Noget om løse ender.

Jeg har haft ustyrligt travlt i påsken....eller ej.

Jeg har ikke haft spor travlt, jeg har knap kigget i retning af vasketøjskurven og nullermændene har så afgjort taget adskillige gram på, bagved dørene og under sofaen, for jeg har været optaget af nydningen, der godtnok har inkluderet dage med mange skridt (og tog og metro) mens hele familien turistede den i hovedstaden og dags-pasning af brors hundehvalp, der fik vores egen hvalpede Tjalfe til at ligne en moden og rolig hund.

Nåmen jeg har fået strikket og håndarbejdet en masse, mens jeg har nydt påsken og vejret.

Med rigtigt god timing ankom "mariannes" fra Garngalleriet, og jeg kunne tage fat på at spinde garn til min venindes smukke datters Hex-vest. Det er helt utroligt at mærke hvor mange kræfter og energi der er i sådan noget nyspundet entrådet, før man tæmmer det med et varmt bad, og mærker spændingen og de stædige snoninger forlade garnet i vandet.

Jeg synes det garn jeg spandt til denne udgave af mini-hexen, blev særdeles vellykket. Fibrene er en merino/silkeblanding og de to slags fibre er rigtigt grundigt kæmmet sammen, så glansen fra silken blinker igennem overalt. Når man strikker trekanter til hex-en, er det også en udelt fornøjelse at følge farveskiftene og se hvordan de passer sammen, når de lægger sig op ad hinanden i forskellige kombinationer.

Men mellem de fine garn og den færdige mini-hex, er der desværre en del løse garnender og en skræmmende mængde syning.....

Et glas rødvin hjælper en hel del på humøret når man står overfor sådan et lappe-bjerg, og et par aftener senere lykkedes det mig med nogen overvindelse og et sæt helt utrolige overspringshandlinger at blive færdig.

Jeg er en lillesmule spændt på om den passer to-årige Kajsa, selvom jeg har strikket en mængde prøver og regnet vældigt meget på det. Den ser en smule lille-agtig ud, synes jeg, selvom målene siger den er ok.

Nåmen så faldt jeg igen over "Fiona" et sted ude i blogland (muligvis mens jeg overspringshandlede for at ignorere alle de sting der skulle syes i Kajsas mini-hex).

Jeg har kigget på Fionaen flere gange, men da der pludselig var et link direkte til Sannes Etsyshop hvor man bare skulle trykke "buy", så overgav jeg mig, selvom jeg ikke umiddelbart havde en modtager i tankerne.

Det var et meget herligt strikketøj. Mønsteret er nemt og når man som jeg hverken kan lide vrangmasker eller montering af strik, så kan man ret let bare sætte striksagen på en rundpind. For mit vedkommende betyder det kunstgreb dog, at strikkefastheden bliver heeeelt uberegnelig, men eftersom jeg ikke strikkede til nogen bestemt, kunne jeg jo bare vente spændt og se hvem den endte med at passe.

Jeg strikkede af noget islandsk uld i en dejlig petroleumsblå, og jeg strikkede bare til jeg ikke havde mere garn tilbage. Garnet var måske en anelse for kraftigt i forhold til mønsteret, men jeg er rigtigt godt tilfreds med resultatet.

Længden på billedet snyder vistnok lidt, i virkeligheden er den sådan lige-ned-over-rumpen-tunika-lang.

Og så blev jeg også færdig med mit on/off tv-strik, Liselotten. Den har ligget i strikkekurven i evigheder, og stillet sine enkle retmasker til rådighed, når en god film af og til antraf mig tomhændet.

Jeg har en Liselotte i forvejen, strikket i håndspundet uld, og jeg har holdt så meget af den, at den er helt ulden og filtet og stadig dejlig, men ikke længere særligt køn, så jeg er meget glad for denne elegante afløser.

Liselotter tager sig, med det runde bærestykke, bedre ud på mennesker end på en bøjle, men jeg må lige modellere den en anden dag.

Jeg kan godt lide at den er lidt stor i det, for jeg vil bruge den som overtøj, men ærmerne er alligevel lidt rigeligt rigelige, så de får lige et opsmøg og så er jeg rigtigt glad for min trøje.

Den er strikket af to tråde Duo.