En hund efter en løbetur

Hver anden dag løber jeg en tur og så er det dejligt med lidt selskab der forstår at sætte pris på motionen.

Okay, normalt har han ikke sådan ligefrem lysende laser-øjne, men fra jeg trækker i løbetøjet og fisker løbeskoene ud af skobjerget i entreen, sidder han klar ved døren.
Når det tager lidt for lang tid at få styr på overtøj, Ipod og "Jeg går ud og løber, hejhej familie", begynder han at småbjæffe utålmodigt og for det meste hyler han af ophidselse, når han så OMSIDER får sin snor på.

I starten af min løberute løber vi langs en vej og Tjalfe insisterer på at løbe præcis på den hvide streg mellem "fortov" og cykelsti og altid LIGE ved siden af mig, mens han småbjæffer opmuntrende, til vi kommer til sti, skov, marker og golfbane, hvor han har 8 meter snor og må løbe og snuse hvor han vil, selvom han stadig er overraskende lydhør og samarbejdsvillig, når vi møder heste, golfspillere og fremmede hunde med og uden snor.

I starten havde jeg også Mille-hunden med, men hun gider IKKE så lange gåture og SLET ikke at LØBE og er-du-sindsyg-det-REGNER-vil-du-have-jeg-får-VÅDE-POTER??!!! så hun holder sig i baggrunden når jeg lægger an til løbetur og øjenkontakt får hende til at fortrække til sikkerheden under en sofa.

Når vi kommer hjem er Tjalfe fuldstændigt optændt af begejstring over turen og falder ikke til ro før han har fået en rituel godbid som tak for at han på egen hånd bragte os begge sikkert hjem igen.
Heldigt for mig at have sådan en sød hund med på mine løbeture.