Omveje, genveje og mål

Oprindelig plan var, at strikke endnu en "Frosty Morning Cowl" af min BFL/Silke-indfarvning fra forrige indlæg, men så var det at jeg kørte forbi min veninde for at aflevere angora-kraven, og ikke kunne lade være med at begramse hendes lille flok angorakaniner. Heriblandt en muligvis-madagaskarfarvet kaninunge (den er madargaskarfarvet udenpå, men pelsen er besynderligt stribet på langs....forestil dig lige at spinde det.....mmmm), som jeg har været voldsomt forelsket i lige siden jeg så den første gang, da den var en uges tid gammel.
Jeg burde virkelig vide bedre end at traske lige ind i sådan et kuld fuldstændigt uimodståelige langpelsede angorakaninunger, især så tæt på den dag hvor de er lige til at tage med hjem.
Jeg tænker på hvor hyggeligt det er at gøre kaninbur rent og fodre og skifte vand en mulliard gange om dagen i frostvejr, og efter at have stået lidt med sådan en uld-fidus på armen, virker det slet ikke spor slemt....

Let omtåget tog jeg hjem og kartede noget angora sammen med en lillesmule bordeaux BFL og lidt "fake cashmere", som jeg engang købte for at se hvad det var. Det gav en smuk lilla nuance efter et par gange i kartemaskinen, hvorpå jeg kom i tanker om noget angelina/akryl jeg havde et sted i bunden af en skattekiste (også et "hvordan mon det er"-indkøb) og så røg der også lige en lille tot af det med og angelina'en gav fibrene de fineste små gnister.

Så spandt jeg fibrene. Jeg udforsker stadig long-draw teknikken og de bløde fibre fra angoraen blandet med de lange syntetiske og BFL fibre er ret gode at øve sig på, så før jeg gik i seng var det blevet til et ultra-blødt fed garn



Der er små blink og gnister fra angelina'en i garnet, som ikke rigtigt ses på billedet.
Trods al plastikken er garnet uendeligt blødt og jeg tror min næste "Frosty Morning Cowl" skal strikkes af dette.

Og så omsider noget der ligner en afslutning på sagaen om min brækkede arm:
Omsider er knoglen helet helt (efter urimelige mængder kalktabeletter, det manglede knagme bare!!) og jeg har trænet håndleddet godtnok op til, at det virker nogenlunde normalt, mangler bare at få lidt kræfter tilbage, så er jeg så god som ny.
Til min forundring har hverken håndkirug eller ergoterapeut sat små stjerneklistermærker ind i min journal, men jeg har været tapper og dygtig og er nu omsider frigivet fra både uendelige kontrol-konsultationer på Hørsholm Hospital og ligeså lange genoptræningssessioner i Hillerød.
Konklusionen er, at det tager små fire måneder at komme sig over sådan et fejltrin på trappe. Så ved jeg det.