tirsdag den 30. december 2008

Fonetisk stavning


Jeg ville blive ked af at miste titlen til en fremmed mor, især når man slet ikke vidste at søns verdensmesterskaber i god mor netop var blevet afholdt.
Men jeg bliver nu alligevel lidt lykkelig over at stave mig gennem min titel.
Søn bekræfter at det tog lang tid at skrive, fordi det var svært at høre alle lydene, og så havde han også lige glemt hvordan det nu var at V'et så ud.

Kodetydning for fonetiske ignoranter (eller folk uden børn i stavealderen): Der står VRDNS BÆSD MOR. Verdens Bedste mor, ing'.

mandag den 15. december 2008

Skriver nisser julekort?

Weekenden er gået helt forrygende, uretfærdigt hurtigt!
Snart vil det vise sig om de der nisser er til nogen nytte, og får skrevet de der julekort for mig i år, for det går rigtigt dårligt på dén front for mig.

Lørdag var vi til i det lokale kulturhus og se Datter gå Luciaoptog sammen med en hel del andre kønne, lyse piger i hvide gevandter.
Jeg havde set frem til dagen med en vis gru, for jeg ér så sentimental og alene tanken om de lyse, sprøde stemmer gir mig en klump i halsen, og jeg tuder altså ikke på den pæne film-måde når jeg bliver rørt, men bryder nærmest hulkende sammen og plasker omgivelserne til i tårer og snot.
Datter synes det er skønt og ikke det mindste pinligt, selvom jeg forsøgte at skræmme hende med trusler om at græde på klassekammeraters forældre.
Jeg klarede det flot synes jeg og kun med et lillebitte hulk i medbragt lomemtørklæde.
Koncerten inkluderede også de lokale musikskolers elever og selvom niveauet mildest talt varierede, så var der også et par helt fantastiske talenter imellem, så jeg måtte lige have papiret frem igen til to unges udgave af "Hallelujah", som jeg holder allermest af i Steffen Brandt og Tina Dickows version.

Søndag havde vi planlagt at hygge os med lidt casual juleguf-produktion, men blev lidt forsinkede fordi Datter fik sådan en Sylvanian babykanin i sin pakkekalender, og et blik på kassen fra nyligt indkøbt mini-bærbar overbeviste mig om, at dét ville blive et helt perfekt Sylvanian-hus til kaninbaby.
Datter var helt eksalteret og begejstret over projektet og med hobbykniv, lim (masser af lim!!), vandfarve, stofrester og en praktisk, hjælpende hånd fra mig, tog hendes fantasi lynhurtigt fart og lettede og hun forsvandt i en imaginær horisont sammen med søn i en helt fantastisk dukkehusleg, fuldstændigt som mine egne lege med lillebror, da vi var små, og reolsystemet pludselig blev til høje bjerge, fyldt med farer (bjørne i kgl. porcelæn) og spændende huler (huller i bogrækkerne).

Jeg var helt dårlig over at forstyrre dem med tilbud om sukker, nougat og marcipan i rå mængder, men jeg startede Datters uforlignelige julecd, med udvalgte numre og hendes eget (6 årige) speak indimellem, og da jeg var færdig med at tørre tårer op efter endnu et sentimentalt udbrud, var børnene mentalt på vej tilbage til det virkelige liv, hvor reoler bare er reoler, og adventskransen ikke er nogen UFO.
Søn præsenterede et helt nyt koncept i juleguf, nemlig jule-rumskibe og jeg fik endelig pebermyntepastillerne til at LYKKES. De lykkedes så godt at de næsten blev spist under produktionen, faktisk.

Og jeg har billeder!! Men gæt om jeg har den der lille irriterende adapterdims til kameraet?! *bande*

fredag den 12. december 2008

F

Søn går i børnehaveklasse, og her er de meget fremme i skoene med hensyn til at tale om bogstaver og han kan således - på fonetisk vis - stave utroligt mange ting ved at lytte sig frem til bogstaverne. Det er for eksempel er ret cool (og tankevækkende) at høre ham stave sig frem til ISPN (ispind) eller ØIØ (øje), men de fleste af ordene får han rigtigt fat i, bortset fra de hemmelige, stumme d'er der smutter de fleste gange.
Det er også en god leg at nævne et bogstav og så finde på en masse ting der begynder med dét og dét havde den entusiatiske lærerinde på skolen også gjort forleden, da de talte om bogstavet F, fortalte Søn sin far i går aftes, da han blev puttet.
Lærerinden havde skrevet et F på tavlen og alle de søde børn havde rakt fingeren op, og nævnt et ord der startede med F, og dem havde lærerinden så skrevet på tavlen. Far. Frem. Fed. Flot. Fin.
Mads havde også rakt fingeren op og sagt: Fuck.

