fredag den 7. november 2008

Der var engang...

Engang arbejdede jeg i butik.


Det var tit til klokken 19, af og til om lørdagen og selvom jeg havde et par skønne kollegaer og endda solgte bøger, så var det alligevel af og til et temmeligt hårdt job, og ikke alle kunder var hverken høflige eller i specielt godt humør.


I længden kunne det blive monotont og kedeligt at messe "Kunden har altid ret" og levere en almindelig, god ekspedition, og så var denneher frø min ven:

Oprindeligt fandt jeg den på en amerikansk hjemmeside om vægmalerier, men jeg faldt sådan for ham, at jeg selv måtte male mig en udgave af ham også.

I butikken klistrede jeg et lille billede af frøen op ved alle kasserne, og hver gang jeg så på den pusseløjerlige frø, med det underfundige glimt i øjet blev jeg i godt humør og godt humør bliver meget bedre når det smitter, så frøen her har været en god, hemmelig deltager i mange gode kundemøder og samtaler i mit gamle bog-job.

Jeg tænkte dengang tit på, at ethvert job kan være så kedeligt som man gør det til, eller så sjovt som man synes.
Det kunne være uendeligt kedeligt at udføre den ene monotone ekspedition efter den anden, men når man begyndte at se de folk man ekspederede og hvis man lagde bare en lillebitte indsats i det korte møde, så kunne det blive et rigtigt interessant 5-minutters møde med et andet menneske, og dette møde kunne være både opmuntrende og opladende på både det professionelle og det personlige plan.

Senere genkender jeg af og til en ekspedient med samme forventning til sit møde med mig og det er rigtigt rart at føle sig som noget mere end "116,50-og-hav-en-god-dag" når man køber sit rugbrød og pålæg i det lokale supermarked.

Nu står frøen - i min egen ydmyge fortolkning - i en vindueskarm i vores stue og får mig stadig til at smile over det snedige og underfundige blik.
Gad vide, om det ér en prins, der ikke er det mindste fornærmet over at være blevet forvandlet til en et fredet padde-dyr eller bare en usædvanligt beregnende frø, der vil kysses?

1 kommentar:

Madame sagde ...

Sikke en dejlig historie, Annie, og jeg genkender det.

Jeg har et billede af gorillaunge, der ligger på ryggen med et græsstå i hånden. Den klør sig under den ene sorte fodsål og ligner én, der tænker: Tag det ikke så tungt, det hele er jo kun, hvad vi gør et til ... Den er en stor opmuntring hver dag.

Præcis som din frø :-)