fredag den 26. september 2008

Skader

Hjemme hos os har ugen været stærkt præget af små og store skader, vel at mærke ikke af den be-fjerede slags.

I mandags startede husets frue (jeg) med at snuble ud af sengen og opdage, at min ugelange forkølelse tilsyneladende havde udviklet sig i uheldig retning, så jeg havde kæmpe hovedpine, ondt i ørerne, kvalme og jeg var så svimmel at jeg måtte klamre mig til sengen både mandag og tirsdag.
Jeg går ud fra jeg kan grine af det senere, måske allerede i løbet af et par tusind dage....

Tirsdag kom sønnen hjem med optræk til blåt øje, fordi nogen ved et uheld havde skubbet til een, der havde haft en pind i hånden og som sad ved siden af min uheldige kriger.
Onsdag hjembragte samme søn en hudafskrabning på kinden og øjenbrynet, samt opløb til et blåt øje mere, efter et sammenstød i skolegården med Isabelle Andrea (arj, navnet er opdigtet, men den ægte motorbølle har (også) et virkeligt pusseløjerligt dobbeltnavn), der havde mistet kontrollen over sin cykel. I følge fantasifulde øjenvidner var han fløjet op i luften før han fik tyngdeloven at føle, så der må have været epo-agtig fart på dén cykel.

Da der torsdag formiddag kom et opkald fra skolen, tog jeg sko på mens jeg tog telefonen og var klar til en rask tur på skadestuen med søn. Det viste sig dog at være datter, der havde stødt en tå på en stol, og nu var imobilliseret i en grad, der kaldte på afhentning, så jeg fór afsted efter humpende og haltende datter og forstuvet tå. Hun var nu ved godt mod, og kom løbende (i overført betydning, tøhø) med pludrende opdatereringer om sin tilstand, så resten af eftermiddagen hjemme hos os lød lidt i retning af:

13.12 Tå føles øm, men rart at have fod oppe i sofa.
13.16 Tå føles lidt underlig.
13.17 Tå føles nu meget underlig.
13.21 Tæer ved siden af begynder også at føles lidt mærkelige.
13.24 Tå gør nu meget ondt.
13.25 Stor smerte og panik! Tå særdeles smertende!
13.27 Alle tæer gør nu meget ondt!
13. 31 Smerte begynder at aftage fra enkelte tæer.
13.35 Smerte nu aftaget fra alle ikke direkte-skadede tæer.
13.45 Tå føles lidt underlig.
13.51 Tå noteres efter forsigtigt eftersyn blålig visse steder. Datter afslår, til lillebrors skuffelse, mors teorier om at hun er ved at udvikle sig til smølf.
14.01 Tå faktisk utroligt tyk
14.09 Tå føles nu lidt prikkende

...og sådan blev det ved, hele eftermiddagen....

Nu går det heldigvis bedre, der er langt mellem at det gør rigtigt ondt og datter humper og hinker omkring og tilbringer en lang, kedelig fredag på kontoret med mor, heldigvis velbevæbnet med Bjarne Reuter og matematikstykker.
God, moderlig lykke er i øvrigt, at hjemlåne Bjarne Reuter til midlertidigt nedlagt datter og høre hende klukke af morskab over "Tre engle og fem løver"...så man ikke have gjort det helt dårligt, det hele.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Åh nej, Annie, hvis ikke det var så morsomt beskrevet, er det jo egentlig forfærdeligt! Men når du har så meget lune i behold, tror jeg på, at I alle klarer skærene. Rigtig god bedring med både det ene og det andet ...

Annie sagde ...

Det ér bestemt forfærdeligt når man(d) eller børn kommer til skade. Men når nu det viser sig ikke at være rigtigt alvorligt eller give varige mén, så kan man jo lige så godt more sig over det, så føles det ikke så slemt.

Unknown sagde ...

Ha-ha, jeg sidder lige og klukker af grin. Annie - I har da været helt ekstremt uheldige i løbet af ekstremt kort tid!!! Synd for jer alle; men hold kæft hvor er du god til at skrive det på en sjov måde, fnis!!!!!!!!!
Rigtig god bedring til alle på matriklen;-))

Anonym sagde ...

Tak for de interessante oplysninger