Haven ligner noget der har været opbevaret under vand alt for længe, og der er ikke noget at gøre ved det, for alting er hårdt som sten af frost.
I weekenden tilbragte jeg et par timer i haven, mens vi (min mand) flyttede rundt på et læs flis, som jeg omhyggeligt bredte ud i en fjern ende af haven i håb om at et tykt lag flis kan give os et lille forspring i forhold til forårets brændenælder, der ellers laver et uigennemtrængeligt hegn ned mod naboen.
Fint med mig, det er lidt Torneroseagtigt med sådan en brændenælde-hæk, men naboen virker knap så glad for at være med i det eventyr fra sin velfriserede side af hegnet.
Nåmen, mens jeg gik der og nussede rundt med min løvrive og ventede på næste læs flis, stødte jeg på et par spande, der var blevet glemt ude i løbet af vinteren og som vejret havde fyldt med vand på snedig vis, den ene vandfyldte spand inde i den anden.
I den yderste spand havde vejret endda puttet nogle visne blade, viste det sig, da jeg ved hjælp af varmt vand fik skilt plastik fra is. Og voila, så havde vinteren, dovenskaben og min hang til rod og uorden givet mig den fineste islygte:
.....og jeg havde midlertidigt glemt det der med at jeg skulle være den, der bredte flis ud.
Jeg satte straks vand over i en mindre spand til en islygte mere og se bare, sikke et fint argument for at nyde frostvejret.
Hvis det fortsætter, har jeg snart endnu en meget fin islygte, dennegang tilsat frugtfarve, efter tip fra en islygtebygger, der åbenbart for længe siden har opdaget denne metode til at få det bedst mulige ud af et forår, der er lidt langsomt i optrækket og nærig med varmegraderne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar