onsdag den 21. januar 2009

Trafikal retfærdighed!

I morges sad jeg i lægens venteværelse sammen med datter med ondt i halsen, og læste en artikel i et dameblad om "vej-vrede".
Vej-vrede er det der når man måske har lidt travlt, der er meget trafik, kø og så en nar, der kører på tværs af tre vejbaner og uhøfligt maser sig ind foran i køen! Oh, dårlig karma fra mig og mine medbillister i hans retning!!! Og mens man sidder der - udadtil en civiliseret kvinde i sin bedste alder - og fantaserer om hvor fedt det ville være hvis...ja altså, hvis ham fjolset fik en smertefuld byld på bagdelen som straf for sine trafikale uvaner, så er det, at man er blevet grebet af Vej-vrede!

Senere bragte formiddagen mig omkring motorvejen nord for københahvn, hvor jeg flere gange havde den tvivlsomme fornøjelse af meget vigtige og travle mænd i meget store firehjulstrækkere (som kompensation eller bare til når de kører rundt i bjergene herhjemme...nåe nej) , meget MEGET tæt på min bils bagende. Jeg kan ikke lide den slags nærgående medtrafikanter, og slet ikke når det sker med 120 km/t på motorvejen, men det fremkalder nærmere en mild vej-frygt end ordentlig vrede.
Engang imellem lover jeg hemmeligt ALDRIG mere at køre det mindste for stærkt, hvis bare det fjols der lige overhalede mig med 200 km/t bare holder rundt om næste sving sammen med en motorcykelbetjent, men det er aldrig sket, desværre.
FØR I DAG!
Oh glæde og kriblende ond fryd, da jeg kørte under en motorvejsbro, der var bemandet med sådan en fart-radardims, politibetjent og adskillige motorcykelbetjente.
500 meter efter broen holdt den første firehjulstrækker, der ganske kort tid før havde overhalet mig så hurtigt at jeg knapt havde nået at læse den kække, købte nummerpladetekst.
Og indenfor den næste kilometer holdt der 3 - TRE biler i selskab med betjente og bødeblokke og alle tre var sorte firehjulstrækkere.... Sådan nogle er ikke så ligetil at kende fra hinanden for en kvinde med sunde interesser, men jeg er sikker på jeg var blevet overhalet på forrykt vis af mindst to af dem.
Håber bøderne var klækkelige, så firehjulstrækker-dude'sene (med grimme koner og små.....Ja, jeg er fordomsfuld og synes firehjulstrækkere er en lille smule til grin) tænker lidt mere over benzinøkonomien på motorvejen i morgen.

mandag den 12. januar 2009

Teater-weekend



I weekenden indløste jeg fødselsdagsgaven fra min mand og tog på Nørrebro Teater og så "En skærsommernats komedie".
For en gangs skyld strejfede tanken mig om hvorvidt jeg måske havde skruet forventningerne for højt i vejret, men dét havde jeg bestemt ikke!
Det var et skønt stykke, finurligt skruet sammen af Shakespeare, standup og teater som teater skal være. Og helt fantastisk't morsomt var det.
Bagefter spiste vi på den australske restaurant Reef 'n beef og selvom jeg ikke spiste hverken krokodille eller kænguru, var det en virkelig god middag, ikke mindst på grund af desserten "Death by Chokolate".
"Ja ja," tænkte jeg...."7 små chokolade desserter tager ikke pusten fra en ægte entusiast".
Og det gjorde de da heller ikke, men...oh....wau!
Dét var Chokoladedesserten over dem alle og den efterlod mig ør af begejstring, med en lillebitte chokoladeforgiftning, der gjorde mig glødende varm i kinderne og helt lettet over spadsereturen i frostvejr tilbage til bilen.
Ellers har weekenden ikke budt på de vilde udskejelser, omsider er influenzaen nemlig slået ned hjemme hos os, efter at vi til min udelte forundring er gået fri gennem de epidemi-agtige tilstande der har hersket blandt venner og familie i december.
Min mands datter var syg nytårsaften, og hun er ikke rigtigt kommet sig endnu, så hun hentede dynen op på sofaen igen lørdag, og Søn har haft feber siden torsdag, men har nu varieret med søløvehoste og natlig hiven efter vejret, der lørdag nat sendte mig ud i nattekulden med brændvarmt barn, dyne, nattøj og - brrr - bare fødder. Efter lidt dyne-mumificeret tid på køkkenbordet med åbent vindue og klart frostvejr var han dog frisk igen og selvom man sover vældigt let med sådan et hostende barn i sengen, så har han ikke haft så slemme hosteanfald siden. Og han er heldigvis i et vældigt humør og feberen falder, så det skal nok gå.
Syge børn i sofaen giver masser af tid til mig i "fodenden" med striksager. Jeg strikker stadig på Pisa-vesten, men har også haft travlt med et andet, vældigt hemmeligt barselsgaveprojekt til en veninde der godtnok først har termin i februar, men som har været "tvangsnedlagt" hjemme på sofaen indtil jul, hvor hun fik lov til at stå op igen og hvor jeg så fik lidt småtravlt, for pludselig kan hun jo føde når som helst. Jeg har omkring en films-tid tilbage på barselsgaveprojektet, og så kan det nok vise sig at hun ender med at gå 14 dage over tiden, men så er det i det mindste ikke "min skyld".
Jeg strikker også lidt på et smalt tørklæde i Noro-sokkegarn og Midwest Moonlight mønstret. Jeg er meget begejstret for noro-farverne, men garnet er nu lidt besynderligt ujævnt og let stift af et sokkegarn at være, synes jeg og jeg håber det bliver blødere af at blive vasket.
Og så til sidst - helt uden relevans - et billede af en rodet bunke trætte børn på vej til Jylland lige før nytår.

torsdag den 8. januar 2009

"Ubeskrevne ark"

Søn er forlængst faldet godt til i sin skole og det var lidt sjovt og vemodigt at se de nye før-skolebørn starte her i det nye år.
Men selv om Søn elsker den nye verden der lægger sig for hans fødder i skolen, så åbner det en lille rift i mit hjerte at se de små, benovede, rødøjede børn drive rundt som små øer i malstrømmen af børn og forældre, der travlt og målrettet oversvømmer skolens gange klokken 8 om morgenen.
"Ubeskrevne ark", som Datters fantastiske matematiklærer forventningsfuldt konstaterede da han inspicerede Søns årgang på allerførste skoledag. Men nogle lidt fortabte nogen af slagsen, her i starten, og det er næsten ikke til at bære.
Jeg husker pludselig tydeligt fornemmelsen af at følge min lillebitte dreng ud på dybt vand og så give slip, på hans allerførste førskoledage sidste år ved denneher tid. Og jeg tilgiver mig selv når jeg ser ham hoppende glad småløbe hen ad gangen mod klasseværelset uden tøven og uden at se sig tilbage og så er det godt alligevel.

onsdag den 7. januar 2009

I'ts alive!

Jeg synes svagt jeg husker enkelte juleferier, hvor man efter nytår drager et lettelsens suk over at vende tilbage til rutiner og hverdag igen, men dette (altså sidste) års marathonlange juleferie har bare været sådan et par skønne, flydende Lassaiz-Faire-uger at det er svært og lidt ondt at slippe.
Lidt ligesom når vi efter barndommens barfodede sommerferier, skulle presse vores friluftsfødder ned i sko og sandaler igen.

Nåmen min jul - og fødselsdag ugen efter - bød på de skønneste, kreative gaver fra min familie og sviger-.
Det var godtnok kun min gode mand der havde vovet sig ud i et direkte garnkøb, men der var gavekort til fibre og garn hos mine yndlingspushere - sikke en fryd og glæde!
Herren i huset havde købt et strikkekit til Pisa-vesten, som jeg har kigget langt efter i månedsvis. Og så havde han endda selv valgt en farve (mørk lille), den modige mand, og garnet i duos silkeudgave. Dét er god luksus, uendeligt blødt og smukt blankt.
Jeg er naturligvis i fuld gang med at kæmpe med skrå rib, men vesten skal strikkes med dobbelt tråd og dét er ikke let mens man ser tv, så det går ikke så stærkt.

Lige før jul lod jeg mig friste af et tilbud på tykt blødt garn i mine forældres lokale brugs, og gik igang med en Mossy Jacket til min venindes datter. Hun - datteren - bliver 2 år i marts, så da jeg opdagede at jeg havde taget ud et par gange for meget hen over skulderene mens jeg så spændende film i tv, mente jeg ikke det gjorde noget, selvom jeg også havde slået et par ekstra masker op fra starten.
Men der gik ikke så længe før det var svundet så meget i mit 350g's garnnøgle, at det begyndte at dæmre for mig, at dén trøje vist blev lidt vel stor. Men pyt, så var den bare til Datter på 10 år i stedet (Vi ignorerer her at der er 8 år og adskillige cm mellem de to tøsebørn)
Igår blev trøjen så færdig, monteret med knapper som datter selv havde lavet i sin fritidsklub....og så er den stadig et nummer eller tre for stor til hende.
Utroligt så dårligt mit øjemål er.....eller også gælder der bare andre regler for strikkefasthed for mig.