Sidst på måneden...

Arj, jeg er heldigvis ikke løbet tør for gode fibre, men jeg får med jævne mellemrum fikse idéer, og forleden slog jeg to af dem til een vældigt sær een af slagsen.

Mit kontor producerer en moderat mængde makulerede papirstrimler, og i to år har jeg kigget eftertænksomt på de store poser strimler og filosoferet over, om man dog ikke kunne foretage sig noget fornuftigt med de strimler. Og dét fandt jeg svar på samtidig med at jeg til min forundring opdagede at jeg absolut måtte prøve at spinde papir.

Da mand og børn så måbende og hovedrystende til, forsøgte jeg at se ud som om der ikke var noget sært i at spinde papirsstrimler og at det var et rent tilfælde at jeg ikke altid havde gjort dét, og der kan faktisk sagtens komme en slags strikbart garn ud af det.




Der skal lige arbejdes lidt videre med teknikken, for papiret knækker let når det bliver overspundet. Desuden skal jeg lige tænke over hvad man kan strikke af avis/papirgarn. Datter forestillede sig grinende hvordan vanter og hat ville klare sig i en god sneboldkamp, og jeg kan godt se, at papirgarn har temmeligt begrænsede anvendelsesmuligheder.

Sidst på måneden betyder også næsten-december, den dejligste måned for små nisser, hygge-hængetræer og pebernødde-tosser. Mine søde børn har meget længe fablet om og glædet sig til årets pakkekalender, der gør alle decembermorgener til en lille fest, så i går aftes pakkede jeg 48 gaver ind og hang dem op der hvor de hører til, så der bredte sig en mild, lykkelig og forventningsfuld decemberstemning da børnene stod op og tog deres kalendere i øjensyn.
(Pakkekalender-dekorationen så meget hyggeligere ud uden blitz)





KUN øjensyn, der er forbud mod så meget som at nærme sig pakkerne, og det er eet af de få forbud der aldrig er blevet gjort til genstand for forhandling eller diskussion, måske fordi de små oprørere har kategoriseret reglen som tradition, og traditioner er noget de (og de fleste andre børn jeg kender) holder meget af og håndhæver strengt.
Kan man mon på nogen måde sælge dem tv-tid og slik-lørdage som en tradition?

At være som de fleste er...

Forleden strikkede jeg en hue til søn i samme klokke-facon som hans søsters hue, men i mere maskulint blå farver.
Han slæber den glad med i skole hver dag, og forleden da jeg hentede ham, traf vi en klassekammerat i garderoben, netop som søn trak huen på hovedet.
"Hvorfor er der sådan en dup på den hue? Det ser lidt sjovt ud"
Jeg forklarede at duppen var der fordi søn og jeg også syntes den så sjov ud, men spurgte alligevel lidt senere søn, om jeg skulle strikke en hue uden dup på, så den holdt op med at "se sjov ud" i klassekammerat-som-ved-gud-ikke-selv-ser-for-fiks-ud's øjne.
Men det skulle jeg absolut ikke, erklærede min gode dreng, for han kunne godt lide at have sin helt egen, særlige hue.

Jeg blir sgu så glad når mine børn ikke er bange for at have deres egne meninger om hvad der er godt/pænt/særligt og gerne bevidst skiller sig lidt ud, på trods af klassekammeraters undrede eller semi-nedladende kommentarer.

Jeg tænker på Piet Heins kloge gruk:
"At være som de fleste er,
er ikke altid let.
Forskellighed er mere værd,
end et liv som marionet."

Mind mig om dette, når søn kommer hjem med hanekam.

For slet ikke at nævne hundene...

Nu hvor Milles hvalpe forlængst er store og flyttet hjemmefra, må de lige have lidt spalteplads her, så en hunde-elsker eller to kan holde sig opdaterede.

Tjalfe, Milles hvalp fra første kuld og min forkælede tøsedreng af en hanhund er stadig en rigtig dejlig hund.

En bangebuks og dramaqueen, javist, men hans hengivenhed kender ingen grænser og jeg er til stadighed fuld af undren og ærefrygt over det tillidsfulde, tilbedende blik han møder mig med.

