lørdag den 31. maj 2008

Strikkeprøver



Da jeg kom hjem fra arbejde i går var mit sekskant-strikkeprøvegarn ikke tørt endnu!
Så jeg tog det med ud i solen og stirrede ondt på det en halv times tid, SÅ var det tørt!

Lille opskriftmisforståelse gav nogen kedelige opsamlingssømme, men jeg fortsatte alligevel sekskanten rundt for at kunne måle om den ramte den ønskede diameter....og dét gjorde den ikke



...så jeg skiftede til størrelse mediumhex i stedet og så passede det ene til det andet. Jeg har også valgt en halv pindestørrelse mindreend den i opskriften foreslåede, og nu passer garn, strikkefasthed og mønster til hinanden, så det ér en fryd at arbejde med.



Silken i garnet spiller smukt i maskerne og lyset, det ser helt fantastisk ud. Jeg tror muligvis farveintervallerne er lidt i den lange ende, jeg kan strikke cirka to en halv trekant i samme farve før den skifter.
Jeg har delt fibrene i to på langs og spinder derfra, måske skulle jeg have delt fibrene i fire....på den anden side synes jeg det er dejligt med lidt fortløbende i farverne, det flimrer lidt mindre og giver et mere roligt indtryk, synes jeg, men det er jo svært at sige om hurtigere skift havde set mere rodet eller mere interessant ud.
Jeg tror sagtens jeg kan leve med at spinde og strikke modellen en gang til, så jeg prøver mig bare frem.

Jeg spinder garnet i relativt små portioner, så jeg kan nå at rette lidt til i spindingen efterhånden som jeg kommer frem (de første 7hexer kan jo placeres på ryggen) og næste portion garn skal spindes en smule strammere. Jeg kommer normalt tit til at spinde lidt for hårdt, men med dette er jeg altså gået helt i den anden grøft i mine bestræbelser på at få et let og blødt garn....så lidt mere sno må det have.

Jeg er i øvrigt sikker på at jeg hørte min gamle, blåhårede matematiklærer gnække lykkeligt fra sin gummicelle i himlen (eller hvor hun nu er, tss), da jeg støvede gennem datters taske i forgæves jagt på en vinkelmåler, så jeg kunne tjekke min garnvikleprøve.

I dag har jeg strikket lidt videre sammen med de små tyranosaurus vapsaksusser ude på terrassen og enkelte gange måtte vi liiiige diskutere hvalpes ret til strikketøj



Dejligt modulstrik, den ene trekant tager den næste, man kan jo let liiiiige strikke eeeen til. Og en til...og lige én mere....

Det er et frygteligt lækkert strikketøj. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig et sæt strømpepinde i rosentræ til at fuldstændiggøre følelsen af mmmmluksus.

1 kommentar:

Birthe P sagde ...

Jamen, det ser jo bare godt ud! :-)
Jeg tænker, at de lidt længere farvesekvenser ikke "gør noget" så længe det kun er 2 - 3 trekanter der får samme farve. Jeg har i min vejledning anbefalet sekvenser der giver fra en halv til ca. 2 trekanter i samme farve. Det har jeg brugt i originalen og det giver en lidt vild patchworkeffekt.
Fortsat god arbejdslyst :-)