Søn er forlængst faldet godt til i sin skole og det var lidt sjovt og vemodigt at se de nye før-skolebørn starte her i det nye år.
Men selv om Søn elsker den nye verden der lægger sig for hans fødder i skolen, så åbner det en lille rift i mit hjerte at se de små, benovede, rødøjede børn drive rundt som små øer i malstrømmen af børn og forældre, der travlt og målrettet oversvømmer skolens gange klokken 8 om morgenen.
"Ubeskrevne ark", som Datters fantastiske matematiklærer forventningsfuldt konstaterede da han inspicerede Søns årgang på allerførste skoledag. Men nogle lidt fortabte nogen af slagsen, her i starten, og det er næsten ikke til at bære.
Jeg husker pludselig tydeligt fornemmelsen af at følge min lillebitte dreng ud på dybt vand og så give slip, på hans allerførste førskoledage sidste år ved denneher tid. Og jeg tilgiver mig selv når jeg ser ham hoppende glad småløbe hen ad gangen mod klasseværelset uden tøven og uden at se sig tilbage og så er det godt alligevel.
torsdag den 8. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Jeg forstår dig fuldstændig, for det er med blødende hjerte, man giver slip på sit barn, når man ved, hvor hårdt det kan være at skulle vænne sig til at gå i skole. Jeg kan stadig selv mærke følelsen indendi af at være 6½ år og gå i 1. klasse.
Send en kommentar