At være som de fleste er...

Forleden strikkede jeg en hue til søn i samme klokke-facon som hans søsters hue, men i mere maskulint blå farver.
Han slæber den glad med i skole hver dag, og forleden da jeg hentede ham, traf vi en klassekammerat i garderoben, netop som søn trak huen på hovedet.
"Hvorfor er der sådan en dup på den hue? Det ser lidt sjovt ud"
Jeg forklarede at duppen var der fordi søn og jeg også syntes den så sjov ud, men spurgte alligevel lidt senere søn, om jeg skulle strikke en hue uden dup på, så den holdt op med at "se sjov ud" i klassekammerat-som-ved-gud-ikke-selv-ser-for-fiks-ud's øjne.
Men det skulle jeg absolut ikke, erklærede min gode dreng, for han kunne godt lide at have sin helt egen, særlige hue.

Jeg blir sgu så glad når mine børn ikke er bange for at have deres egne meninger om hvad der er godt/pænt/særligt og gerne bevidst skiller sig lidt ud, på trods af klassekammeraters undrede eller semi-nedladende kommentarer.

Jeg tænker på Piet Heins kloge gruk:
"At være som de fleste er,
er ikke altid let.
Forskellighed er mere værd,
end et liv som marionet."

Mind mig om dette, når søn kommer hjem med hanekam.