I en weekend fornylig vovede familien sig til den lokale tømmerhandel. I to biler, fordi den ene er sådan en bil med kun to sæder og vi skulle have lange træ-sager til hønsehusbyggeriet.
Jeg havde datter med i bilen og da jeg nærmede mig tømmerhandelen, lige før de 100 meter hvor hr. og fru Frederiksværk har kylet deres køretøjer og trailere på beggesider af vejen og fodgængere med og uden lange stykker træ og halve legehuse trasker frem og tilbage over vejen uden at se sig for.....altså lige FØR det sted, overhalede jeg en herre, der kørte meget stærkt på cykel og selvsikkert havde placeret sig midt på kørebanen på motorcykel-facon.
Umiddelbart efter det farlige biler-parkeret-overalt-sted, trak jeg helt ind til kantstenen og drejede til højre ind på byggemarkedets parkeringsplads.
Det kan synes at være en vel kedelig og detaljeret beretning om en ret rutinemæssig parkering, men detaljegraden har en grund, og den stod bag min bil da jeg steg ud, den var svedig og vred og havde skikkelse af den ældre herre jeg havde overhalet et par hundrede meter forinden.
Han havde tydeligvis noget på hjerte, men jeg nåede at nikke og hilse lidt forvirret, før han eksploderede i overfusning og vrede over, at jeg havde været ved at køre ham ned under mit højresving kort forinden. Jeg gav mig omgående til at undskylde.
Jeg må jo indrømme at jeg overhovedet ikke havde set ham siden jeg overhalede ham på god afstand af svinget, så hvis han virkelig havde lagt kræfterne i, kunne han måske godt have nået frem til svinget i tide til at skulle tøve lidt i pedalerne hvis han havde kilet sig ind mellem bil og kantsten i stedet for at fortsætte motorcykelstilen og køre udenom.
Jeg er oprigtigt ked af hvis jeg skulle have været ved at dreje ind foran ham og, gudforbydedet, køre ham ned og rigtigt taknemmelig for at han snarrådigt sparede os begge for denne oplevelse, og det er ihvertfald sikkert og vist, at jeg kigger mig rigtigt, rigtigt godt og ekstra grundigt for når jeg drejer til højre nu.
Jeg kan også godt forstå, hvis manden er blevet forskrækket.
Men da han startede sin svada, stod datter lige ved siden af mig, og forhindrede mig i at blive ligeså vred og barnlig som han. Selvom jeg bad ham dæmpe sig en smule, med et nik mod datter, så dette blot ud til at pøse mere krudt på bålet, og inspirerede cyklisten til i malende vendinger at love at køre mig ned, hvis han en dag mødte mig på cykel sammen med min datter!
Det mente jeg måtte være grænsen for hvad jeg behøvede at høre på, selv i min nye rolle som god-mor, der ikke skriger af uforskammede, fremmede mænd, og vendte mig derfor mod datter for at gå, mens manden fyrede sin skældsordstrumf "Bonderøv!" af, og kastede sig kraftfuldt op på sin cykel og kørte.
Godt og skidt at datter var der, jeg kunne godt have tænkt mig at hun slap for den demonstration af temperament, men jeg er glad for at hun var der til at forhindre mig i fortælle cyklisten, at jeg i sekundet fortrød at jeg ikke havde set ham så jeg kunne have sigtet lidt bedre.....Og jeg er glad for at det lykkedes mig at bevare roen, så jeg bagefter kunne trøste grædende datter med, at det kun var få mennesker der reagerede sådan. Og at han bare havde være forskrækket og vred. Og sikkert havde en meget lille tissemand, en tudegrim kone, dræbersnegle i kolonihaven og ingen venner. Eller, det sidste tror jeg blev inde i mit hovede.
Jeg har tænkt rigtigt meget over episoden, meget mere end vred cyklist fortjener, vil jeg tro, men jeg blev meget forskrækket, rasende og ked af det i løbet af få sekunder og det var svært at arbejde ud af kroppen igen.
Jeg har besluttet mig for at vinde diskussionen på den lange bane ved at fortsætte den u-barnlige linie som datter hjalp mig til at holde, og nu hilser jeg smilende på mine vrede medbillister om morgenen, og terapi-glæden ved at lade sure pensionister slippe ind foran mig i supermarkedskøen er blevet endnu større.
Næste skridt er et visit med hjemmebag hos vores sure nabo, der gennem lang tid - efter en sag med nogle træer som vi efter hans mening var for længe om at fælde - knap har hilst og mest bare har kastet vrede blikke over vores fælles hegn.
Og så tror jeg jeg er bedre bevæbnet til, hvis jeg nogensinde igen skulle møde sådan en vred person, og det vil være mig en inderlig glæde at ødelægge hans dårlige humør med smil og overskud. Ha!
Efter at have mumlet lidt og efter at jeg havde inspiceret fibrene lidt nøjere endte jeg dog med at være vældigt godt tilfreds med mig selv, der er mange spændende eksempler på hvordan farverne blander sig og passer sammen. Mange af dem vil jeg ihvertfald forsøge at eftergøre med vilje på større portioner fibre.
Jeg havde frygtet det der med at lægge husholdnings-/mikroovnsfilm ud....jeg synes det kan være en kamp at få stadset rundt om en halv melon, og kunne slet ikke forestille mig at lægge det fladt og jævnt på et bord, men det gik forbløffende fint.
Og hønseflokken var begejstrede igen. Men ikke så begejstrede for at skulle bestige en hønsestige for at komme ind i huset og i seng om aftenen, så jeg har fornøjelsen af at putte høns om aftenen, når husets børn er gået i seng. Og høns slukker for al modstand når solen går ned og lader sig matte sætte ind i hønsehuset under søvnige skrååårk og let plirren og pippen.
Søde børn. Hvor ér man bare heldig.
Et glas rødvin hjælper en hel del på humøret når man står overfor sådan et lappe-bjerg, og et par aftener senere lykkedes det mig med nogen overvindelse og et sæt helt utrolige overspringshandlinger at blive færdig.
