Enmands-brugerundersøgelse

Jeg kommer jo ikke så meget ud (sagt på den selvmedlidende, sukkende måde. Forestil dig let skinger stemme, som i lige før Maude går i seng med hovedpine) – i stedet arbejder jeg på min tilfredshedsundersøgelse i forbindelse med min erfaring som en der har brækket håndleddet.

Når man slår vejrudsigten op på DMIs hjemmeside bliver man bedt om at deltage i en brugerundersøgelse for at bedømme sidens brugervenlighed. Når jeg køber en bog eller en elektronisk dims på nettet, følger der et spørgeskema lige bagefter, hvor jeg skal fortælle hvad jeg synes om ekspeditionen af min ordre.

At brække armen og tilbringe ugevis som vedhæng til sådan en diagnose er en ret omfattende og omvæltende affære og det virker svært overskueligt at tilkendegive sin vurdering af forløbet med sin stemme til næste regions- eller folketingsvalg, men der er ikke noget der tyder på at nogen endnu har tænkt sig at spørge mig, hvad jeg så synes om ekspeditionen gennem skadestue og røntgen og ambulatorium.

Hvis jeg var læge og bekymrede mig om mine patienter, så ville jeg da gerne vide hvordan jeg klarede mit job. Jeg tror desværre at den læge, der ignorerede mine spørgsmål og brugte det meste af min audiens på at tale med sin diktafon, bilder sig ind at han gjorde sit arbejde godt. Han kiggede da også på røntgenbillederne, fik en second-opnion med hensyn til om jeg skulle have indopereret skruer i bruddet nu-med-det-samme eller ej og han kastede måske også et blik på gipsen, men den konsultation var spild af tid. Og oprivende, skræmmende og stressende. ”Patienten kan sprede alle fingrene og knytte hånden” mumlede han til sin diktafon mens jeg sad ved siden af og kiggede undrende på min tommelfinger, der ikke rørte sig når jeg ”spredte alle fingrene”.

Ambulatorie-læge to ugen efter derimod, gav mig hånden og præsenterede sig og så spurgte han hvordan det gik! Og han lyttede til svaret og gav sig derefter til at pege på røntgenbilleder og forklare og svare på alle mine praktiske og tekniske spørgsmål – man har jo vældigt meget tid til at tænke over hv-spørgsmål, når man sådan sidder og gror knogle.
Han kiggede indgående på min ubevægelige tommelfinger og forklarede og beroligede. Konsultationen tog ikke længere tid end den første ambulatoriekonsultation, men jeg var en hel del klogere da jeg gik derfra 2. gang. Og så gik jeg hjem og strikkede og blev endnu gladere og fredeligere og holdt op med at have ondt i fingrene af rastløshed.

Jeg vil også gerne bruge tilfredshedsundersøgelsen til at rose skadestuepersonalet, der trods 1. januar, der semi-officielt er årets røvsygeste dag, var fulde af overskud og venlighed og endda også humor på rette tid og sted, hvilket vil sige EFTER at jeg var blevet bedøvet til randen af lammelse i mit brud. De var så søde og betænksomme og den u-fortravlede stemning på skadestuen matchede meget dårligt mine forventninger til en stresset og smertefuld ekspedition. Når jeg er sikker på jeg er færdig med ambulatoriet, skal de have en stor æske chokolade på skadestuen og tak og ros for deres arbejde.

Jeg er selvfølgelig ikke færdig med min tilfredshedsundersøgelse endnu og venter stadig spændt på at få gipsen af, før jeg kan uddele støttebinds-stjerner for præstationen. Jeg gør det omhyggeligt, for jeg har ikke tænkt mig at jeg skal have flere erfaringer med knoglebrud nogensinde igen.