Systematisk plantefarvningsforsøg

Normalt er jeg ret så ustruktureret i mine farvningsseancer, jeg vejer helst ikke noget af, men prøver mig frem og har sjældent nogen plan om hvordan det færdige resultat skal ende.
Men i Spindeforeningen er der netop nu en workshop med et spændende og ret så systematisk plantefarvningsprojekt.
Det går ud på at forbehandle en mængde garn med forskellige bejdser, farve med een eller anden plantefarve og derefter efterbehandle med forskellige kemikalier og på den måde med en smule snilde ende med et antal nuancer svarende til antal bejdser gange antal efterbehandlinger.
Hm, man får en smule hovedpine af den sætning, men se her, så fremgår meningen lidt tydeligere:

De tre bundter i venstre kolonne er ikke bejdset med noget. Næste kolonne er bejdset med rabarberblade (en bejdse jeg helt sikkert skal eksperimentere meget mere med) og yderst til højre er garnet bejdset med alun og vinsten.
Øverste række er efter farvningen ikke blevet behandlet med noget, midterste række er efterbehandlet med salmiakspiritus op nederste række er efterbehandlet med eddikesyre.

Det giver jo et fabelagtigt godt overblik over de forskellige bejdser og efterbehandlingers effekt på hvidt sokkegarn.

Eddikesyre og ingen efterbehandling ligner ret meget hinanden, men der er ret tydelige forskelle mellem de tre typer bejdse, hvor især rababerbejdsen skiller sig ud og farver garnet ret så brungult.

Jeg har farvet med skvalderkål, der vistnok skulle have givet brunlige nuancer, men som her endte lidt mere gulligt, synes jeg.

Det er helt sikkert et forsøg jeg vil prøve igen på en anden fridag.

Besynderlige dage

I dag har jeg bragt søn "til spejder" for allerførste gang. Selvfølgelig havde vi ikke medbragt kompas, og bilens GPS gik i vinterhi, så vi fór vild undervejs.
Spejderne tog her til aften "vennemærket" efter et uendeligt langt foredrag af en flink gammel dame, der efterfølgende - i den bløde sofa hvor jeg havde slået mig ned (spejderne sad på gulvet, hæhæ) - tilføjede aftenen lidt stjernedrys ved at fortælle at hendes lillebror var ham den "skeløjede halvsvensker" fra Gasolin' . Ser man det. Jeg kan slet ikke li' Gasolin', men hun lignede ham faktisk lidt.

Og så havde jeg en kort besynderlig samtale med datter om reinkarnation.

(Ja, jeg tager notater med grim skrift på mit arbejdsbord. Det må man gerne når man er moren. Og der står adskillige fremragende opskriftsnoter på det bord. Fortjener faktisk et særskilt indlæg, men foreløbig blot en inderlig tak til fætter Jonas der som 12 - 14 årig omhyggeligt byggede bordet som puslebord til sin lille nevø (min søn) for 8 år siden. Bordet gør nu tjeneste som mit bord (MIT bord) og er skattet og elsket. Ikke mindst fordi det er virkeligt godt at tage notater på.)

"Måske vil jeg gerne have en pause når jeg er færdig med det her liv", sagde hun.

Hold da op, hun tænker nogengange de mest overraskende ting mens man lige kigger væk.....

Spindende generalforsamling

Weekenden bød på et af årets kreative højdepunkter, nemlig generalforsamlingen i Spindeforeningen.

Igen i år havde jeg fornøjelsen af at følges med Nanna og turen til Fyn er simpelthen så hyggelig sammen med hende.

Det er ret så længe siden jeg har luftet min Bee-rok, men længe leve vedligeholdelsesfri kuglelejer, den kørte uden det mindste piv, somom jeg ikke havde lavet andet end at spinde hele vinteren og den ikke i virkeligheden har været pakket sammen og forsømt.

Dette var min sidste generalforsamling som bestyrelsesmedlem, så jeg havde lavet en meget fiberrig buket til foreningens formand, Karin, der er en kvinde af ganske særlig kaliber.

Som altid var der - udover udsøgt selskab og inspirationsmættet stemning - også masser af fristelser, så jeg måtte omsider overgive mig til den der trend med genbrugte broderier, for Fru Nielsen havde lige ramt de rigtige farver på en uimodståeligt charmerende måde og man får jo nemt brug for en ekstra taske til sine indkøb på sådan en dag..

Jeg købte også en håndfuld silkehankies til videre silkehankie-strik og noget løjerligt silke, der nærmest ligger som tyndt stof i sådan en lang tube...silken skal spindes sammen med uld/soya blandingen som min mor har farvet til mig, og som kan ses til højre i billedet.

Blandt de hjembragte skatte var også en tyrkisk håndten. Eller, altså, modellen er tyrkisk, håndtenen er fremstillet i Silkeborg og den spinder overraskende godt. Jeg havde vist ikke forventet mig den store funktionalitet af den facon.

Men før jeg med god samvittighed kunne spinde videre, havde jeg jo lige det der hængeparti med en Mermaid som jeg havde store problemer med at finde lyst til at gøre færdig. Lidt opmundrende snak med Nanna på vej hjem i bilen og så al den her spændende lokkemad fik dog fyret op under monteringslysten, så nu snurrer den færdige jakke i vaskemaskinen. Den så lovende ud, trods en enkelt sjusket syning, og passede helt perfekt før vask, så jeg kydser fingre for at der ikke sker uheldige ting i vaskemaskinen lige nu.

I *heart* frostvejr

Åhr, jeg er så træt af frostvejr!

Haven ligner noget der har været opbevaret under vand alt for længe, og der er ikke noget at gøre ved det, for alting er hårdt som sten af frost.

I weekenden tilbragte jeg et par timer i haven, mens vi (min mand) flyttede rundt på et læs flis, som jeg omhyggeligt bredte ud i en fjern ende af haven i håb om at et tykt lag flis kan give os et lille forspring i forhold til forårets brændenælder, der ellers laver et uigennemtrængeligt hegn ned mod naboen.
Fint med mig, det er lidt Torneroseagtigt med sådan en brændenælde-hæk, men naboen virker knap så glad for at være med i det eventyr fra sin velfriserede side af hegnet.

Nåmen, mens jeg gik der og nussede rundt med min løvrive og ventede på næste læs flis, stødte jeg på et par spande, der var blevet glemt ude i løbet af vinteren og som vejret havde fyldt med vand på snedig vis, den ene vandfyldte spand inde i den anden.
I den yderste spand havde vejret endda puttet nogle visne blade, viste det sig, da jeg ved hjælp af varmt vand fik skilt plastik fra is. Og voila, så havde vinteren, dovenskaben og min hang til rod og uorden givet mig den fineste islygte:

.....og jeg havde midlertidigt glemt det der med at jeg skulle være den, der bredte flis ud.

Jeg satte straks vand over i en mindre spand til en islygte mere og se bare, sikke et fint argument for at nyde frostvejret.
Hvis det fortsætter, har jeg snart endnu en meget fin islygte, dennegang tilsat frugtfarve, efter tip fra en islygtebygger, der åbenbart for længe siden har opdaget denne metode til at få det bedst mulige ud af et forår, der er lidt langsomt i optrækket og nærig med varmegraderne.

Falkenbergske forbistrelser

Nåmen jeg strikker jo så på den der "Mermaid" fra Falkenberg.

Den bliver pæn, men sikke også en orn'lig masse masker der er i sådan en og opskriften er simpelthen så frustrerende. Man skal selv gætte og regne sig frem til en hel del ting og sådan en sodukoopskrift er bare ikke lige min kop te. Jeg mener, i sådan et dyrt strikkekit kunne jeg godt have tænkt mig en mere udførlig opskrift.
Da jeg nåede til midt på ryggen og fejrede "på en måde halvvejs - yay", kastede jeg et blik i opskriften og så, at vejledningen til den anden halvdel af jakkens krop lød: "Efter kilen strikkes stribemønster, kiler og ærmegab i omvendt rækkefølge"....Jeg syntes med mine begrænsede strikkefærdigheder, at første del af jakken havde været svær nok MED de lidt kryptiske anvisninger til ud- og indtagninger, så jeg har strikket en hel del baglæns - pillet op - på anden del af jakken, og er efterhånden en lillesmule træt af den her jakke, der nu bare skal strikkes færdig, så jeg slipper for at stirre mere i mønsteret.

For at dulme frustrationen over gang på gang at hoppe over gærdet på de mest ufremkommelige steder sammen med Hanne Falkenberg, har jeg bestilt mere af det lækre yndlingsgarn fra Rasmilla, og stillet mig selv endnu en gang Viggo-strik i udsigt. Denne gang til min søn, der ellers ret sjældent bliver begavet med hjemmestrik. Og bagefter endnu en finke-viggo til min lillebitte nye niece, der i ved vinterferiens inspektion, viste sig at være noget af det yndigste stykke pigebarn i miniformat. Nåhr!

Da min bror for knap 6 år siden kunne præsentere sin førstefødte, min nevø, tog jeg børnene med til Jylland for at kigge på babyen, og undervejs talte jeg en del med Datter om, at det var deres fætter. Da vi havde kigget lidt på den lille, sovende spædbarnsbylt, spurgte Søn, der dengang var omkring 3 år gammel, om jeg ikke også kunne købe sådan en fætter til ham. Nu fik han så en kusine istedet, fordi jeg synes piger lugter bedre, sagde jeg, og Søn var godt tilfreds og forelskede sig på stedet i sin sovende kusine.

Livet set fra løbebåndet #2

Der er ikke meget at underholde sig med, når man tramper afsted på løbebåndet.
I mit motionscenter vender løbebåndene sådan at man har udsigt over træningslokalet, men for det meste skruer jeg højt op for min Ipod, indstiller blikket på uendeligt og lægger kræfterne i den indre diskussion om hvad i alverden det er man laver der. Skulle man ikke hellere sætte sig lidt? Var der ikke kaffe ude i receptionen ved de der dybe sofaer?...og så videre i dén dur.

Forleden dag, var der en af bodybuilderne der lagde an til noget med vægte på sådan en ehem...løftebænk (?) lige foran mig, og da jeg vagt havde registreret at han traskede frem og tilbage i mit synsfelt en ti minutters tid, kunne jeg ikke lade være med at kigge efter hvad han lavede.

Han satte vægte på en vægtstang. Så fjernede han nogen igen og placerede nogle nye. Så sad han lidt på bænken og tog en tår af sin energi-drik, før han pludselig rejste sig, tørrede sig i ansigtet med sit håndklæde og gik ud af mit synsfelt Så kom han tilbage. Sad lidt på bænken, kontrollerede vægtene. Skiftede et par vægte ud og sad lidt igen....Efter lidt tid gik det op for mig at han slet ikke havde løftet den der vægtstang med vægte på een eneste gang, men da jeg havde løbet 5 kilometer var der gået en halv times tid (32 minutter og 23 sekunder tøhø) og den muskuløse dreng havde stadig ikke løftet andet end sin energidrik.

Bare det var ligeså let at løbetræne....

Sådan kan man også lære nye mennesker at kende.

Jeg var i skoven og løbe forleden morgen, hvor vejret var mildt og stierne fri for is og næsten usmattede. Man lærer at sætte pris på teknikken bag velanlagte stier, der lader smeltevand løbe væk i en fart, så man kan færdes på dem i løbesko uden at skride rundt og uden at få våde tæer. Der føles nørdet, at tænke så meget over et underlag af jord og grus, men man har virkelig god tid med sine tanker, når man løber 5 kilometer i skoven.

Nåmen ud og hjem ad samme vej er ret svært at forene med mit temperament, så på vej hjemad blev jeg fristet af en endnu uafprøvet sti der løb i genvejsretning, og så snuppede jeg den.
Det føltes som et rigtigt heldigt træk, da skoven uventet åbnede sig i en køn lysning med hestefold, så pyt med at den brede, velanlagte skovsti blev til en snæver, let mudret ridesti.
Da ridestien stoppede i en overiset vandpyt i sø-størrelse følte jeg mig ikke helt så heldig, men det viste sig at isen godt kunne bære mig, så jeg listede over og fortsatte - nu på gennemsmattet sti - langs en grøft og hen over en intermistisk bro, og befandt mig pludselig i noget tyndt skov for enden af en villabaghave. Men uden mere sti. Der stod jeg lidt desorienteret og anede ikke hvor jeg var, mens det dæmrede for mig at den eneste vej var tilbage til der hvor jeg kom fra.

Men så trådte en dame ud i sin baghave, og vinkede til mig med sin morgenkaffe og inviterede mig til at springe over hegnet og krydse gennem hendes have, for ellers skulle man meget langt i den ene og den anden retning for at komme ud til....njae, jeg ved ikke rigtigt hvor hun troede jeg var på vej hen og jeg var faret så meget vild at jeg ikke rigtigt hørte efter, men bare tænkte på hvor utroligt akavet det føltes at forcere en villabaghave på sin løbetur. Herefter forklarede hun mig meget hjælpsomt og præcist hvor jeg var, og jeg spurgte lidt mere om vej, for ikke at afsløre, at det netop gik op for mig at jeg boede 200 meter derfra.

Jeg tror ikke jeg behøver teste dén skovsti igen....

Livet set fra løbebåndet #1

Oppe i mit motionscenter, er der en ung, kvindelig instruktør. Hun er megahøj, slank, smuk og med langt, lyst hår. Man kan godt blive lidt bange for hende, men det var hende der viste mig hvilke knapper jeg skulle trykke på på løbebåndet da jeg startede og selvom jeg har hørt hende skælde lidt ud over sløv indsats og manglende motivation hos de motionister hun laver træningsprogrammer for, så ér hun i virkeligheden rigtigt sød og rar. Cool og sej, men mest flink.

Oppe i mit motionscenter kan man også møde en lille hær af aldrende herrer, der formentlig er blevet jaget derop af deres læger eller koner.
Af og til trasker nogen af dem rundt i hælene på en instruktør, der sætter dem igang med nye træningsprogrammer, som de så senere følger i deres egen udgave, ved at gå fra den ene maskine, hvor de netop har diskuteret kommunal udstykningspolitik, til den næste maskine, hvor de kort vender Helle T versus Løkke R og så over til de maveøvelseshjørnet, hvor de taler lidt om udenrigspolitik. De løfter meget sjældent noget. Hvis de havde boet i Spanien, havde de været dem der sad under træerne i parken og spillede Backgammon dagen lang.

Men inden man begynder på "styrketræningen" skal man jo "varme op", og for de herrer består opvarmningen tit af at sidde lidt på en motionscykel.
Og når smukke-kvindelige-instruktør går gennem lokalet tæt fulgt af et nytårsforsæt, der skal introduceres til personligt træningsprogram, eller bare slendrer igennem for at se om alle klør på og har styr på det, så er det klart, at samtlige aldrende herrer for en tid tier og ser efter hende.

Indtil for nyligt troede jeg det var for at nyde synet af ynde og skønhed, men forleden sad jeg på en motionscykel ved siden af en herre, der havde medbragt et hvalpet barnedrengebarn på kanten af puberteten. Og da instruktør var udenfor hørevidde krympede den flinke bedstefar sig, gøs lidt og hvislede nervøst til sit barnebarn: "Hende der! Hun er bare ISKOLD!"

Det var Viggo

Efter en benhård afstemning om knapper i går aftes - jeg måtte indkalde assistance fra farvesikker datter for at have nogen at diskutere med, selvom det egentlig var lige på kanten af hendes sengetid - fik jeg hæftet de sidste ender, syet sidesømme og monteret de omhyggeligt udvalgte knapper.

Uii, som jeg er overmåde tilfreds med resultatet!! Selvom det er er alt for længe siden jeg har nydt den unge modtagers selskab - og alle ved jo at 4-årige gror som.....nullermænd under sofaen (nå, det er måske kun hjemme hos mig?) - så føler jeg mig ret så sikker på at størrelsen også er god nok.

Jeg masede hårdt på i weekenden for at nå at blive færdig inden mit Falkenberg-mermaid kit kom i dag. Jeg har lige strikket en meget lang I-cord til at starte den ene kant med og jeg har allerede undret mig som en gal over en tvetydig formulering eller to, så dét er en rigtigt Falkenberg, tror jeg. Men det føles lidt somom man har vundet noget, når det så omsider går op for een hvad det egentlig var hun mente med for eksempel: "Kravens to yderste kantmasker".
Jeg kan godt lide det lidt stride Shetlandsgarn. Det føles somom det gerne vil filte og det gør ikke noget til en jakke. Filte-tilbøjeligheden er også een af de egenskaber der gør at jeg godt kan lide at strikke af LettLopi garn, selvom jeg i virkeligheden synes det kradser helt urimeligt meget.

Men nu tilbage til den gode ende af sofaen, hvorfra jeg kan varme mine tæer på det ene febervarme barn, mens jeg af og til nusser den anden maveforpinte på maven. Med mindre mit immunforsvar er lavet af kampesten og belagt med teflon, tegner der sig en meget fredsommelig weekend i horisonten.

Finke-Viggo

Jeg nåede lige at strikke et sæt pulsvarmere mere før garn og opskrift til Rasmillas Viggo landede i postkassen.

Jeg synes det var rigtigt svært at vælge farverne til finkeudgaven, men heldigvis er modtageren af den her trøje vældigt meddelsom med hensyn til yndlingsfarverne, så jeg var aldrig for alvor i tvivl, og jo mere jeg strikker, jo mere sikker bliver jeg også på, at hun bliver glad for farvevalget: Mmmlyserød, aaaahpink og iiiiihlimegrøn.

Jeg er ikke særligt god til at regne strikkeopskrifter ud, så jeg skal holde tungen lige i munden for at følge med i sådan en trøje der er strikket på tværs, men heldigvis er Rasmilla-Sanne god til at skrive særdeles udførlige opskrifter, og temmeligt vanedannende tilmed, jeg har selv strikket adskillige Fionaer, bare fordi modellen er så knusende sød.
Jeg kan heller ikke forestille mig at dette er den eneste "Viggo" jeg får strikket.

Og så har jeg lige bestilt et strikkekit fra Falkenberg, efter længe at have ønsket mig en pæn, strikket jakke og efter at have kigget rigtigt længe på denne model.
En halvdyr investering efter min målestok, men med den fine talje mermaiden-modellen har, har jeg bestemt at det er min nu-har-du-tabt-dig-10-kilo belønning (eller "Hvad pokker, er det en mavemuskel??!"-præmie). Også selvom det er noget tid siden jeg spænede forbi dén milepæl og på trods af at vægttabet i virkeligheden bare er en bekvem sidegevinst ved løbetræningen og kilden til herlige endorfin-kick. Pyt med det. Kan man finde en grund til at klappe sig selv på skulderen, så skal man da gøre det, ing.