tirsdag den 23. februar 2010

Er det blot et bi-bo til din Bee....Bo?



Ja, et bi bo er lige hvad det er! Jeg har et fuldstændigt dødt sted på det punkt i hjernen hvor sy-evnen sidder. Jeg kan akkurat sy sømme på strikketøj, selvom der sommetider skal nogen overvindelse (og i enkelte tilfælde et glas vin) til for at få det til at makke ret uden spontan selvantændelse, men hvis man smider en symaskine ind i ligningen, så er der lagt op til drama og katastrofefilm i stil med de værste bio-baskere. Så jeg forsøger så vidt muligt at undgå risikoen.
Heldigvis kender jeg en både klog, kreativ og uhyre tålmodig og hjælpsom kvinde, der gerne tager en udfordring op, og forbarmer sig over mig, når jeg kører fast i sy-projekter, før jeg overhovedet er begyndt, og hun har - efter nogen hovedbrud og vist også en ukarakteristisk mængde bandeord - præsteret denne fine taske til min Bee:


Tasken er indrettet så man håndterer rokken på højkant, jeg har sat filtdupper på den ene side af rokken, så den er beskyttet på dén led også. Og så har tasken både håndtag og bærerem, så rokken nu er særdeles nem at håndtere og transportere. Og god plads til både spoler og fibre ved siden af rokken.
Ved nærmere eftersyn tror jeg faktisk at min højtskattede dybe strikketaske (som-gerne-må-bruges-selv-om-man-ikke-medbringer-strikketøj også) lige præcis passer ned mellem rokken og siden af tasken, hvor genialt er dét lige?!

Sidst min mor besøgte mig, bladrede vi lidt rundt på engelske World of Wool og en lille uges tid efter kom der en pakke med spændende fibre:
  

Blandt andet har jeg bestilt nogle "sokkefibre" af superwash merino/nylon, som jeg så farvede, spandt og nu er i gang med at strikke sokker af:


Måske er garnet spundet lidt vel fast, men jeg har aldrig prøvet at strikke sokker af håndspundet før, så jeg er spændt på hvordan det holder og må jo lige prøve mig frem. Garnet er i hvertfald kønt og blødt og jeg glæder mig meget til at slide de her sokker op. De er strikket fra tåen og op og med timeglashæl og ingen af delene har jeg prøvet før, men jeg kan rigtigt godt lide at strikke nedefra - så kan man jo stoppe når man ikke gider mere - og hælen er nem at gå til.
Som en del af min genoptræning af brækket arm, foreslog  spurgte tiggede jeg om tilladelse til at strikke uden skinnen på, og det har vist sig særdeles effektivt for både humør og bevægelse, især i mine fingre. Jeg arbejder stadig på at få indført strik som rutinemæssig genoptræningsmetode, men selvom det rent faktisk lykkedes mig at flashe sokkestrik i ergoterapi-centeret i dag og involvere to terapeuter og en enkelt medpatient i projektet, så ser det ud til at have lange udsigter.

Da jeg farvede sokkefibre, farvede jeg også en portion angora.

Lidt eksperimentel farvning i grønne og limefarvede nuancer (ikke så blåligt som på billedet).
Det mest interessante med farvning af angora er, at fibrene bliver helt u-flyvske af opvarmningen, og som tørre kan de spindes fint og let direkte fra de små-filtrede, uglede totter, som anes på billedet, uden den sædvanlige nysen og fnysen og tænderskæren over flyvsk kaninpels overalt. Og garnet bliver fint og loddent som hvis man havde spundet af de ubehandlede fibre, for mit vedkommende endda en del pænere, fordi jeg bare har rigtigt svært ved at spinde "vild" angora (og gnide mig i næsen samtidig).
I Spindeforeningen har vi generalforsamling på søndag og jeg har tænkt mig at tage mine tæmmede angorafibre med. Jeg skal følges med en anden spinder, der er meget dygtig til at spinde angora, og jeg vil gerne lige høre hendes mening om mit "tæmmede" angora. Og måske har hun en forklaring på hvorfor de gør som de gør efter farvning/opvarmning.

mandag den 15. februar 2010

Brækket arm-blues part 117

For en uge siden fik jeg så omsider min gips af.
Det var en rystende oplevelse.

Det gjorde ikke ondt, men gensynet med min arm, der efter fem uger i "eksil" bag et par centimeter bandager slet ikke føltes som min gode gamle venstrehånds-ven, var chokerende og ret så blottet for gensynsglæde. Tværtimod blev jeg mindet om sidst vi sås, hvor håndleddet var ny-brækket og gjorde ret så ondt.

Ret hurtigt fik jeg en ny skinne på, og selvom jeg ville have forsvoret det, var det rigtigt dejligt at få armen pakket ind igen.

Og så omgående til ergoterapien, som jeg siden er kommet til at holde vældigt meget af. De er virkelig gode til at puste til lidt håb og tro på at det håndled nok skal komme til at virke igen, selvom det sidste mandag var stift og svækket efter fem ugers gips.

Nu går det bedre, og jeg har genoptaget både spinding og strikning.

Husene er fra Kastanie-strik og ret så vanedannende at strikke. På et tidspunkt må jeg tage stilling til hvad de kan, men foreløbig klæder de mit nørklehjørne for helt fortryllende vis, mens jeg arbejder videre på min lillebitte by.

Lige før jeg fik gipsen af, farvede jeg lidt fibre sammen med datter, der agerede venstre hånd og minutiøst parerede ordre, bortset fra distraherede afstikkere til mobiltelefonens livsvigtige sms-linie direkte til Verdens Ottende Vidunder, der altså ikke længere er mig, hendes mor *suk*


Det blev blandt andet til disse blå-grønne fibre, efter jeg havde ladet mig inspirere af et billede af en isfugl

Jeg er meget tilfreds med farven på fibrene, men på garnet er fibrene (og farverne) blevet pløret lidt vel meget sammen, så det skal lige ligge lidt mens jeg tænker over hvad det kan bruges til.
Jeg har stadig slet ikke kræfter i brækket-hånd til at trække fibrene i et kartebånd fra hinanden, så jeg var nødt til at køre dem en gang gennem kartemaskinen og så spinde fra batt'sene, måske var det dét der gjorde at farverne blev lidt for blandede.

Næste spindeprojekt venter i kulissen i form af et valg: Enten nogle frygteligt fristende angora-silkefibre fra Karin, eller resten af de hjemmefarvede fibre fra forleden i nogle rosa og blå farver, som datter omgående faldt for og begærer spundet og strikket til en vendestriksvest. Måske kan sådan en bestikkelsesgave bringe mig lidt op på popularitetslisterne igen, så jeg overvejer sagen nøje.....






lørdag den 6. februar 2010

Kreativ Blogger

Sådan een er jeg!
Det synes ihvertfald Synne, så hun har givet den her leg videre til mig:


Tusind tak, Synne!
Reglerne der følger med er:

- Jeg skal vise awarden på min blog.

- Jeg skal linke til den jeg har fået den af.

- Jeg skal skrive 7 ting om mig selv.

- Jeg skal give awarden videre til 7 andre bloggere.

Jeg har set kreativ-awarden rundt omkring på næsten alle de blogge jeg læser, og jeg tror efterhånden den ér ved at være nået hele vejen rundt, så jeg vil være blindgyden, der ikke sender videre til 7.
I stedet vil jeg slå omtrent 110 fluer med eet smæk, og uden yderligere forpligtelser, overdrage awarden til Spindeforeningen, hvorigennem jeg har lært nogle fuldstændigt fantastiske kvinder at kende. Her er kreative ildsjæle, der drysser begejstring, entusiasme og inspiration omkring sig, så man slet ikke kan undgå at blive revet med. Både mine med-bestyrelsesmedlemmer og medlemmerne gør et fint stykke arbejde for at dele ud af erfaringer og glæde ved en fiberrig hverdag og jeg er meget glad for at være en del af det.

Men 7 ting om mig selv er jo pærenemt! Næsten for overvældende, så der må et tema til.
Mit år startede med at sætte alle kreative tiltag i stå, da jeg brækkede håndleddet, og selvom jeg siden er blevet i stand til at genoptage en del kreative ting, så glæder jeg mig alligevel voldsomt til på mandag, hvor gipsen skal af!
Så her kommer 7 ting jeg vil gøre, når jeg er af-gipset.

1. vaske hænder!!
2. kramme mine børn og min tapre mand inderligt med begge arme
3. gå i bad uden plastikpose.
4. køre bil!
5. farve et par hundrede gram merino/cashmerefibre til at fodre min Bee med
6 lægge mit tøj i skabet ordentlig sammen (Enhånds-foldning roder)
7. rydde op i mit garn- og fiberlager

Oh hvor jeg glæder mig!!
Okay, det kan godt være jeg ikke får ryddet op i skab og garn-hule, men aldrig undervurdér glæden ved - teoretisk set - at kunne hvis man ville.

torsdag den 4. februar 2010

To Bee or not to Bee

....jeg er ihvertfald ikke længere i tvivl!
I dag kom min pakke fra England, med min nye supersmarte, ultra-transportable spinderok og jeg er vildt begejstret!


Det er lidt som at sætte sig bag rattet i en ny bil, og jeg har rodet løs med bremsen og alle de udvekslinger man kan vælge imellem, for at finde den helt rigtige "sno".
Jeg er rigtigt glad for min Julia (Louët), men det er som at parkere sin praktiske familiebil, og sætte sig bag rattet i en superlivlig sportsvogn at spinde på Bee'en.
Og det løjerlige, men gennemtænkte design vinder ved nærmere bekendtskab, også selvom man i forvejen godt kan lide det lidt anderledes.
Og her er billede af allerførste garn:


Dette er halvdelen af omtrent 150g blandede merino/silke tops i henholdsvis grøn og pink, som jeg kartede sammen i går aftes, resultatet på farvefronten er blevet overraskende godt, synes jeg. Spindemæssigt er det lidt noget rod, fordi snoningen blev ret ujævn mens jeg stillede op og ned på drivremme og bremseskruer, men jeg har moret mig godt med mine begejstrede eksperimenter, og fortsætter i morgen. Jeg overvejer en mere detaljeret anmeldelse af rokken, når jeg har spundet et kilo fibre på den og kender den bedre.

Garnet er meget blødt og bliver til en hue, tror jeg.

mandag den 1. februar 2010

Jeg ka' karte ka' jeg!

Efterhånden går det godt med at spinde, det er fin træning af muskler og fingre og jeg har fundet en god teknik, hvor jeg skåner resten af armen for drej og træk.

Det går nemmest at spinde af løse batts, så jeg har spundet en masse af mit lammeuld og har kastet mig over at karte fiberrester og uheldige farvninger sammen.


Der er blevet kartet en masse angorafibre i også (dog ikke lige i de fire batts herover) og sådan et herligt, loddent garn kan jo strikkes til hvad som helst. Blandt andet har jeg kartet "røde" angorafibre sammen med en kridhvid merino/cashmere blanding fra Renee. Det blev et kønt, cremefarvet garn, som jeg vil strikke en "halsdims" af, når begge mine hænder kan bruges igen.

Mens jeg har været afskåret fra håndarbejde har jeg haft god tid til at kigge på nettet på rokke. Der foregår ting og sager på den anden side af andedammen, hvor der tilsyneladende er mange flere forskellige rokke i omløb.

Hjemme hos s har vi ikke så meget plads. Eller, faktisk har vi god plads, men eftersom der også skal være plads til væv, kartemaskine og et udvalg af rokke, så kan jeg godt lide rokke, der ikke er store, og tanken om små, ultra-transportable rokke er tiltrækkende - det kunne være dejligt hvis den var nem at have med.

Og sådan faldt jeg over Spinolution og deres "Travelwheel", the Bee, der både er lille, sammenklappelig og meget transportabel. Og designmæssigt meget langt fra noget jeg nogensinde før har set.
(Billederne er lånt fra www.wildfibres.co.uk)
Er det en pålægsmaskine? En gammel båndoptager? En beruset snedker der er gået amok?
Nej, det er....En rok!
Jeg er meget spændt på hvordan den spinder, men den har fået rigtigt gode anmeldelser rundt om på nettet og jeg er meget imponeret over dens ratios der går fra 1:5 til 1:36 og dermed rækker ret vidt udover mine evner og erfaringer, men så er mulighederne der ihvertfald, så er det bare om at komme i gang med at prøve dem allesammen af! Allevegne, den kan nemlig foldes sammen til håndbaggage-størrelse.
Nu skal jeg bare lige vente nede ved postkassen i et par dage....