Henne hos Madame læste jeg lige om et håndarbejdstraume, der tangerer mit eget og som genoplivede min skoletids værste lærer, Fru Schmidt.
Lilla hår, krap parfume og absolut ingen pædagogisk sans.
Som Madames lærer, terroriserede fru Schmidt også sine elever med hån og nedsættende bemærkninger til de elever, der ikke strikkede jævnt eller som ikke kunne blive venner med den genstridige symaskine i håndgernings-lokalet.
Kun de særligt lærer-populære elever fik lov til at fjolle rundt med zig-zag på symaskinerne og på een eller anden måde fik jeg tilsidst vredet mig udenom den ydmygende symaskinekørekortsprøve, der uvægerligt ville være endt med tænderskæren over den elendige, usamarbejdsvillige maskine, der altid tog parti for fru Schmidt, og aldrig, ALDRIG lod sig tråde af mig, men istedet gjorde udfald mod mine fingre når jeg forsøgte mig.
Man kan mene at symaskinekørekortet kun har symbolsk værdi, men jeg har aldrig lært at sy.
Jeg har stadig problemer med at strikke på bestilling, og selv den mindste tre-timers babyhue kan være dagevis (ugevis) undervejs, hvis det er bestillingsstrik. Så kan jeg pludselig ikke komme i gang, men har tusind andre vigtigere projekter.
Mit første bestillingsstrik var et sæt postkasserøde grydelapper som fru Schmidt havde forlangt færdige til en bestemt tid, og de to lasede og let hullede lapper var stive af tårer, sved og muligvis også en lille smule blod, da fru Schmidt ikke uden væmmelse beså dem den aftalte dag.
Og det fremgik tydeligt at min mor havde strikket halvdelen af den sidste, da jeg havde grædt mig i søvn over den, sent aftenen før.
Jeg tror ikke grydelapperne eksisterer mere, jeg har fortrængt deres skæbne, men man kan sagtens forestille sig at de er blevet brændt af på et lille rituelt bål da jeg fik dem med hjem igen.
Jeg synes selv jeg er kommet mig godt over mine hårde lektioner i håndarbejdstortur; når bare det er frivilligt strik så går det fint og jeg kan sagtens spinde garn på bestilling, men fru Schmidt gav mig godtnok en ubehagelig og ydmygende start på glæderne, og havde det ikke været for min særdeles strikkende familie, havde jeg nok heller aldrig genfundet skaberglæden i forbindelse med strikkerier.
søndag den 28. september 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Ak ja, alle de forfærdelig lærere, der aldrig nogensinde burde have haft lov til at have med børn at gøre. Eller mennesker for den sags skyld. Mit livs mareridt var en advokat på Svendborg Handelsskole, der skulle undervise os i erhversret. Nu kan jeg ikke forestille mig et kedeligere fag - det skulle da lige være nationaløkonomi; men advokaten hér var BLOTTET for både humoristisk sans og pædagogik!! Det var IKKE nogen sjove time, kan jeg godt love dig.
Men heldigvis klarer vi os alligevel igennem, og jeg synes da bestemt, du har bevist, du ikke har varige mén, når du kan lave så smukke hex´er, som du kan!!
Knus Karin
Jeg lider jo med dig, Annie, og vi har da fået et traume for livet af vores håndarbejdslærere.
Tænk, snød du også og lod din mor stikke med? Jeg skulle hækle en taske i muslingemønster, og den ene side blev perfekt og harmonisk, mens den anden side så herrens ud. Fru Winther sagde med et smil, at jeg havde da rigtignok lært at hækle...
Madame, faktisk tror jeg ikke fru Schmidt kunne smile...og jeg tvivler på hun smilede af den ulydige omgang med grydelapperne.
Karin: Det er jo mirakler en lærer kan udrette med lidt humoristisk sans, men det er åbenbart langtfra alle lærere der har fattet dét....
Send en kommentar