mandag den 31. marts 2008



Den nye udgave af "Baby-i-rib" blev strikket på pind 3 i Noro og vupti, en "Stor-pige-i-rib". Her med røde øjne. Og lidt uglet i tøjet, ved nærmere eftersyn. Blusen har ikke være til at flå af hende siden, og jeg er også rigtigt glad for resultatet.

Mens jeg strikker på den der vest af købe-bomuldsgarn, som er forbløffende træls og kedeligt at strikke, finder jeg på masser af små og store overspringsprojekter. Hvor patetisk ér det lige...at lave overspringshandlinger i forbindelse med noget frivilligt hobby-noget...?
Nåmen mens jeg forkælet ikke rigtigt gider strikke på det der bomuld, spinder jeg tyndt mangefarvet uld, mens jeg brændende ønsker mig en lace-flyer og glæder mig til at navaho-tvinde. Det var rigtigt sjovt med silken og gik helt uden knuder, filter og fråde, og det blev bare så flot. Det tror jeg også det bliver med ulden her.



Og så lynstrikkede jeg en lille baby-hue til en gravid veninde, der var begyndt at få de der rædsomme mareridt man kan have mens man går og venter sig, og så synes jeg hun skulle have noget blødt og virkeligt og baby-agtigt hun kunne ae mens hun ryster uhyggelig drøm af sig. Jeg skyndte mig så meget med at få huen pakket og sendt at jeg helt glemte et billede, men dét må vi have med, når der er en baby at putte i den. Huen er fra en bog der hedder "Sødt og blødt til prinser og prinsesser" (tror jeg) og hun havde fået den med et blad.
Blonden var virkelig yndig, men jeg kan bedre lide Gro's djævlehue.

onsdag den 26. marts 2008

Noget om strikkefasthed

Det er vist ingen hemmelighed at jeg ikke er den mest erfarne, ihærdige eller omhyggelige strikker (omend jeg arbejder et par af punkterne)og jeg er ikke bleg for at starte på visse småting uden strikkeprøver. Og så kan der ske spændende ting! Denne lille designklub.dk undertrøje i størrelse 6 - 9 måneder kan således fint passe min 10-årige datter bare fordi jeg er gået een pindestørrelse op, fra 2 til 3 og har strikket modellen i tykt, håndspundet silkegarn.



Den lyse model her, er str. 0 - 3 mdr, strikket på pind 2 med det rigtige garn.

Jeg løb tør for garn lidt før jeg havde tænkt mig (jvf. uomhyggeligheden) så selvom datter er meget forelsket, så er den lige kort nok, men en top magen til i Noro er på pindene, og her skulle være rigeligt med garn til en ordentlig længde.
Og jeg blir færdig i en fart, for bagefter venter mine hjem-bestilte mønstre på veste. Den ene strikker jeg lige først i det anbefalede garn (ensfarvet bomuld - *gab*), men SÅ skal der også fuskes!

Wau!

Jamen, man mister jo helt pusten, når man uforvarende kigger ud af køkkenvinduet klokken 7, og bliver mødt af dette syn:



Det er jo fantastisk! Utroligt! Altødelæggende for morgensurhed!

tirsdag den 25. marts 2008

Note til self

Det er VIRKELIG irriterende at trævle Noro op!

søndag den 23. marts 2008

Ild i haven

Så kom vi omsider i gang med at grave ud til bålstedet, nu, hvor den annoncerede snestorm lader vente på sig.
Jeg glemte naturligvis at tage før-billeder, men lige der hvor jeg vil have bålsted, plejede der at stå et blommetræ, som vi fældede for 4 år siden og siden har stubben dannet centrum i et stenbed, der med tiden blev indtaget af lidt efeu og om sommeret var et bjerg af tallerkensmækkere.
Nåmen væk kom stenene og så kom kavaleriet i form af mand og hund og fjernede rådden stub og rødder



Jeg har også haft god tid til at spinde og har spundet garnet til den vest/top jeg gerne vil lave færdigt.



Det forbliver entrådet for at holde farverne sammen. Jeg har en smule mere flot, håndfarvet garn i mange farver, det vil jeg spinde meget tyndt og navaho-tvinde, efter en god succesoplevelse med navahotvinding uden tårer forleden.



Det er silke, omtrent 100 gram. Måske blir det til en lille top til min venindes smukke datter.
Men for lige at blive ved mine planer-om-vest, så har jeg luret på mønstre og strikkefastheder og faconer på veste på nettet i hvad der føles som timevis, og jeg har med tænderskæren indset at 200 gram til pind 4 for det første næppe er nok til en vest og at min eventyrlyst på strikkefronten næppe rækker til selv at finde på endnu.
Men mens jeg surfede faldt jeg for to vest/top mønstre som jeg bestilte. Så kan jeg øve mig på dem.

Og forresten, så har jeg omsider skrevet mig på ventelisten til det der Ravelry. Der er en mulliard mennesker på listen foran mig, så det varer nok liiiiige lidt før jeg finder ud af hvad der er så fantastisk derhenne.

lørdag den 22. marts 2008

Mellemrum




I går aftes lukkede jeg den sidste maske på liselotte-trøjen, og da jeg tog den ud af vaskemaskinen her til formiddag, efter at have hæftet ender og hæklet kanter og knaphuller, opdagede jeg, at jeg slet ikke har noget rigtigt igangværende projekt ved hånden, så jeg er begyndt at fantasere om en vest. Jeg kan godtnok ikke finde et mønster der passer mig, men er ved at have samlet mod til selv at finde på et.

Det blir også til lidt terapi med den fantastisk smukke Golding-ten jeg købte af Karin



Sådan et redskab giver virkelig blod på tanden, og når så Birthe P frister med et spændende link til en fristende etsy-shop så har jeg ikke meget viljestyrke at stå i mod med, og nu venter jeg utålmodigt på post fra USA. Jeg har bestilt en sten-ten, en glas-ten (moooodigt) og tre forskellige slags spændende fibre.

Der er heller ingen vej udenom lige at nævne min Mille, der blev parret af Sofus da hun var i løbetid for hen ved 4 uger siden. Intet er endnu sikkert, men jeg krydser fingre for et ligeså smukt kuld som sidste år, ikke mindst eftersom jeg nu har afsat to af de eventuelle hvalpe, den ene endda til det mest inkarnerede katte-menneske jeg kender, næst efter min mor, som fik en hvalp fra sidste kuld *grin*

tirsdag den 18. marts 2008

Skønne søndag!

Og fødselsdag igen.



Vi fik en vældigt vellykket pandekage-kage som led i mit oprør mod lagkage-med-flødeskum-creme-og-banan-kartellet. Og fødselsdagsbarnet havde sørget for fantastisk vejr til ude-hygge, hvilket slet ikke er så tosset når emigreret hvalp kommer på besøg og sætter fut i sin forårskåde hundefamilie. Så må en gammle kat fortrække til mindre udsatte slumresteder



Der strikkes fortsat på Liselotten, men det går ikke så stærkt og jeg skal jo også lige have spinding og tæmning af garnet til at passe ind i logistikken, og dét går ikke så godt, så lige nu går jeg og venter frustreret på at nyvasket garn skal tørre i en fart så jeg kan få det vundet op og komme igang med at strikke...



Imens har jeg spundet en ny portion hundeuld, så jeg kan blive færdig med vesten til venindes søn.

Photobucket

Jeg er ikke alt for begejstret for at garnet (og vesten) fælder så meget, men jeg er helt vild med så utroligt blødt og varmt strik-sagen er, så jeg håber på at vaske lidt flere løse hår af det færdige arbejde....når det blir færdigt...

lørdag den 15. marts 2008

Børnefødselsdag


Når smuksakken blir 10 er der ingen vej udenom, så skal der være fest. Ad omveje og via forskellige forhindringer blev det til biograftur for hele hendes klasse, og næsten alle klassekammeraterne kunne komme, så vi besatte to rækker i biografen.
Gæt lige om det er med bævende hjerte man drager i biffen med 20 ti-årige....

Belønningen fik jeg, da vi delte popcorn og juice ud til hele banden og min pt. yndlings-potentielle svigersøn med glade øjne sagde: "Aj? Får vi alt det også?!"

De opførte sig nu alle sådan rimeligt pænt, og desuden er der jo skruet godt op for lyden på sådan en børneforestilling, så ingen gik glip af noget. Og det var en fest at høre deres forargede "yyyyyd" og "aaaaad" da helten kyssede sin heltinde.

Men nu er vi trætte, der er pakket mange gaver ud, og i morgen venter pandekagekage, boller og hjemmelavede burgere på fødselsdagsfesten på selveste hendes runde dag.

torsdag den 13. marts 2008

Indre maratonløb

Igår var jeg til endnu een af forårets generalforsamlinger.

Mange af disse forsamlinger har været interessante og inspirerende, men fælles for næsten alle dem jeg har været til er, at jeg ikke på forhånd kendte særligt mange af de fremmødte som jeg delte interesse med, og heller ikke igår.
Det kan være meget anstrengende når man er sådan lidt sær og reserveret, men også lærerigt og spøjst at mærke efter hvordan det føles, når man sætter sig ned ved siden af et par helt ukendte mennesker.
Det var en god og udmattende aften.

Nu plejer jeg min opsejlende forkølelse, strikker "liselotte" og venter på postbudet, der skal komme med mit nye digitalkamera.

mandag den 10. marts 2008

Hundeprutter!!!



Øv for aftenhygge med 200 masker på pindene, fred, ro og en hund med luft i maven.

Sukker-tømmermænd




Pyh - fødselsdag for tøsebørnene igår!
Sådan en gang muffins, boller og chokoladelagkagesag kan godt tage pippet fra een nogen tid, sammen med toppen af sukkertrang *bøvs*
Chokoladelagkagen er endnu et udslag af mit lille oprør mod den gamle lagkage-traver med lagkagebunde fra supermarkedet, flødeskum, banan og kagecreme. I virkeligheden bliver det jo en fantastisk dejlig lagkage, men jeg regnede engang ud, at jeg lavede 12 - 15 af den slags lagkager om året til familiens fødselsdage, og det var lidt nedstemmende at tænke på hvor mange helt ens lagkager jeg havde at se frem til ved uendelige fødselsdagskageborde....og så begyndte jeg at slå mig i lagkagetøjret og jeg er sikker på familien op til fødselsdagenen hos os ryster i en skrækblandet forventning om hvad jeg nu har fundet på. Min personlige favorit var vistnok Pandekagekagen fra Peddersen og Findus. Uhm!

Nåmen så gik formiddagen også med en klud, Thomas Buttenschøn på cd og lidt modvillig opmærksomhed på husets vandrette flader. Hvor kommer alt det støv fra?
Og hvem er det egentlig jeg prøver at narre når jeg går og tørrer det af før vi får gæster?
Det var vores familier der skulle komme til fødselsdag, de fleste af dem har kendt os i adskillige år, enkelte af gæsterne har endda egenhændigt ryddet op efter os i vores barndomshjem og er helt på det rene med, at jeg ikke interesserer mig for støv. Og jeg bilder mig på ingen måde ind, at støv-eller-ej har nogen indflydelse på hvordan vores familier opfatter os.

søndag den 9. marts 2008

Ikke tabt bag en dør




Det er ikke så let at tage første vaklende skridt ud i blogland, slet ikke når man så længe har læst med på de mest fantastiske kvinders helt vidundelige blogs....men enetaler, dét er lige mig (næst efter kaos, panik og uorden), så der er god plads til blogging på min rette hylde.

Og nu til spændende sager!

Jeg strikker ligenu på en "Liselotte" i dette entrådede garn som jeg selv har spundet af uld jeg har købt hos Karin. Det var slet ikke meningen jeg ville til at strikke sådan noget stort noget og det er rigtigt sjældent jeg strikker noget til mig selv, men de smukke farver i garnet lokkede mig på afveje, og jeg er meget spændt på resultatet.
Imorgen får vi mange gæster til pigernes fødselsdag og konsumering af eventyrligt mange fantastiske hindbærmuffins, chokoladekage og kardemmmeboller, så jeg har bestemt fortjent at trække mig tilbage til mig hjørne med nørkleri og mavepine i morgen aften.