Drageløberen

Jeg holder vældigt meget af bøger og nød at arbejde med dem i mine år i boghandlen. Jeg arbejdede også som boghandler, da Drageløberen udkom, men jeg fik den ikke læst færdig, fordi jeg mistede tålmodigheden med vatnisse-hovedpersonen, og kom aldrig længere end dertil, hvor han rigtigt groft svigter sin bedste ven.
Siden har jeg ihærdigt forsøgt at læse bogen færdig flere gange, men irritationen er vendt tilbage i løbet af få sider, indtil jeg forleden fandt på at låne den som lydbog. Det kan man nemlig nu via nettet, i min kommune.
Så startede jeg endnu engang Drageløberen, fandt godt håndarbejde frem og endelig - efter at være sprunget over den lige rigeligt slemme passage, som jeg ikke behøvede at genhøre, følte jeg mig omsider fanget af den langsomt fremadskridende historie om at "gøre uret god igen", og overraskede mig selv ved at hulke rørt ned i mit strikketøj de sidste par minutter af bogen.

Det var en god bog, men ikke nær så fantastisk som jeg havde forventet, efter at have hørt så mange lovord om forfatteren og hans debutroman især.
Den tegnede et interessant billede af Afganistan og afganere og historien er både klog og dyb, men altså....den er også meget lang og meget adstadig i fortælletempoet.

Lidt mere om fristelser

I weekenden holdt Spindeforeningen sin årlige generalforsamling.
Det er en begivenhed jeg ser frem til adskillige måneder i forvejen, for ikke blot møder man masser af inspirerende mennesker, der interesserer sig for det samme som mig, men de der har spændende fibre eller andre relevante salg at sælge af, tager dem med, og SÅ er det helt umuligt at undgå uimodståelige fristelser, når man er en fibertosse som jeg.

(det bonus-morsomme ved dette citat-billede er forresten, at jeg måtte pille sedlen ud af munden på en af mine hunde, der åbenbart var ude af stand til at modstå trangen til at makulere det vidunderlige stykke papir der var drysset på gulvet)

Spindeforeningen havde arrangeret besøg af Kirsten Kielmann, der er en meget dygtig og entusiastisk svampefarver. Hendes begejstring var fantastisk smittende og det er da helt utroligt hvad man kan vride ud af en stump skovbund med svampe, hvis man ved hvad man laver, og dét gør Kirsten!
Kirsten medbragte også lidt sjaler og tørklæder der var strikket i hendes svampefarvede garner, og hun havde masser af eksempler på at gøre strik så enkelt, let og alligevel effektfuldt som muligt med ganske få kunstgreb og så godt som blottet for kompliceret mønsterstrik og vrangmasker. Jeg fik masser af gode tips og idéer og er allerede igang med at strikke et tørklæde til datter af en alpaca-silkeblanding i muntre farver fra BirtheP's garngalleri.

På generalforsamlingen købte jeg endnu en indfarvning som Birthe havde med, og den er farvet på "langs" af uldbåndet. Det giver et helt andet (og for mig lidt overraskende) spil i den spundne tråd og jeg er vældigt spændt på hvordan dét falder ud i noget færdigt strikket. Jeg har spundet fibrene, og garnet hænger nu til tørre og ser spændende og lovende ud.

Heldigvis sagde Birthe, at hun havde kilovis af indfarvningen hjemme i butikken....

Siden sidst

Min bærbare fik en lyd for nogen tid siden, og lyden udviklede sig så hårrejsende at den måtte en tur omkring et værksted og have skiftet blæser.

Det tog lang tid og forløb på en lidt anden måde end jeg havde ventet, men efter (bagefter, selvfølgelig) at have googlet "Zepto Kundeservice", kan jeg se, at jeg endda slap billigt, nemt og hurtigt. Men nu er min alsidige følgesvend tilbage, jeg er glad og næppe længere kunde hos Zepto.


Siden sidst har jeg prøvet at spinde "restegarn" efter et kort dyk i min kasse med små uldstumper, der er blevet i overskud, og spundne garn-rester fra spolerne til min rok, der er blevet trukket af og gemt med henblik på inspirerede stunder som sent sidste lørdag over noget spændende i fjernsynet.
Jeg fandt kartemaskinen frem og kørte en tot marineblå og lidt turkis merino igennem en gang uden at tænke for meget, sammen med en håndfuld løst håndtenspundet garn, som jeg klippede i små umage stumper.
Og så på rokken, stadig med det meste af min opmærksomhed på tv-skærmen, afhaspet, vasket og tørret, så søndag morgen kunne jeg tage resultatet i øjesyn:





Jeg ved ikke rigtigt hvad det skal blive til, og jeg tror det bliver irriterende at strikke af, men jeg synes garnet er helt vildt flot.

Midt i januar faldt Karin over et spændende projekt og selvom jeg hverken er specielt fascineret af matematik eller havde tid til et strikkeprojekt mere på det tidspunkt, blev jeg alligevel så nysgerrig, at jeg kiggede på Möebius-strik på nettet i nogen tid, dog stadig uden at forstå hvordan sådan et strik fungerede. "Slå masker op bagpå de masker man først har slået op" ....?hvad?
I februar kom min spindeforening så med lidt mere vejledning og efter at have læst dén, slået masker op, bandet, trævlet op og kigget lidt mere på nettet, lykkedes det omsider, og pludselig klirrede ruderne, hundene gøede og jorden rystede da ti-øren faldt og jeg kunne se hvordan sådan en möebius virker. Men det er svært at forklare og jeg bliver lidt let i hovedet når jeg tænker på hvordan det kan lade sig gøre. Det er lidt ligesom at se på de der synsbedrag-billeder, med uendelige trekanter eller elefanter med 4...nej 5? ben.

Her er et billede af möebius med opslagsmaskerne i restegarn som jeg ikke har pillet op, for at vise, at man slår masker op i midten og strikker udad derfra (jep, det lyder som volapyk, når man ikke er medlem af den hemmelige loge af möebiusstrikkere)




Da garnet skifter farve, kan man måske også få en fornemmelse af det der med, at man strikker udaf fra midten af båndet
Og her er den færdige "krave".





Den er strikket af en uld og silkeblanding i "bærmispel"-indfarvning fra Birthe Ps Garngalleri. Jeg har delt fibrene i to på langs, kartet den ene del sammen til et ensfarvet bundt og spundet det sammen med den anden halvdel, som er spundet efter farveforløbet. Det giver et ret skønt, akvarelagtigt farveforløb, og farveholdningen er meget smuk og efter mit hovede i afdæmpethed.
Mønsteret er noget velovervejet ret og vrang noget, der ligner pile når man kigger nærmere på det, der er slået 80 masker op på p. 4,5 (det blir til 159 masker når man har strikket masker op på bagsiden) og det passer fint til en lun krave til min halsbetændelses-rebound-ømme hals.

Trafikal retfærdighed!

I morges sad jeg i lægens venteværelse sammen med datter med ondt i halsen, og læste en artikel i et dameblad om "vej-vrede".
Vej-vrede er det der når man måske har lidt travlt, der er meget trafik, kø og så en nar, der kører på tværs af tre vejbaner og uhøfligt maser sig ind foran i køen! Oh, dårlig karma fra mig og mine medbillister i hans retning!!! Og mens man sidder der - udadtil en civiliseret kvinde i sin bedste alder - og fantaserer om hvor fedt det ville være hvis...ja altså, hvis ham fjolset fik en smertefuld byld på bagdelen som straf for sine trafikale uvaner, så er det, at man er blevet grebet af Vej-vrede!

Senere bragte formiddagen mig omkring motorvejen nord for københahvn, hvor jeg flere gange havde den tvivlsomme fornøjelse af meget vigtige og travle mænd i meget store firehjulstrækkere (som kompensation eller bare til når de kører rundt i bjergene herhjemme...nåe nej) , meget MEGET tæt på min bils bagende. Jeg kan ikke lide den slags nærgående medtrafikanter, og slet ikke når det sker med 120 km/t på motorvejen, men det fremkalder nærmere en mild vej-frygt end ordentlig vrede.
Engang imellem lover jeg hemmeligt ALDRIG mere at køre det mindste for stærkt, hvis bare det fjols der lige overhalede mig med 200 km/t bare holder rundt om næste sving sammen med en motorcykelbetjent, men det er aldrig sket, desværre.
FØR I DAG!
Oh glæde og kriblende ond fryd, da jeg kørte under en motorvejsbro, der var bemandet med sådan en fart-radardims, politibetjent og adskillige motorcykelbetjente.
500 meter efter broen holdt den første firehjulstrækker, der ganske kort tid før havde overhalet mig så hurtigt at jeg knapt havde nået at læse den kække, købte nummerpladetekst.
Og indenfor den næste kilometer holdt der 3 - TRE biler i selskab med betjente og bødeblokke og alle tre var sorte firehjulstrækkere.... Sådan nogle er ikke så ligetil at kende fra hinanden for en kvinde med sunde interesser, men jeg er sikker på jeg var blevet overhalet på forrykt vis af mindst to af dem.
Håber bøderne var klækkelige, så firehjulstrækker-dude'sene (med grimme koner og små.....Ja, jeg er fordomsfuld og synes firehjulstrækkere er en lille smule til grin) tænker lidt mere over benzinøkonomien på motorvejen i morgen.

Teater-weekend

I weekenden indløste jeg fødselsdagsgaven fra min mand og tog på Nørrebro Teater og så "En skærsommernats komedie".

For en gangs skyld strejfede tanken mig om hvorvidt jeg måske havde skruet forventningerne for højt i vejret, men dét havde jeg bestemt ikke!

Det var et skønt stykke, finurligt skruet sammen af Shakespeare, standup og teater som teater skal være. Og helt fantastisk't morsomt var det.

Bagefter spiste vi på den australske restaurant Reef 'n beef og selvom jeg ikke spiste hverken krokodille eller kænguru, var det en virkelig god middag, ikke mindst på grund af desserten "Death by Chokolate".

"Ja ja," tænkte jeg...."7 små chokolade desserter tager ikke pusten fra en ægte entusiast".

Og det gjorde de da heller ikke, men...oh....wau!

Dét var Chokoladedesserten over dem alle og den efterlod mig ør af begejstring, med en lillebitte chokoladeforgiftning, der gjorde mig glødende varm i kinderne og helt lettet over spadsereturen i frostvejr tilbage til bilen.

Ellers har weekenden ikke budt på de vilde udskejelser, omsider er influenzaen nemlig slået ned hjemme hos os, efter at vi til min udelte forundring er gået fri gennem de epidemi-agtige tilstande der har hersket blandt venner og familie i december.

Min mands datter var syg nytårsaften, og hun er ikke rigtigt kommet sig endnu, så hun hentede dynen op på sofaen igen lørdag, og Søn har haft feber siden torsdag, men har nu varieret med søløvehoste og natlig hiven efter vejret, der lørdag nat sendte mig ud i nattekulden med brændvarmt barn, dyne, nattøj og - brrr - bare fødder. Efter lidt dyne-mumificeret tid på køkkenbordet med åbent vindue og klart frostvejr var han dog frisk igen og selvom man sover vældigt let med sådan et hostende barn i sengen, så har han ikke haft så slemme hosteanfald siden. Og han er heldigvis i et vældigt humør og feberen falder, så det skal nok gå.

Syge børn i sofaen giver masser af tid til mig i "fodenden" med striksager. Jeg strikker stadig på Pisa-vesten, men har også haft travlt med et andet, vældigt hemmeligt barselsgaveprojekt til en veninde der godtnok først har termin i februar, men som har været "tvangsnedlagt" hjemme på sofaen indtil jul, hvor hun fik lov til at stå op igen og hvor jeg så fik lidt småtravlt, for pludselig kan hun jo føde når som helst. Jeg har omkring en films-tid tilbage på barselsgaveprojektet, og så kan det nok vise sig at hun ender med at gå 14 dage over tiden, men så er det i det mindste ikke "min skyld".

Jeg strikker også lidt på et smalt tørklæde i Noro-sokkegarn og Midwest Moonlight mønstret. Jeg er meget begejstret for noro-farverne, men garnet er nu lidt besynderligt ujævnt og let stift af et sokkegarn at være, synes jeg og jeg håber det bliver blødere af at blive vasket.