Det ville lærerinden til søns forundring ikke skrive på tavlen, men hun havde dog givet ham ret i at det startede med F.

mandag den 1. december 2008

Produktiv weekend og Handsker med foer

Nåmen bortset fra knækkede tænder, har weekenden været pragtfuld og er mestendels blevet tilbragt med fødderne oppe i sofaen, strik-sager eller nadre hyggelige indendørssysler. Jeg blev kun afbrudt ganske kort da jeg lørdag var nødt til at proviantere lidt, men den uvelkomne tur ud af huset blev forsødet af et besøg hos "Frøken Fingernem" aka Charlotte, som jeg kender fra Spindeforeningen, og som har sit eget, private lille "kagehus" i baghaven. Der bor bare ikke nogen Hans-og-Grethe-spisende heks i Charlottes tillokkende hus, der i stedet for slik og kager er fyldt med garn! Garn af de skønneste kvaliteter fra gulv til loft!

Jeg forlod modstræbende den lille oase med to bundter gotlandsk pels-uldgarn til de vanter jeg er blevet vældigt optaget af på det seneste. Jeg har udstrikket de Zimmermann'ske mittens og er nu faldet over vanter med foer af "rovings", kartet, spundet uld.

Jeg har fundet opskriften her og det er ret let at gå til, men jeg har lovet Charlotte en dansk fortolkning af mønsteret, så det kommer i løbet af kort tid, men i store træk er det "bare" et par vanter, hvor man trækker uspundet uld med igennem i nogle af maskerne.


Effekten er overvældende blødhed inden i den strikkede vante - uhm, det er somom ens hånd får en rigtig varm krammer når man tager handsken på.
Jeg forestiller mig at foret filter sammen på herligste vis når man bruger vanterne, og at de første snebolde og efterfølgende tørringer ved brændeovnen gør sådan et par forede vanter særdeles personlige og "fingerformede".


Jeg har strikket vanten som stor, mellem og er i netop igang med en "mindst" og jeg er slet, slet ikke færdig endnu.



Den lyseblå er strikket af strømpegarn og de blå/turkise er strikket af det gotlandske pelsgarn.

Oh gru!

I weekenden fik jeg lidt mere end jeg havde tænkt mig, da jeg spiste en saltmandel og knækkede en kindtand.

Jeg tog det ret tappert, hvis jeg selv skal sige det, og da chokket over det usandsynligt store hul, der mødte min tungespids da jeg forsigtigt mærkede efter skadens omfang havde lagt sig, følte jeg mig ret fredeligt til mode trods udsigten til tandlægevisit ved først kommende lejlighed.
Efter nogen research på nettet mens jeg ventede på at det blev mandag og telefontid, valgte jeg en anden tandlæge end den jeg har brugt de seneste par gange jeg har været ved tandlæge, fordi den nye tandlæge reklamerer aggressivt med smertevenlig behandling og brug af laser til udbedring af huller, og dét lyder som noget en tandlægekylling som jeg kan lide.

Det var også et godt og venligt sted og jeg var stadig rolig og u-skrækslagen da jeg blev undersøgt, men det viste sig at den tand jeg havde knækket var een af mine to højt skattede mælketænder, der ikke er faldet ud, fordi der ikke er kommet en ny tand nedenunder, og eftersom sådan en mælketands levetid i følge tandlægen er maks 40 år, så var der ikke meget fornuft i at reparere på den, den burde i stedet hives ud hurtigst muligt, og det samme skulle den anden mælketand i den anden side, hvis man skulle være lidt smart i forhold til mit fremtidige bid og så'en. Gys.

Det ser ud til at jeg lige skal arbejde lidt mere på mit tandlægemod, men foreløbig har jeg vænnet mig til tanken om både bedøvelse (argh - stikkes i munden??!!!!) og næææsten også at få trukket et par tænder ud, så det skal nok gå. Især ser jeg frem til et par dages medlidenhed og is og blød mad bagefter. Måske skal jeg udvikle en mild halten, så man bedre kan se at jeg lider?