Oh gru!

I weekenden fik jeg lidt mere end jeg havde tænkt mig, da jeg spiste en saltmandel og knækkede en kindtand.

Jeg tog det ret tappert, hvis jeg selv skal sige det, og da chokket over det usandsynligt store hul, der mødte min tungespids da jeg forsigtigt mærkede efter skadens omfang havde lagt sig, følte jeg mig ret fredeligt til mode trods udsigten til tandlægevisit ved først kommende lejlighed.
Efter nogen research på nettet mens jeg ventede på at det blev mandag og telefontid, valgte jeg en anden tandlæge end den jeg har brugt de seneste par gange jeg har været ved tandlæge, fordi den nye tandlæge reklamerer aggressivt med smertevenlig behandling og brug af laser til udbedring af huller, og dét lyder som noget en tandlægekylling som jeg kan lide.

Det var også et godt og venligt sted og jeg var stadig rolig og u-skrækslagen da jeg blev undersøgt, men det viste sig at den tand jeg havde knækket var een af mine to højt skattede mælketænder, der ikke er faldet ud, fordi der ikke er kommet en ny tand nedenunder, og eftersom sådan en mælketands levetid i følge tandlægen er maks 40 år, så var der ikke meget fornuft i at reparere på den, den burde i stedet hives ud hurtigst muligt, og det samme skulle den anden mælketand i den anden side, hvis man skulle være lidt smart i forhold til mit fremtidige bid og så'en. Gys.

Det ser ud til at jeg lige skal arbejde lidt mere på mit tandlægemod, men foreløbig har jeg vænnet mig til tanken om både bedøvelse (argh - stikkes i munden??!!!!) og næææsten også at få trukket et par tænder ud, så det skal nok gå. Især ser jeg frem til et par dages medlidenhed og is og blød mad bagefter. Måske skal jeg udvikle en mild halten, så man bedre kan se at jeg lider?