Den bliver pæn, men sikke også en orn'lig masse masker der er i sådan en og opskriften er simpelthen så frustrerende. Man skal selv gætte og regne sig frem til en hel del ting og sådan en sodukoopskrift er bare ikke lige min kop te. Jeg mener, i sådan et dyrt strikkekit kunne jeg godt have tænkt mig en mere udførlig opskrift.
Da jeg nåede til midt på ryggen og fejrede "på en måde halvvejs - yay", kastede jeg et blik i opskriften og så, at vejledningen til den anden halvdel af jakkens krop lød: "Efter kilen strikkes stribemønster, kiler og ærmegab i omvendt rækkefølge"....Jeg syntes med mine begrænsede strikkefærdigheder, at første del af jakken havde været svær nok MED de lidt kryptiske anvisninger til ud- og indtagninger, så jeg har strikket en hel del baglæns - pillet op - på anden del af jakken, og er efterhånden en lillesmule træt af den her jakke, der nu bare skal strikkes færdig, så jeg slipper for at stirre mere i mønsteret.
For at dulme frustrationen over gang på gang at hoppe over gærdet på de mest ufremkommelige steder sammen med Hanne Falkenberg, har jeg bestilt mere af det lækre yndlingsgarn fra Rasmilla, og stillet mig selv endnu en gang Viggo-strik i udsigt. Denne gang til min søn, der ellers ret sjældent bliver begavet med hjemmestrik. Og bagefter endnu en finke-viggo til min lillebitte nye niece, der i ved vinterferiens inspektion, viste sig at være noget af det yndigste stykke pigebarn i miniformat. Nåhr!
Da min bror for knap 6 år siden kunne præsentere sin førstefødte, min nevø, tog jeg børnene med til Jylland for at kigge på babyen, og undervejs talte jeg en del med Datter om, at det var deres fætter. Da vi havde kigget lidt på den lille, sovende spædbarnsbylt, spurgte Søn, der dengang var omkring 3 år gammel, om jeg ikke også kunne købe sådan en fætter til ham. Nu fik han så en kusine istedet, fordi jeg synes piger lugter bedre, sagde jeg, og Søn var godt tilfreds og forelskede sig på stedet i sin sovende kusine.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar