilla end billedet antyder. Kanterne er rå-silke og holder rigtigt godt sammen på vestens facon.

Mens jeg fortsat undgår de der vanter i mønsterstrik, har jeg strikket lidt på en hættetrøje til søn og trævlet et strandet pige-kjole projekt op, så jeg nu kan tage fat på endnu en Fiona, som jeg jo synes er en helt vidunderlig model og jeg har lækkert "supersoft" garn i en dejlig mørklilla farve, som råååååber på at blive til pynt og begejstring.

Jeg har dermed fire strikkeprojekter på standby, jeg der ellers hader løse ender. Men jeg kan åbenbart rigtigt godt lide at begynde på ting, så så må det bare lige tage lidt længere tid at blive færdig.

Gi mig blå!

I torsdags farvede jeg fibre til en vest jeg havde tænkt mig at "opfinde".

Fredag/lørdag spandt jeg så mens jeg udtænkte mønsteridéer og søndag strikkede jeg.

Jeg er virkelig dårlig til at strikke uden mønster, men jeg kunne godt tænke mig at strikke en vest til min datter i en helt bestemt facon og i øvrigt skulle den strikkes i forskellige retninger, sådan lidt modul-agtigt. Faconen viste sig at være overraskende nem at ramme, eller også var jeg bare usædvanlig heldig. Jeg trævlede kun op een gang, fordi et forstykke viste sig at blive for stort/for langt.

Det med at strikke på forskellige led'er viste sig væsentligt sværere, og jeg endte med at slå mig til tåls med lidt strik på langs under armene og lidt bagpå. Vesten blev fin. Jeg begriber ikke at jeg har glemt at fotografere den - billeder må komme senere.

Fibrene farvede jeg lidt på må og få med et skvæt turkis og lidt gult og vupti: Grønt som altid:

Okay, også lidt blåt og gult, men billedet snyder, hovedindtrykket af det færdige garn og vesten er altså: Grønt.

Tirsdag havde jeg en aftale med en tidligere kollega. Aftalen involverede - udover scones fra van Hauen, kaffe og det udsøgte selskab, også lidt håndarbejde og mandag aften kom jeg i tanker om at farve nogle fibre til lejligheden, lyntørre dem og medbringe rok.

Igen lidt spontan farvesjaskeri, dog med et vagt fortsæt om, at resultatet skulle blive blåligt. Jeg tilsatte kun en mikro-lillesmule gult. En LILLE BITTE smule.

Men fibrene blev saftigt grønne. Svagt blålige sine steder, men ellers max grønne, på den dejlige, forårsagtige måde, men bare ikke BLÅ som jeg havde tænkt mig.

Jeg begreb ikke hvad der var svipset, men i tirsdag aften VILLE jeg altså have blå fibre, og da jeg heldigvis ikke havde mere gul farve blandet op, fik jeg omsider blå!!

..og orange garn også, men det er en anden histore og den handler om julegaver, så bare lad som ingenting.

Bagerst ses mine BLÅ fibre, med et skvæt bordeaux, som jeg aldrig helt ved hvordan falder ud. Tit bliver bordeaux lidt lilla, især hvis den er fortyndet lidt for tyndt som her.

Forrest på billedet ses - med røg og damp - et par krydsnøglede portioner sokkegarn. Jeg har eksperimenteret lidt med at sætte et nøgle garn ned i en beholder med forholdsvis tyndt fortyndet farve, så farven går halvt op på nøglet. Det giver en sjov, skæv og uregerlig fordeling af farven i korte frekvenser. Når nøglet er tørt, vikler jeg det op i et nyt krydsnøgle, og farver igen på samme måde igen, enten med samme farve i en anden nuance eller med en kontrastfarve. Resultatet bliver rigtigt spændende, synes jeg.

Før jeg gik i gang med gårsdagens farvning, ledte jeg i øvrigt i lang tid efter oplysninger om, hvor længe og ved hvilken temperatur man fikserer farverne, hvis man bruger sin ovn i stedet for mikrobølgeovnen, som jeg plejer.

Til sidst gav jeg op og skrev om hjælp hos Karin og det er derfor jeg kan afsløre at omtrent halvanden time v. 200 grader giver fint, friskbagt fiber i farver.

Man skal selvfølgelig sætte sine fibre i en kold ovn, så de bliver varmet langsomt op. Desuden skal de være dækket til, så de ikke "koger tørre" undervejs, og man skal som sædvanligt være omhyggelig med at lade dem køle langsomt af, for at undgå filtning.

Jeg gav mine fibre 1½ time i ovnen ved de der 200 grader, og lod dem derefter stå i yderligere en halv time i slukket ovn, for at "give dem det sidste", og farven ser ud til at sidde fint, minimal afsmitning i skyllevandet.

Langt ude

Datter og jeg har været langt ude i dag. Vi startede her:

Og så gik turen ud gennem skoven langs med kanalen på en guidet tur for børn og barnlige sjæle gennem installationerne i skoven.

Der var masser af magi. Træer med støvler på:

Bogstabler på flere meters højde:

Og en temmeligt stor væg fyldt med post-it notes, der tog sig aldeles imponerende ud der, langt ude i skoven.
Der var bogstav-træer, hvor man kunne stave sit navn:

Og en lyrisk bro:

Reflekstræer:

Og kunst der var til at tage og føle på:

Undervejs langs åen kunne man svagt høre fløjtetoner, og sørme så, pludselig kunne vi se en mand stå ved vandet og spille fløjte, så der lettede sommerfugle i hovedet på os alle, og selv de ivrigste dinosaur-jagende børn blev helt stumme af ærefrygt.

Jeg synes at det er meget spændende at opleve kunst sammen med børn, der tit ser noget helt andet end dem der har "forstand på det", og denne her udendørsudstilling er bare lige i øjet. Der er gode kunstoplevelser for både børn og voksne på uhøjtidelig vis. Og vi skal hel sikkert ud og se på det hele igen.

Der er guld i de strikkepinde!!

Jeg har sikkert haft lidt vel god tid på kontoret i dag, ihvertfald bragte overspringssurfing mig ad uransaglige veje (okay så: Via BT's kvindesektion) forbi Gudrun og Gudruns hjemmeside hvor de havde et helt utroligt tilbud på højeste mode disse dage: Sweateren fra Forbrydelsen!

Billede fra Kulturplakaten.dk

Kun lige over 2000 hårdtbeskattede danske kroner for den røde trøje, håndstrikket og med strikkerens egen signatur på et certifikat der følger med, se selv her.

Jeg følger ikke med i den der krimiserie. Så mange ugers udsat forløsning er mere end hvad jeg kan holde til, men alligevel ringede der en klokke, meget svagt i mit baghovede, for tidligere på sommeren havde jeg nemlig set dén trøje et andet sted også. Klik-klik og voila.

Butik Strik i Hillerød låner ikke bare sådan sine billeder ud (ihvertfald ikke når man ikke spørger først), så du må selv klikke forbi. Til gengæld får du et rigtigt godt tilbud hvis du selv fatter om strikkepindene: Opskrift på forbrydelses-trøje og 400g lamauld: 242,-.
Så vidt jeg kan vurdere er det endda særdeles velegnet TV-strik og trøjen skulle nok kunne være færdig før de finder morderen.

Pulsvarmer med kanin.

En af mine veninder er god til kaniner, og da hun fik nys om at jeg så mig om efter en angorakanin, holdt hun også udkik og forleden havde hun så fundet nogle hvide, rødøjede af slagsen.

Jeg skal dele min angorakanin med mine søde børn, og de vil absolut have een med mørke øjne, så jeg måtte melde pas. Og efter lidt betænkningstid kørte min veninde så ud og købte dem til sig selv!

Kaninerne skulle klippes med det samme og da min veninde ikke selv hverken spinder eller strikker, faldt der lige 100g fibre i min turban i søndags. Hun har aldrig klippet en kanin før, men jeg havde forklaret hende det uhensigtsmæssige i dobbeltklip, og jeg fandt ikke eet eneste i hendes allerførste klip. Fantastisk.

Kaninejerens eget billede midt i den første kaninklipning

En del af fibrene kartede jeg omgående sammen med en portion påfugle-grøn merino med lidt nylon-fibre i, og spandt et - tilsigtet - ujævnt garn. Til min overraskelse blev resultatet mere blåt end grønt, men rigtigt godt, meget varmt og lækkert loddent. Jeg er lige blevet færdig med at strikke pulsvarmere af det og her er lige et hurtigt billede, før datter tog dem på, kastede sig på cyklen og kørte i skole.

Mønsteret har jeg fundet via Ravelry, det har et fint mønster over håndryggen, der godtnok drukner lidt i den lodne angora i min udgave, men mønsteret får pulsvarmerne til at ende i en bue ned over fingrene, så de holdes dejligt varme, og giver en følelse af at have trukket ærmerne på en lun trøje ud over hænderne.
Heldigvis har jeg garn nok til et par mere, og masser af angora tilbage, som jeg er i gang med at spinde til et totrådet garn til noget strik der kan lune om halsen.

Magic loop

Nåokay så.

Undskyld til garndamen i Helsinge, der forsøgte at forklare mig hvordan det der Magic-loop angiveligt skulle gøre det muligt at strikke rundt uden at fægte med 8 - 10 dødsensfarlige strømpepindespidser. Jeg var skeptisk, stresset og mat ved udsigten til at der IKKE fandtes en nem løsning på mønsterstrik på fire pinde i det fine, detaljerede mønster jeg lidenskabeligt har forelsket mig i og som sædvanligt uden blik for egne begrænsninger har kastet mig over.

Det viser sig, at Magic-loop ikke er endnu en konspiration mod folk der gerne vil finde et lavere og mindre farligt sted at passere gærdet, og som ikke kommer godt ud af det med strømpepinde. Det kan GODT lade sig gøre at strikke en lille cirkel med en meget lang rundpind:

Desværre er jeg stadigvæk ikke særligt god til mønsterstrik. Men jeg er entusiastisk og jeg vil bare så gerne have sådan et par vanter med vintertræer på....

Dette er ikke TV-strik, heller ikke særligt velegnet til mens-børnene-laver-lektier-og-hele-tiden-spørger-om-noget-strik. Absolut uegnet til at tage et par masker på mens man venter på at kartoflerne koger, så det går laaaangsomt fremad på stille dage på kontoret. Heldigvis er det endnu ikke handske-koldt om morgenen.....

Running in the family....

Dengang jeg gik i skole, blandede mine forældre sig ivrigt i blandt andet noget geografiundervisning med et omfattende foredrag om Norge (tror jeg nok, jeg hørte ikke efter) og jeg mener bestemt især min far begav sig afsted til forskellige bestyrelsesmøder i "tide og utide" og min mor var involveret i forskelligt frivilligt arbejde.

Selv startede jeg i elevrådet så tidligt som man nu gjorde det, og fortsatte gennem elevråd, trivsels- og skolebladsudvalg gennem hele min skoletid. Derefter har jeg haft en enestående evne til at blande mig ind i alle mulige bestyrelses-agtige ting, lige fra lokalradio-brugergrupper til min højt skattede spindeforening. Og nu jeg tænker over det, så er jeg faktisk også officer i det online multiplayerspil jeg af og til rydder hjernen med. Du godeste.

For det meste har jeg nydt de ting jeg har involveret mig i, men enkelte gange har jeg haft en fornemmelse af at have taget munden for fuld, så til gårsdagens forældremøde i søns klasse, da der blev spurgt efter kandidater til klassens kontaktforældre, koncentrede jeg mig om at holde vejret og tænke på uforstyrrede tv-aftener med strikketøjet. Og heldigvis - lige før jeg mistede bevidstheden - meldte en flink, ny far sig på banen.

Men næste gang de spørger råber jeg: "Jeg vil!!", for jeg kan jo tage strikketøjet med til kontaktforældremøder...og kage....

Nåmen.....nu til pointen.

I dag var der elevrådsvalg i datters klasse, og med et komfortabelt stemmeflertal (mit udtryk, ikke hendes), tager hun et år mere som klassens elevrådsrepræsentant.

Den slags engagement er ikke noget vi har talt meget om herhjemme, men hun vil bare rigtigt gerne og er meget optaget af at yde en indsats og tage en ordentlig luns af den mulighed for indflydelse som hun får indenfor rækkevidde i elevrådet.

Jeg er stolt igen.

(Fotografens selvportræt med let modvillig, tvangsindlagt hund)

Endnu et af hverdagens mysterier....

I nærheden af hvor vi bor, er der et hus, der har et navn. Okay, der er faktisk masser af huse med navne, men dette er anderledes.

(Billede taget m. ca. 50 km/t)

Navnet er nærmest et logo og desuden udført på et metalskilt i masser af farver, der er tale om vinger og alting, og jeg havde nok tænkt noget rocker-motorcykel-bande noget. Eller måske noget religiøst, med de der vinger.

Men så en dag kom min nevø på besøg. Han er fire år gammel og denne dag var han iført en kasket med samme logo på! Det var dér jeg opdagede at der var tale om en majskolbe med vinger, hvilket virkelig tændte mine nysgerrighedslamper. ENDNU mere underligt husnavn.

Mysteriet er løst, tænkte jeg, og udspurgte barnets forældre om kaskettens oprindelse. Ikke alle kasketter - bare den her, med det her logo, ing.

Men min undren blev endnu større, da det viste sig at DEKALB er navnet på noget bestemt majs...muligvis gensplejset, eller også er det bare mine fordomme om bevingede ting, der spiller ind igen.

Godtnok bor vi på landet, men altså....hvem kalder sit hus noget med muligvis-gensplejset-majs?!

En søgning på nettet bragte mig til en lille kommune i Alabama. Og DEKALB er et brand, der findes på masser af kasketter, skilte og papkrus

(Billede af papkrus fundet her)

...men jeg undrer mig stadig. Og en dag må jeg medbringe småkager og stoppe og spørge når vi kører forbi majs-huset.

Twisted

Som så ofte før lod jeg mig for nogen tid siden inspirere og friste på Karins hjemmeside og i weekenden trængte jeg til en pause fra mit tv-strik på vendestrikssjalet og tog fat på et snoet tørklæde fra bogen "Knitting new scarwes" af Lynne Barr.

Bogen er helt fuld af fantasifulde tørklæder i forskellige indviklede teknikker, der virkelig tager sig godt ud, og faktisk var ihvertfald dette tørklæde ikke nær så svært som jeg synes det så ud til.

Faktisk skulle jeg bare lige læse opskriften grundigt igennem et par gange, så var den der, og mønsteret er så nemt og "catchy" at det var rigtigt svært at stoppe igen, så det blev til omkring tre meter før jeg besindede mig. Men fint ser det ud, og jeg skal helt sikkert lave flere.

Garnet er noget merino i to forskellige grønne nuancer, der er blandet på kartemaskinen sammen med en sjat pink'e tencelfibre.

Nu med billeder igen!

Hurra!

Efter længere tids søgen genfandt jeg omsider adapteren til husstandens digitalkamera.

VIRKELIGT tåbeligt at sådan en vital dims skal være så latterligt lille!

