Kreativ Blogger

Sådan een er jeg!

Det synes ihvertfald Synne, så hun har givet den her leg videre til mig:

Tusind tak, Synne!

Reglerne der følger med er:

- Jeg skal vise awarden på min blog.

- Jeg skal linke til den jeg har fået den af.

- Jeg skal skrive 7 ting om mig selv.

- Jeg skal give awarden videre til 7 andre bloggere.

Jeg har set kreativ-awarden rundt omkring på næsten alle de blogge jeg læser, og jeg tror efterhånden den ér ved at være nået hele vejen rundt, så jeg vil være blindgyden, der ikke sender videre til 7.
I stedet vil jeg slå omtrent 110 fluer med eet smæk, og uden yderligere forpligtelser, overdrage awarden til Spindeforeningen, hvorigennem jeg har lært nogle fuldstændigt fantastiske kvinder at kende. Her er kreative ildsjæle, der drysser begejstring, entusiasme og inspiration omkring sig, så man slet ikke kan undgå at blive revet med. Både mine med-bestyrelsesmedlemmer og medlemmerne gør et fint stykke arbejde for at dele ud af erfaringer og glæde ved en fiberrig hverdag og jeg er meget glad for at være en del af det.

Men 7 ting om mig selv er jo pærenemt! Næsten for overvældende, så der må et tema til.
Mit år startede med at sætte alle kreative tiltag i stå, da jeg brækkede håndleddet, og selvom jeg siden er blevet i stand til at genoptage en del kreative ting, så glæder jeg mig alligevel voldsomt til på mandag, hvor gipsen skal af!
Så her kommer 7 ting jeg vil gøre, når jeg er af-gipset.

1. vaske hænder!!
2. kramme mine børn og min tapre mand inderligt med begge arme
3. gå i bad uden plastikpose.
4. køre bil!
5. farve et par hundrede gram merino/cashmerefibre til at fodre min Bee med
6 lægge mit tøj i skabet ordentlig sammen (Enhånds-foldning roder)
7. rydde op i mit garn- og fiberlager

Oh hvor jeg glæder mig!!
Okay, det kan godt være jeg ikke får ryddet op i skab og garn-hule, men aldrig undervurdér glæden ved - teoretisk set - at kunne hvis man ville.

To Bee or not to Bee

....jeg er ihvertfald ikke længere i tvivl!
I dag kom min pakke fra England, med min nye supersmarte, ultra-transportable spinderok og jeg er vildt begejstret!


Det er lidt som at sætte sig bag rattet i en ny bil, og jeg har rodet løs med bremsen og alle de udvekslinger man kan vælge imellem, for at finde den helt rigtige "sno".
Jeg er rigtigt glad for min Julia (Louët), men det er som at parkere sin praktiske familiebil, og sætte sig bag rattet i en superlivlig sportsvogn at spinde på Bee'en.
Og det løjerlige, men gennemtænkte design vinder ved nærmere bekendtskab, også selvom man i forvejen godt kan lide det lidt anderledes.
Og her er billede af allerførste garn:


Dette er halvdelen af omtrent 150g blandede merino/silke tops i henholdsvis grøn og pink, som jeg kartede sammen i går aftes, resultatet på farvefronten er blevet overraskende godt, synes jeg. Spindemæssigt er det lidt noget rod, fordi snoningen blev ret ujævn mens jeg stillede op og ned på drivremme og bremseskruer, men jeg har moret mig godt med mine begejstrede eksperimenter, og fortsætter i morgen. Jeg overvejer en mere detaljeret anmeldelse af rokken, når jeg har spundet et kilo fibre på den og kender den bedre.

Garnet er meget blødt og bliver til en hue, tror jeg.

Jeg ka' karte ka' jeg!

Efterhånden går det godt med at spinde, det er fin træning af muskler og fingre og jeg har fundet en god teknik, hvor jeg skåner resten af armen for drej og træk.

Det går nemmest at spinde af løse batts, så jeg har spundet en masse af mit lammeuld og har kastet mig over at karte fiberrester og uheldige farvninger sammen.

Der er blevet kartet en masse angorafibre i også (dog ikke lige i de fire batts herover) og sådan et herligt, loddent garn kan jo strikkes til hvad som helst. Blandt andet har jeg kartet "røde" angorafibre sammen med en kridhvid merino/cashmere blanding fra Renee. Det blev et kønt, cremefarvet garn, som jeg vil strikke en "halsdims" af, når begge mine hænder kan bruges igen.

Mens jeg har været afskåret fra håndarbejde har jeg haft god tid til at kigge på nettet på rokke. Der foregår ting og sager på den anden side af andedammen, hvor der tilsyneladende er mange flere forskellige rokke i omløb.

Hjemme hos s har vi ikke så meget plads. Eller, faktisk har vi god plads, men eftersom der også skal være plads til væv, kartemaskine og et udvalg af rokke, så kan jeg godt lide rokke, der ikke er store, og tanken om små, ultra-transportable rokke er tiltrækkende - det kunne være dejligt hvis den var nem at have med.

Og sådan faldt jeg over Spinolution og deres "Travelwheel", the Bee, der både er lille, sammenklappelig og meget transportabel. Og designmæssigt meget langt fra noget jeg nogensinde før har set.

(Billederne er lånt fra www.wildfibres.co.uk)

Er det en pålægsmaskine? En gammel båndoptager? En beruset snedker der er gået amok?

Nej, det er....En rok!

Jeg er meget spændt på hvordan den spinder, men den har fået rigtigt gode anmeldelser rundt om på nettet og jeg er meget imponeret over dens ratios der går fra 1:5 til 1:36 og dermed rækker ret vidt udover mine evner og erfaringer, men så er mulighederne der ihvertfald, så er det bare om at komme i gang med at prøve dem allesammen af! Allevegne, den kan nemlig foldes sammen til håndbaggage-størrelse.

Nu skal jeg bare lige vente nede ved postkassen i et par dage....

Enmands-brugerundersøgelse

Jeg kommer jo ikke så meget ud (sagt på den selvmedlidende, sukkende måde. Forestil dig let skinger stemme, som i lige før Maude går i seng med hovedpine) – i stedet arbejder jeg på min tilfredshedsundersøgelse i forbindelse med min erfaring som en der har brækket håndleddet.

Når man slår vejrudsigten op på DMIs hjemmeside bliver man bedt om at deltage i en brugerundersøgelse for at bedømme sidens brugervenlighed. Når jeg køber en bog eller en elektronisk dims på nettet, følger der et spørgeskema lige bagefter, hvor jeg skal fortælle hvad jeg synes om ekspeditionen af min ordre.

At brække armen og tilbringe ugevis som vedhæng til sådan en diagnose er en ret omfattende og omvæltende affære og det virker svært overskueligt at tilkendegive sin vurdering af forløbet med sin stemme til næste regions- eller folketingsvalg, men der er ikke noget der tyder på at nogen endnu har tænkt sig at spørge mig, hvad jeg så synes om ekspeditionen gennem skadestue og røntgen og ambulatorium.

Hvis jeg var læge og bekymrede mig om mine patienter, så ville jeg da gerne vide hvordan jeg klarede mit job. Jeg tror desværre at den læge, der ignorerede mine spørgsmål og brugte det meste af min audiens på at tale med sin diktafon, bilder sig ind at han gjorde sit arbejde godt. Han kiggede da også på røntgenbillederne, fik en second-opnion med hensyn til om jeg skulle have indopereret skruer i bruddet nu-med-det-samme eller ej og han kastede måske også et blik på gipsen, men den konsultation var spild af tid. Og oprivende, skræmmende og stressende. ”Patienten kan sprede alle fingrene og knytte hånden” mumlede han til sin diktafon mens jeg sad ved siden af og kiggede undrende på min tommelfinger, der ikke rørte sig når jeg ”spredte alle fingrene”.

Ambulatorie-læge to ugen efter derimod, gav mig hånden og præsenterede sig og så spurgte han hvordan det gik! Og han lyttede til svaret og gav sig derefter til at pege på røntgenbilleder og forklare og svare på alle mine praktiske og tekniske spørgsmål – man har jo vældigt meget tid til at tænke over hv-spørgsmål, når man sådan sidder og gror knogle.
Han kiggede indgående på min ubevægelige tommelfinger og forklarede og beroligede. Konsultationen tog ikke længere tid end den første ambulatoriekonsultation, men jeg var en hel del klogere da jeg gik derfra 2. gang. Og så gik jeg hjem og strikkede og blev endnu gladere og fredeligere og holdt op med at have ondt i fingrene af rastløshed.

Jeg vil også gerne bruge tilfredshedsundersøgelsen til at rose skadestuepersonalet, der trods 1. januar, der semi-officielt er årets røvsygeste dag, var fulde af overskud og venlighed og endda også humor på rette tid og sted, hvilket vil sige EFTER at jeg var blevet bedøvet til randen af lammelse i mit brud. De var så søde og betænksomme og den u-fortravlede stemning på skadestuen matchede meget dårligt mine forventninger til en stresset og smertefuld ekspedition. Når jeg er sikker på jeg er færdig med ambulatoriet, skal de have en stor æske chokolade på skadestuen og tak og ros for deres arbejde.

Jeg er selvfølgelig ikke færdig med min tilfredshedsundersøgelse endnu og venter stadig spændt på at få gipsen af, før jeg kan uddele støttebinds-stjerner for præstationen. Jeg gør det omhyggeligt, for jeg har ikke tænkt mig at jeg skal have flere erfaringer med knoglebrud nogensinde igen.

Højrehåndsarbejde

Det går bedre med min brækkede arm, ikke flere morfin-smertestillere til mig, selvom jeg begejstret erklærede mig afhængig allerede da jeg spiste nummer to, lettet over pausen i de helt utrolige smerter.

Nu gør det ikke så ondt mere, men jeg har nu stadig ikke lyst til at springe rundt.


Mine fingre og arm og albue nedenfor gipsen har antaget en flot grøn farve, der i dag toner over i det gule, ligesom det blå mærke på min anden albue. Jeg gad godt vide hvilken fantastisk regnbue der gemmer sig under gipsen, og undrer mig over at der ikke var noget i den retning at se, da jeg på 2. dagen fik lagt en ny, lidt løsere gips.


Nåmen uden morfin-piller er der ikke megen underholdning i at stirre på dalende støvfnug fra mit hjørne i sofaen, og jeg er så småt ved at gå ud af mit gode (grønne) skind af rastløshed. Heldigvis satte min mor trend på min væv før hun rejste hjem, så jeg har vævet et par frustrerende centimeter:

Det bliver rigtigt pænt, men jeg får hurtigt ondt allevegne af at sidde og fægte med skytten uden at have gipsarm i vejen, så det bliver ikke til så meget. Til gengæld er det meget omhyggeligt lavet! Trenden er økologisk bomuldsgarn fra Butik Strik og islættet er et entrådet garn jeg har spundet af noget BFL/silke fra Karin.

Når jeg er færdig med at have brækket armen, vil jeg væve et bredt stykke stof i uld og filte det let i vaskemaskinen, og så vil jeg sy en vest af det....men det varer lidt endnu, og jeg kunne godt fylde en lille bog med ting jeg vil lave så snart jeg kan igen.

*indsæt selv yndlingsbandeord*

Første januar gik jeg først en lang, dejlig tur sammen med min far og min bror og vores lille flok kåde hunde.

Da vi kom hjem, ville jeg lige lægge min kolde næse ind på min søde mands hals, mens han sad ved computeren i kontoret, men i stedet for at snige mig ind på ham som jeg havde tænkt mig, gled jeg og lavede en ret klodset piruette ned af de to trin til kontoret og tog af med venstre arm.

Det kunne den ikke holde til.

Når jeg gør noget, gør jeg det grundigt, men med lidt held slipper jeg for operation, skruer og beslag, så jeg krydser fingre. På den anden hånd, ihvertfald.

Væverier

Nusj, hvor er jeg glad for min væv!!
Jeg famler stadig mest i blinde, men bliver klogere hele tiden, så det gør ikke noget.
Efter nøje overvejelser (tøhø) sjatfarvede jeg 150g supersoft i sorte og grå nuancer så ujævnt som jeg kunne. Bare op i en farveskål og så sjask, switsh og sprøjt lidt hist og her og over det hele. Da garnet havde tilbragt en nat ved radiatoren, satte jeg det på væven som både trend og islæt, og nogle timer efter klippede jeg mit nye tørklæde af.


Min vinterfrakke er lysegrå, og tørklædet passer rigtigt godt til. Effekten af det sjat-farvede garn på kryds og tværs er flot ujævn og tweedet, jeg kan rigtigt godt lide det. Det er ca. 30 - 35 cm bredt.
Siden betroede min mor mig uden tøven et bundt håndspundet, entrådet, sort garn. Jeg forsøgte mig med to brede lysegrå striber og en rest af det sort-grå fra mit eget tørklæde som trend og så hendes håndspundne som islæt, heller ikke tosset, synes jeg.

Det smalle blå tørklæde er vævet med entrådet angora som islæt. Egentlig ville jeg se effekten af ujævnt garn som islæt, men det ses faktisk ikke så tydeligt som forventet. Trenden er uldgarn, som viste sig at være meget elastisk't, heldigvis har jeg vævet "tyndt", så fastheden endte med at falde rigtigt heldigt ud. Det er ikke så loddent som angora plejer at være, men jeg håber det rejser sig lidt når det er helt tørt og bliver brugt, det er superblødt, ihvertfald.
Angoraen havde jeg forsøgs-farvet, primært for at se hvordan fibrene reagerede på en tur i microen. De filtrede en anelse sammen, men kun så meget at det nærmest blev nemmere at spinde og - som en særlig fantastisk bonus - ingen flyvende fibre overhovedet! Angoraen er nærmest helt tæmmet af farvningen og fælder ikke allevegne som tidligere, herligt!
En spindeveninde fortalte på et tidspunkt at hun havde hørt man kunne "tæmme" angoragarn og få det til at holde op med at fælde, ved at dyppe det i kogende vand. Måske er det dét der er sket med mine angorafibre.

Til sidst vil jeg vise lidt tegninger fra en bog mine forældre viste mig i julen. Det er min farfar der har tegnet mønstrene mens han gik på noget væveskole (?). Han arbejdede vistnok med den slags da han var ung.

Tegningerne ser meget avancrerede ud og er fuldkommen "sort snak" for mig, men nogen af dem er også meget kønne og omhyggeligt udført:

Det kunne være ret cool engang at kunne tyde de tegninger og omsætte nogen af dem til noget vævet.

You try and try again...

Okay, første forsøg på væven var mere lærerigt end brugbart, andet forsøg blev udført i hjemmefarvet rødt "supersoft" garn i både trend og islæt og selvom jeg ihærdigt forsøgte at undgå at "stampe" islættet for hårdt sammen, så var det færdige stykke stof alligevel lidt vel fast i det. Så det blev en taske, men en ret så smart een synes jeg.

Tasken er et lidt kort tørklæde lagt sammen med en ekstra fold i midten, så der lissom er to rum, og så en frynset ende som klap. Og så syet sammen i siderne og så en flettet skulderrem - voila!
Tredie forsøg gik rigtigt godt!

Igen brugte jeg supersoft i både islæt og trend, denne gang farvet til lejligheden og IKKE - som det ellers ser ud på billedet - i rødt og gult, men derimod i bordeaux/lilla og hvinende limegrøn.

Jeg gjorde mig meget umage for at væve super løst, faktisk så løst at det føltes en smule sjusket og hullet, men resultatet efter vask blev også lige som jeg ville have det: Blødt!

Blødt som blødt strik, og nu har jeg et nyt yndlingstørklæde og flere på vej så snart jeg har tid til at farve igen.

Billede før vask:

Jeg har brugt reklamer, fra den uendelige strøm der tilflyder vores postkasse i disse dage, til at lægge om begge ender af trend*ehm*rullerne (...den ene hedder tøjbommen, hvad er det nu den anden hedder?) i stedet for "kraftigt papir" og det virker fint med sådan en udfoldet jysk sengetøjsreklame mellem trendtrådene.

Julehemmeligheder

Åh, det er så svært at strikke-blogge i december, for en hel del håndarbejde handler jo om tophemmelige julegaver, og jeg bliver til stadighed overrasket over hvem der læser med her, så jeg må vogte mine ord og billeder.

Men så er der jo de gaver jeg har fået!
Eftersom jeg har fødselsdag nytårsaften forventes der en ordentlig afhandling af en ønskeseddel fra min hånd i slutningen af november, og efter nogen tids sveden over dén, skrev jeg også "En strikketaske som nogen har fået *kollega fra min boghandlertid* til at sy". Efter lidt betænkningstid strøg jeg den dog igen, for jeg nænnede ikke at belemre kær kollega med min familie, og jeg ville ikke risikere at få en af de turkise strikketasker i kunstlæder, som jeg ellers har set skræmmende billeder af på nettet.
Men så, i begyndelsen af december kom der en pakke. Med lige præcis sådan en taske som jeg havde ønsket mig i hemmelighed. Begejstringen har ikke lagt sig, og jeg transporterer lykkeligt og elegant mine striksager rundt allevegne i den hjemmelavede strikketaske, der er lige præcis som den skal være. Syersken bag er fuldstændigt genial, og udover at være god til at sy - en dunkel håndarbejdsafkrog jeg ikke selv tør bevæge mig ind i - er hun også betænksom og kærlig og klog.

Og billeder skal der til! Lige for tiden er kameraet dog forsvundet, så de kommer liiige lidt senere.

I julegave - lidt fremskyndet på grund af kvindelig intuition - har jeg også fået en Lervad rammevæv.
Det er jo fantastisk spændende nyt land der skal erobres, og nu hvor jeg - efter lidt hovedbrud og adskillige besøg på Youtube har fundet ud af at "warpe" den (sætte trend på....jeg ved ikke hvad det rigtige danske fagudtryk er) og er gået i gang med at væve, er jeg en lille smule blændet af alle de nye muligheder der nu igen ligger for mine fødder. Og en lille smule foruroliget over alle de ting jeg helt sikkert gør på en helt forkert måde, fordi jeg gætter og prøver mig frem. Men det ser fint ud! Og det skrider frem.
Med væven fulgte lidt trendtråd i tynd bomuld, det har jeg brugt sammen med noget rigtigt sjusket spundet totrådet merino/silke og med lidt fantasi - og noget kantbånd til kanterne, der ikke er så pæne i starten - kan det nok blive et fornuftigt "første vævede tørklæde".

Og billeder følger, naturligvis. Så snart jeg får lokaliseret det der kamera.

Tjalfe er blevet far i dag. Efter et herligt besøg af en sød (og tålmodig) løbsk hunhund for nogle måneder siden, er han i dag blevet far til et kuld black tan og ruby Cavalierer. Jeg havde ingen cigarer så han fik et dejlig stykke tørret lever i stedet, for at fejre begivenheden. På søndag tager jeg på barselsbesøg (og så HAR det kamera bare at være dukket op!!)

Jeg har også kartet alt lammeulden og spundet en god portion af det. Den ene ham er stadig silkeblød og den anden - som der er mest af - føles mere kradsende. Men det er supernemt og dejligt at spinde, så jeg har fyldt et par spoler og fantaserer om striktrøjer. Jeg har også for nogen tid siden fået løfte om en ham fra Dana, så jeg venter med at tage endelige beslutninger til jeg har set hvordan sådan en spelsau-ham ser ud og føles, måske kan man blande de to typer uld til en mønstret islænder-agtig sag....

Fåreklipperdebut

For en lille uges tid siden slagtede min svigerfar sine to gotlænder-lam. Siden foråret har jeg beundret deres fine pels, så efter slagtningen gemte han skindene til mig og igår havde jeg så min debut som fåreklipper.
Skindene havde tilbragt et par dage på græsplænen (i regnvejr) og et par dage i tørvejr på et par savbukke. Jeg kiggede til dem da de var nyslagtede og dér syntes jeg godtnok de lugtede meget stramt, men da jeg klippede dem i går, duftede de bare af lanolin og rent får.

Først en lille grovrensning af skindet. Lammene havde gået i en fold med et dejligt gran-hegn, så der var lidt pinde og nåle, men overraskende få, synes jeg. Og nemme at pille ud.



Udenpå så pelsen ret brunlig ud og inderst var den fuldstændigt sølv-grå. På det ene lam var pelsen meget krøllet inderst, på det andet (dette) var pelsen mere glat og meget, meget tæt. Det "glatte" lam klippede jeg næsten dobbelt så meget uld af, som af dens tvillingebror med den krøllede pels.

Jeg får næppe nogen præmie for den ujævne klipning. Den pels der sad tilbage inderst på skindet var super blød og fuldstændigt fri for skidt og snavs.

Før vask...jeg glemte at veje, men der forsvandt godtnok en hel del mørkebrunt mudder i afløbet, og den uld der nu ligger til tørre på mit badeværelsesgulv, ser nu heller ikke ud til at være udpræget brun.

Efter vask i følge anvisninger fra Spindeforeningens forum var ulden fra det mest krøllede lam fuldstændigt silkeblød og forbløffende u-filtet, nærmest lige til at spinde. Ulden fra det andet lam var filtet en lillebitte smule, men kunne nemt trækkes fra hinanden.

Jeg er begyndt at fantasere om uldtrøjer og spinding af gotlændergarn og føljetonen fortsætter...