Systematisk plantefarvningsforsøg

Normalt er jeg ret så ustruktureret i mine farvningsseancer, jeg vejer helst ikke noget af, men prøver mig frem og har sjældent nogen plan om hvordan det færdige resultat skal ende.
Men i Spindeforeningen er der netop nu en workshop med et spændende og ret så systematisk plantefarvningsprojekt.
Det går ud på at forbehandle en mængde garn med forskellige bejdser, farve med een eller anden plantefarve og derefter efterbehandle med forskellige kemikalier og på den måde med en smule snilde ende med et antal nuancer svarende til antal bejdser gange antal efterbehandlinger.
Hm, man får en smule hovedpine af den sætning, men se her, så fremgår meningen lidt tydeligere:

De tre bundter i venstre kolonne er ikke bejdset med noget. Næste kolonne er bejdset med rabarberblade (en bejdse jeg helt sikkert skal eksperimentere meget mere med) og yderst til højre er garnet bejdset med alun og vinsten.
Øverste række er efter farvningen ikke blevet behandlet med noget, midterste række er efterbehandlet med salmiakspiritus op nederste række er efterbehandlet med eddikesyre.

Det giver jo et fabelagtigt godt overblik over de forskellige bejdser og efterbehandlingers effekt på hvidt sokkegarn.

Eddikesyre og ingen efterbehandling ligner ret meget hinanden, men der er ret tydelige forskelle mellem de tre typer bejdse, hvor især rababerbejdsen skiller sig ud og farver garnet ret så brungult.

Jeg har farvet med skvalderkål, der vistnok skulle have givet brunlige nuancer, men som her endte lidt mere gulligt, synes jeg.

Det er helt sikkert et forsøg jeg vil prøve igen på en anden fridag.

Besynderlige dage

I dag har jeg bragt søn "til spejder" for allerførste gang. Selvfølgelig havde vi ikke medbragt kompas, og bilens GPS gik i vinterhi, så vi fór vild undervejs.
Spejderne tog her til aften "vennemærket" efter et uendeligt langt foredrag af en flink gammel dame, der efterfølgende - i den bløde sofa hvor jeg havde slået mig ned (spejderne sad på gulvet, hæhæ) - tilføjede aftenen lidt stjernedrys ved at fortælle at hendes lillebror var ham den "skeløjede halvsvensker" fra Gasolin' . Ser man det. Jeg kan slet ikke li' Gasolin', men hun lignede ham faktisk lidt.

Og så havde jeg en kort besynderlig samtale med datter om reinkarnation.

(Ja, jeg tager notater med grim skrift på mit arbejdsbord. Det må man gerne når man er moren. Og der står adskillige fremragende opskriftsnoter på det bord. Fortjener faktisk et særskilt indlæg, men foreløbig blot en inderlig tak til fætter Jonas der som 12 - 14 årig omhyggeligt byggede bordet som puslebord til sin lille nevø (min søn) for 8 år siden. Bordet gør nu tjeneste som mit bord (MIT bord) og er skattet og elsket. Ikke mindst fordi det er virkeligt godt at tage notater på.)

"Måske vil jeg gerne have en pause når jeg er færdig med det her liv", sagde hun.

Hold da op, hun tænker nogengange de mest overraskende ting mens man lige kigger væk.....

Spindende generalforsamling

Weekenden bød på et af årets kreative højdepunkter, nemlig generalforsamlingen i Spindeforeningen.

Igen i år havde jeg fornøjelsen af at følges med Nanna og turen til Fyn er simpelthen så hyggelig sammen med hende.

Det er ret så længe siden jeg har luftet min Bee-rok, men længe leve vedligeholdelsesfri kuglelejer, den kørte uden det mindste piv, somom jeg ikke havde lavet andet end at spinde hele vinteren og den ikke i virkeligheden har været pakket sammen og forsømt.

Dette var min sidste generalforsamling som bestyrelsesmedlem, så jeg havde lavet en meget fiberrig buket til foreningens formand, Karin, der er en kvinde af ganske særlig kaliber.

Som altid var der - udover udsøgt selskab og inspirationsmættet stemning - også masser af fristelser, så jeg måtte omsider overgive mig til den der trend med genbrugte broderier, for Fru Nielsen havde lige ramt de rigtige farver på en uimodståeligt charmerende måde og man får jo nemt brug for en ekstra taske til sine indkøb på sådan en dag..

Jeg købte også en håndfuld silkehankies til videre silkehankie-strik og noget løjerligt silke, der nærmest ligger som tyndt stof i sådan en lang tube...silken skal spindes sammen med uld/soya blandingen som min mor har farvet til mig, og som kan ses til højre i billedet.

Blandt de hjembragte skatte var også en tyrkisk håndten. Eller, altså, modellen er tyrkisk, håndtenen er fremstillet i Silkeborg og den spinder overraskende godt. Jeg havde vist ikke forventet mig den store funktionalitet af den facon.

Men før jeg med god samvittighed kunne spinde videre, havde jeg jo lige det der hængeparti med en Mermaid som jeg havde store problemer med at finde lyst til at gøre færdig. Lidt opmundrende snak med Nanna på vej hjem i bilen og så al den her spændende lokkemad fik dog fyret op under monteringslysten, så nu snurrer den færdige jakke i vaskemaskinen. Den så lovende ud, trods en enkelt sjusket syning, og passede helt perfekt før vask, så jeg kydser fingre for at der ikke sker uheldige ting i vaskemaskinen lige nu.

I *heart* frostvejr

Åhr, jeg er så træt af frostvejr!

Haven ligner noget der har været opbevaret under vand alt for længe, og der er ikke noget at gøre ved det, for alting er hårdt som sten af frost.

I weekenden tilbragte jeg et par timer i haven, mens vi (min mand) flyttede rundt på et læs flis, som jeg omhyggeligt bredte ud i en fjern ende af haven i håb om at et tykt lag flis kan give os et lille forspring i forhold til forårets brændenælder, der ellers laver et uigennemtrængeligt hegn ned mod naboen.
Fint med mig, det er lidt Torneroseagtigt med sådan en brændenælde-hæk, men naboen virker knap så glad for at være med i det eventyr fra sin velfriserede side af hegnet.

Nåmen, mens jeg gik der og nussede rundt med min løvrive og ventede på næste læs flis, stødte jeg på et par spande, der var blevet glemt ude i løbet af vinteren og som vejret havde fyldt med vand på snedig vis, den ene vandfyldte spand inde i den anden.
I den yderste spand havde vejret endda puttet nogle visne blade, viste det sig, da jeg ved hjælp af varmt vand fik skilt plastik fra is. Og voila, så havde vinteren, dovenskaben og min hang til rod og uorden givet mig den fineste islygte:

.....og jeg havde midlertidigt glemt det der med at jeg skulle være den, der bredte flis ud.

Jeg satte straks vand over i en mindre spand til en islygte mere og se bare, sikke et fint argument for at nyde frostvejret.
Hvis det fortsætter, har jeg snart endnu en meget fin islygte, dennegang tilsat frugtfarve, efter tip fra en islygtebygger, der åbenbart for længe siden har opdaget denne metode til at få det bedst mulige ud af et forår, der er lidt langsomt i optrækket og nærig med varmegraderne.

Falkenbergske forbistrelser

Nåmen jeg strikker jo så på den der "Mermaid" fra Falkenberg.

Den bliver pæn, men sikke også en orn'lig masse masker der er i sådan en og opskriften er simpelthen så frustrerende. Man skal selv gætte og regne sig frem til en hel del ting og sådan en sodukoopskrift er bare ikke lige min kop te. Jeg mener, i sådan et dyrt strikkekit kunne jeg godt have tænkt mig en mere udførlig opskrift.
Da jeg nåede til midt på ryggen og fejrede "på en måde halvvejs - yay", kastede jeg et blik i opskriften og så, at vejledningen til den anden halvdel af jakkens krop lød: "Efter kilen strikkes stribemønster, kiler og ærmegab i omvendt rækkefølge"....Jeg syntes med mine begrænsede strikkefærdigheder, at første del af jakken havde været svær nok MED de lidt kryptiske anvisninger til ud- og indtagninger, så jeg har strikket en hel del baglæns - pillet op - på anden del af jakken, og er efterhånden en lillesmule træt af den her jakke, der nu bare skal strikkes færdig, så jeg slipper for at stirre mere i mønsteret.

For at dulme frustrationen over gang på gang at hoppe over gærdet på de mest ufremkommelige steder sammen med Hanne Falkenberg, har jeg bestilt mere af det lækre yndlingsgarn fra Rasmilla, og stillet mig selv endnu en gang Viggo-strik i udsigt. Denne gang til min søn, der ellers ret sjældent bliver begavet med hjemmestrik. Og bagefter endnu en finke-viggo til min lillebitte nye niece, der i ved vinterferiens inspektion, viste sig at være noget af det yndigste stykke pigebarn i miniformat. Nåhr!

Da min bror for knap 6 år siden kunne præsentere sin førstefødte, min nevø, tog jeg børnene med til Jylland for at kigge på babyen, og undervejs talte jeg en del med Datter om, at det var deres fætter. Da vi havde kigget lidt på den lille, sovende spædbarnsbylt, spurgte Søn, der dengang var omkring 3 år gammel, om jeg ikke også kunne købe sådan en fætter til ham. Nu fik han så en kusine istedet, fordi jeg synes piger lugter bedre, sagde jeg, og Søn var godt tilfreds og forelskede sig på stedet i sin sovende kusine.

Livet set fra løbebåndet #2

Der er ikke meget at underholde sig med, når man tramper afsted på løbebåndet.
I mit motionscenter vender løbebåndene sådan at man har udsigt over træningslokalet, men for det meste skruer jeg højt op for min Ipod, indstiller blikket på uendeligt og lægger kræfterne i den indre diskussion om hvad i alverden det er man laver der. Skulle man ikke hellere sætte sig lidt? Var der ikke kaffe ude i receptionen ved de der dybe sofaer?...og så videre i dén dur.

Forleden dag, var der en af bodybuilderne der lagde an til noget med vægte på sådan en ehem...løftebænk (?) lige foran mig, og da jeg vagt havde registreret at han traskede frem og tilbage i mit synsfelt en ti minutters tid, kunne jeg ikke lade være med at kigge efter hvad han lavede.