Nåmen så kan jeg vise billede af min seneste vendestriksvest, denne gang i grønlige farver, som blev til i sommerferien under en intens jagt på limegrønt. Jeg fik masser af limegrønt, og en hel del andre yndlingsfarver og -nuancer, der sammen med de bordeaux-brunlige og turkisblå stænk spiller ret godt sammen hvis jeg selv skal sige det.

Farvningen kan på ingen måde genskabes i øvrigt. Jeg morer mig stadig alt for godt med mine impulsive sjatfarvninger til at gøre mig brugbare notater, udover de totter uld jeg har farvet i alle tolv farver der findes i farvesættet og som jeg bruger som referencer og til inspiration når jeg farver.

Denne vest er strikket i den mindste voksenudgave. Jeg er ikke specielt lille i det, men eftersom børnestørrelsen passede mig rigtigt godt og jeg ikke kunne tænke mig en større vest, så undgik jeg de større voksenstørrelser, og er også vældigt glad for faconen og pasformen på denne.

Forskellen mellem voksen- og børnemodellen er noget med lidt mindre "flagr" på skulderen over ærmegabet og så tror jeg også der er lidt længere rundt om livet, ihvertfald føles den grønne lidt løsere, men måske skal den bare bruges lidt.

Jeg har straks kastet mig over noget mere vendestrik, dennegang et "Cirkelsjal"/kuskeslag som min mor har strikket op til mig i tortur-uld fra min svigerfars gotlandske får. Sjalet er gudesmukt men i gotlands-udgaven skal det uden på en jakke eller eventuelt en beskyttelsesdragt, og det er lige knap koldt nok til så meget overtøj endnu, synes jeg. Min udgave af sjalet strikker jeg i den lysegrå/blå som ses på billedet med kameraadapteren, det er en utroligt blød og glansfuld blanding af silke og merino som jeg købte af Renée Darley på fåremarekedet i Hedehusene.

Jeg skiftevis spinder og strikker og jeg synes det er dejligt at arbejde med det samme projekt på både rok og pinde. I går aftes trævlede jeg dog en del op igen, fordi jeg spændt og optaget lynstrikkede mens jeg så "Mænd der hader kvinder" og strikkede alt for langt før jeg opdagede at jeg havde sprunget halvdelen af en vendestrikskile over. Dét var en god og spændende film!

Top 1 liste

...over ting man ikke har lyst til at finde, når man åbner datters skoletaske efter 6 ugers sommerferie med en gennemsnitstemperatur på 22 graders varme.

Ja, det ér en af de frygtede, legendariske glemte madpakker fra før-sommerferien.

Præcis hvor langhåret indholdet var blevet kan jeg ikke udtale mig om, da datter blev beordret til at bringe mug-bomben direkte til den udendørsskraldespand hvor hele molevitten blev deponeret uden yderligere inspektion.

Forresten har vi vist også snart bryllupsdag.

Jeg kom til at tænke på, hvordan mænd og kvinder egentlig har det sammen, forleden da vi havde været i IKEA.

Jeg eeeeelsker IKEA og kunne tusse rundt derinde og fantasere dagen lang, hvis jeg fik chancen. Men jeg gider ikke skære tænder over bindegale bilister på den alt for snævre parkeringsplads og jeg får fis i bøtten når der er for mange mennesker der tramper rundt på for lidt plads indenfor.
Og så vidt jeg kan fornemme, så har 8 ud af 10 IKEA kunder det præcis som jeg. Når jeg løfter blikket fra det snedigt indrettede mini-køkken eller det virkeligt gennemtænkte opbevaringssystem og kigger på de andre kunder der trasker rundt i møbel-ørkenen, så er det rystende at se hvor mange ægtepar der går rundt og snerrer dæmpet og hadefuldt af hinanden og sender dræbende blikke på tværs af spiseborde i massiv bøg.

Jeg gav min egen mand en ordentlig krammer mellem badeværelsesudstyret og børneværelserne, fordi han gider tage med mig og parkere bilen for mig. Skubbe indkøbsvognen og løfte 38 kilo reol op på en vogn for mig, før han stod i kø, mens jeg løb på toilettet med et barn der pludselig IKKE kunne vente længere.
Og hele vejen igennem er han venlig, lytter til hvad jeg siger og svarer når jeg spørger ham om denne eller hin lampe mon er for stor til nyt kontor….Og jeg ved endda, at han HADER så mange mennesker på så lidt plads, kø gir ham hjerteflimmer og en fredag eftermiddag i Netto kunne formentlig få ham indlagt på en lukket afdeling.
Jeg føler mig så gennemheldig når vi hjælpes ad og ikke er dem der vrisser og skælder ud på vej ud til bilen.

Fåredage

For en uges tid siden var jeg til Fåreavlerforeningens Fåredage i Hedehusene.
På forhånd glædede jeg mig vældigt, jeg ved ikke præcis hvad jeg forventede, men jeg havde ihvertfald store forventninger til fiberindholdet af sådan en fåredag.

Min mor var rejst helt fra det mørke Jylland for at gøre mig selskab, og vi havde en hel del sjov ud af at finde markedet på et stort område der hedder "Hedeland", og mødte undervejs et ægtepar fra Fyn der til vores bestyrtelse spurgte os om vej til samme sted.
Det endte med at vi ringede til min private Krak-Hotline, der venligt guidede os på rette spor (som vi havde krydset et par gange undervejs), og som ikke mistede fatningen, selvom jeg ihærdigt forsøgte at skabe en god panik-stemning med tilråb som "Vi styrter!!!" mens han forklarede min mor hvor vi skulle dreje og jeg skulle forestille at køre bil og høre efter.

Jeg må sige, at det var endnu bedre end forventet! Faktisk så godt, at jeg gik måbende rundt, og fuldstændigt glemte at tage billeder af herlighederne, efter at have taget eet eneste billede fra parkeringspladsen.

Der var alverdens fristelser, mange inspirerende strikkede og vævede ting, en hel del garn, men også en masse fibre, så det er helt klart et marked jeg skal besøge igen næste år!!!

Jeg havde en vag forestilling om at købe en hel ham - altså en hel klipning fra et får eller et lam - for selv at vaske og karte mig frem til en sweater eller hvad slutproduktet nu kunne blive, men den slags så jeg ikke noget af. Det var der måske alligevel, der var nemlig utroligt meget at se på, men jeg fandt ikke en "hel ham" denne gang.

Der var også fibre, der stadig sad på får af forskellige racer, der var endda en fåreavler der kunne præsentere et får med to uge-gamle lam der var født udenfor sæsonen.
Og så var der fed fårepølse, stærk gedepølse, fåre-sandwich og dejligt vejr, så der skal vi hen igen næste år.

Så kan man lære det!

Jeg er opvokset med et sæt overordentlig hjælpsomme forældre.
Utallige gange har min bror og jeg ventet i bilen, mens mine forældre hjalp med at skubbe fremmede menneskers biler igang, eller gravede naboers biler fri af snedriver.
Jeg har ikke tal på hvor mange naboers blomster de har vandet, høns de har fodret eller indkøb de lige har taget med hjem.
Forleden stoppede min far midt i en kapsejlads, for at hjælpe en anden sejler, der var gået på grund i nærheden. Og det var sådan en opsigtvækkende gestus, at han blev belønnet med et sæt vinglas ved sæsonafslutningen i sejlklubben.

Som den opmærksomme læser nu kan regne ud, handlede jeg derfor nærmest efter instinkt, da naboen for nogle uger siden kom og fortalte, at NU tog de til England i 14 dage, og jeg automatisk spurgte, om de havde brug for hjælp til blomstervanding mens de var væk.
Naboen sagde at de havde en aftale med en anden nabo, der plejer at vande hos dem, men kom kort efter tilbage og fortalte, at denne nabo også skulle på ferie, og om jeg så ikke lige kom og fik en kop kaffe, mens de forklarede mig, hvordan vanderutinen var hos dem.

Det var dér jeg kom i tanker om, at naboen har områdets mest forkælede og smukke have....

Da vi flyttede ind, var han netop i færd med at si al jorden i halvdelen af sin have gennem store sier, for at sortere sten og ukrudt fra jorden, før han tilplantede. Al jorden lå i nøje sorterede bunker på et par meters højde, og her gik han og gravede og siede i månedsvis.
Hans georginer (tror jeg de hedder. Det er sådan nogle høje, fine blomster i alle mulige farver) er sådan nogle han har bestilt to år i forvejen hos en særlig georgine specialist, og løgene...knoldene? skal helst have 8 timers lys om dagen i vinterhalvåret, så derfor bor de i hans kælder, hvor han har et tænd-sluk ur til at give dem det nødvendige lys, hvilket på et tidspunkt gjorde mig helt sikker på at de havde indbrud, fordi der var lys hos dem, mens de var bortrejst.

Wau - jeg var nervøs, da jeg gik til kaffe til naboen og rimeligt rystet over at de turde betro mig opgaven at passe deres blomster i 14 dage, en opgave jeg tydeligvis ikke er rustet til. Men de har udsigt til vores vilde, brombær-bevoksede skråning hver dag, så de må jo have været desperate og jeg kunne ikke finde på en måde at slippe udenom på, så jeg har frygtsomt vandet naboens have i 14 dage nu.

Men intet er visnet! Enkelte små lilla blomster, nogle gule og en hel mængde lilla, som ser meget særlige ud, er væltet frem, og drivhuset har belønnet mig med en mild strøm af agurker
De havde sat alle deres krukker og potter i et lille blomster-hav under et træ, så det har været nemt at gå til, og min lille afskedsvandring i haven i går aftes, gjorde mig næsten helt melankolsk ved udsigten til at vandetjansen er slut.
Men så så jeg lidt ukrudt og en lille hær af dræbersnegle, og så huggede jeg et kirsebær og havde det helt fint med at gå hjem til min egen forsømte, men selvhjulpne have igen.

Nu m. indhold

Arj, jeg er altså ikke så meget for at trække i striktøj'er til ære for fotografer, men jeg er så begejstret for denneher vende-vest, at jeg alligevel ikke kunne lade være.

Den sidder supergodt og er bare så let og behagelig at have på. Og passer så vidt jeg kan bedømme (med mine begrænsede fornemmelser for mode, godtnok) til de fleste tøjstykker i min garderobe.

Jeg har farvet mere sokkegarn i dag:


En bemærkining i spindeforeningens forum fik mig på sporet af urea-salt, som viser sig at være noget landmænd tilfældigvis ved noget om og en lidt nølende forespørgsel til en veninde viste sig at være meget mere fornuftig end jeg først troede, så en pose urea-salt er på vej til mig, og sokkegarn på vej den anden vej.
Men når jeg nu havde en god undskyldning for at erklære undtagelsestilstand i køkkenet og pakke spisebord og omgivelser ind i plastik, kunne jeg jo ligesågodt farve noget ekstra sokkegarn. Især nu hvor jeg jo er sådan een der kan strikke sokker, tøhø, så det blev til adskillige ekstra fed sokkegarn.
Det er meget spændende at hælde farver på garnet og eksperimentere med at blande mere og mindre vand i og at blande farverne med hinanden. At hælde en ny farve ovenpå eller planlægge en stribe farve, der skiller sig ud. Eller "river" som en klog svampefarverinde engang sagde: Når man sætter farver sammen, så skal der være noget der skiller sig ud og "river".
Det er ihvertfald rigtigt sjovt at arbejde med, og når så farverne endelig er fikseret og garnet er kølet nok ned til at blive pakket ud og skyllet op, så mister jeg alligevel hvergang mælet en lillebitte smule af begejstring over de intense farver.