Og så til sidst - helt uden relevans - et billede af en rodet bunke trætte børn på vej til Jylland lige før nytår.

"Ubeskrevne ark"

Søn er forlængst faldet godt til i sin skole og det var lidt sjovt og vemodigt at se de nye før-skolebørn starte her i det nye år.
Men selv om Søn elsker den nye verden der lægger sig for hans fødder i skolen, så åbner det en lille rift i mit hjerte at se de små, benovede, rødøjede børn drive rundt som små øer i malstrømmen af børn og forældre, der travlt og målrettet oversvømmer skolens gange klokken 8 om morgenen.
"Ubeskrevne ark", som Datters fantastiske matematiklærer forventningsfuldt konstaterede da han inspicerede Søns årgang på allerførste skoledag. Men nogle lidt fortabte nogen af slagsen, her i starten, og det er næsten ikke til at bære.
Jeg husker pludselig tydeligt fornemmelsen af at følge min lillebitte dreng ud på dybt vand og så give slip, på hans allerførste førskoledage sidste år ved denneher tid. Og jeg tilgiver mig selv når jeg ser ham hoppende glad småløbe hen ad gangen mod klasseværelset uden tøven og uden at se sig tilbage og så er det godt alligevel.

I'ts alive!

Jeg synes svagt jeg husker enkelte juleferier, hvor man efter nytår drager et lettelsens suk over at vende tilbage til rutiner og hverdag igen, men dette (altså sidste) års marathonlange juleferie har bare været sådan et par skønne, flydende Lassaiz-Faire-uger at det er svært og lidt ondt at slippe.
Lidt ligesom når vi efter barndommens barfodede sommerferier, skulle presse vores friluftsfødder ned i sko og sandaler igen.

Nåmen min jul - og fødselsdag ugen efter - bød på de skønneste, kreative gaver fra min familie og sviger-.
Det var godtnok kun min gode mand der havde vovet sig ud i et direkte garnkøb, men der var gavekort til fibre og garn hos mine yndlingspushere - sikke en fryd og glæde!
Herren i huset havde købt et strikkekit til Pisa-vesten, som jeg har kigget langt efter i månedsvis. Og så havde han endda selv valgt en farve (mørk lille), den modige mand, og garnet i duos silkeudgave. Dét er god luksus, uendeligt blødt og smukt blankt.
Jeg er naturligvis i fuld gang med at kæmpe med skrå rib, men vesten skal strikkes med dobbelt tråd og dét er ikke let mens man ser tv, så det går ikke så stærkt.

Lige før jul lod jeg mig friste af et tilbud på tykt blødt garn i mine forældres lokale brugs, og gik igang med en Mossy Jacket til min venindes datter. Hun - datteren - bliver 2 år i marts, så da jeg opdagede at jeg havde taget ud et par gange for meget hen over skulderene mens jeg så spændende film i tv, mente jeg ikke det gjorde noget, selvom jeg også havde slået et par ekstra masker op fra starten.
Men der gik ikke så længe før det var svundet så meget i mit 350g's garnnøgle, at det begyndte at dæmre for mig, at dén trøje vist blev lidt vel stor. Men pyt, så var den bare til Datter på 10 år i stedet (Vi ignorerer her at der er 8 år og adskillige cm mellem de to tøsebørn)
Igår blev trøjen så færdig, monteret med knapper som datter selv havde lavet i sin fritidsklub....og så er den stadig et nummer eller tre for stor til hende.
Utroligt så dårligt mit øjemål er.....eller også gælder der bare andre regler for strikkefasthed for mig.

Fonetisk stavning

Jeg ville blive ked af at miste titlen til en fremmed mor, især når man slet ikke vidste at søns verdensmesterskaber i god mor netop var blevet afholdt.
Men jeg bliver nu alligevel lidt lykkelig over at stave mig gennem min titel.
Søn bekræfter at det tog lang tid at skrive, fordi det var svært at høre alle lydene, og så havde han også lige glemt hvordan det nu var at V'et så ud.

Kodetydning for fonetiske ignoranter (eller folk uden børn i stavealderen): Der står VRDNS BÆSD MOR. Verdens Bedste mor, ing'.

