mandag den 31. januar 2011

Konfetti-light pulsvarmere

Sådan et sæt pulsvarmere er hurtigt færdige. Og så fik jeg også en ordentlig dosis af den limefarvede, samt fik testet om ikke der fandtes en nemmere måde at strikke konfetti-mønsteret på. Og det gjorde der, men prikkerne træder ikke så tydeligt og fint frem som når man gør det ordentligt som på kjolen.

søndag den 30. januar 2011

Konfetti

Færdig!

Og så gik vi ud i vintersolen og tog nogle billeder:


Man kunne nok vælge en anden farve bluse indenunder og man kunne helt sikkert vælge nogle strømpebukser eller tights der ikke er af uld og får kjolen til at krybe op og kravle rundt. Men Konfettikjolen er, uanset den slags detaljer, helt vildt lækker!


Jeg har strikket den i str. medium for oven og taget ind til str. small ved indtagningerne under ærmerne/i taljen og jeg synes stadig den er lidt rigeligt stor lige under armene. Modellen ville heller ikke tage skade af lidt mere facon i taljen og det vil jeg tænke på hvis jeg strikker den igen, hvilket slet ikke er usandsynligt, for det var et rigtigt dejligt strikketøj!
Der er ingen vrangmasker og mønsteret er lige tilpas ukompliceret og balancerer fint mellem at være så enkelt og monotont at man sagtens kan vegetere lidt og følge med i semifinalen i håndbold mens man strikker (det gik dog ret stærkt lige dér) og uden at være så kedeligt at man mister interessen.
Garnet er Semilla fino og det er yderst blødt og behageligt og med en vis tyngde som jeg vældigt godt kan lide og som giver et pænt fald i kjolen. Selvom jeg er ret pivet med hensyn til kradsende tøj, kan den her kjole desuden godt bruges uden langærmet bluse indenunder (medmindre man skal udenfor i 2 graders "varme" og have taget billeder).

Hvad skal man så kaste sig over....?
Foreløbig strikker jeg lige nogle pulsvarmere i resterne af garnet og en light-udgave af konfetti-prikkerne og i går aftes lige efter midnat da jeg med et spændt suk havde puttet Konfettien i vaskemaskinen, bestilte jeg garn og opskrift til Rasmillas Viggo som jeg vil strikke i finke-farver udgave til en meget yndig ung dame jeg af og til spiser is sammen med.
Og mens jeg strikker den, vil jeg overveje om jeg skal strikke en Konfetti mere, eller finde en anden kjolemodel til næste projekt.

fredag den 28. januar 2011

Hvis sandheden skal frem

Forleden dag henne hos Superheltemor skrev hun eet eller andet om at skifte genre og blive bolig-blogger og tage billeder af vasketøjsbunker og den slags.
Superheltemor er i sandhed een af mine helte, fordi hun ikke er bange for at skrive om hvordan virkeligheden i virkeligheden er bag ved den blankpolerede facade man ser på ret-så-mange blog rundt omkring, men tværtimod gør hun en kunst ud af at leve på kanten af en slags kontrolleret kaos. Eller sådan lyder det ihvertfald, for jeg kender jo også kun hende fra den side hun viser på sin blog. Nå, alvor nok, nu til det jeg tænkte, da jeg læste om billeder af bjerge af vasketøj. Jeg tænkte: Dét kender jeg godt!

Nu er det godtnok sådan at jeg har rimeligt styr på vasketøjet for tiden, primært fordi mit løbetøj absolut SKAL vaskes straks hver gang jeg har brugt det, for at undgå en gennemtrængende lugt af zoologisk have, så jeg vasker ret tit tøj.
Men et hurtigt blik ud over sofabordet hin morgen da jeg læste bemeldte indlæg, forevigede jeg med lynets hast og henblik på et blogindlæg.
Her er det:


Egentlig havde jeg planlagt nogle vrisne bemærkninger om hvor meget mand og børn roder og sviner, men et nærmere eftersyn afslørede at ALT rodet er mit eget. Utroligt. Og øv.

Hvis vi starter bagerst i billedet, helt udenfor havedøren, som nogen bestemt burde have pudset, ser vi et havebord med et par stearinlys på. Det så godt ud indtil sneen smeltede, og mens lysene stod i en snebold-kuppel og så henrivende ud om aftenen. Da sneen smeltede tippede bordet lidt ned i mudderet i beddet bagved, sne-kuplen smeltede og lysene ligner nu bare det de er: Billige olie-lys i plastikbeholdere og det ENESTE argument jeg kan finde på for en omgang sne mere.
I vindueskarmen ses en lysestage, der gerne må være der og lille sølvengel, der er en rest julepynt, som blev overset da jeg pakkede hendes julekollegaer væk. Men den ér faktisk yndig nok til at jeg godt tror den må blive stående til næste december.
Så har vi strikketøj, bog og kaffekop, der strengt taget burde ligge i mit omfangsrige strikkehjørne udenfor billedet, sammen med målebåndet, som jeg just foregående aften havde brugt til at..ehem...måle eet eller andet. Så står der den magiske kølende creme fra Italien, der bare kurerer alting og som jeg aftenen før havde tvunget min flinke mand til at massere min ømme skulder med. Og hvem ved hvornår man får brug for den igen? Bedst ikke at pakke den for langt væk med det samme.
Ipodledningen sidder næsten fast i min bærbare, for så blir den jo ikke væk.......Og så havde jeg lige spist et æble mens jeg læste dagens blogs, skrev indkøbsliste (notesbog og kuglepen) og saksen....kan jeg ikke huske hvad jeg havde brugt til, men der er helt sikkert mig der har lagt den der, for
der er ikke andre der tør røre min blomstrede sysaks.

Og så ligger der en popcornkrumme....dét må være børnene der har glemt den! De roder da bare sindssygt meget, de små mennesker!!

torsdag den 27. januar 2011

Strikkefisk

Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om strikkefisk første gang, men jeg har brugt idéen lige siden og den har været en storartet hjælp for en distræt strikker som mig masser af ganeg siden.

Nåmen kender du det med at man skal tage ud på hver 4. omgang/række. Det kan måske gå an at holde rede på når det kun er hver 4 omgang, men så nogengange - for eksempel på Topstykket er det hver 8. og herefter hver 10., 12., 14. omgang og så videre og HELT umuligt at huske hvis man også samtidig læser, ser tv og hjælper sine søde børn med lektierne.

Så er det godt man har en strikkefisk. Nåe, er den blevet væk i strikkekurven eller har katten spist den? Pyt med det, for man kan altid lave en ny i en ruf.

En strikkefisk er nemlig bare en stump garn som man lægger dobbelt og binder knuder på, så løkkerne/hullerne på fisken svarer til det antal omgange man skal strikke mellem udtagningerne/farveskifterne eller hvad man  nu ellers tæller på når man strikker.


Denne strikkefisk minder mig om at tage ind på hver 3. omgang

Så hver gang man møder fisken i strikketøjet sætter man den på pinden i det næste hul og når man starter forfra på fisken, så skal man huske at tage ind/ud/skifte farve/trække vejret.

Hvis man er rigtigt snedig (eller doven. De to ting har vist sig tit at hænge sammen) og for eksempel strikker på sådan noget som den helt vildt flotte Konfetti, så kan der være flere ting at huske på:


...så her har jeg lavet knuder på fisken så det passer med antallet af omgange med bundfarven mellem omgangene med grøn og så bundet en stump garn i det hul der svarer til den omgang hvor jeg skal huske at tage ud.
Nu er Konfetti ikke nogen meget svær konstruktion, men jeg ved jeg glemmer at tælle omgange og det dejlige med at strikke tunika- og kjolestrik er det meditative hvor man ikke hele tiden sal være super opmærksom på hvor man er kommet til, og så er strikkefisken en fremragende hjælper.

Det går i øvrigt rigtigt godt fremad med Konfettien. Jeg er kommet lidt længere end til bluse-længde og det er et rigtigt dejligt strikketøj at sidde med, elsker den mørkeblå og den limegrønne farve. Garnet - Semilla fino fra BCgarn - er blankt, blødt og blottet for krads, så jeg glæder mig vældigt til at bruge denneher kjole/tunika, der også ser ud til at komme til at passe mig rigtigt fint.
Men det er lidt ligesom med en god bog: Den er virkelig hyggelig at strikke, så selvom jeg glæder mig til den er færdig, så nyder jeg også vejen dertil om man så må sige.

onsdag den 26. januar 2011

Rygradsstyrketræning

Forleden dumpede jeg ved et uheld eller skæbnens tilskikkelse forbi hos Klidmosters blog netop som hun beskrev hvad løsningen på akut kagetrang var.
Pokkers.
Det eneste der redder mig fra kage-amok på sene aftener er at sørge for ikke at have noget kage, men efter at have læst Klidmosters indlæg har jeg nu altid potentielt friskbagt kage i huset. Det kræver rygrad at afstå fra kage hver dag, for opskriften er helt vildt god og kan varieres i det uendelige.
Det tager kun fem minutter og nu vil jeg rive så mange som muligt med i faldet, ved at videregive opskriften her i en "frit efter...." udgave:

