mandag den 15. juni 2009

Oh smerte!


Min flinke, hjemmearbejdende mand har netop været så venlig og sadistisk at informere mig om, at der er kommet en meget stor pakke til mig derhjemme. Jeg ved godt hvad det er.

Billedet stammer herfra

Der er pludselig meget, meget længe til jeg har fri.....

onsdag den 10. juni 2009

Noget om hævn, der skal nydes med et varmt smil.

I en weekend fornylig vovede familien sig til den lokale tømmerhandel. I to biler, fordi den ene er sådan en bil med kun to sæder og vi skulle have lange træ-sager til hønsehusbyggeriet.
Jeg havde datter med i bilen og da jeg nærmede mig tømmerhandelen, lige før de 100 meter hvor hr. og fru Frederiksværk har kylet deres køretøjer og trailere på beggesider af vejen og fodgængere med og uden lange stykker træ og halve legehuse trasker frem og tilbage over vejen uden at se sig for.....altså lige FØR det sted, overhalede jeg en herre, der kørte meget stærkt på cykel og selvsikkert havde placeret sig midt på kørebanen på motorcykel-facon.
Umiddelbart efter det farlige biler-parkeret-overalt-sted, trak jeg helt ind til kantstenen og drejede til højre ind på byggemarkedets parkeringsplads.

Det kan synes at være en vel kedelig og detaljeret beretning om en ret rutinemæssig parkering, men detaljegraden har en grund, og den stod bag min bil da jeg steg ud, den var svedig og vred og havde skikkelse af den ældre herre jeg havde overhalet et par hundrede meter forinden.
Han havde tydeligvis noget på hjerte, men jeg nåede at nikke og hilse lidt forvirret, før han eksploderede i overfusning og vrede over, at jeg havde været ved at køre ham ned under mit højresving kort forinden. Jeg gav mig omgående til at undskylde.
Jeg må jo indrømme at jeg overhovedet ikke havde set ham siden jeg overhalede ham på god afstand af svinget, så hvis han virkelig havde lagt kræfterne i, kunne han måske godt have nået frem til svinget i tide til at skulle tøve lidt i pedalerne hvis han havde kilet sig ind mellem bil og kantsten i stedet for at fortsætte motorcykelstilen og køre udenom.

Jeg er oprigtigt ked af hvis jeg skulle have været ved at dreje ind foran ham og, gudforbydedet, køre ham ned og rigtigt taknemmelig for at han snarrådigt sparede os begge for denne oplevelse, og det er ihvertfald sikkert og vist, at jeg kigger mig rigtigt, rigtigt godt og ekstra grundigt for når jeg drejer til højre nu.

Jeg kan også godt forstå, hvis manden er blevet forskrækket.
Men da han startede sin svada, stod datter lige ved siden af mig, og forhindrede mig i at blive ligeså vred og barnlig som han. Selvom jeg bad ham dæmpe sig en smule, med et nik mod datter, så dette blot ud til at pøse mere krudt på bålet, og inspirerede cyklisten til i malende vendinger at love at køre mig ned, hvis han en dag mødte mig på cykel sammen med min datter!
Det mente jeg måtte være grænsen for hvad jeg behøvede at høre på, selv i min nye rolle som god-mor, der ikke skriger af uforskammede, fremmede mænd, og vendte mig derfor mod datter for at gå, mens manden fyrede sin skældsordstrumf "Bonderøv!" af, og kastede sig kraftfuldt op på sin cykel og kørte.

Godt og skidt at datter var der, jeg kunne godt have tænkt mig at hun slap for den demonstration af temperament, men jeg er glad for at hun var der til at forhindre mig i fortælle cyklisten, at jeg i sekundet fortrød at jeg ikke havde set ham så jeg kunne have sigtet lidt bedre.....Og jeg er glad for at det lykkedes mig at bevare roen, så jeg bagefter kunne trøste grædende datter med, at det kun var få mennesker der reagerede sådan. Og at han bare havde være forskrækket og vred. Og sikkert havde en meget lille tissemand, en tudegrim kone, dræbersnegle i kolonihaven og ingen venner. Eller, det sidste tror jeg blev inde i mit hovede.

Jeg har tænkt rigtigt meget over episoden, meget mere end vred cyklist fortjener, vil jeg tro, men jeg blev meget forskrækket, rasende og ked af det i løbet af få sekunder og det var svært at arbejde ud af kroppen igen.

Jeg har besluttet mig for at vinde diskussionen på den lange bane ved at fortsætte den u-barnlige linie som datter hjalp mig til at holde, og nu hilser jeg smilende på mine vrede medbillister om morgenen, og terapi-glæden ved at lade sure pensionister slippe ind foran mig i supermarkedskøen er blevet endnu større.

Næste skridt er et visit med hjemmebag hos vores sure nabo, der gennem lang tid - efter en sag med nogle træer som vi efter hans mening var for længe om at fælde - knap har hilst og mest bare har kastet vrede blikke over vores fælles hegn.

Og så tror jeg jeg er bedre bevæbnet til, hvis jeg nogensinde igen skulle møde sådan en vred person, og det vil være mig en inderlig glæde at ødelægge hans dårlige humør med smil og overskud. Ha!

mandag den 8. juni 2009

Fibermaleri

I går aftes legede Datter og jeg med fibre.



Jeg havde en hel del små og store mængder meget farvet uld i lidt vel krappe farver som er gemt og indkøbt med henblik på at blive kartet sammen til dem rene kunst, og dét blev de.

Vi besluttede os for blå farver, og endte med en rigtigt fin midsommeraftens himmel-farve og indkastede en lille smule knaldrødt for at skabe lidt *pang!* *wau!* og *slam!*. Det kom til at se helt solnedgangsagtigt ud, de røde striber blender lidt bedre ind i battet end det ser ud til på billederne:


Forsøgsvis spiralspundet garn:

...og det ser da sjovt ud, men effekten i strikkeprøven var ikke så imponerende, så det blev bestemt at battsene skal spindes sammen til et to-trådet garn. Og så må jeg se om ikke jeg kan finde en opskrift på en hurtig lille bolero i størrelse Datter...

Oh at være en høne....


Nåmen så lader jeg bare somom jeg ikke har forsømt min blog på det seneste, for en forklarende opdatering vil blive lidt vel omfattende. Udelukkende lykkelige begivenheder, dog.
Familiens husholdning er endnu engang blevet udvidet, dennegang med fire omvandrende gødningsmaskiner.

Karla (Tidligere Karl Jensen, til Søn fandt ud af det var en hun-høne), Spirea, lille Sorte og lille Blå er unge silkehønse-høne-kyllinger på et par måneder eller tre. Silkehøns var den løjerligste race jeg kunne finde, så naturligvis skulle det være dem. De er dunede, og ser egentlig ud somom de er blevet vasket lidt vel varmt, og derefter blevet føntørrede af en lidt for ivrig teenager henne fra 80'erne.

Husets børn er meget begejstrede og der er noget universalt godt over at grave en tot græstørv op til dem og betragte hvordan fjerkræene først plukker og spiser græsset, hvorefter de skraber og fanger kryb og kravl i jorden mellem græsrødderne, for til sidst henrykt at sandbade i jord-resterne.

Så byggede vi en hønsegård med -hus:
Og hønseflokken var begejstrede igen. Men ikke så begejstrede for at skulle bestige en hønsestige for at komme ind i huset og i seng om aftenen, så jeg har fornøjelsen af at putte høns om aftenen, når husets børn er gået i seng. Og høns slukker for al modstand når solen går ned og lader sig matte sætte ind i hønsehuset under søvnige skrååårk og let plirren og pippen.

Det ser dog ud til at de har fundet fidusen ved hønsestigen, igår aftes susede de i seng af sig selv straks jeg entrede hønsegården for at putte. Og i morgen væltede de som sædvanligt over hinanden for at komme ud i den nye dag.



Hundene - især Mille - eeeeelsker hønsene, men jeg tror ikke hun endnu har taget endelig stilling til om de skal spises eller passes. Hun sidder i timevis og kigger på hver eneste lille bevægelse de gør, og løber energisk rundt om gården for at være så tæt på som muligt. Hønsene er ophøjet ligeglade med hendes lejlighedsvise begejstrede bjæf til deres blafren og skraben.

Til sidst et billede fra vores pinsefrokost hos børnenens farfar:
Søde børn. Hvor ér man bare heldig.