Nåmen kender du det med at man skal tage ud på hver 4. omgang/række. Det kan måske gå an at holde rede på når det kun er hver 4 omgang, men så nogengange - for eksempel på Topstykket er det hver 8. og herefter hver 10., 12., 14. omgang og så videre og HELT umuligt at huske hvis man også samtidig læser, ser tv og hjælper sine søde børn med lektierne.
Så er det godt man har en strikkefisk. Nåe, er den blevet væk i strikkekurven eller har katten spist den? Pyt med det, for man kan altid lave en ny i en ruf.
En strikkefisk er nemlig bare en stump garn som man lægger dobbelt og binder knuder på, så løkkerne/hullerne på fisken svarer til det antal omgange man skal strikke mellem udtagningerne/farveskifterne eller hvad man nu ellers tæller på når man strikker.
Denne strikkefisk minder mig om at tage ind på hver 3. omgang
Så hver gang man møder fisken i strikketøjet sætter man den på pinden i det næste hul og når man starter forfra på fisken, så skal man huske at tage ind/ud/skifte farve/trække vejret.
Hvis man er rigtigt snedig (eller doven. De to ting har vist sig tit at hænge sammen) og for eksempel strikker på sådan noget som den helt vildt flotte Konfetti, så kan der være flere ting at huske på:
...så her har jeg lavet knuder på fisken så det passer med antallet af omgange med bundfarven mellem omgangene med grøn og så bundet en stump garn i det hul der svarer til den omgang hvor jeg skal huske at tage ud.
Nu er Konfetti ikke nogen meget svær konstruktion, men jeg ved jeg glemmer at tælle omgange og det dejlige med at strikke tunika- og kjolestrik er det meditative hvor man ikke hele tiden sal være super opmærksom på hvor man er kommet til, og så er strikkefisken en fremragende hjælper.
Det går i øvrigt rigtigt godt fremad med Konfettien. Jeg er kommet lidt længere end til bluse-længde og det er et rigtigt dejligt strikketøj at sidde med, elsker den mørkeblå og den limegrønne farve. Garnet - Semilla fino fra BCgarn - er blankt, blødt og blottet for krads, så jeg glæder mig vældigt til at bruge denneher kjole/tunika, der også ser ud til at komme til at passe mig rigtigt fint.
Men det er lidt ligesom med en god bog: Den er virkelig hyggelig at strikke, så selvom jeg glæder mig til den er færdig, så nyder jeg også vejen dertil om man så må sige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar