*bøvs*

Siden min raske dreng startede i (før-)skole i foråret, har han så godt som hver dag hjembragt nye skader og skrammer. Et nyt blåt mærke om dagen, eller imponerende, bloddryppende hudafskrabninger.
Bevares, han ér en vældigt "rask dreng" og det er formentlig mere held end motoriske evner der hidtil har sparet os for mere end et enkelt besøg på skadestuen, men jeg er sgu træt af, at det hver eneste gang kommer helt bag på skolens voksne, at knægten bløder/halter/knapt kan se på grund af opsvulmet øje!
Og så er jeg den skrappe mor, der spørger om nogen, måske endda den, der har ansvaret for de unger, har nogen anelse om hvad der mon er sket?! Nåmen det er der sørme ikke nogen der ved. Pokkers.

Jeg er ikke en pylret mor, der krydsforhører pædagoger om guldklump til hverdag, men en lillebitte illusion om, at nogen holder øje, kunne være rart.

Så idag har jeg hentet et rødt øje, der svider og ser skrækkeligt ud, uden at nogen aner hvordan det er opstået og naturligvis udenfor lægens åbningstid, og efter en halv times ventetid på apoteket for at købe "noget at skylle øjet i" (og det blev så saltvand, fantastisk ikke-vejledning af ekspedient dér) er jeg blevet sur!

Og tænker over om det er lægevagt eller skadestue jeg skal tilbringe aftenen på, hvis det bliver ved med at gøre ondt på mini-diktatoren, den stakkel....

Jeg går lige ind i et andet rum og repeterer bandeord.