torsdag den 15. oktober 2009

Noget om svampe

I søndags var der svampefarve-dag hos Spindeforeningens Birthe P.
Jeg havde - sammen med flere andre - glædet mig i månedsvis, og jeg er sikker på at vores akkumulerede forventning må have været med til at sikre det dejlige vejr, så dagen i skov og have og rundt om bål blev rigtigt, rigtigt vellykket og særdeles inspirerende.
Alle havde medbragt adskillige bundter garn til at farve med de svampe vi fandt og med svampe som Birthe tidligere havde indsamlet.
Der herskede et dejligt foretagsomt og kreativt kaos omkring farvegryderne, men alle farverne så aldeles fantastiske ud i gryderne og da garnet var farvet, kunne vi regne ud og gætte os til, hvad der var farvet med hvad. Og her er mit tørrede og skyllede garn fra dagen:
Og disse er alle farvet på alun-bejdset garn med - fra venstre - Sortfiltet Netbladhat på gråt garn, Sortfiltet Netbladhat fra fryseren på hvidt garn, Brunporesvamp efterbehandlet med jern, FunkyFungus (Knippel Svovlhat) på gråt garn, Rørhat, Grønkødet Slørhat og Cinnoberbladet Slørhat.
Jeg synes det er fuldstændigt fantastisk og lidt utroligt så kraftige og klare farver man kan få ud af nogle kurvefulde smattede svampe.
Jeg har haft efterårsferie i denne uge, så forleden bejdsede jeg noget mere garn, og drog i skoven efter svampe.
Jeg fandt lidt forskelligt, som jeg identificerede i en svampefarvebog da jeg kom hjem, og da det viste sig at de tre - fire forskellige svampe jeg havde hjembragt allesammen (hvis jeg altså havde genkendt dem rigtigt i bogen) ville farve gult, så blandede jeg hele molevitten sammen i en gryde og ventede spændt på hvordan farven ville blive.
Og gul blev det:
Den ene af de svampe jeg puttede i hedder Karry Kanel Slørhat (eller noget i den retning), og farven er rigtigt karry-gul på hvidt garn og lidt grønlig på gråt garn.
På farvedagen hos Birthe fandt vi så mange svampe at vi alle kunne få lidt med hjem, og dem har jeg også farvet med, så det kunne give til en hel svampefarvet sweater:

Okay, godtnok kun i størrelse 2 - 3 år, men en sweater er det da.

Desværre er svampesæsonen ved at være slut, men så er jeg klar igen næste år!!

fredag den 9. oktober 2009

En lille vendevest

Jeg tror jeg har fået en monterings-baktusse, jeg er ihvertfald blevet frygteligt sløv til at få syet sammen, hæklet kanter, hæftet ender og den slags, der jo ellers markerer afslutningen på veludført dåd.
For nogen tid siden syede min mor en børne-trøje sammen, der havde været færdig i et lille års tid. Og jeg har stadig ikke taget mig sammen til at udvælge og montere nogen knapper.

I går lykkedes det mig dog at hæfte ender og vaske den Cobblestone jeg har strikket til min flinke mand (ikke uden et hemmeligt ønske om at han ikke kunne passe den, så jeg selv var nødt til at beholde den. Den passer fint, i øvrigt.)
Og siden det nu viste sig at været ret så tilfredsstillende, fik jeg hæklet kanter og syet knapper i en mini-vendevest, det er tænkt som en julegave, så bare lad som ingenting.....selvom den blev så fin at jeg er nødt til at vise et billede


Garnet er spundet af eet af mine første forsøg udi fiber-farvning, og resultatet er en anelse mere lilla end billedet antyder. Kanterne er rå-silke og holder rigtigt godt sammen på vestens facon.
Mens jeg fortsat undgår de der vanter i mønsterstrik, har jeg strikket lidt på en hættetrøje til søn og trævlet et strandet pige-kjole projekt op, så jeg nu kan tage fat på endnu en Fiona, som jeg jo synes er en helt vidunderlig model og jeg har lækkert "supersoft" garn i en dejlig mørklilla farve, som råååååber på at blive til pynt og begejstring.
Jeg har dermed fire strikkeprojekter på standby, jeg der ellers hader løse ender. Men jeg kan åbenbart rigtigt godt lide at begynde på ting, så så må det bare lige tage lidt længere tid at blive færdig.

onsdag den 7. oktober 2009

Gi mig blå!

I torsdags farvede jeg fibre til en vest jeg havde tænkt mig at "opfinde".
Fredag/lørdag spandt jeg så mens jeg udtænkte mønsteridéer og søndag strikkede jeg.

Jeg er virkelig dårlig til at strikke uden mønster, men jeg kunne godt tænke mig at strikke en vest til min datter i en helt bestemt facon og i øvrigt skulle den strikkes i forskellige retninger, sådan lidt modul-agtigt. Faconen viste sig at være overraskende nem at ramme, eller også var jeg bare usædvanlig heldig. Jeg trævlede kun op een gang, fordi et forstykke viste sig at blive for stort/for langt.

Det med at strikke på forskellige led'er viste sig væsentligt sværere, og jeg endte med at slå mig til tåls med lidt strik på langs under armene og lidt bagpå. Vesten blev fin. Jeg begriber ikke at jeg har glemt at fotografere den - billeder må komme senere.

Fibrene farvede jeg lidt på må og få med et skvæt turkis og lidt gult og vupti: Grønt som altid:

Okay, også lidt blåt og gult, men billedet snyder, hovedindtrykket af det færdige garn og vesten er altså: Grønt.
Tirsdag havde jeg en aftale med en tidligere kollega. Aftalen involverede - udover scones fra van Hauen, kaffe og det udsøgte selskab, også lidt håndarbejde og mandag aften kom jeg i tanker om at farve nogle fibre til lejligheden, lyntørre dem og medbringe rok.
Igen lidt spontan farvesjaskeri, dog med et vagt fortsæt om, at resultatet skulle blive blåligt. Jeg tilsatte kun en mikro-lillesmule gult. En LILLE BITTE smule.
Men fibrene blev saftigt grønne. Svagt blålige sine steder, men ellers max grønne, på den dejlige, forårsagtige måde, men bare ikke BLÅ som jeg havde tænkt mig.
Jeg begreb ikke hvad der var svipset, men i tirsdag aften VILLE jeg altså have blå fibre, og da jeg heldigvis ikke havde mere gul farve blandet op, fik jeg omsider blå!!


..og orange garn også, men det er en anden histore og den handler om julegaver, så bare lad som ingenting.
Bagerst ses mine BLÅ fibre, med et skvæt bordeaux, som jeg aldrig helt ved hvordan falder ud. Tit bliver bordeaux lidt lilla, især hvis den er fortyndet lidt for tyndt som her.
Forrest på billedet ses - med røg og damp - et par krydsnøglede portioner sokkegarn. Jeg har eksperimenteret lidt med at sætte et nøgle garn ned i en beholder med forholdsvis tyndt fortyndet farve, så farven går halvt op på nøglet. Det giver en sjov, skæv og uregerlig fordeling af farven i korte frekvenser. Når nøglet er tørt, vikler jeg det op i et nyt krydsnøgle, og farver igen på samme måde igen, enten med samme farve i en anden nuance eller med en kontrastfarve. Resultatet bliver rigtigt spændende, synes jeg.
Før jeg gik i gang med gårsdagens farvning, ledte jeg i øvrigt i lang tid efter oplysninger om, hvor længe og ved hvilken temperatur man fikserer farverne, hvis man bruger sin ovn i stedet for mikrobølgeovnen, som jeg plejer.
Til sidst gav jeg op og skrev om hjælp hos Karin og det er derfor jeg kan afsløre at omtrent halvanden time v. 200 grader giver fint, friskbagt fiber i farver.
Man skal selvfølgelig sætte sine fibre i en kold ovn, så de bliver varmet langsomt op. Desuden skal de være dækket til, så de ikke "koger tørre" undervejs, og man skal som sædvanligt være omhyggelig med at lade dem køle langsomt af, for at undgå filtning.
Jeg gav mine fibre 1½ time i ovnen ved de der 200 grader, og lod dem derefter stå i yderligere en halv time i slukket ovn, for at "give dem det sidste", og farven ser ud til at sidde fint, minimal afsmitning i skyllevandet.

torsdag den 1. oktober 2009

Langt ude

Datter og jeg har været langt ude i dag. Vi startede her:

Og så gik turen ud gennem skoven langs med kanalen på en guidet tur for børn og barnlige sjæle gennem installationerne i skoven.
Der var masser af magi. Træer med støvler på:
Bogstabler på flere meters højde:


Og en temmeligt stor væg fyldt med post-it notes, der tog sig aldeles imponerende ud der, langt ude i skoven.
Der var bogstav-træer, hvor man kunne stave sit navn:
Og en lyrisk bro:
Reflekstræer:
Og kunst der var til at tage og føle på:

Undervejs langs åen kunne man svagt høre fløjtetoner, og sørme så, pludselig kunne vi se en mand stå ved vandet og spille fløjte, så der lettede sommerfugle i hovedet på os alle, og selv de ivrigste dinosaur-jagende børn blev helt stumme af ærefrygt.
Jeg synes at det er meget spændende at opleve kunst sammen med børn, der tit ser noget helt andet end dem der har "forstand på det", og denne her udendørsudstilling er bare lige i øjet. Der er gode kunstoplevelser for både børn og voksne på uhøjtidelig vis. Og vi skal hel sikkert ud og se på det hele igen.