mandag den 1. december 2008

Produktiv weekend og Handsker med foer

Nåmen bortset fra knækkede tænder, har weekenden været pragtfuld og er mestendels blevet tilbragt med fødderne oppe i sofaen, strik-sager eller nadre hyggelige indendørssysler. Jeg blev kun afbrudt ganske kort da jeg lørdag var nødt til at proviantere lidt, men den uvelkomne tur ud af huset blev forsødet af et besøg hos "Frøken Fingernem" aka Charlotte, som jeg kender fra Spindeforeningen, og som har sit eget, private lille "kagehus" i baghaven. Der bor bare ikke nogen Hans-og-Grethe-spisende heks i Charlottes tillokkende hus, der i stedet for slik og kager er fyldt med garn! Garn af de skønneste kvaliteter fra gulv til loft!

Jeg forlod modstræbende den lille oase med to bundter gotlandsk pels-uldgarn til de vanter jeg er blevet vældigt optaget af på det seneste. Jeg har udstrikket de Zimmermann'ske mittens og er nu faldet over vanter med foer af "rovings", kartet, spundet uld.

Jeg har fundet opskriften her og det er ret let at gå til, men jeg har lovet Charlotte en dansk fortolkning af mønsteret, så det kommer i løbet af kort tid, men i store træk er det "bare" et par vanter, hvor man trækker uspundet uld med igennem i nogle af maskerne.


Effekten er overvældende blødhed inden i den strikkede vante - uhm, det er somom ens hånd får en rigtig varm krammer når man tager handsken på.
Jeg forestiller mig at foret filter sammen på herligste vis når man bruger vanterne, og at de første snebolde og efterfølgende tørringer ved brændeovnen gør sådan et par forede vanter særdeles personlige og "fingerformede".


Jeg har strikket vanten som stor, mellem og er i netop igang med en "mindst" og jeg er slet, slet ikke færdig endnu.



Den lyseblå er strikket af strømpegarn og de blå/turkise er strikket af det gotlandske pelsgarn.

4 kommentarer:

Madame sagde ...

Det lyder helt genialt med de uldforede vanter! Og så er de tilmed smukke.
Du er en heldig kvinde med lune fingre :o)

Puttenings sagde ...

Tak for linket, de luffer skal helt sikkert strikkes! Dine er blevet superfine, jeg er vild med farverne.

Charlotte sagde ...

De ser godt nok dejlige ud, glæder mig til at få en let forstålig udgave, eller hjælp til oversættelsen, strikkes det skal de. Håber du har fået ordnet din tand. kan du ikke sende mig en sms med dit tlfnr. overvejer om jeg har fibre nok til julen, hvis der ellers er mere tilbage af Karins.
Strikkehilsner fra Charlotte med garn i baghaven

Karin Hørkilde Jensen sagde ...

Annie - må jeg lige komme med en lille advarsel. Hjemmestrikkede vanter af ren, ikke-superwash-behandlet uld, kryber altså TEMMELIG meget. Jeg købte et par for nogen år siden, og jeg kan faktisk ikke passe dem mere. De er krøbet ekstremt meget i længden. Så jeg tror nok, jeg vil prøve at spinde superwash-behandlede merino-fibre til et par vanter, når jeg engang får tid (om en 30-40 år eller deromkring, fnis)