tirsdag den 30. december 2008

Fonetisk stavning


Jeg ville blive ked af at miste titlen til en fremmed mor, især når man slet ikke vidste at søns verdensmesterskaber i god mor netop var blevet afholdt.
Men jeg bliver nu alligevel lidt lykkelig over at stave mig gennem min titel.
Søn bekræfter at det tog lang tid at skrive, fordi det var svært at høre alle lydene, og så havde han også lige glemt hvordan det nu var at V'et så ud.

Kodetydning for fonetiske ignoranter (eller folk uden børn i stavealderen): Der står VRDNS BÆSD MOR. Verdens Bedste mor, ing'.

mandag den 15. december 2008

Skriver nisser julekort?

Weekenden er gået helt forrygende, uretfærdigt hurtigt!
Snart vil det vise sig om de der nisser er til nogen nytte, og får skrevet de der julekort for mig i år, for det går rigtigt dårligt på dén front for mig.

Lørdag var vi til i det lokale kulturhus og se Datter gå Luciaoptog sammen med en hel del andre kønne, lyse piger i hvide gevandter.
Jeg havde set frem til dagen med en vis gru, for jeg ér så sentimental og alene tanken om de lyse, sprøde stemmer gir mig en klump i halsen, og jeg tuder altså ikke på den pæne film-måde når jeg bliver rørt, men bryder nærmest hulkende sammen og plasker omgivelserne til i tårer og snot.
Datter synes det er skønt og ikke det mindste pinligt, selvom jeg forsøgte at skræmme hende med trusler om at græde på klassekammeraters forældre.
Jeg klarede det flot synes jeg og kun med et lillebitte hulk i medbragt lomemtørklæde.
Koncerten inkluderede også de lokale musikskolers elever og selvom niveauet mildest talt varierede, så var der også et par helt fantastiske talenter imellem, så jeg måtte lige have papiret frem igen til to unges udgave af "Hallelujah", som jeg holder allermest af i Steffen Brandt og Tina Dickows version.

Søndag havde vi planlagt at hygge os med lidt casual juleguf-produktion, men blev lidt forsinkede fordi Datter fik sådan en Sylvanian babykanin i sin pakkekalender, og et blik på kassen fra nyligt indkøbt mini-bærbar overbeviste mig om, at dét ville blive et helt perfekt Sylvanian-hus til kaninbaby.
Datter var helt eksalteret og begejstret over projektet og med hobbykniv, lim (masser af lim!!), vandfarve, stofrester og en praktisk, hjælpende hånd fra mig, tog hendes fantasi lynhurtigt fart og lettede og hun forsvandt i en imaginær horisont sammen med søn i en helt fantastisk dukkehusleg, fuldstændigt som mine egne lege med lillebror, da vi var små, og reolsystemet pludselig blev til høje bjerge, fyldt med farer (bjørne i kgl. porcelæn) og spændende huler (huller i bogrækkerne).

Jeg var helt dårlig over at forstyrre dem med tilbud om sukker, nougat og marcipan i rå mængder, men jeg startede Datters uforlignelige julecd, med udvalgte numre og hendes eget (6 årige) speak indimellem, og da jeg var færdig med at tørre tårer op efter endnu et sentimentalt udbrud, var børnene mentalt på vej tilbage til det virkelige liv, hvor reoler bare er reoler, og adventskransen ikke er nogen UFO.
Søn præsenterede et helt nyt koncept i juleguf, nemlig jule-rumskibe og jeg fik endelig pebermyntepastillerne til at LYKKES. De lykkedes så godt at de næsten blev spist under produktionen, faktisk.

Og jeg har billeder!! Men gæt om jeg har den der lille irriterende adapterdims til kameraet?! *bande*

fredag den 12. december 2008

F

Søn går i børnehaveklasse, og her er de meget fremme i skoene med hensyn til at tale om bogstaver og han kan således - på fonetisk vis - stave utroligt mange ting ved at lytte sig frem til bogstaverne. Det er for eksempel er ret cool (og tankevækkende) at høre ham stave sig frem til ISPN (ispind) eller ØIØ (øje), men de fleste af ordene får han rigtigt fat i, bortset fra de hemmelige, stumme d'er der smutter de fleste gange.
Det er også en god leg at nævne et bogstav og så finde på en masse ting der begynder med dét og dét havde den entusiatiske lærerinde på skolen også gjort forleden, da de talte om bogstavet F, fortalte Søn sin far i går aftes, da han blev puttet.
Lærerinden havde skrevet et F på tavlen og alle de søde børn havde rakt fingeren op, og nævnt et ord der startede med F, og dem havde lærerinden så skrevet på tavlen. Far. Frem. Fed. Flot. Fin.
Mads havde også rakt fingeren op og sagt: Fuck.

Det ville lærerinden til søns forundring ikke skrive på tavlen, men hun havde dog givet ham ret i at det startede med F.

mandag den 1. december 2008

Produktiv weekend og Handsker med foer

Nåmen bortset fra knækkede tænder, har weekenden været pragtfuld og er mestendels blevet tilbragt med fødderne oppe i sofaen, strik-sager eller nadre hyggelige indendørssysler. Jeg blev kun afbrudt ganske kort da jeg lørdag var nødt til at proviantere lidt, men den uvelkomne tur ud af huset blev forsødet af et besøg hos "Frøken Fingernem" aka Charlotte, som jeg kender fra Spindeforeningen, og som har sit eget, private lille "kagehus" i baghaven. Der bor bare ikke nogen Hans-og-Grethe-spisende heks i Charlottes tillokkende hus, der i stedet for slik og kager er fyldt med garn! Garn af de skønneste kvaliteter fra gulv til loft!

Jeg forlod modstræbende den lille oase med to bundter gotlandsk pels-uldgarn til de vanter jeg er blevet vældigt optaget af på det seneste. Jeg har udstrikket de Zimmermann'ske mittens og er nu faldet over vanter med foer af "rovings", kartet, spundet uld.

Jeg har fundet opskriften her og det er ret let at gå til, men jeg har lovet Charlotte en dansk fortolkning af mønsteret, så det kommer i løbet af kort tid, men i store træk er det "bare" et par vanter, hvor man trækker uspundet uld med igennem i nogle af maskerne.


Effekten er overvældende blødhed inden i den strikkede vante - uhm, det er somom ens hånd får en rigtig varm krammer når man tager handsken på.
Jeg forestiller mig at foret filter sammen på herligste vis når man bruger vanterne, og at de første snebolde og efterfølgende tørringer ved brændeovnen gør sådan et par forede vanter særdeles personlige og "fingerformede".


Jeg har strikket vanten som stor, mellem og er i netop igang med en "mindst" og jeg er slet, slet ikke færdig endnu.



Den lyseblå er strikket af strømpegarn og de blå/turkise er strikket af det gotlandske pelsgarn.

Oh gru!

I weekenden fik jeg lidt mere end jeg havde tænkt mig, da jeg spiste en saltmandel og knækkede en kindtand.

Jeg tog det ret tappert, hvis jeg selv skal sige det, og da chokket over det usandsynligt store hul, der mødte min tungespids da jeg forsigtigt mærkede efter skadens omfang havde lagt sig, følte jeg mig ret fredeligt til mode trods udsigten til tandlægevisit ved først kommende lejlighed.
Efter nogen research på nettet mens jeg ventede på at det blev mandag og telefontid, valgte jeg en anden tandlæge end den jeg har brugt de seneste par gange jeg har været ved tandlæge, fordi den nye tandlæge reklamerer aggressivt med smertevenlig behandling og brug af laser til udbedring af huller, og dét lyder som noget en tandlægekylling som jeg kan lide.

Det var også et godt og venligt sted og jeg var stadig rolig og u-skrækslagen da jeg blev undersøgt, men det viste sig at den tand jeg havde knækket var een af mine to højt skattede mælketænder, der ikke er faldet ud, fordi der ikke er kommet en ny tand nedenunder, og eftersom sådan en mælketands levetid i følge tandlægen er maks 40 år, så var der ikke meget fornuft i at reparere på den, den burde i stedet hives ud hurtigst muligt, og det samme skulle den anden mælketand i den anden side, hvis man skulle være lidt smart i forhold til mit fremtidige bid og så'en. Gys.

Det ser ud til at jeg lige skal arbejde lidt mere på mit tandlægemod, men foreløbig har jeg vænnet mig til tanken om både bedøvelse (argh - stikkes i munden??!!!!) og næææsten også at få trukket et par tænder ud, så det skal nok gå. Især ser jeg frem til et par dages medlidenhed og is og blød mad bagefter. Måske skal jeg udvikle en mild halten, så man bedre kan se at jeg lider?

fredag den 28. november 2008

Sidst på måneden...

Arj, jeg er heldigvis ikke løbet tør for gode fibre, men jeg får med jævne mellemrum fikse idéer, og forleden slog jeg to af dem til een vældigt sær een af slagsen.

Mit kontor producerer en moderat mængde makulerede papirstrimler, og i to år har jeg kigget eftertænksomt på de store poser strimler og filosoferet over, om man dog ikke kunne foretage sig noget fornuftigt med de strimler. Og dét fandt jeg svar på samtidig med at jeg til min forundring opdagede at jeg absolut måtte prøve at spinde papir.

Da mand og børn så måbende og hovedrystende til, forsøgte jeg at se ud som om der ikke var noget sært i at spinde papirsstrimler og at det var et rent tilfælde at jeg ikke altid havde gjort dét, og der kan faktisk sagtens komme en slags strikbart garn ud af det.




Der skal lige arbejdes lidt videre med teknikken, for papiret knækker let når det bliver overspundet. Desuden skal jeg lige tænke over hvad man kan strikke af avis/papirgarn. Datter forestillede sig grinende hvordan vanter og hat ville klare sig i en god sneboldkamp, og jeg kan godt se, at papirgarn har temmeligt begrænsede anvendelsesmuligheder.

Sidst på måneden betyder også næsten-december, den dejligste måned for små nisser, hygge-hængetræer og pebernødde-tosser. Mine søde børn har meget længe fablet om og glædet sig til årets pakkekalender, der gør alle decembermorgener til en lille fest, så i går aftes pakkede jeg 48 gaver ind og hang dem op der hvor de hører til, så der bredte sig en mild, lykkelig og forventningsfuld decemberstemning da børnene stod op og tog deres kalendere i øjensyn.
(Pakkekalender-dekorationen så meget hyggeligere ud uden blitz)





KUN øjensyn, der er forbud mod så meget som at nærme sig pakkerne, og det er eet af de få forbud der aldrig er blevet gjort til genstand for forhandling eller diskussion, måske fordi de små oprørere har kategoriseret reglen som tradition, og traditioner er noget de (og de fleste andre børn jeg kender) holder meget af og håndhæver strengt.
Kan man mon på nogen måde sælge dem tv-tid og slik-lørdage som en tradition?

onsdag den 26. november 2008

At være som de fleste er...

Forleden strikkede jeg en hue til søn i samme klokke-facon som hans søsters hue, men i mere maskulint blå farver.
Han slæber den glad med i skole hver dag, og forleden da jeg hentede ham, traf vi en klassekammerat i garderoben, netop som søn trak huen på hovedet.
"Hvorfor er der sådan en dup på den hue? Det ser lidt sjovt ud"
Jeg forklarede at duppen var der fordi søn og jeg også syntes den så sjov ud, men spurgte alligevel lidt senere søn, om jeg skulle strikke en hue uden dup på, så den holdt op med at "se sjov ud" i klassekammerat-som-ved-gud-ikke-selv-ser-for-fiks-ud's øjne.
Men det skulle jeg absolut ikke, erklærede min gode dreng, for han kunne godt lide at have sin helt egen, særlige hue.

Jeg blir sgu så glad når mine børn ikke er bange for at have deres egne meninger om hvad der er godt/pænt/særligt og gerne bevidst skiller sig lidt ud, på trods af klassekammeraters undrede eller semi-nedladende kommentarer.

Jeg tænker på Piet Heins kloge gruk:
"At være som de fleste er,
er ikke altid let.
Forskellighed er mere værd,
end et liv som marionet."

Mind mig om dette, når søn kommer hjem med hanekam.

fredag den 21. november 2008

For slet ikke at nævne hundene...

Nu hvor Milles hvalpe forlængst er store og flyttet hjemmefra, må de lige have lidt spalteplads her, så en hunde-elsker eller to kan holde sig opdaterede.
Tjalfe, Milles hvalp fra første kuld og min forkælede tøsedreng af en hanhund er stadig en rigtig dejlig hund.
En bangebuks og dramaqueen, javist, men hans hengivenhed kender ingen grænser og jeg er til stadighed fuld af undren og ærefrygt over det tillidsfulde, tilbedende blik han møder mig med.
Okay, han kan heller ikke lide kameraer, så helst ingen øjenkontakt, når jeg nu insisterer på at be-stirre ham gennem sådan et muligvis-farligt apparat...

Søn havde fødselsdag i sidste weekend, og så havde vi besøg af mine forældre og deres Fenris, Tjalfes bror, og af min bror og hans hund Samson, der også er bror, men et år yngre.

Og dét var en herlig lejlighed til at genopfriske "Annies små-sadistiske Efterårsaktivitet med hunde".

Man tager et antal solide glas, svarende til antallet af hunde. Indeni glassene smører man så en passende portion leverpostej, og nyder den udelte hunde-opmærksomhed som man får efterhånden som duften af leverpostej siver rundt i huset.

Man vil opleve særdeles agtpågivende og lydige hunde, der på kommandoen "sit" omgående klasker rumpen i hulvet med hørlige bump.

Så udleverer man glassene og kan fornøje sig et kvarters tid med at kigge på, hvordan hundene moser rundt med glassene for at få fat i leverpostejs-indholdet.

Normalt er jeg stor fortaler for teorien om at hunde ikke er for skarpe, men det er alligevel sjovt at se at nogen af hundene kendte rutinen særdeles godt, og hurtigt fik kørt glasset i spænd mellem en stol og en dørkarm, og det er en fornøjelse at fornemme deres koncentration og ihærdighed mens de arbejder med opgaven. Og så kan fire livlige og glade hunde faktisk være utroligt rolige i et kvarters tid.

Opdatering

Oh, her er sket store ting siden sidst!
Altså udover at jeg har genfundet adaptor-dimsen til kameraets flash-kort. Hvorfor ér de adaptorer også så små? De er jo bygget til at blive væk i et (rodet) aktivt hjem som mit.
Rundt Regnet blev færdig efter en enkelt omstrikning. Jeg synes den er lidt stor i det, men dejligt varm og jeg har brugt den rigtigt meget siden jeg hæftede den sidste stump garn.
Vesten faldt også i Datters smag, så jeg strikkede fluks - det ér virkelig et hurtigt og let overstået arbejde - en mindre model i en rest almindeligt uldgarn.
Min erklærede strategi med kun at skrive een eneste ting på årets ønskeliste har allerede haft den ønskede effekt, da herren i huset forleden udbad sig hjælp til at bestille min julegave hjem.
Oh fryd og glæde! Jeg har blandet og kartet og spundet og strikket og haft en masse fornøjelse af min julegave-kartemaskine siden den kom i tirsdags.
Samtidig har jeg fundet ud af at spinde et kønt, lidt kraftigere og uendeligt blødt garn, så det er blandt andet blevet til de bløøøøødeste vanter til een jeg holder af.
På biblioteket forleden kastede jeg et blik i en bog om huer og blev inspireret til en "frit-efter" hæklet pagode-hue. Den er nok mere sjov og sjælden end skøn, men jeg gik lidt agurk i effektgarnerne sent, sent i går aftes. Og jeg overvejer at lave en mere stillig og alvorlig udgave af huen senere, måske.
Som det ses, gik der lidt cat-walk-ambitioner i morgenens fotografering af mine hue-kreationer.
Den blå/lilla hue som Søn har på, er egentlig til Datter, og klokkeblomst-faconen er rigtigt sød til hende og hun er også vældigt begejstret.
Garnet er tykt og spundet efter min nyopdagede metode-til-blødt-garn-metode, og det ér virkelig blødt som vat.
Hue-garnet er spundet af Blue Faced Leichester, men indeholder ikke silke, som garnet til de grønne vanter gør. Vanterne har fået en lækker tyngde af silken, mens huen bare er let og åååååh så blød!

mandag den 10. november 2008

Rundt regnet

Heldigvis er Bente fra Geilsk sådan een der ved, at når man har bestilt et strikkekit, så er det fordi man var klar til at starte på det i går, så varer derfra er aldrig mere end en postgang undervejs.

Desværre er vores post-afløser knap så skarp og forstående, og havde lagt pakken et højst besynderligt sted, som jeg kun fandt, fordi jeg tilfældig- og heldigvis kastede et blik på reklameomslaget, hvor han/hun havde skrevet hvor jeg skulle lede efter pakken.

Nå, heldigvis fandt jeg den og i et andet indlæg kan jeg vrisse lidt om post-afløsere, vores sædvanlige post er heldigvis sødere og omhyggeligere.



Til min gysen opdagede jeg at vesten startes op på strømpepinde, og dét er ikke lige min stærke side, men efter en hurtig forgæves tur i lokal garnbutik, hurtigt efterfulgt af en målrettet tur til lokalt supermarkeds hylde med garn og tilbehør, vendte jeg hjem med store strømpepinde og masser af mod.

Det krævede temmeligt mange forsøg at får startet rigtigt på vesten, og det lykkedes først halvsent lørdag aften, hjemvendt efter hyggelig middag med rødvin hos venner.


Jeg synes det er frygteligt svært at holde styr på 5 pinde, der endda er spidse i begge ender, og sådan et strikketøj på strømpepinde føles mere som en duel, hvor min modstander har fire sværd og jeg kun eet til at forsvare mig med.

Efter lidt indædt fægten kom jeg dog godt igang og flyttede projektet til en rundpind så snart jeg kunne.

Vesten skred hurtigt frem, indtil i går aftes, da jeg opdagede at jeg havde strikket efter en forkerte størrelse.

Jeg brugte et kvarters tid i fornægtelse, hvor jeg forsøgte at bilde mig selv in, at deeeet sagtens kunne rettes til på den sidste fjerdedel af vesten, men tilsidst var der ingen vej udenom at rippe næsten hele molevitten op igen. Jeg vidste slet ikke jeg kunne så mange bandeord.

Nåmen nu er jeg klar igen, har streget den rigtige størrelse ind i hele mønsteret og nu ved jeg jo hvad jeg skal - bare i et par størrelser mindre.

Garnet er forøvrigt helt utroligt lækkert at strikke af og vældigt smukt at se på, så jeg glæder mig til at se resultatet færdigt. Ved nærmere eftertanke tror jeg også sådan en vest vil være en herlig barselsgave, hvis man kender een, der foreksempel venter et tøsebarn til februar, og som har gjort sig rigeligt med bryst-betændelses-erfaringer mens hendes andre børn var bitte-små.
Mens jeg ventede på min veste-pakke, faldt jeg over en entrelac-tutorial der så tilforladelig ud, så jeg fandt en rest Noro frem, og nørklede en ørevarmer-pandebåndssag sammen til datter.

Datter blev ovenud begejstret (jeg elsker at strikke ting til hende!!!), selvom jeg synes den blev en smule bredere end den egentlig skulle have været. Heldigvis viser Entrelac sig at være sådan ret sjovt at udfordre sig selv med, så jeg er igang med en lidt smallere udgave af ørevarmer-pandebåndsprojektet.

fredag den 7. november 2008

Snart regner det rundt

Sørme farligt for julegaveopsparingen at opdatere sig på strikkeblogs.

Man risikerer at opdage at der er kommet en ny, spændende sag fra den Geilske hånd, og vupti, ups og ho ho hooo, så er min første...ahem...meget tidlige kalendergave på vej.


Jeg kan vist lige nå at få falklandstørklædet færdigt, før den rundt regnet uimodstålige vest lander i min postkasse. Jeg har forresten helt uoverraskende valgt den støvet-grønne version.

Der var engang...

Engang arbejdede jeg i butik.


Det var tit til klokken 19, af og til om lørdagen og selvom jeg havde et par skønne kollegaer og endda solgte bøger, så var det alligevel af og til et temmeligt hårdt job, og ikke alle kunder var hverken høflige eller i specielt godt humør.


I længden kunne det blive monotont og kedeligt at messe "Kunden har altid ret" og levere en almindelig, god ekspedition, og så var denneher frø min ven:

Oprindeligt fandt jeg den på en amerikansk hjemmeside om vægmalerier, men jeg faldt sådan for ham, at jeg selv måtte male mig en udgave af ham også.

I butikken klistrede jeg et lille billede af frøen op ved alle kasserne, og hver gang jeg så på den pusseløjerlige frø, med det underfundige glimt i øjet blev jeg i godt humør og godt humør bliver meget bedre når det smitter, så frøen her har været en god, hemmelig deltager i mange gode kundemøder og samtaler i mit gamle bog-job.

Jeg tænkte dengang tit på, at ethvert job kan være så kedeligt som man gør det til, eller så sjovt som man synes.
Det kunne være uendeligt kedeligt at udføre den ene monotone ekspedition efter den anden, men når man begyndte at se de folk man ekspederede og hvis man lagde bare en lillebitte indsats i det korte møde, så kunne det blive et rigtigt interessant 5-minutters møde med et andet menneske, og dette møde kunne være både opmuntrende og opladende på både det professionelle og det personlige plan.

Senere genkender jeg af og til en ekspedient med samme forventning til sit møde med mig og det er rigtigt rart at føle sig som noget mere end "116,50-og-hav-en-god-dag" når man køber sit rugbrød og pålæg i det lokale supermarked.

Nu står frøen - i min egen ydmyge fortolkning - i en vindueskarm i vores stue og får mig stadig til at smile over det snedige og underfundige blik.
Gad vide, om det ér en prins, der ikke er det mindste fornærmet over at være blevet forvandlet til en et fredet padde-dyr eller bare en usædvanligt beregnende frø, der vil kysses?

mandag den 3. november 2008

Monopolets helte

Oh fryd og glæde over DR2s serie om Monopolets helte, der igår handlede om børne-tv gennem tiderne.


Alene jinglen fra "Legestue" sendte mig lige lukt hen i 70'ernes halvsøvninge aftener, hvor min bror og jeg andægtigt slugte den halve times underholdning for børn.

Et halvandet sekunds klip fra den der børnetime med Jesper Klein og en meget stor bamse som han putter i seng, afkræftede endelig mine bekymringer om hvorvidt dét var noget børnetime-tv jeg selv havde opdigtet. I min begejstring hørte jeg slet ikke hvad dét program hed, og selvom jeg med de voksne tv-briller på, nok synes det var en usædvanlig klumset og u-nuttet bamse, så var jeg rigtig glad for dén serie da jeg var lille. Og dengang var bamsen bare sød, verden var kæmpestor, og børnetimen, der i virkeligheden kun var en halv (time) var dagens højdepunkt.


Fokus har flyttet sig en hel del siden dengang og når man ser sådan en udsendelse om fjernsyn for børn i relief mod fænomener som Cartoon Network, der sender bevidstløse tegneserier hele døgnet rundt, så får man sådan en tom, plastik-agtig fornemmelse og føler sig meget, meget gammel midt i trediverne.


Hvilket minder mig om forleden aften, hvor datters skolekor deltog i et "Syng Dansk" arrangement i det lokale Gjethus. Jeg elsker at synge og jeg er glad for at hun også så gerne gør det, men jeg er blevet så frygteligt sentimental, at ved de første spæde strofer måtte jeg nærmest hulke af rørelse og dét er jo pænt pinligt i sådan en stor forsamling af fattede forældre, der smiler stift over deres dygtige poder.

Så er det godt at have medbragt en søn man kan flå op på skødet og gemme sig lidt bag. Og i hemmelighed tørre øjnene i hans krave.


Jeg strikker løs på mit falklandsgarn, jeg valgte at forsøge mig med yndlingsmønster, og det falder ikke helt tosset ud. Jeg synes stadig mønsteret drukner lidt i farverne, men jeg kan godt lide zig-zag effekten og er ihvertfald nødt til at strikke lidt mere før jeg dømmer mønsteret ude. Men måske skal jeg gå en pind op, eller tage et par masker i bredden for at få garnet til at slå til til et tørklæde der bliver langt nok, for jeg har kun 200 gram, og de forsvinder hurtigt i et kraftigt tørklæde. Eller måske skal jeg bare bestille noget mere uld.


onsdag den 29. oktober 2008

Et lykkeligt goodbye.


Jeg har fået ny bærbar computer! Eller næsten, ihvertfald, for den gamle er ikke gået endeligt på pension på datters værelse, før alle programmer og gem-værdige ting er overført til min nye, men jeg glæder mig.
Den gamle blev varm og gik ned og opførte sig i det hele taget lidt for selvstændigt, og eftersom min computer også skal bruges til arbejde, så måtte jeg have en ny...og at dømme udfra de blanke taster, så er det ikke fordi den gamle ikke er blevet brugt....



Patina er godt og jeg kan rigtigt godt lide den slags slid, hvor ting bliver blanke og runde af at blive brugt.

Engang havde jeg en bærbar fra Acer, hvor en del af bogstaverne på tasterne simpelthen blev slidt af, så jeg nærmest skrev blindskrift - hvilket jeg ikke troede jeg kunne, men fingrene husker åbenbart hvor bogstaverne er....

Om aftenen og på fridage står min bærbare for det meste i mit hjørne af kontoret, hvor der - apropos Madames indlæg om at rydde op (eller ej) - hersker en vis kreativ uorden, der på besynderlig vis slet ikke tager sig så dekorativ ud på billeder, som i virkeligheden.


Men det er et dejligt hjørne og som bevis fremfører jeg dette billede af husets absolut største og mest ihærdige nydnings-jæger, Findus, der hver eneste aften forventningsfuldt følger mig ind "på plads" og efter et par sporadiske forsøg på få lov at ligge på tastaturet eller på mit skød, finder sig tilrette bagved eller ved siden af skærmen, hvorfra han af og til hjælpsomt tjatter til en tast.

Men jeg kan næppe snige mig udenom at indrømme hvor dygtig jeg har været til at lade Karins fibre stå til næste spindemøde....



Umenneskelige krav at stille til en fibertosse!!

I kassen var der - blandt BFL, bambus, silke og angora også Falklandsfibre, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, men som jeg formentlig kommer til at spinde mere af - meget dejlig uld! Rød er normalt ikke min yndlings, men denne farveholdning faldt jeg alligevel for, og den er ligeså fantastisk i et to-trådet garn som forventet.
(Billedet er taget i morgenlys i vindueskarmen, men jeg kunne ikke få mit kamera til at lade være med at assistere med noget blitz, så farverne fremstår lidt mere krappe end i virkeligheden)

Jeg glemte at måle løbelængde igår da jeg afhaspede, på grund af voldsom begejstring over helt perfekt sno og glæde over hvor fint de to spundne tråde passede sammen i farveforløbene.
Jeg plejer at være slem til at undertvinde, selvom jeg synes overtvundet garn er pænere og i det hele taget gør totrådet garn med skiftende farveforløb mig en lille smule nervøs for at få et helt pløret og farvesammenrodet resultat, men dette garn blev bare SÅ flot!

Jeg har tænkt mig at at det skal blive til enten et Midwest Moonlight Scarf (jeg elsker det mønster!!)

(Billedet er lånt-uden-at-spørge herfra)

eller noget i denne stil:


Det sidste vil helt sikkert klæde et "farveskiftende" garn som dette, mens mønster og farver muligvis vil drukne hinanden lidt i et Midwest Moonlight tørklæde.....?
Jeg overvejer sagen mens jeg spinder de sidste 100 gram falklandsfibre...


mandag den 27. oktober 2008

En fiberrig portion

I min spindeforening har vi netop oprettet en østlig spindegruppe hvor vi mødes og spinder og udveksler erfaringer en gang om måneden.
Hvis vi boede i Jylland ville vi nok forsøge at lokke een af foreningens store farve- og fiberressourcer til at fylde traileren med spindesager og komme på besøg i kredsen, men eftersom der er langt over bælterne, har jeg istedet fået en stor kasse med posten, fyldt med de skønneste fibre i de dejligste farver.


Ord som "Skattekiste" ligger lige for, når jeg kaster et begærligt blik mod kassen og selvom det hele skal vises frem i spindekredsen er jeg ikke i tvivl om, at det kan blive halvdyrt at have så mange gode fibre indenfor rækkevidde, og jeg har allerede fantaseret mig til det mest fantastiske garn og de skønneste tørklæder i adskillige af Karins farveholdninger.
Kender du ikke allerede Spindeforeningen og føler du dig fristet til at prøve, er alle velkomne til spindekredsmøderne, send mig en besked, så sender jeg dig tid og sted for næste møde.

søndag den 28. september 2008

Kunsten at dumpe symaskinekøreprøven

Henne hos Madame læste jeg lige om et håndarbejdstraume, der tangerer mit eget og som genoplivede min skoletids værste lærer, Fru Schmidt.
Lilla hår, krap parfume og absolut ingen pædagogisk sans.
Som Madames lærer, terroriserede fru Schmidt også sine elever med hån og nedsættende bemærkninger til de elever, der ikke strikkede jævnt eller som ikke kunne blive venner med den genstridige symaskine i håndgernings-lokalet.
Kun de særligt lærer-populære elever fik lov til at fjolle rundt med zig-zag på symaskinerne og på een eller anden måde fik jeg tilsidst vredet mig udenom den ydmygende symaskinekørekortsprøve, der uvægerligt ville være endt med tænderskæren over den elendige, usamarbejdsvillige maskine, der altid tog parti for fru Schmidt, og aldrig, ALDRIG lod sig tråde af mig, men istedet gjorde udfald mod mine fingre når jeg forsøgte mig.
Man kan mene at symaskinekørekortet kun har symbolsk værdi, men jeg har aldrig lært at sy.

Jeg har stadig problemer med at strikke på bestilling, og selv den mindste tre-timers babyhue kan være dagevis (ugevis) undervejs, hvis det er bestillingsstrik. Så kan jeg pludselig ikke komme i gang, men har tusind andre vigtigere projekter.

Mit første bestillingsstrik var et sæt postkasserøde grydelapper som fru Schmidt havde forlangt færdige til en bestemt tid, og de to lasede og let hullede lapper var stive af tårer, sved og muligvis også en lille smule blod, da fru Schmidt ikke uden væmmelse beså dem den aftalte dag.
Og det fremgik tydeligt at min mor havde strikket halvdelen af den sidste, da jeg havde grædt mig i søvn over den, sent aftenen før.
Jeg tror ikke grydelapperne eksisterer mere, jeg har fortrængt deres skæbne, men man kan sagtens forestille sig at de er blevet brændt af på et lille rituelt bål da jeg fik dem med hjem igen.

Jeg synes selv jeg er kommet mig godt over mine hårde lektioner i håndarbejdstortur; når bare det er frivilligt strik så går det fint og jeg kan sagtens spinde garn på bestilling, men fru Schmidt gav mig godtnok en ubehagelig og ydmygende start på glæderne, og havde det ikke været for min særdeles strikkende familie, havde jeg nok heller aldrig genfundet skaberglæden i forbindelse med strikkerier.

fredag den 26. september 2008

Skader

Hjemme hos os har ugen været stærkt præget af små og store skader, vel at mærke ikke af den be-fjerede slags.

I mandags startede husets frue (jeg) med at snuble ud af sengen og opdage, at min ugelange forkølelse tilsyneladende havde udviklet sig i uheldig retning, så jeg havde kæmpe hovedpine, ondt i ørerne, kvalme og jeg var så svimmel at jeg måtte klamre mig til sengen både mandag og tirsdag.
Jeg går ud fra jeg kan grine af det senere, måske allerede i løbet af et par tusind dage....

Tirsdag kom sønnen hjem med optræk til blåt øje, fordi nogen ved et uheld havde skubbet til een, der havde haft en pind i hånden og som sad ved siden af min uheldige kriger.
Onsdag hjembragte samme søn en hudafskrabning på kinden og øjenbrynet, samt opløb til et blåt øje mere, efter et sammenstød i skolegården med Isabelle Andrea (arj, navnet er opdigtet, men den ægte motorbølle har (også) et virkeligt pusseløjerligt dobbeltnavn), der havde mistet kontrollen over sin cykel. I følge fantasifulde øjenvidner var han fløjet op i luften før han fik tyngdeloven at føle, så der må have været epo-agtig fart på dén cykel.

Da der torsdag formiddag kom et opkald fra skolen, tog jeg sko på mens jeg tog telefonen og var klar til en rask tur på skadestuen med søn. Det viste sig dog at være datter, der havde stødt en tå på en stol, og nu var imobilliseret i en grad, der kaldte på afhentning, så jeg fór afsted efter humpende og haltende datter og forstuvet tå. Hun var nu ved godt mod, og kom løbende (i overført betydning, tøhø) med pludrende opdatereringer om sin tilstand, så resten af eftermiddagen hjemme hos os lød lidt i retning af:

13.12 Tå føles øm, men rart at have fod oppe i sofa.
13.16 Tå føles lidt underlig.
13.17 Tå føles nu meget underlig.
13.21 Tæer ved siden af begynder også at føles lidt mærkelige.
13.24 Tå gør nu meget ondt.
13.25 Stor smerte og panik! Tå særdeles smertende!
13.27 Alle tæer gør nu meget ondt!
13. 31 Smerte begynder at aftage fra enkelte tæer.
13.35 Smerte nu aftaget fra alle ikke direkte-skadede tæer.
13.45 Tå føles lidt underlig.
13.51 Tå noteres efter forsigtigt eftersyn blålig visse steder. Datter afslår, til lillebrors skuffelse, mors teorier om at hun er ved at udvikle sig til smølf.
14.01 Tå faktisk utroligt tyk
14.09 Tå føles nu lidt prikkende

...og sådan blev det ved, hele eftermiddagen....

Nu går det heldigvis bedre, der er langt mellem at det gør rigtigt ondt og datter humper og hinker omkring og tilbringer en lang, kedelig fredag på kontoret med mor, heldigvis velbevæbnet med Bjarne Reuter og matematikstykker.
God, moderlig lykke er i øvrigt, at hjemlåne Bjarne Reuter til midlertidigt nedlagt datter og høre hende klukke af morskab over "Tre engle og fem løver"...så man ikke have gjort det helt dårligt, det hele.

fredag den 19. september 2008

Færdig pink-hex

En million-milliard madrassting og næsten en måned senere er den seneste hex omsider færdig!




Den er blevet rigtigt god, synes jeg, men den er en smule mindre end den første mini, så desværre kan den ikke passe mit smukke fadder-barn, der ellers er blevet utroligt glad for den første jeg lavede. Ifølge tøsebarnets mor er et par af mine striksager favorittøjet hjemme hos dem, og det eneste den lille viljefaste pige vil ahve på, sammen med et par gummistøvler, i øvrigt.
Sådan et temperament skal de nok få en masse sjov ud af....

Siden sidst har jeg strikket en lille smule videre på skov-mini'en og så er jeg begyndt at spinde den angora-uld jeg for nogen tid siden fik hjem fra England. Foreløbig befinder angoraen sig på spolen og det er planen at spinde den sammen med en tynd tråd silke, og måske kan der blive til en ultra-tynd undertrøjeagtig ssag til mig af garnet, der forventes at blive ultra-let og uendeligt blødt.

I søndags havde jeg "vagten" i min kunstforenings galleri, og til at fordrive tiden med havde jeg medbragt min Golding og nogle fibre fra USA.



Oh, som man får samlet tankerne i sit eget selskab sammen med sådan en velspindende håndten!
Fibrene er en blanding af merino, silke, angora og en 2%'s anelse af noget syntetisk - muligvis angelina. En bekendt har ihærdigt og i høje toner rost en djævlehue jeg har strikket og foræret væk, så jeg tror dette garn skal ende som en djævlehue til bekendts søster, der lige har født en lille dreng.

Men det går trægt på strikkefronten for tiden, så alting trækker ud.

onsdag den 27. august 2008

Pink-hexen

Så mangler der bare 10 meter madrassting før pink-hexen er færdig!
Det ser ud til at den får et helt hypnotiserende spiral-mønster, det ser meget spændende ud, synes jeg.
Men al den montering virker temmeligt afskrækkende på mig, så der går muligvis lidt tid før den kan hænges på en bøjle, så foreløbig har jeg kun beundret den på gulv:



Det er et helt lille puslespil, og det ser ikke helt oplagt ud, at alle lapperne skal ende som en vest.
Mens jeg strikker på skovhex og samler gåpåmod til at begynde at sy, lytter jeg til Henriette E. Møllers "Jelne" på cd efter for længe siden at have set den anbefalet på Sifkas side.
Det kan være en helt speciel oplevelse at lytte til en bog i stedet for selv at læse den, og ikke mindst når det er en bog som denne, der er skrevet på en lidt speciel måde, der virkelig må have været svær at læse op. "Danskfristilsagtig" bliver skrivestilen kaldt på litteraturnu.dk, hvor anmelderen dog også må overgive sig til den gode og medrivende historie der bliver fortalt.
Den er rigtigt god, vil jeg bare sige.

Skovhexen


De grønne farver fra Karins fibre er lige hvad jeg trænger til på dage som de seneste, hvor lyset har været gråt og jeg - ikke uden en vis spænding - har testet, om de lange bukser stadig har format til at rumme min rumpe. Det har de, heldigvis.

Skovhexen bliver også en mini-, men en lidt større een, garnet er spundet en smule tykkere end til den pink'e og løber ca 200m/100g, så jeg strikker på pind 4 og har lagt et par masker til i trekanterne. Måske - men forkromet strikke-overblik er ikke min stærke side - kommer hexen til at passe Datter, hun håber ihvertfald smigrende længselsfuldt.

Her er nye billeder taget udenfor i et øjebliks opholdsvejr og på disse billeder passer farverne bedre til virkeligheden.


fredag den 22. august 2008

Første forældremøde

Første skoledag er en uendeligt spændende dag for vores 5 - 6 årige og første forældremøde er næsten ligeså spændende for børnenes forældre.

Forleden aften sad jeg selv til sådan et første forældremøde i yngstens klasse og arbejdede på en mild utålmodighedshovedpine, da selv de mindste sten skulle vendes, for at alle forældre følte at de havde vist engangement i deres børns liv og alt (ALT!!!) i deres skoleliv. Man vil jo ikke være den ligeglade far, der ikke er bekymret om hvorvidt de søde børn bliver hjulpet op på gyngerne på legepladsen eller ej.

Pludselig kan det godt virke temmeligt skræmmende at vide at man skal følges med disse voksne mennesker de næste 10 år og at vi kommer til at have en hel del med hinanden at gøre fremover til den uendelige strøm af fagdage, forældremøder, sommerfester, fødselsdage og hvad der ellers støder til af skole-arrangementer.

Heldigvis minder en del af denne klasses forældre sådan rimeligt meget om mig selv - bortset fra at de forhåbentligt er større og mere rummelige folk, der ikke sidder og bliver ømme i skulderene af irritation over en utroligt langtrukken og teoretisk debat om hvorvidt lærere i deres fritid skal stå til rådighed for telefonopkald fra forældrene, men dén sag var åbenbart et meget vigtigt emne for nogen.

Jeg kastede mig ud i den friske, kølige luft klokken 21 og kørte hjem mens jeg tænkte på, at børnehaveklassen er det sted hvor min dreng skal lege og socialisere sig i en blid bue hen mod ting som at sidde stille og lytte i et klasselokale, huske sin taske og lære at være sammen med andre børn på en fornuftig måde, også de børn der tænker og opfører anderledes end han selv.

Og jeg håber han bliver så god til det, at han ikke får hovedpine af sit første forældremøde.

torsdag den 21. august 2008

Brev hjemmefra

Jeg fik brev fra min far forleden. Han skulle sende mig en pakke fra min mor, med blandt andet en baby-trøje jeg har bedt hende strikke til en veninde og her er hvad han skrev:







Mor har sagt jeg skulle sende det her til dig, og så skulle jeg lige skrive et par ord.

Jeg prøver lige at komme i tanker om hvad jeg skal skrive.

????

Hun kunne da godt have fortalt hvad jeg skulle skrive om.

?????

Hun er igang med at strikke babytøj, der skal sendes over til dig.

Er der noget jeg ikke ved noget om?

Nå jeg fik da brugt papiret alligevel, hils omkring fra Far.


Jeg kender ingen, der som min far kan pludre løs på skrift i "tvangs-breve". Da jeg gik på efterskole skrev han et fire sider langt pludrebrev - der i øvrigt gik skole rundt - hvor han gjorde klart at han på en måde skrev med ført hånd, eftersom han var blevet beordret at skrive brevet og undervejs opregnede han flere gange hvor mange ord han havde skrevet og tegnede endda en abstrakt tegning, som han bagefter analyserede og konkluderede at den viste "samfundets progressive effekt på den enlige mor med børn på friplads i daginstitutionen". Siden har alle abstrakte billeder jeg har set tydeligt udtrykt netop dét.

Det er god far-datter-humor og det seneste brev hænger på opslagstavlen og jeg griner lidt over det hver gang jeg får øje på det og tænker på, at nogengange bliver humor så indforstået at selv de indforståede bliver forvirrede. Og jeg tænker, at jeg stadig bare har den bedste og sjoveste far.

Fristelser

I går kom der en pakke fibre til mig:


Karin har en helt utrolig farvesans og denne farveholdning har hun lavet med særlig tanke på et tæppe med skovtema som vi spinder på i spindeforeningen, men farverne (der ikke er helt realistisk gengivet på fotoet ovenfor) er simpelthen så lækre og yndlingsgrønne at man skulle tro hun havde været inde i mit hovede og kigge på favoritfarver. Der er grøn i alle sommerskovbundsnuancer, kammende over i grålige og brunlige toner med et ka-slam af en limegrøn til at gøre farveholdningen superskarp.
Jeg har leget med tanken om engang at bestille en indfarvning i de farver jeg er allermest vild med, men det ser ud til at Karin er kommet mig i forkøbet her, og jeg havde næppe selv kunnet formulere mine ønsker så præcist som de er ramt med denne farveholdning.

Fibrene skal selvfølgelig blive til en mini-hex, men jeg ér jo allerede igang med een som jeg burde gøre færdig før jeg begynder at spinde på denne...Kan jeg modstå fristelsen?

onsdag den 20. august 2008

Nede med Helle


Man kan spørge sig selv hvordan jeg er sluppet afsted med at leve af at sælge bøger i adskillige år, uden at have stiftet personligt bekendtskab med Helle Helles bøger. Men der var til næsten alle tider så mange andre fantastiske bøger at vælge imellem, så jeg kom aldrig så vidt.
NU har jeg netop omsider, på anbefaling af en af mine yndlings-eks-boghandlerkollegaer, læst "Nede med hundene" og hvor ér det bare en rørende, morsom og uendeligt sørgelig historie. Skrivestilen er som intet jeg tidligere har læst og måske har jeg drukket for meget kaffe, men jeg synes titlen er god: Ned til hundene, ligesom dernede hvor man går i dem, hundene altså, når man ikke kan håndtere livet mere. Eller bare nede hos hundene, ligesom når man passer sin onkels hunde mens han er på hospitalet.

Bemærkelsesværdig bog, læs den, læs den. Imens skal jeg på biblioteket efter mere Helle Helle.

fredag den 15. august 2008

Simons cat

Essensen af kat - som tegnefilm....

(Nye fans af Simons kat kan finde hele tre film med den på YouTube)

Den næste mini-hex


Jeg tog lige et billede af fibre, garn og hex her til morgen, for at vise hvordan farverne blander sig.
Da farverne i detteher fiberbånd ligger på den lange led, bliver farverne meget blandede og sekvenserne korte, så både garn og hex har et ret rodet og "vildt" udseende, men det er pænt alligevel!
Jeg har muligvis valgt en pindestørrelse til den lidt lille side, så vesten bliver mere tæt i det end den første jeg lavede, men det gør ikke noget. Med min strikkehastighed i øjeblikket, kan det alligevel godt være jeg først bliver færdig med den engang i den koldeste vinter....


onsdag den 13. august 2008

Farvel sommerferie

Åh, velsignede, skønne sommerferie og gode liv, hvor man kan holde hele seks uger næsten helt fri fra arbejde!

I løbet af kort tid gik jeg mentalt offline, men nu er jeg klar igen, med et langt opdateringsindlæg!

Først og fremmest - for lige at samle op hvor jeg slap med mini-hexen - så er den nu testet på barn og på mor, der synes den var så fin at hun insisterede på at trække den på modellen, selvom vesten er strikket af uldgarn og det var en af årets varmeste dage.
Jeg har også taget et par billeder, men de blev lidt mørke, og jeg skal lige spørge prinsessens mor om jeg må flashe billeder af det kønne tøsebarn her på siden. Men fin, dét var den, og jeg er også igang med en vest mere.

Dén har jeg glemt at tage billeder af, men den er strikket af garn jeg har spundet af fibre jeg har købt hos PMWoolcraft i England (og det var før jeg så at Karin havde sat denneher til salg, for dét er en sikker farveholdning-vinder hos mig!).
Hos PMWoolcraft købte jeg også angora i spindebånd, primært fordi jeg ikke kunne forestille mig hvordan sådan noget fungerede, men det gør det, og jeg glæder mig til at spinde det. Angora er nok altid svært at håndtere for amatører som jeg, men i sådan et bånd svæver fibrene i det mindste ikke omkring, og jeg kan undgå det der flaskerenser-strit, som jeg regelmæssigt bakser med, når jeg spinder "rå" angora. Jeg fandt også silke i en lidt anderledes version end de tops jeg ellers kender, nemlig i "loosely brick-form" tror jeg der står på siden. Det viste sig at være en fedt, bredt bånd med silkefibre med en glans jeg aldrig har set før. Og fibrene virker helt utroligt lange, så den lille prøve-spinding jeg har lavet, blev en super-fin tråd. Jeg spinder ikke så tit silke, men også min mor, der kender mere til den fiber end jeg gør, synes også den er rigtigt god. Desværre synes jeg den lugter gennemtrængende insekt-agtigt, som silke af og til gør, lidt luftning har hjulpet meget og jeg satser på at vask kan tage resten.

Udover mine hex-projekter har jeg strikket en bunke djævlehuer, fordi det er et lille, overkommeligt projekt, der lige passer til køreturen til Jylland. Og da en veninde afventer sine tvillingers ankomst i nær fremtid, skulle jeg jo bruge et par stykker. Og da jeg først var kommet i gang, kunne jeg ikke rigtigt holde op igen, så jeg har 5 - 6 stykker til barselsgavehylden - og heldigvis for det, for der kommer flere babyer i min omgangskreds snart.

I sommerferien besøgte vi mine forældre, og en sen eftermiddag forklarede jeg søn og nevø om dengang jeg var lille, hvor min far havde fortalt mig om dengang han var tryllekunstner. Det var ikke noget jeg skulle snakke med mor om, sagde han, for hun brød sig ikke rigtigt om at han snakkede om det. Og voksede jeg op med en klippefast tro på, at min far kunne være blevet en stor tryllekunstner, hvis ikke det var fordi han var dumpet i "Den Flyvende Dame".

Søn og nevø sprang glade til, da eks-tryllekunstneren tilbød at demonstrere "Flyvende Barnebarn", der desværre ikke helt lykkedes, selvom søn bestemt mente at kunne mærke at han havde fløjet en lille smule da det var hans tur.


Og så har vi også været på Bakken :



På stranden:


Ude at sejle:



Og Michael har nøje planlagt et benhårdt program for søndagen tvkiggeri:


Det har været de helt rigtige offline-sommerferiesysler for os.




onsdag den 16. juli 2008

Mini-hexen

Det er meget muligt at hex-vesten faldt ud i en lidt rigelig størrelse (og jeg har endnu ikke samlet mod til en filtning), men den gav ihvertfald mod på mere og selv en mønster-klamrende strikker som jeg, fik mod på at forsøge mig med lidt puslespil på egen hånd og jeg er rigtigt glad for så heldigt som jeg synes mini-hexen er faldet ud:


Der er noget mere knald på farver og kontraster i virkeligheden, men det er en grålig, overskyet og fravestjælende dag hos os i dag, der ikke er venlig mod farver.
Fibrene er fra Karin og er Blue Face Leicester i farveholdning 9. Jeg mangler silken til at give det sidste pift og glansen til trekanterne, men jeg synes den er fin alligevel. Desuden var den nem og hurtig at strikke, så der kommer flere!

Denne mini-hex er til mit fadderbarn og jeg tester den på hende når jeg ser hende igen om kort tid, så model-billeder følger.

Garnet er finere spundet end jeg gjorde til min egen hex, og desuden strikket på større pinde og resultatet er rigtigt godt, så dét ved jeg til næste gang jeg kaster mig over voksen-hexen.



onsdag den 9. juli 2008

Færdig!!



Nu er vesten færdig og vasket og næsten tør. Den skal nok enten lige dampes let, eller ligge-tørre færdigt for at få kål på de sidste buler i strikketøjet.

Det tog alligevel et par timer at få syet de sidste lapper på, men den blev så fin synes jeg!

Jeg stødte på forskellige genvordigheder undervejs, foreksempel fik jeg løbelængden galt i halsen og lænede mig op af vikleprøver i stedet for at tænke på meget over løbelængder og derfor blev mit garn for tykt i forhold til Birthes oprindelige plan. Så gik jeg en halv pindestørrelse ned og så passede sekskanternes diameter meget godt til størrelsen mellem medium og large, ihvertfald teoretisk set.

I praksis er vesten lidt for stor til mig og det er rigtigt irriterende!
Jeg kan sagtens passe den uden alt for klare associationer i retning af farvestrålende telt, men optimalt skulle den være en smule mindre og jeg pønser på at håndfilte en lille smule på den, men jeg ved ikke rigtigt om jeg tør, så den idé sover jeg lige på.

Denne dags sidste stråler yder ikke rigtigt retfærdighed til silkens gnister i garnet, men man kan godt se den patchworkeffekt alle trekanterne laver, det ser helt fantastisk ud og indtrykket er ikke nær så rodet som jeg havde forventet, men farverne er også stemt rigtigt fint af mod hinanden.

Selvom jeg er utilfreds med størrelsen, så har det været et helt utroligt tilfredsstillende og dejligt stykke håndarbejde at lave. Kvaliteten i fibre og mønster har båret mine middelmådige evner igennem og frem til et resultat, der er blevet rigtigt godt.



Når jeg har glemt hvor mange sting jeg har syet i detteher strikketøj (jeg hader montering!!) så vil jeg rigtigt gerne lave een til, men dennegang med den rigtige løbelængde på garnet.

På trods af min modvilje mod syningen, trækker modulteknikken og trekanterne alligevel så meget i mig, at jeg omgående kaster mig over en mini-hex-udgave af vesten. Planen er at pusle lidt færre hexagoner sammen til en vest der kan passe en 1½ årig pige og den hemmelige plan er at få mig lidt flere erfaringer med løbelængden, så jeg er helt skarp til en vest mere til mig sæl'!

Opløb



Alle brikkerne er strikket og omhyggeligt afkrydset på modelskitsen.
Ender er hæftet og brikkerne skal bare lige syes på resten af vesten, og så skal der lige hækles en kant.
Jeg er færdig liiiiige om lidt.

fredag den 4. juli 2008

Hvor ér det bare smart!



Sådan et krydsnøgleapperat er sørme en praktisk dims!

Godtnok er der noget over garnnøgler i kuglefacon og mange forskellige farver i garnkurven, men sådan nogle ta-tråden-fra-midten-af-nøglet-nøgler er nu lidt mere strikkevenlige.
Vældigt fascinerende vikleri for en langmodig sjæl med lidt for god tid på sådan en sommerfredag - så jeg har underholdt mig vældigt med at lave krydsnøgler af forhåndenværende garn i dag.
Så må man bære over med det ret kedelige ikke-design, for køn er plastiksagen altså ikke.

onsdag den 2. juli 2008

Maler-Mille

Datter er afsted på børnemusikfestival og jeg benytter mig af lejligheden til at male ude på hendes værelse. Der skal være hvidt.

Jeg havde havedøren og alle vinduer åbne mens jeg malede og formanede nysgerrige, teoretisk set lydige hunde om at blive ude og ikke trampe rundt i min maling. Og det gik fint, ihvertfald til jeg vendte ryggen til....



Fine poteaftryk hele vejen gennem kælderen og ind i huset...ser faktisk ret hyggeligt ud, så poten på trappen får lov til at blive (men gulvet i kælderen ér vasket)


Jeg samler og monterer og en gang imellem ser jeg op og må sætte mig af begejstring over hvor flot farverne spiller og hvor fint trekanterne danner deres patchworkmønster.
Men det er svært at bevare overblikket og hvor-kom-jeg-nu-til så det tager lidt tid at anbringe brikkerne rigtigt.

De sidste brikker strikker jeg sammen i sære faconer (for at slippe for at sy dem) med blikket stift rettet mod skitsen det viser hvor modulerne skal anbringes i forhold til hinanden, og krydser hver trekant af undervejs, efterhånden som jeg strikker dem.

Det er meget spændende og selvom jeg godt kunne undvære alle de madrassting, så appellerer det også stærkt til min forkærlighed for puslesil og det er dejligt at de vesten tage form.

tirsdag den 1. juli 2008

Billedligt talt



Anne har fundet på at oversætte en sjov billedleg og jeg kunne heller ikke dy mig for at se hvilke billeder der kommer frem når jeg søger på mine svar på 12 spørgsmål (man skal vælge et billede fra den første resultatside):

1. Mit navn
2. Min livret
3. Mit yndlingsdyr
4. Min yndlingsfarve
5. Min “Celebrity crush”
6. Min yndlings drik
7. Mit drømme ferie mål
8. Min yndlings dessert
9. Når jeg bliver ældre vil jeg være
10. Det jeg elsker mest i mit liv
11. Mig beskrevet med ét enkelt ord
12. Mit Flickr-navn

Se mere om hvordan man gør hos "Hverken fugl eller fisk"

mandag den 30. juni 2008

Kompliment

"Mor", siger søn: "Det er faktisk bedre end ingenting at du findes"

lørdag den 28. juni 2008

Mere fjord!

Hurra, der er kommet flere fjord-fibre, så jeg kan komme videre med hex'en. Den er nået til det punkt hvor jeg rigtigt gerne vil have den færdig nu. Ikke at jeg er træt af projektet, slet ikke, det er et fantastisk stykke spind-og-strik, men jeg er utålmodig efter at se det færdige resultat.

Og åhr hvor skønt at trække rokken med ud i haven og sidde i pletvis solskin og se de fine fibre blive garn, mens de nærmest gnistrede i solen



Et inspicerende blik på spolen levner heller ingen tvivl om hvorfor farveholdningen hedder "Fjord".



..men svært at fotografere, faktisk. Det her billede mangler den limegrønne prik over fjord-i'et