lørdag den 15. marts 2008

Børnefødselsdag


Når smuksakken blir 10 er der ingen vej udenom, så skal der være fest. Ad omveje og via forskellige forhindringer blev det til biograftur for hele hendes klasse, og næsten alle klassekammeraterne kunne komme, så vi besatte to rækker i biografen.
Gæt lige om det er med bævende hjerte man drager i biffen med 20 ti-årige....

Belønningen fik jeg, da vi delte popcorn og juice ud til hele banden og min pt. yndlings-potentielle svigersøn med glade øjne sagde: "Aj? Får vi alt det også?!"

De opførte sig nu alle sådan rimeligt pænt, og desuden er der jo skruet godt op for lyden på sådan en børneforestilling, så ingen gik glip af noget. Og det var en fest at høre deres forargede "yyyyyd" og "aaaaad" da helten kyssede sin heltinde.

Men nu er vi trætte, der er pakket mange gaver ud, og i morgen venter pandekagekage, boller og hjemmelavede burgere på fødselsdagsfesten på selveste hendes runde dag.

Ingen kommentarer: