mandag den 16. maj 2011

Systematisk plantefarvningsforsøg

Normalt er jeg ret så ustruktureret i mine farvningsseancer, jeg vejer helst ikke noget af, men prøver mig frem og har sjældent nogen plan om hvordan det færdige resultat skal ende.
Men i Spindeforeningen er der netop nu en workshop med et spændende og ret så systematisk plantefarvningsprojekt.
Det går ud på at forbehandle en mængde garn med forskellige bejdser, farve med een eller anden plantefarve og derefter efterbehandle med forskellige kemikalier og på den måde med en smule snilde ende med et antal nuancer svarende til antal bejdser gange antal efterbehandlinger.
Hm, man får en smule hovedpine af den sætning, men se her, så fremgår meningen lidt tydeligere:


De tre bundter i venstre kolonne er ikke bejdset med noget. Næste kolonne er bejdset med rabarberblade (en bejdse jeg helt sikkert skal eksperimentere meget mere med) og yderst til højre er garnet bejdset med alun og vinsten.
Øverste række er efter farvningen ikke blevet behandlet med noget, midterste række er efterbehandlet med salmiakspiritus op nederste række er efterbehandlet med eddikesyre.

Det giver jo et fabelagtigt godt overblik over de forskellige bejdser og efterbehandlingers effekt på hvidt sokkegarn.


Eddikesyre og ingen efterbehandling ligner ret meget hinanden, men der er ret tydelige forskelle mellem de tre typer bejdse, hvor især rababerbejdsen skiller sig ud og farver garnet ret så brungult.


Jeg har farvet med skvalderkål, der vistnok skulle have givet brunlige nuancer, men som her endte lidt mere gulligt, synes jeg.

Det er helt sikkert et forsøg jeg vil prøve igen på en anden fridag.

3 kommentarer:

Madame sagde ...

Jeg håber, du har været i Gjethuset og set de mexicanske tæpper - i dag viste væverne deres smukke garn, og hvad de bruger til at farve det med. Det lignede nærmest krydderier og frøskaller :-)

Annie sagde ...

Madame, jeg kan sagtens forestille mig at det har været spændende at se de ting væverne har farvet med. Jeg kigger efter farvesvampe på mine løbeture for tiden. Det er helt utroligt hvad man kan få ud af champignonernes fætre og kusiner =)

Fie sagde ...

Hvor er det bare super spændende!