Livet set fra løbebåndet #1

Oppe i mit motionscenter, er der en ung, kvindelig instruktør. Hun er megahøj, slank, smuk og med langt, lyst hår. Man kan godt blive lidt bange for hende, men det var hende der viste mig hvilke knapper jeg skulle trykke på på løbebåndet da jeg startede og selvom jeg har hørt hende skælde lidt ud over sløv indsats og manglende motivation hos de motionister hun laver træningsprogrammer for, så ér hun i virkeligheden rigtigt sød og rar. Cool og sej, men mest flink.

Oppe i mit motionscenter kan man også møde en lille hær af aldrende herrer, der formentlig er blevet jaget derop af deres læger eller koner.
Af og til trasker nogen af dem rundt i hælene på en instruktør, der sætter dem igang med nye træningsprogrammer, som de så senere følger i deres egen udgave, ved at gå fra den ene maskine, hvor de netop har diskuteret kommunal udstykningspolitik, til den næste maskine, hvor de kort vender Helle T versus Løkke R og så over til de maveøvelseshjørnet, hvor de taler lidt om udenrigspolitik. De løfter meget sjældent noget. Hvis de havde boet i Spanien, havde de været dem der sad under træerne i parken og spillede Backgammon dagen lang.

Men inden man begynder på "styrketræningen" skal man jo "varme op", og for de herrer består opvarmningen tit af at sidde lidt på en motionscykel.
Og når smukke-kvindelige-instruktør går gennem lokalet tæt fulgt af et nytårsforsæt, der skal introduceres til personligt træningsprogram, eller bare slendrer igennem for at se om alle klør på og har styr på det, så er det klart, at samtlige aldrende herrer for en tid tier og ser efter hende.

Indtil for nyligt troede jeg det var for at nyde synet af ynde og skønhed, men forleden sad jeg på en motionscykel ved siden af en herre, der havde medbragt et hvalpet barnedrengebarn på kanten af puberteten. Og da instruktør var udenfor hørevidde krympede den flinke bedstefar sig, gøs lidt og hvislede nervøst til sit barnebarn: "Hende der! Hun er bare ISKOLD!"