mandag den 8. juni 2009

Oh at være en høne....


Nåmen så lader jeg bare somom jeg ikke har forsømt min blog på det seneste, for en forklarende opdatering vil blive lidt vel omfattende. Udelukkende lykkelige begivenheder, dog.
Familiens husholdning er endnu engang blevet udvidet, dennegang med fire omvandrende gødningsmaskiner.

Karla (Tidligere Karl Jensen, til Søn fandt ud af det var en hun-høne), Spirea, lille Sorte og lille Blå er unge silkehønse-høne-kyllinger på et par måneder eller tre. Silkehøns var den løjerligste race jeg kunne finde, så naturligvis skulle det være dem. De er dunede, og ser egentlig ud somom de er blevet vasket lidt vel varmt, og derefter blevet føntørrede af en lidt for ivrig teenager henne fra 80'erne.

Husets børn er meget begejstrede og der er noget universalt godt over at grave en tot græstørv op til dem og betragte hvordan fjerkræene først plukker og spiser græsset, hvorefter de skraber og fanger kryb og kravl i jorden mellem græsrødderne, for til sidst henrykt at sandbade i jord-resterne.

Så byggede vi en hønsegård med -hus:
Og hønseflokken var begejstrede igen. Men ikke så begejstrede for at skulle bestige en hønsestige for at komme ind i huset og i seng om aftenen, så jeg har fornøjelsen af at putte høns om aftenen, når husets børn er gået i seng. Og høns slukker for al modstand når solen går ned og lader sig matte sætte ind i hønsehuset under søvnige skrååårk og let plirren og pippen.

Det ser dog ud til at de har fundet fidusen ved hønsestigen, igår aftes susede de i seng af sig selv straks jeg entrede hønsegården for at putte. Og i morgen væltede de som sædvanligt over hinanden for at komme ud i den nye dag.



Hundene - især Mille - eeeeelsker hønsene, men jeg tror ikke hun endnu har taget endelig stilling til om de skal spises eller passes. Hun sidder i timevis og kigger på hver eneste lille bevægelse de gør, og løber energisk rundt om gården for at være så tæt på som muligt. Hønsene er ophøjet ligeglade med hendes lejlighedsvise begejstrede bjæf til deres blafren og skraben.

Til sidst et billede fra vores pinsefrokost hos børnenens farfar:
Søde børn. Hvor ér man bare heldig.

3 kommentarer:

Karin Hørkilde sagde ...

Sødeste Annie, skal du ikke snart skrive en bog eller noget?? Jeg vil med garanti være køber af en sådan - hold op, hvor jeg hygger mig med at læse dine indlæg. Glæder mig til at høre mere om dine høns - vi har faktisk planer om at ombygge hønsehuset, ja faktisk lave et nyt, og det nye skal være i HELT samme stil som jeres!! Knus

Madame sagde ...

Hihi, hvor var det morsomt at læse, kære Annie - og herligt at du er her igen!!! Jeg har også set, hvor meget sjov Regitze har af sine (vampyrpingvinen):O)

En dag vil jeg også prøve at have høns.

Annie sagde ...

Karin, det er mig der er arkitekten bag hønsevillaen, og jeg kan garantere dig for, at dén tegning blev ændret utallige gange før den blev helt rigtig, men nu er jeg meget tilfreds med det færdige resultat.
Madame, Vampyrpingvinens Kaj er en fantastisk ambassadør for silkehønse-racen. Og Regitze er cool =)