På pindene

Det kan være forfærdeligt at hårdt at være det menneske, som har en hund, der får hvalpe. Især når en af hvalpene ikke vil spise og blive tyk og fed som de andre, og man må træde til med hvalpe-erstatning og die-hjælp. Der sker virkelig sære ting i ens hovede, når man får hakket sit liv op i tre-timers intervaller i nogen dage, og jeg har været ude af stand til at samle mig nok til så meget som en beslutning om hvad jeg skulle spinde, virkeligt ynkeligt.
Men forleden måtte vi desværre tage afsked med den spisevægrende hvalp, der ikke kunne klare livet og fik fred på en ordentlig måde hos dyrlægen, da vi indså at enden var nær.

Og efter nogen timers sammenhængende søvn slog jeg op til en liselotte mere, dennegang i gråt garn fra Duo. Det går stærkt og jeg er halvvejs gennem ærme nummer to (jeg strikker helst ærmerne først). Med lidt gode film i fjernsynet om aftenen skal den snart komme af pindene og på mig i stedet.