søndag den 28. september 2008

Kunsten at dumpe symaskinekøreprøven

Henne hos Madame læste jeg lige om et håndarbejdstraume, der tangerer mit eget og som genoplivede min skoletids værste lærer, Fru Schmidt.
Lilla hår, krap parfume og absolut ingen pædagogisk sans.
Som Madames lærer, terroriserede fru Schmidt også sine elever med hån og nedsættende bemærkninger til de elever, der ikke strikkede jævnt eller som ikke kunne blive venner med den genstridige symaskine i håndgernings-lokalet.
Kun de særligt lærer-populære elever fik lov til at fjolle rundt med zig-zag på symaskinerne og på een eller anden måde fik jeg tilsidst vredet mig udenom den ydmygende symaskinekørekortsprøve, der uvægerligt ville være endt med tænderskæren over den elendige, usamarbejdsvillige maskine, der altid tog parti for fru Schmidt, og aldrig, ALDRIG lod sig tråde af mig, men istedet gjorde udfald mod mine fingre når jeg forsøgte mig.
Man kan mene at symaskinekørekortet kun har symbolsk værdi, men jeg har aldrig lært at sy.

Jeg har stadig problemer med at strikke på bestilling, og selv den mindste tre-timers babyhue kan være dagevis (ugevis) undervejs, hvis det er bestillingsstrik. Så kan jeg pludselig ikke komme i gang, men har tusind andre vigtigere projekter.

Mit første bestillingsstrik var et sæt postkasserøde grydelapper som fru Schmidt havde forlangt færdige til en bestemt tid, og de to lasede og let hullede lapper var stive af tårer, sved og muligvis også en lille smule blod, da fru Schmidt ikke uden væmmelse beså dem den aftalte dag.
Og det fremgik tydeligt at min mor havde strikket halvdelen af den sidste, da jeg havde grædt mig i søvn over den, sent aftenen før.
Jeg tror ikke grydelapperne eksisterer mere, jeg har fortrængt deres skæbne, men man kan sagtens forestille sig at de er blevet brændt af på et lille rituelt bål da jeg fik dem med hjem igen.

Jeg synes selv jeg er kommet mig godt over mine hårde lektioner i håndarbejdstortur; når bare det er frivilligt strik så går det fint og jeg kan sagtens spinde garn på bestilling, men fru Schmidt gav mig godtnok en ubehagelig og ydmygende start på glæderne, og havde det ikke været for min særdeles strikkende familie, havde jeg nok heller aldrig genfundet skaberglæden i forbindelse med strikkerier.

fredag den 26. september 2008

Skader

Hjemme hos os har ugen været stærkt præget af små og store skader, vel at mærke ikke af den be-fjerede slags.

I mandags startede husets frue (jeg) med at snuble ud af sengen og opdage, at min ugelange forkølelse tilsyneladende havde udviklet sig i uheldig retning, så jeg havde kæmpe hovedpine, ondt i ørerne, kvalme og jeg var så svimmel at jeg måtte klamre mig til sengen både mandag og tirsdag.
Jeg går ud fra jeg kan grine af det senere, måske allerede i løbet af et par tusind dage....

Tirsdag kom sønnen hjem med optræk til blåt øje, fordi nogen ved et uheld havde skubbet til een, der havde haft en pind i hånden og som sad ved siden af min uheldige kriger.
Onsdag hjembragte samme søn en hudafskrabning på kinden og øjenbrynet, samt opløb til et blåt øje mere, efter et sammenstød i skolegården med Isabelle Andrea (arj, navnet er opdigtet, men den ægte motorbølle har (også) et virkeligt pusseløjerligt dobbeltnavn), der havde mistet kontrollen over sin cykel. I følge fantasifulde øjenvidner var han fløjet op i luften før han fik tyngdeloven at føle, så der må have været epo-agtig fart på dén cykel.

Da der torsdag formiddag kom et opkald fra skolen, tog jeg sko på mens jeg tog telefonen og var klar til en rask tur på skadestuen med søn. Det viste sig dog at være datter, der havde stødt en tå på en stol, og nu var imobilliseret i en grad, der kaldte på afhentning, så jeg fór afsted efter humpende og haltende datter og forstuvet tå. Hun var nu ved godt mod, og kom løbende (i overført betydning, tøhø) med pludrende opdatereringer om sin tilstand, så resten af eftermiddagen hjemme hos os lød lidt i retning af:

13.12 Tå føles øm, men rart at have fod oppe i sofa.
13.16 Tå føles lidt underlig.
13.17 Tå føles nu meget underlig.
13.21 Tæer ved siden af begynder også at føles lidt mærkelige.
13.24 Tå gør nu meget ondt.
13.25 Stor smerte og panik! Tå særdeles smertende!
13.27 Alle tæer gør nu meget ondt!
13. 31 Smerte begynder at aftage fra enkelte tæer.
13.35 Smerte nu aftaget fra alle ikke direkte-skadede tæer.
13.45 Tå føles lidt underlig.
13.51 Tå noteres efter forsigtigt eftersyn blålig visse steder. Datter afslår, til lillebrors skuffelse, mors teorier om at hun er ved at udvikle sig til smølf.
14.01 Tå faktisk utroligt tyk
14.09 Tå føles nu lidt prikkende

...og sådan blev det ved, hele eftermiddagen....

Nu går det heldigvis bedre, der er langt mellem at det gør rigtigt ondt og datter humper og hinker omkring og tilbringer en lang, kedelig fredag på kontoret med mor, heldigvis velbevæbnet med Bjarne Reuter og matematikstykker.
God, moderlig lykke er i øvrigt, at hjemlåne Bjarne Reuter til midlertidigt nedlagt datter og høre hende klukke af morskab over "Tre engle og fem løver"...så man ikke have gjort det helt dårligt, det hele.

fredag den 19. september 2008

Færdig pink-hex

En million-milliard madrassting og næsten en måned senere er den seneste hex omsider færdig!




Den er blevet rigtigt god, synes jeg, men den er en smule mindre end den første mini, så desværre kan den ikke passe mit smukke fadder-barn, der ellers er blevet utroligt glad for den første jeg lavede. Ifølge tøsebarnets mor er et par af mine striksager favorittøjet hjemme hos dem, og det eneste den lille viljefaste pige vil ahve på, sammen med et par gummistøvler, i øvrigt.
Sådan et temperament skal de nok få en masse sjov ud af....

Siden sidst har jeg strikket en lille smule videre på skov-mini'en og så er jeg begyndt at spinde den angora-uld jeg for nogen tid siden fik hjem fra England. Foreløbig befinder angoraen sig på spolen og det er planen at spinde den sammen med en tynd tråd silke, og måske kan der blive til en ultra-tynd undertrøjeagtig ssag til mig af garnet, der forventes at blive ultra-let og uendeligt blødt.

I søndags havde jeg "vagten" i min kunstforenings galleri, og til at fordrive tiden med havde jeg medbragt min Golding og nogle fibre fra USA.



Oh, som man får samlet tankerne i sit eget selskab sammen med sådan en velspindende håndten!
Fibrene er en blanding af merino, silke, angora og en 2%'s anelse af noget syntetisk - muligvis angelina. En bekendt har ihærdigt og i høje toner rost en djævlehue jeg har strikket og foræret væk, så jeg tror dette garn skal ende som en djævlehue til bekendts søster, der lige har født en lille dreng.

Men det går trægt på strikkefronten for tiden, så alting trækker ud.