Find en lille skål på 4-500ml.
Hak en lille "Toms Guldbarre" hvid chokolade med knas. Eller noget andet chokolade, mørk chokolade smager også godt, men den hvide tager foreløbig prisen som den bedste i denne forbindelse.
Put chokoladen i skålen sammen med:
4 spsk Moscovado sukker (fåes i Kvickly og den størrelse supermarkeder)
3 spsk mel
½ teskefuld bagepulver
2 spsk rapsolie (eller smeltet smør)
3 spsk mælk
1 æg

Pisk tingene sammen og put i mikrobølgeovnen for fuld styrke i 3-4 minutter (4 minutter virker hos os).
Vend kagen ud på en tallerken, vent 2 minutter (hvis du kan) og enjoy.



Kagen blir kedelig når den blir kold, men den er genial og lækkert svampet som nybagt og det er først for nylig jeg har oplevet en rest kage der nåede at blive kold, og dette skete kun fordi jeg tvang datter og veninde-finke til at gemme et stykke til søn, der stadig var i skole da der blev bagt.

torsdag den 20. januar 2011

Nu med topstykke

Jeg havde sørme aldrig troet at jeg nogensinde skulle strikke en kjole. Jeg plejer at få underlige tics ved udsigten til alt for store mængder masker på een gang, men detteher gik altså fint. Måske også fordi sådan et stykke strik er utroligt velegnet til at beskæftige hænderne med, mens man ser tv.

Bortset fra at jeg havde glemt at de Geilske modeller er lidt store i størrelserne, så skred min vaklende strikkefasthed også lidt og jeg endte med en kjole, der var lidt vel bred i det. Eller alt for stor, faktisk. Så efter en tur på uldprogrammet fik Topstykket sig en ordentlig gang tæsk i tørretumbleren og efter lidt længere tids mishandling end jeg bryder mig om at indrømme, endte kjolen med at passe - yay!



Den er MEGET filtet og selvom det betyder at strukturen i ret og vrangstykkerne ikke træder så tydeligt frem, så kan jeg faktisk rigtigt godt lide det ekstra uldne og lidt kraftigere indtryk. Og dejlig varm, er den jo.
Halskanten er for løs og i den vil jeg sy et bånd på indersiden til at give lidt fasthed. Jeg synes det er lidt mange eftertilretninger til den færdige model, men til gengæld får man jo så sat sit eget præg på den.

Mens topstykket snurrede færdig og blev hængt til tørre, strikkede jeg en vest/top af herligt kraftigt islandsk uldgarn. Det er et hurtigt stykke strik og mønsteret er lige akkurat indenfor mine evner udi det der med at styre flere farver garn.


Jeg syntes det var så skønt at trække i min helt egen hjemmestrikkede kjole, at jeg omgående gik i gang med een til. Og ja, endnu engang er jeg blevet inspireret hos Strikkefeen. Hun er meget produktiv og utroligt tit i gang med eet eller andet der frister mig over evne.

Nå, konfetti bliver det til. En model der er herligt blottet for vrangmasker og med et fint prik-mønster der giver en lækker struktur og passende variation i arbejdet. Herligt stykke striksag.


På dette overbelyste billede kan man ikke så godt se det, men strikketøjet ligger ovenpå en bog.
Mens jeg strikkede på topstykket læste jeg nemlig en boganbefaling hos Julie og til min overraskelse kunne alle fire kilo "Under kuplen" omgående lånes på biblioteket.
Sikke et dilemma.
Over tusind siders spænding og gys eller herlig, meditativ strik?
Jeg endte med at vælge begge dele og fandt ud af at man godt kan læse mens man strikker. Det vidste jeg ikke, så efter mange, mange år som passioneret læsehest og strikketante er det nu omsider lykkedes mig at forene mine to yndlingsfritidsting.
Så du kan finde mig i sofahjørnet hvor jeg sidder og læser. Og strikker.

torsdag den 13. januar 2011

Hvad laver de egentlig i en golfklub om vinteren?

Tag ikke fejl af den mennesketomme klubstue og den øde parkeringsplads: I sekretariatet udnytter vi "arbejdsroen" og har travlt med en masse papirarbejde og teoretiske ting og forberedelser, mens vi venter på at sneen smelter.

For tiden tæller vi blandt andet lidt på hvor mange greenfeespillere (det er golf'sk og kan oversættes til noget i retning af "gæster, der har spillet på klubbens baner") der har været her sidste år.
Før de går ud og spiller på banerne skal de skrive sig ind i golf-udgaven af en gæstebog, hvor de skal notere blandt andet navn og handicap.
Handicap'et er - når man spiller golf - et udtryk for hvor mange ekstra slag man har, så en god spiller kun får for eksempel eet ekstra slag og en dårligere spiller får fire ekstra slag til at få bolden i hul. Så hvis den gode spiller bruger fem slag og den dårligere bruger seks, så har den dårligere spiller alligevel vundet, fordi han jo havde fire ekstra slag. Ikk?
Det er ikke så let at forstå, men som eksempel kan nævnes at jeg er sikker på at jeg ville klare mig okay hvis jeg havde 200 ekstra slag og så kender du lidt til begrebet om golfhandicap. Som altså ikke har noget med fysiske handicaps at gøre.

Og så har jeg vist trampet rigeligt i min gode historie og rodet nok rundt i spændende golfteori til at de fleste kan se det morsomme i det her billede:

onsdag den 12. januar 2011

Ikke særligt Fucking Flink

Latterlige motionscenter.

KØ til løbebåndene klokken 13 på en hverdag?! Skal folk ikke passe et arbejde?! (Er der andre end mig der er på deltid/fordelagtige arbejdstider, sir du? Nå okay så)

Og hvad pokker sker der med at GÅ på et løbebånd? L Ø B E bånd, ing?! I 20 minutter?!

Da jeg havde varmet meget grundigt op på motionscyklen i 25 minutter, blev der omsider et løbebånd ledigt, som jeg straks kastede mig over og da jeg havde løbet i fem minutter på det og næsten var holdt op med at være irriteret, kom den gamle nisse der havde GÅET på det før jeg overtog og sagde noget til mig, så ud med hovedtelefoner, nevermind løberytme og "Hvaffornoget?" Joe, han ville lige tørre displayet af, for han havde jo lige brugt løbebåndet før mig.

Ja.....til at GÅ på! Jeg så det godt, da jeg kastede arrige blikke på løbebåndene henne fra motionscyklerne. Og INGEN SVEDTE! Undtagen hende uden sportsbh, der gik og småløb på det allerbedste løbebånd, HUN svedte og det så bestemt ikke hverken rart eller sundt ud.

Nåmen efter at nissen havde tjattet lidt sporadisk rundt med noget papir på displayet på mit løbebånd gik gassen helt af mig og jeg GAD overhovedet ikke løbe med een eneste fiber i min krop, og så gik jeg ud i bad.

Jeg har bare ikke særligt meget humoristisk sans når jeg skal have mit endorfin-kick.

fredag den 7. januar 2011

Silkehankies

Jeg strikker silkehankies!

Nej, jeg spinder dem ikke først, trækker dem bare ud i det der "for-garn" som før man spinder, og så strikker jeg af dét:


Jeg er startet på en baby-hue og silkehankies på denne måde giver et helt ustyrligt blødt garn, så selvom jeg kun lige er startet tegner det rigtigt godt. Og blødt og blankt.
Farverne har jeg fået Karin til at plukke ud af sit hankie-lager for mig.
Men netop som jeg var kommet godt ind i rytmen og havde fået styr på det ellers lidt besværlige og løbske silke, så startede den der "Jordens Søjler" i fjernsynet, og dén skulle jeg absolut se, efter at have læst bogen med stor begejstring et par gange. Og man kan sige meget godt om både babyhuer og silke-hankie-garn, men det egner sig aldeles ikke til tv-strik.
Det gør Topstykket heldigvis i udpræget grad.
Jeg har aldrig strikket noget så stort på så små pinde, så jeg er en smule skræmt, men det går fremad med museskridt og jeg synes det er et dejligt og meditativt stykke striksag. Jeg er nået lige ned under ærmerne og synes det ser lovende ud. Måske en smule "åbent", selvom jeg er gået ½ pindestørrelse ned, men måske retter det sig eller måske betyder det ikke noget når jeg er færdig.
Må lige tjekke de kommende dages tv-program og planlægge noget strikkeegnet fjernsyn til mit topstykke-meditation.

mandag den 3. januar 2011

Mens vi venter på Topstykket


Arj, jeg ved godt det er længe siden.

Jeg har haft ustyrligt travlt henne i arbejdslivet og når jeg har haft fri, har jeg strikket julegaver, og det er der jo ikke rigtigt nogen billeder i, ihvertfald ikke før efter jul...og så glemte jeg selvfølgelig at fotografere dem, selvom der var noget ret imponerende over 4 uglebluser, adskillige huer og en hel del sokker. Og nu er alle de hjemmelavede gaver pakket op og taget i brug rundt omkring i landet. Vel modtaget allevegne så vidt jeg ved.

I september og oktober fik jeg også omsider rigtigt hul på at løbe. Jeg har taget tilløb længe og omsider kom jeg i gang på en god måde, hvor jeg startede med respekt for min "grundform", der var så ringe at 3 minutters løb i den første måned gav mig masser af nærdødsoplevelser og blodsmag i munden, men heldigvis også en dyb tilfredshedsfølelse og et endorfin-fix, der gav masser af lyst til at fortsætte mine indædte kampe og indre diskussioner i løbeskoene ude i naturen.
Jeg er i virkeligheden frygteligt doven, så på mine løbeture skal jeg regelmæssigt overbevise mig selv om det fornuftige i at pruste rundt på stier og veje, i stedet for for eksempel bare at gå hjem? Eller sætte sig lidt. Og hvor risikabelt ER det egentlig at blaffe? Kan man mon udtænke en god grund til at få sin flinke mand til at komme og hente sig, uden at skulle finde sig i drillerier i uendelige tider?

I slutningen af november kunne jeg løbe en hel del længere end 3 minutter ad gangen, men en tur i 3 graders varme (eller kulde om man vil, selvom der ikke var tale om frost), slud og mørke tvang mig over tærsklen til et lokalt motionscenter og adgangen til deres løbebånd.
Jeg var fuld af fordomme og frygt for sammenbidte bodybuildere og afblegede, undervægtige solariebrune finker i fitnesstøj, men en successoplevelse med mine første skridt på løbebåndet fik mig til at glemme alt om dét og det er først for nylig jeg har opdaget at der faktisk ér enkelte af ovennævnte typer i mit motionscenter, men det allerfleste er helt almindelige motionister, og det er til min overraskelse vældigt motiverende at være fælles om lysten til at være, komme eller holde sig i god form.
Desuden oplever jeg masser af morsomme situationer og gør mig visse løjerlige tanker om menneskers natur, når de observeres fra et løbebånd i et motionscenter. På et løbebånd behøver jeg heller ikke bruge så meget energi på at udregne den korteste vej rundt om den vandpyt jeg nærmer mig, eller på at bekymre mig om den bakke jeg skal op ad eller den bænk, der altid prøver på at kaste sig omkring mine ankler så snart jeg forsøger at løbe forbi.
Men når nu jeg betaler horrible summer for mit medlemsskab og alligevel ér der, så har jeg taget fat på lidt (meget lidt) styrketræning af løbemuskler og noget cykling for konditionens skyld og er ved at vænne mig til tanken om, at jeg nu er sådan en der er medlem i et motionscenter. Hvem ville have troet dét?!

Både til jul og i fødselsdagsgave fik jeg en hel del løbetøj og -tilbehør og da jeg til min fødselsdag pakkede et sæt dejligt vinter-løbetøj ud, trodsede jeg den smule is der var tilbage efter det STRÅLENDE SOLSKIN på min fødselsdag og løb en kort tur udenfor igen og dét var nu også skønt at mærke sol, luft og vind og se på lidt natur i stedet for tv, spejle og vægte i motionscenteret, så jeg krydser fingre for tøvejr på mine yndlingsløberuter så jeg kan komme UD og løbe igen.

Jeg har også været på lynvisit i Prag med min mor, købt en Ipod, vasket den på 40 grader, konstateret at dét kan en Ipod ikke tåle og købt en ny Ipod. Jeg har strikket to Håndevendinger i forskelligt garn og jeg kan stadig ikke få hverken den ene eller den anden til at sidde pænt på min facon, men de var sjove at strikke.

Jeg har også været til et par kurser, årsmøde og udviklingskonference med mit arbejde, samt deltaget i medarbejderudviklingssamtale og aftalt en bonus i form af "grønt kort" - golfkørekort - på klubbens regning. Jeg tror ikke min chef har nogen anelse om hvor dyrt det bliver at lære mig at spille golf, men jeg glæder mig til at komme i gang og er sikker på det nok skal blive rigtigt sjovt. Og tidskrævende, formentlig, men kun en slapsvans frygter....tid. ehem.

Nåmen mens vi venter på tøvejr, har jeg gang i et lille projekt med nogle silkehankies, der skal blive til en babyhue til den niece min bror og svigerinde planlægger at udvide familien med engang i februar. Og så har jeg bestilt et topstykke-kit fra Geilsk, som jeg tror lander på matriklen i morgen og som skal gøre mig selskab til noget januar-tv og en stak film de næste par uger.