Skriver nisser julekort?

Weekenden er gået helt forrygende, uretfærdigt hurtigt!
Snart vil det vise sig om de der nisser er til nogen nytte, og får skrevet de der julekort for mig i år, for det går rigtigt dårligt på dén front for mig.

Lørdag var vi til i det lokale kulturhus og se Datter gå Luciaoptog sammen med en hel del andre kønne, lyse piger i hvide gevandter.
Jeg havde set frem til dagen med en vis gru, for jeg ér så sentimental og alene tanken om de lyse, sprøde stemmer gir mig en klump i halsen, og jeg tuder altså ikke på den pæne film-måde når jeg bliver rørt, men bryder nærmest hulkende sammen og plasker omgivelserne til i tårer og snot.
Datter synes det er skønt og ikke det mindste pinligt, selvom jeg forsøgte at skræmme hende med trusler om at græde på klassekammeraters forældre.
Jeg klarede det flot synes jeg og kun med et lillebitte hulk i medbragt lomemtørklæde.
Koncerten inkluderede også de lokale musikskolers elever og selvom niveauet mildest talt varierede, så var der også et par helt fantastiske talenter imellem, så jeg måtte lige have papiret frem igen til to unges udgave af "Hallelujah", som jeg holder allermest af i Steffen Brandt og Tina Dickows version.

Søndag havde vi planlagt at hygge os med lidt casual juleguf-produktion, men blev lidt forsinkede fordi Datter fik sådan en Sylvanian babykanin i sin pakkekalender, og et blik på kassen fra nyligt indkøbt mini-bærbar overbeviste mig om, at dét ville blive et helt perfekt Sylvanian-hus til kaninbaby.
Datter var helt eksalteret og begejstret over projektet og med hobbykniv, lim (masser af lim!!), vandfarve, stofrester og en praktisk, hjælpende hånd fra mig, tog hendes fantasi lynhurtigt fart og lettede og hun forsvandt i en imaginær horisont sammen med søn i en helt fantastisk dukkehusleg, fuldstændigt som mine egne lege med lillebror, da vi var små, og reolsystemet pludselig blev til høje bjerge, fyldt med farer (bjørne i kgl. porcelæn) og spændende huler (huller i bogrækkerne).

Jeg var helt dårlig over at forstyrre dem med tilbud om sukker, nougat og marcipan i rå mængder, men jeg startede Datters uforlignelige julecd, med udvalgte numre og hendes eget (6 årige) speak indimellem, og da jeg var færdig med at tørre tårer op efter endnu et sentimentalt udbrud, var børnene mentalt på vej tilbage til det virkelige liv, hvor reoler bare er reoler, og adventskransen ikke er nogen UFO.
Søn præsenterede et helt nyt koncept i juleguf, nemlig jule-rumskibe og jeg fik endelig pebermyntepastillerne til at LYKKES. De lykkedes så godt at de næsten blev spist under produktionen, faktisk.

Og jeg har billeder!! Men gæt om jeg har den der lille irriterende adapterdims til kameraet?! *bande*

F

Søn går i børnehaveklasse, og her er de meget fremme i skoene med hensyn til at tale om bogstaver og han kan således - på fonetisk vis - stave utroligt mange ting ved at lytte sig frem til bogstaverne. Det er for eksempel er ret cool (og tankevækkende) at høre ham stave sig frem til ISPN (ispind) eller ØIØ (øje), men de fleste af ordene får han rigtigt fat i, bortset fra de hemmelige, stumme d'er der smutter de fleste gange.
Det er også en god leg at nævne et bogstav og så finde på en masse ting der begynder med dét og dét havde den entusiatiske lærerinde på skolen også gjort forleden, da de talte om bogstavet F, fortalte Søn sin far i går aftes, da han blev puttet.
Lærerinden havde skrevet et F på tavlen og alle de søde børn havde rakt fingeren op, og nævnt et ord der startede med F, og dem havde lærerinden så skrevet på tavlen. Far. Frem. Fed. Flot. Fin.
Mads havde også rakt fingeren op og sagt: Fuck.

Det ville lærerinden til søns forundring ikke skrive på tavlen, men hun havde dog givet ham ret i at det startede med F.