Han satte vægte på en vægtstang. Så fjernede han nogen igen og placerede nogle nye. Så sad han lidt på bænken og tog en tår af sin energi-drik, før han pludselig rejste sig, tørrede sig i ansigtet med sit håndklæde og gik ud af mit synsfelt Så kom han tilbage. Sad lidt på bænken, kontrollerede vægtene. Skiftede et par vægte ud og sad lidt igen....Efter lidt tid gik det op for mig at han slet ikke havde løftet den der vægtstang med vægte på een eneste gang, men da jeg havde løbet 5 kilometer var der gået en halv times tid (32 minutter og 23 sekunder tøhø) og den muskuløse dreng havde stadig ikke løftet andet end sin energidrik.

Bare det var ligeså let at løbetræne....

Sådan kan man også lære nye mennesker at kende.

Jeg var i skoven og løbe forleden morgen, hvor vejret var mildt og stierne fri for is og næsten usmattede. Man lærer at sætte pris på teknikken bag velanlagte stier, der lader smeltevand løbe væk i en fart, så man kan færdes på dem i løbesko uden at skride rundt og uden at få våde tæer. Der føles nørdet, at tænke så meget over et underlag af jord og grus, men man har virkelig god tid med sine tanker, når man løber 5 kilometer i skoven.

Nåmen ud og hjem ad samme vej er ret svært at forene med mit temperament, så på vej hjemad blev jeg fristet af en endnu uafprøvet sti der løb i genvejsretning, og så snuppede jeg den.
Det føltes som et rigtigt heldigt træk, da skoven uventet åbnede sig i en køn lysning med hestefold, så pyt med at den brede, velanlagte skovsti blev til en snæver, let mudret ridesti.
Da ridestien stoppede i en overiset vandpyt i sø-størrelse følte jeg mig ikke helt så heldig, men det viste sig at isen godt kunne bære mig, så jeg listede over og fortsatte - nu på gennemsmattet sti - langs en grøft og hen over en intermistisk bro, og befandt mig pludselig i noget tyndt skov for enden af en villabaghave. Men uden mere sti. Der stod jeg lidt desorienteret og anede ikke hvor jeg var, mens det dæmrede for mig at den eneste vej var tilbage til der hvor jeg kom fra.

Men så trådte en dame ud i sin baghave, og vinkede til mig med sin morgenkaffe og inviterede mig til at springe over hegnet og krydse gennem hendes have, for ellers skulle man meget langt i den ene og den anden retning for at komme ud til....njae, jeg ved ikke rigtigt hvor hun troede jeg var på vej hen og jeg var faret så meget vild at jeg ikke rigtigt hørte efter, men bare tænkte på hvor utroligt akavet det føltes at forcere en villabaghave på sin løbetur. Herefter forklarede hun mig meget hjælpsomt og præcist hvor jeg var, og jeg spurgte lidt mere om vej, for ikke at afsløre, at det netop gik op for mig at jeg boede 200 meter derfra.

Jeg tror ikke jeg behøver teste dén skovsti igen....

Livet set fra løbebåndet #1

Oppe i mit motionscenter, er der en ung, kvindelig instruktør. Hun er megahøj, slank, smuk og med langt, lyst hår. Man kan godt blive lidt bange for hende, men det var hende der viste mig hvilke knapper jeg skulle trykke på på løbebåndet da jeg startede og selvom jeg har hørt hende skælde lidt ud over sløv indsats og manglende motivation hos de motionister hun laver træningsprogrammer for, så ér hun i virkeligheden rigtigt sød og rar. Cool og sej, men mest flink.

Oppe i mit motionscenter kan man også møde en lille hær af aldrende herrer, der formentlig er blevet jaget derop af deres læger eller koner.
Af og til trasker nogen af dem rundt i hælene på en instruktør, der sætter dem igang med nye træningsprogrammer, som de så senere følger i deres egen udgave, ved at gå fra den ene maskine, hvor de netop har diskuteret kommunal udstykningspolitik, til den næste maskine, hvor de kort vender Helle T versus Løkke R og så over til de maveøvelseshjørnet, hvor de taler lidt om udenrigspolitik. De løfter meget sjældent noget. Hvis de havde boet i Spanien, havde de været dem der sad under træerne i parken og spillede Backgammon dagen lang.

Men inden man begynder på "styrketræningen" skal man jo "varme op", og for de herrer består opvarmningen tit af at sidde lidt på en motionscykel.
Og når smukke-kvindelige-instruktør går gennem lokalet tæt fulgt af et nytårsforsæt, der skal introduceres til personligt træningsprogram, eller bare slendrer igennem for at se om alle klør på og har styr på det, så er det klart, at samtlige aldrende herrer for en tid tier og ser efter hende.

Indtil for nyligt troede jeg det var for at nyde synet af ynde og skønhed, men forleden sad jeg på en motionscykel ved siden af en herre, der havde medbragt et hvalpet barnedrengebarn på kanten af puberteten. Og da instruktør var udenfor hørevidde krympede den flinke bedstefar sig, gøs lidt og hvislede nervøst til sit barnebarn: "Hende der! Hun er bare ISKOLD!"

Det var Viggo

Efter en benhård afstemning om knapper i går aftes - jeg måtte indkalde assistance fra farvesikker datter for at have nogen at diskutere med, selvom det egentlig var lige på kanten af hendes sengetid - fik jeg hæftet de sidste ender, syet sidesømme og monteret de omhyggeligt udvalgte knapper.

Uii, som jeg er overmåde tilfreds med resultatet!! Selvom det er er alt for længe siden jeg har nydt den unge modtagers selskab - og alle ved jo at 4-årige gror som.....nullermænd under sofaen (nå, det er måske kun hjemme hos mig?) - så føler jeg mig ret så sikker på at størrelsen også er god nok.

Jeg masede hårdt på i weekenden for at nå at blive færdig inden mit Falkenberg-mermaid kit kom i dag. Jeg har lige strikket en meget lang I-cord til at starte den ene kant med og jeg har allerede undret mig som en gal over en tvetydig formulering eller to, så dét er en rigtigt Falkenberg, tror jeg. Men det føles lidt somom man har vundet noget, når det så omsider går op for een hvad det egentlig var hun mente med for eksempel: "Kravens to yderste kantmasker".
Jeg kan godt lide det lidt stride Shetlandsgarn. Det føles somom det gerne vil filte og det gør ikke noget til en jakke. Filte-tilbøjeligheden er også een af de egenskaber der gør at jeg godt kan lide at strikke af LettLopi garn, selvom jeg i virkeligheden synes det kradser helt urimeligt meget.

Men nu tilbage til den gode ende af sofaen, hvorfra jeg kan varme mine tæer på det ene febervarme barn, mens jeg af og til nusser den anden maveforpinte på maven. Med mindre mit immunforsvar er lavet af kampesten og belagt med teflon, tegner der sig en meget fredsommelig weekend i horisonten.

Finke-Viggo

Jeg nåede lige at strikke et sæt pulsvarmere mere før garn og opskrift til Rasmillas Viggo landede i postkassen.

Jeg synes det var rigtigt svært at vælge farverne til finkeudgaven, men heldigvis er modtageren af den her trøje vældigt meddelsom med hensyn til yndlingsfarverne, så jeg var aldrig for alvor i tvivl, og jo mere jeg strikker, jo mere sikker bliver jeg også på, at hun bliver glad for farvevalget: Mmmlyserød, aaaahpink og iiiiihlimegrøn.

Jeg er ikke særligt god til at regne strikkeopskrifter ud, så jeg skal holde tungen lige i munden for at følge med i sådan en trøje der er strikket på tværs, men heldigvis er Rasmilla-Sanne god til at skrive særdeles udførlige opskrifter, og temmeligt vanedannende tilmed, jeg har selv strikket adskillige Fionaer, bare fordi modellen er så knusende sød.
Jeg kan heller ikke forestille mig at dette er den eneste "Viggo" jeg får strikket.

Og så har jeg lige bestilt et strikkekit fra Falkenberg, efter længe at have ønsket mig en pæn, strikket jakke og efter at have kigget rigtigt længe på denne model.
En halvdyr investering efter min målestok, men med den fine talje mermaiden-modellen har, har jeg bestemt at det er min nu-har-du-tabt-dig-10-kilo belønning (eller "Hvad pokker, er det en mavemuskel??!"-præmie). Også selvom det er noget tid siden jeg spænede forbi dén milepæl og på trods af at vægttabet i virkeligheden bare er en bekvem sidegevinst ved løbetræningen og kilden til herlige endorfin-kick. Pyt med det. Kan man finde en grund til at klappe sig selv på skulderen, så skal man da gøre det, ing.

Konfetti-light pulsvarmere

Sådan et sæt pulsvarmere er hurtigt færdige. Og så fik jeg også en ordentlig dosis af den limefarvede, samt fik testet om ikke der fandtes en nemmere måde at strikke konfetti-mønsteret på. Og det gjorde der, men prikkerne træder ikke så tydeligt og fint frem som når man gør det ordentligt som på kjolen.

Konfetti

Færdig!

Og så gik vi ud i vintersolen og tog nogle billeder:

Man kunne nok vælge en anden farve bluse indenunder og man kunne helt sikkert vælge nogle strømpebukser eller tights der ikke er af uld og får kjolen til at krybe op og kravle rundt. Men Konfettikjolen er, uanset den slags detaljer, helt vildt lækker!

Jeg har strikket den i str. medium for oven og taget ind til str. small ved indtagningerne under ærmerne/i taljen og jeg synes stadig den er lidt rigeligt stor lige under armene. Modellen ville heller ikke tage skade af lidt mere facon i taljen og det vil jeg tænke på hvis jeg strikker den igen, hvilket slet ikke er usandsynligt, for det var et rigtigt dejligt strikketøj!
Der er ingen vrangmasker og mønsteret er lige tilpas ukompliceret og balancerer fint mellem at være så enkelt og monotont at man sagtens kan vegetere lidt og følge med i semifinalen i håndbold mens man strikker (det gik dog ret stærkt lige dér) og uden at være så kedeligt at man mister interessen.
Garnet er Semilla fino og det er yderst blødt og behageligt og med en vis tyngde som jeg vældigt godt kan lide og som giver et pænt fald i kjolen. Selvom jeg er ret pivet med hensyn til kradsende tøj, kan den her kjole desuden godt bruges uden langærmet bluse indenunder (medmindre man skal udenfor i 2 graders "varme" og have taget billeder).

Hvad skal man så kaste sig over....?
Foreløbig strikker jeg lige nogle pulsvarmere i resterne af garnet og en light-udgave af konfetti-prikkerne og i går aftes lige efter midnat da jeg med et spændt suk havde puttet Konfettien i vaskemaskinen, bestilte jeg garn og opskrift til Rasmillas Viggo som jeg vil strikke i finke-farver udgave til en meget yndig ung dame jeg af og til spiser is sammen med.
Og mens jeg strikker den, vil jeg overveje om jeg skal strikke en Konfetti mere, eller finde en anden kjolemodel til næste projekt.

Hvis sandheden skal frem

Forleden dag henne hos Superheltemor skrev hun eet eller andet om at skifte genre og blive bolig-blogger og tage billeder af vasketøjsbunker og den slags.
Superheltemor er i sandhed een af mine helte, fordi hun ikke er bange for at skrive om hvordan virkeligheden i virkeligheden er bag ved den blankpolerede facade man ser på ret-så-mange blog rundt omkring, men tværtimod gør hun en kunst ud af at leve på kanten af en slags kontrolleret kaos. Eller sådan lyder det ihvertfald, for jeg kender jo også kun hende fra den side hun viser på sin blog. Nå, alvor nok, nu til det jeg tænkte, da jeg læste om billeder af bjerge af vasketøj. Jeg tænkte: Dét kender jeg godt!

Nu er det godtnok sådan at jeg har rimeligt styr på vasketøjet for tiden, primært fordi mit løbetøj absolut SKAL vaskes straks hver gang jeg har brugt det, for at undgå en gennemtrængende lugt af zoologisk have, så jeg vasker ret tit tøj.
Men et hurtigt blik ud over sofabordet hin morgen da jeg læste bemeldte indlæg, forevigede jeg med lynets hast og henblik på et blogindlæg.
Her er det:

Egentlig havde jeg planlagt nogle vrisne bemærkninger om hvor meget mand og børn roder og sviner, men et nærmere eftersyn afslørede at ALT rodet er mit eget. Utroligt. Og øv.

Hvis vi starter bagerst i billedet, helt udenfor havedøren, som nogen bestemt burde have pudset, ser vi et havebord med et par stearinlys på. Det så godt ud indtil sneen smeltede, og mens lysene stod i en snebold-kuppel og så henrivende ud om aftenen. Da sneen smeltede tippede bordet lidt ned i mudderet i beddet bagved, sne-kuplen smeltede og lysene ligner nu bare det de er: Billige olie-lys i plastikbeholdere og det ENESTE argument jeg kan finde på for en omgang sne mere.
I vindueskarmen ses en lysestage, der gerne må være der og lille sølvengel, der er en rest julepynt, som blev overset da jeg pakkede hendes julekollegaer væk. Men den ér faktisk yndig nok til at jeg godt tror den må blive stående til næste december.
Så har vi strikketøj, bog og kaffekop, der strengt taget burde ligge i mit omfangsrige strikkehjørne udenfor billedet, sammen med målebåndet, som jeg just foregående aften havde brugt til at..ehem...måle eet eller andet. Så står der den magiske kølende creme fra Italien, der bare kurerer alting og som jeg aftenen før havde tvunget min flinke mand til at massere min ømme skulder med. Og hvem ved hvornår man får brug for den igen? Bedst ikke at pakke den for langt væk med det samme.
Ipodledningen sidder næsten fast i min bærbare, for så blir den jo ikke væk.......Og så havde jeg lige spist et æble mens jeg læste dagens blogs, skrev indkøbsliste (notesbog og kuglepen) og saksen....kan jeg ikke huske hvad jeg havde brugt til, men der er helt sikkert mig der har lagt den der, for
der er ikke andre der tør røre min blomstrede sysaks.

Og så ligger der en popcornkrumme....dét må være børnene der har glemt den! De roder da bare sindssygt meget, de små mennesker!!

Strikkefisk

Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om strikkefisk første gang, men jeg har brugt idéen lige siden og den har været en storartet hjælp for en distræt strikker som mig masser af ganeg siden.

Nåmen kender du det med at man skal tage ud på hver 4. omgang/række. Det kan måske gå an at holde rede på når det kun er hver 4 omgang, men så nogengange - for eksempel på Topstykket er det hver 8. og herefter hver 10., 12., 14. omgang og så videre og HELT umuligt at huske hvis man også samtidig læser, ser tv og hjælper sine søde børn med lektierne.

Så er det godt man har en strikkefisk. Nåe, er den blevet væk i strikkekurven eller har katten spist den? Pyt med det, for man kan altid lave en ny i en ruf.

En strikkefisk er nemlig bare en stump garn som man lægger dobbelt og binder knuder på, så løkkerne/hullerne på fisken svarer til det antal omgange man skal strikke mellem udtagningerne/farveskifterne eller hvad man  nu ellers tæller på når man strikker.

Denne strikkefisk minder mig om at tage ind på hver 3. omgang

Så hver gang man møder fisken i strikketøjet sætter man den på pinden i det næste hul og når man starter forfra på fisken, så skal man huske at tage ind/ud/skifte farve/trække vejret.

Hvis man er rigtigt snedig (eller doven. De to ting har vist sig tit at hænge sammen) og for eksempel strikker på sådan noget som den helt vildt flotte Konfetti, så kan der være flere ting at huske på:

...så her har jeg lavet knuder på fisken så det passer med antallet af omgange med bundfarven mellem omgangene med grøn og så bundet en stump garn i det hul der svarer til den omgang hvor jeg skal huske at tage ud.
Nu er Konfetti ikke nogen meget svær konstruktion, men jeg ved jeg glemmer at tælle omgange og det dejlige med at strikke tunika- og kjolestrik er det meditative hvor man ikke hele tiden sal være super opmærksom på hvor man er kommet til, og så er strikkefisken en fremragende hjælper.

Det går i øvrigt rigtigt godt fremad med Konfettien. Jeg er kommet lidt længere end til bluse-længde og det er et rigtigt dejligt strikketøj at sidde med, elsker den mørkeblå og den limegrønne farve. Garnet - Semilla fino fra BCgarn - er blankt, blødt og blottet for krads, så jeg glæder mig vældigt til at bruge denneher kjole/tunika, der også ser ud til at komme til at passe mig rigtigt fint.
Men det er lidt ligesom med en god bog: Den er virkelig hyggelig at strikke, så selvom jeg glæder mig til den er færdig, så nyder jeg også vejen dertil om man så må sige.

Rygradsstyrketræning

Forleden dumpede jeg ved et uheld eller skæbnens tilskikkelse forbi hos Klidmosters blog netop som hun beskrev hvad løsningen på akut kagetrang var.
Pokkers.
Det eneste der redder mig fra kage-amok på sene aftener er at sørge for ikke at have noget kage, men efter at have læst Klidmosters indlæg har jeg nu altid potentielt friskbagt kage i huset. Det kræver rygrad at afstå fra kage hver dag, for opskriften er helt vildt god og kan varieres i det uendelige.
Det tager kun fem minutter og nu vil jeg rive så mange som muligt med i faldet, ved at videregive opskriften her i en "frit efter...." udgave:

Find en lille skål på 4-500ml.
Hak en lille "Toms Guldbarre" hvid chokolade med knas. Eller noget andet chokolade, mørk chokolade smager også godt, men den hvide tager foreløbig prisen som den bedste i denne forbindelse.
Put chokoladen i skålen sammen med:
4 spsk Moscovado sukker (fåes i Kvickly og den størrelse supermarkeder)
3 spsk mel
½ teskefuld bagepulver
2 spsk rapsolie (eller smeltet smør)
3 spsk mælk
1 æg

Pisk tingene sammen og put i mikrobølgeovnen for fuld styrke i 3-4 minutter (4 minutter virker hos os).
Vend kagen ud på en tallerken, vent 2 minutter (hvis du kan) og enjoy.

Kagen blir kedelig når den blir kold, men den er genial og lækkert svampet som nybagt og det er først for nylig jeg har oplevet en rest kage der nåede at blive kold, og dette skete kun fordi jeg tvang datter og veninde-finke til at gemme et stykke til søn, der stadig var i skole da der blev bagt.

Nu med topstykke

Jeg havde sørme aldrig troet at jeg nogensinde skulle strikke en kjole. Jeg plejer at få underlige tics ved udsigten til alt for store mængder masker på een gang, men detteher gik altså fint. Måske også fordi sådan et stykke strik er utroligt velegnet til at beskæftige hænderne med, mens man ser tv.

Bortset fra at jeg havde glemt at de Geilske modeller er lidt store i størrelserne, så skred min vaklende strikkefasthed også lidt og jeg endte med en kjole, der var lidt vel bred i det. Eller alt for stor, faktisk. Så efter en tur på uldprogrammet fik Topstykket sig en ordentlig gang tæsk i tørretumbleren og efter lidt længere tids mishandling end jeg bryder mig om at indrømme, endte kjolen med at passe - yay!

Den er MEGET filtet og selvom det betyder at strukturen i ret og vrangstykkerne ikke træder så tydeligt frem, så kan jeg faktisk rigtigt godt lide det ekstra uldne og lidt kraftigere indtryk. Og dejlig varm, er den jo.

Halskanten er for løs og i den vil jeg sy et bånd på indersiden til at give lidt fasthed. Jeg synes det er lidt mange eftertilretninger til den færdige model, men til gengæld får man jo så sat sit eget præg på den.

Mens topstykket snurrede færdig og blev hængt til tørre, strikkede jeg en vest/top af herligt kraftigt islandsk uldgarn. Det er et hurtigt stykke strik og mønsteret er lige akkurat indenfor mine evner udi det der med at styre flere farver garn.

Jeg syntes det var så skønt at trække i min helt egen hjemmestrikkede kjole, at jeg omgående gik i gang med een til. Og ja, endnu engang er jeg blevet inspireret hos Strikkefeen. Hun er meget produktiv og utroligt tit i gang med eet eller andet der frister mig over evne.

Nå, konfetti bliver det til. En model der er herligt blottet for vrangmasker og med et fint prik-mønster der giver en lækker struktur og passende variation i arbejdet. Herligt stykke striksag.

På dette overbelyste billede kan man ikke så godt se det, men strikketøjet ligger ovenpå en bog.
Mens jeg strikkede på topstykket læste jeg nemlig en boganbefaling hos Julie og til min overraskelse kunne alle fire kilo "Under kuplen" omgående lånes på biblioteket.

Sikke et dilemma.

Over tusind siders spænding og gys eller herlig, meditativ strik?

Jeg endte med at vælge begge dele og fandt ud af at man godt kan læse mens man strikker. Det vidste jeg ikke, så efter mange, mange år som passioneret læsehest og strikketante er det nu omsider lykkedes mig at forene mine to yndlingsfritidsting.

Så du kan finde mig i sofahjørnet hvor jeg sidder og læser. Og strikker.

Hvad laver de egentlig i en golfklub om vinteren?

Tag ikke fejl af den mennesketomme klubstue og den øde parkeringsplads: I sekretariatet udnytter vi "arbejdsroen" og har travlt med en masse papirarbejde og teoretiske ting og forberedelser, mens vi venter på at sneen smelter.

For tiden tæller vi blandt andet lidt på hvor mange greenfeespillere (det er golf'sk og kan oversættes til noget i retning af "gæster, der har spillet på klubbens baner") der har været her sidste år.
Før de går ud og spiller på banerne skal de skrive sig ind i golf-udgaven af en gæstebog, hvor de skal notere blandt andet navn og handicap.
Handicap'et er - når man spiller golf - et udtryk for hvor mange ekstra slag man har, så en god spiller kun får for eksempel eet ekstra slag og en dårligere spiller får fire ekstra slag til at få bolden i hul. Så hvis den gode spiller bruger fem slag og den dårligere bruger seks, så har den dårligere spiller alligevel vundet, fordi han jo havde fire ekstra slag. Ikk?
Det er ikke så let at forstå, men som eksempel kan nævnes at jeg er sikker på at jeg ville klare mig okay hvis jeg havde 200 ekstra slag og så kender du lidt til begrebet om golfhandicap. Som altså ikke har noget med fysiske handicaps at gøre.

Og så har jeg vist trampet rigeligt i min gode historie og rodet nok rundt i spændende golfteori til at de fleste kan se det morsomme i det her billede:

Ikke særligt Fucking Flink

Latterlige motionscenter.

KØ til løbebåndene klokken 13 på en hverdag?! Skal folk ikke passe et arbejde?! (Er der andre end mig der er på deltid/fordelagtige arbejdstider, sir du? Nå okay så)

Og hvad pokker sker der med at GÅ på et løbebånd? L Ø B E bånd, ing?! I 20 minutter?!

Da jeg havde varmet meget grundigt op på motionscyklen i 25 minutter, blev der omsider et løbebånd ledigt, som jeg straks kastede mig over og da jeg havde løbet i fem minutter på det og næsten var holdt op med at være irriteret, kom den gamle nisse der havde GÅET på det før jeg overtog og sagde noget til mig, så ud med hovedtelefoner, nevermind løberytme og "Hvaffornoget?" Joe, han ville lige tørre displayet af, for han havde jo lige brugt løbebåndet før mig.

Ja.....til at GÅ på! Jeg så det godt, da jeg kastede arrige blikke på løbebåndene henne fra motionscyklerne. Og INGEN SVEDTE! Undtagen hende uden sportsbh, der gik og småløb på det allerbedste løbebånd, HUN svedte og det så bestemt ikke hverken rart eller sundt ud.

Nåmen efter at nissen havde tjattet lidt sporadisk rundt med noget papir på displayet på mit løbebånd gik gassen helt af mig og jeg GAD overhovedet ikke løbe med een eneste fiber i min krop, og så gik jeg ud i bad.

Jeg har bare ikke særligt meget humoristisk sans når jeg skal have mit endorfin-kick.

Silkehankies

Jeg strikker silkehankies!

Nej, jeg spinder dem ikke først, trækker dem bare ud i det der "for-garn" som før man spinder, og så strikker jeg af dét:

Jeg er startet på en baby-hue og silkehankies på denne måde giver et helt ustyrligt blødt garn, så selvom jeg kun lige er startet tegner det rigtigt godt. Og blødt og blankt.
Farverne har jeg fået Karin til at plukke ud af sit hankie-lager for mig.
Men netop som jeg var kommet godt ind i rytmen og havde fået styr på det ellers lidt besværlige og løbske silke, så startede den der "Jordens Søjler" i fjernsynet, og dén skulle jeg absolut se, efter at have læst bogen med stor begejstring et par gange. Og man kan sige meget godt om både babyhuer og silke-hankie-garn, men det egner sig aldeles ikke til tv-strik.
Det gør Topstykket heldigvis i udpræget grad.
Jeg har aldrig strikket noget så stort på så små pinde, så jeg er en smule skræmt, men det går fremad med museskridt og jeg synes det er et dejligt og meditativt stykke striksag. Jeg er nået lige ned under ærmerne og synes det ser lovende ud. Måske en smule "åbent", selvom jeg er gået ½ pindestørrelse ned, men måske retter det sig eller måske betyder det ikke noget når jeg er færdig.
Må lige tjekke de kommende dages tv-program og planlægge noget strikkeegnet fjernsyn til mit topstykke-meditation.

Mens vi venter på Topstykket

Arj, jeg ved godt det er længe siden.

Jeg har haft ustyrligt travlt henne i arbejdslivet og når jeg har haft fri, har jeg strikket julegaver, og det er der jo ikke rigtigt nogen billeder i, ihvertfald ikke før efter jul...og så glemte jeg selvfølgelig at fotografere dem, selvom der var noget ret imponerende over 4 uglebluser, adskillige huer og en hel del sokker. Og nu er alle de hjemmelavede gaver pakket op og taget i brug rundt omkring i landet. Vel modtaget allevegne så vidt jeg ved.

I september og oktober fik jeg også omsider rigtigt hul på at løbe. Jeg har taget tilløb længe og omsider kom jeg i gang på en god måde, hvor jeg startede med respekt for min "grundform", der var så ringe at 3 minutters løb i den første måned gav mig masser af nærdødsoplevelser og blodsmag i munden, men heldigvis også en dyb tilfredshedsfølelse og et endorfin-fix, der gav masser af lyst til at fortsætte mine indædte kampe og indre diskussioner i løbeskoene ude i naturen.
Jeg er i virkeligheden frygteligt doven, så på mine løbeture skal jeg regelmæssigt overbevise mig selv om det fornuftige i at pruste rundt på stier og veje, i stedet for for eksempel bare at gå hjem? Eller sætte sig lidt. Og hvor risikabelt ER det egentlig at blaffe? Kan man mon udtænke en god grund til at få sin flinke mand til at komme og hente sig, uden at skulle finde sig i drillerier i uendelige tider?

I slutningen af november kunne jeg løbe en hel del længere end 3 minutter ad gangen, men en tur i 3 graders varme (eller kulde om man vil, selvom der ikke var tale om frost), slud og mørke tvang mig over tærsklen til et lokalt motionscenter og adgangen til deres løbebånd.
Jeg var fuld af fordomme og frygt for sammenbidte bodybuildere og afblegede, undervægtige solariebrune finker i fitnesstøj, men en successoplevelse med mine første skridt på løbebåndet fik mig til at glemme alt om dét og det er først for nylig jeg har opdaget at der faktisk ér enkelte af ovennævnte typer i mit motionscenter, men det allerfleste er helt almindelige motionister, og det er til min overraskelse vældigt motiverende at være fælles om lysten til at være, komme eller holde sig i god form.
Desuden oplever jeg masser af morsomme situationer og gør mig visse løjerlige tanker om menneskers natur, når de observeres fra et løbebånd i et motionscenter. På et løbebånd behøver jeg heller ikke bruge så meget energi på at udregne den korteste vej rundt om den vandpyt jeg nærmer mig, eller på at bekymre mig om den bakke jeg skal op ad eller den bænk, der altid prøver på at kaste sig omkring mine ankler så snart jeg forsøger at løbe forbi.
Men når nu jeg betaler horrible summer for mit medlemsskab og alligevel ér der, så har jeg taget fat på lidt (meget lidt) styrketræning af løbemuskler og noget cykling for konditionens skyld og er ved at vænne mig til tanken om, at jeg nu er sådan en der er medlem i et motionscenter. Hvem ville have troet dét?!

Både til jul og i fødselsdagsgave fik jeg en hel del løbetøj og -tilbehør og da jeg til min fødselsdag pakkede et sæt dejligt vinter-løbetøj ud, trodsede jeg den smule is der var tilbage efter det STRÅLENDE SOLSKIN på min fødselsdag og løb en kort tur udenfor igen og dét var nu også skønt at mærke sol, luft og vind og se på lidt natur i stedet for tv, spejle og vægte i motionscenteret, så jeg krydser fingre for tøvejr på mine yndlingsløberuter så jeg kan komme UD og løbe igen.

Jeg har også været på lynvisit i Prag med min mor, købt en Ipod, vasket den på 40 grader, konstateret at dét kan en Ipod ikke tåle og købt en ny Ipod. Jeg har strikket to Håndevendinger i forskelligt garn og jeg kan stadig ikke få hverken den ene eller den anden til at sidde pænt på min facon, men de var sjove at strikke.

Jeg har også været til et par kurser, årsmøde og udviklingskonference med mit arbejde, samt deltaget i medarbejderudviklingssamtale og aftalt en bonus i form af "grønt kort" - golfkørekort - på klubbens regning. Jeg tror ikke min chef har nogen anelse om hvor dyrt det bliver at lære mig at spille golf, men jeg glæder mig til at komme i gang og er sikker på det nok skal blive rigtigt sjovt. Og tidskrævende, formentlig, men kun en slapsvans frygter....tid. ehem.

Nåmen mens vi venter på tøvejr, har jeg gang i et lille projekt med nogle silkehankies, der skal blive til en babyhue til den niece min bror og svigerinde planlægger at udvide familien med engang i februar. Og så har jeg bestilt et topstykke-kit fra Geilsk, som jeg tror lander på matriklen i morgen og som skal gøre mig selskab til noget januar-tv og en stak film de næste par uger.