Skriver nisser julekort?

Weekenden er gået helt forrygende, uretfærdigt hurtigt!
Snart vil det vise sig om de der nisser er til nogen nytte, og får skrevet de der julekort for mig i år, for det går rigtigt dårligt på dén front for mig.

Lørdag var vi til i det lokale kulturhus og se Datter gå Luciaoptog sammen med en hel del andre kønne, lyse piger i hvide gevandter.
Jeg havde set frem til dagen med en vis gru, for jeg ér så sentimental og alene tanken om de lyse, sprøde stemmer gir mig en klump i halsen, og jeg tuder altså ikke på den pæne film-måde når jeg bliver rørt, men bryder nærmest hulkende sammen og plasker omgivelserne til i tårer og snot.
Datter synes det er skønt og ikke det mindste pinligt, selvom jeg forsøgte at skræmme hende med trusler om at græde på klassekammeraters forældre.
Jeg klarede det flot synes jeg og kun med et lillebitte hulk i medbragt lomemtørklæde.
Koncerten inkluderede også de lokale musikskolers elever og selvom niveauet mildest talt varierede, så var der også et par helt fantastiske talenter imellem, så jeg måtte lige have papiret frem igen til to unges udgave af "Hallelujah", som jeg holder allermest af i Steffen Brandt og Tina Dickows version.

Søndag havde vi planlagt at hygge os med lidt casual juleguf-produktion, men blev lidt forsinkede fordi Datter fik sådan en Sylvanian babykanin i sin pakkekalender, og et blik på kassen fra nyligt indkøbt mini-bærbar overbeviste mig om, at dét ville blive et helt perfekt Sylvanian-hus til kaninbaby.
Datter var helt eksalteret og begejstret over projektet og med hobbykniv, lim (masser af lim!!), vandfarve, stofrester og en praktisk, hjælpende hånd fra mig, tog hendes fantasi lynhurtigt fart og lettede og hun forsvandt i en imaginær horisont sammen med søn i en helt fantastisk dukkehusleg, fuldstændigt som mine egne lege med lillebror, da vi var små, og reolsystemet pludselig blev til høje bjerge, fyldt med farer (bjørne i kgl. porcelæn) og spændende huler (huller i bogrækkerne).

Jeg var helt dårlig over at forstyrre dem med tilbud om sukker, nougat og marcipan i rå mængder, men jeg startede Datters uforlignelige julecd, med udvalgte numre og hendes eget (6 årige) speak indimellem, og da jeg var færdig med at tørre tårer op efter endnu et sentimentalt udbrud, var børnene mentalt på vej tilbage til det virkelige liv, hvor reoler bare er reoler, og adventskransen ikke er nogen UFO.
Søn præsenterede et helt nyt koncept i juleguf, nemlig jule-rumskibe og jeg fik endelig pebermyntepastillerne til at LYKKES. De lykkedes så godt at de næsten blev spist under produktionen, faktisk.

Og jeg har billeder!! Men gæt om jeg har den der lille irriterende adapterdims til kameraet?! *bande*