Okay, han kan heller ikke lide kameraer, så helst ingen øjenkontakt, når jeg nu insisterer på at be-stirre ham gennem sådan et muligvis-farligt apparat...

Søn havde fødselsdag i sidste weekend, og så havde vi besøg af mine forældre og deres Fenris, Tjalfes bror, og af min bror og hans hund Samson, der også er bror, men et år yngre.

Og dét var en herlig lejlighed til at genopfriske "Annies små-sadistiske Efterårsaktivitet med hunde".

Man tager et antal solide glas, svarende til antallet af hunde. Indeni glassene smører man så en passende portion leverpostej, og nyder den udelte hunde-opmærksomhed som man får efterhånden som duften af leverpostej siver rundt i huset.

Man vil opleve særdeles agtpågivende og lydige hunde, der på kommandoen "sit" omgående klasker rumpen i hulvet med hørlige bump.

Så udleverer man glassene og kan fornøje sig et kvarters tid med at kigge på, hvordan hundene moser rundt med glassene for at få fat i leverpostejs-indholdet.

Normalt er jeg stor fortaler for teorien om at hunde ikke er for skarpe, men det er alligevel sjovt at se at nogen af hundene kendte rutinen særdeles godt, og hurtigt fik kørt glasset i spænd mellem en stol og en dørkarm, og det er en fornøjelse at fornemme deres koncentration og ihærdighed mens de arbejder med opgaven. Og så kan fire livlige og glade hunde faktisk være utroligt rolige i et kvarters tid.

Opdatering

Oh, her er sket store ting siden sidst!

Altså udover at jeg har genfundet adaptor-dimsen til kameraets flash-kort. Hvorfor ér de adaptorer også så små? De er jo bygget til at blive væk i et (rodet) aktivt hjem som mit.

Rundt Regnet blev færdig efter en enkelt omstrikning. Jeg synes den er lidt stor i det, men dejligt varm og jeg har brugt den rigtigt meget siden jeg hæftede den sidste stump garn.

Vesten faldt også i Datters smag, så jeg strikkede fluks - det ér virkelig et hurtigt og let overstået arbejde - en mindre model i en rest almindeligt uldgarn.

Min erklærede strategi med kun at skrive een eneste ting på årets ønskeliste har allerede haft den ønskede effekt, da herren i huset forleden udbad sig hjælp til at bestille min julegave hjem.

Oh fryd og glæde! Jeg har blandet og kartet og spundet og strikket og haft en masse fornøjelse af min julegave-kartemaskine siden den kom i tirsdags.

Samtidig har jeg fundet ud af at spinde et kønt, lidt kraftigere og uendeligt blødt garn, så det er blandt andet blevet til de bløøøøødeste vanter til een jeg holder af.

På biblioteket forleden kastede jeg et blik i en bog om huer og blev inspireret til en "frit-efter" hæklet pagode-hue. Den er nok mere sjov og sjælden end skøn, men jeg gik lidt agurk i effektgarnerne sent, sent i går aftes. Og jeg overvejer at lave en mere stillig og alvorlig udgave af huen senere, måske.

Som det ses, gik der lidt cat-walk-ambitioner i morgenens fotografering af mine hue-kreationer.

Den blå/lilla hue som Søn har på, er egentlig til Datter, og klokkeblomst-faconen er rigtigt sød til hende og hun er også vældigt begejstret.

Garnet er tykt og spundet efter min nyopdagede metode-til-blødt-garn-metode, og det ér virkelig blødt som vat.

Hue-garnet er spundet af Blue Faced Leichester, men indeholder ikke silke, som garnet til de grønne vanter gør. Vanterne har fået en lækker tyngde af silken, mens huen bare er let og åååååh så blød!

Rundt regnet

Heldigvis er Bente fra Geilsk sådan een der ved, at når man har bestilt et strikkekit, så er det fordi man var klar til at starte på det i går, så varer derfra er aldrig mere end en postgang undervejs.

Desværre er vores post-afløser knap så skarp og forstående, og havde lagt pakken et højst besynderligt sted, som jeg kun fandt, fordi jeg tilfældig- og heldigvis kastede et blik på reklameomslaget, hvor han/hun havde skrevet hvor jeg skulle lede efter pakken.

