mandag den 16. august 2010

Strikkeblokering

Siden ugleblusen i forsommeren, og en kort besættelse af en blomstervariant af "bedstemorfirkanter", har jeg ikke rigtigt kunnet finde nogen håndarbejdsentusiasme. Jeg har startet masser af små og store projekter uden den store entusiasme, og som forventet er de afgået ved optrævlingsdøden ret hurtigt alle sammen, bortset fra en vendestriksagtig babybluse i økologisk bomuld, der ér blevet færdig, men som muligvis bliver viklet op igen på grund af hvad der ligner elendig baby-pasform. Har ihvertfald aldrig set en baby i dén facon.

Nu har jeg bestilt lidt hjælp herfra
Hun har hjulpet mig over strikke-kriser før og jeg håber noget Anemone i Yndlings- eller luksusgarn kan kurere mig og hjælpe mig af med rastløsheden.

Det er jo ikke til at holde ud at se tv uden noget i hænderne....

Om at få lidt mere end man beder om

Nåmen min veninde havde lidt æg hun gerne ville have ruget ud, og jeg havde 1½ skrukhøne, så jeg tilbød naturligvis at lægge en god håndfuld æg under den ivrigste høne i hønsehuset, nu hvor den alligevel gik og skrukkede og ikke lagde æg.

Og se så hvad jeg fik:


Herligt.
Tre skrukhøns og nul æg til min morgenmad.

De hugger ivrigt og lynhurtigt æggene fra hinanden når de sover eller går ud og spiser, men det meste af tiden vogter de skinsygt på hinanden og siger knurrende lyde.

I mellemtiden er der så, i stedet for hønsene, der holder sig indendøre, flyttet en lille sortøjet mus ind i hønsegården.

søndag den 8. august 2010

Brev hjemmefra

Forleden fik jeg en pakke fra mine forældre i Jylland.
Min mor havde strikket et sjal for mig (jeg blir sådan underlig tom i hovedet når jeg skal strikke noget der hedder noget med over 500 masker) af noget Wensleydale fra en fiberklub.


Med i pakken var også et brev fra min far:

"Kære Annie,

Mor bad mig sende dette sjal til dig.
Hun bad mig også om at sende et par ord. Med ikke noget om hvad det skulle være for nogen, så jeg har klippet lidt ud fra nogen reklamer og fra avisen, der er både store og små ord, så kan du jo bruge dem som du har lyst til.

Mange hilsner fra din yndlingsfar."


Nogengange er det trist at bo så langt væk fra sine forældre, de mangler i bedsteforældrepuljen på hverdage og enhver kan trænge til det indforståede blik over en kaffekop, som gør ord helt overflødige, og som ihvertfald for mig virker bedst hjemme i min mors køkken.
Andre gange får man heldigvis pakke og breve hjemmefra fordi man bor så langt væk, og så er det alligevel ikke så slemt.
Og hvis det er rigtigt at latter forlænger livet, så fik jeg da lige et års tid ekstra dér.