Nå, heldigvis fandt jeg den og i et andet indlæg kan jeg vrisse lidt om post-afløsere, vores sædvanlige post er heldigvis sødere og omhyggeligere.



Til min gysen opdagede jeg at vesten startes op på strømpepinde, og dét er ikke lige min stærke side, men efter en hurtig forgæves tur i lokal garnbutik, hurtigt efterfulgt af en målrettet tur til lokalt supermarkeds hylde med garn og tilbehør, vendte jeg hjem med store strømpepinde og masser af mod.

Det krævede temmeligt mange forsøg at får startet rigtigt på vesten, og det lykkedes først halvsent lørdag aften, hjemvendt efter hyggelig middag med rødvin hos venner.

Jeg synes det er frygteligt svært at holde styr på 5 pinde, der endda er spidse i begge ender, og sådan et strikketøj på strømpepinde føles mere som en duel, hvor min modstander har fire sværd og jeg kun eet til at forsvare mig med.

Efter lidt indædt fægten kom jeg dog godt igang og flyttede projektet til en rundpind så snart jeg kunne.

Vesten skred hurtigt frem, indtil i går aftes, da jeg opdagede at jeg havde strikket efter en forkerte størrelse.

Jeg brugte et kvarters tid i fornægtelse, hvor jeg forsøgte at bilde mig selv in, at deeeet sagtens kunne rettes til på den sidste fjerdedel af vesten, men tilsidst var der ingen vej udenom at rippe næsten hele molevitten op igen. Jeg vidste slet ikke jeg kunne så mange bandeord.

Nåmen nu er jeg klar igen, har streget den rigtige størrelse ind i hele mønsteret og nu ved jeg jo hvad jeg skal - bare i et par størrelser mindre.

Garnet er forøvrigt helt utroligt lækkert at strikke af og vældigt smukt at se på, så jeg glæder mig til at se resultatet færdigt. Ved nærmere eftertanke tror jeg også sådan en vest vil være en herlig barselsgave, hvis man kender een, der foreksempel venter et tøsebarn til februar, og som har gjort sig rigeligt med bryst-betændelses-erfaringer mens hendes andre børn var bitte-små.

Mens jeg ventede på min veste-pakke, faldt jeg over en entrelac-tutorial der så tilforladelig ud, så jeg fandt en rest Noro frem, og nørklede en ørevarmer-pandebåndssag sammen til datter.

Datter blev ovenud begejstret (jeg elsker at strikke ting til hende!!!), selvom jeg synes den blev en smule bredere end den egentlig skulle have været. Heldigvis viser Entrelac sig at være sådan ret sjovt at udfordre sig selv med, så jeg er igang med en lidt smallere udgave af ørevarmer-pandebåndsprojektet.

Snart regner det rundt

Sørme farligt for julegaveopsparingen at opdatere sig på strikkeblogs.

Man risikerer at opdage at der er kommet en ny, spændende sag fra den Geilske hånd, og vupti, ups og ho ho hooo, så er min første...ahem...meget tidlige kalendergave på vej.

Jeg kan vist lige nå at få falklandstørklædet færdigt, før den rundt regnet uimodstålige vest lander i min postkasse. Jeg har forresten helt uoverraskende valgt den støvet-grønne version.

Der var engang...

Engang arbejdede jeg i butik.


Det var tit til klokken 19, af og til om lørdagen og selvom jeg havde et par skønne kollegaer og endda solgte bøger, så var det alligevel af og til et temmeligt hårdt job, og ikke alle kunder var hverken høflige eller i specielt godt humør.


I længden kunne det blive monotont og kedeligt at messe "Kunden har altid ret" og levere en almindelig, god ekspedition, og så var denneher frø min ven:

Oprindeligt fandt jeg den på en amerikansk hjemmeside om vægmalerier, men jeg faldt sådan for ham, at jeg selv måtte male mig en udgave af ham også.

I butikken klistrede jeg et lille billede af frøen op ved alle kasserne, og hver gang jeg så på den pusseløjerlige frø, med det underfundige glimt i øjet blev jeg i godt humør og godt humør bliver meget bedre når det smitter, så frøen her har været en god, hemmelig deltager i mange gode kundemøder og samtaler i mit gamle bog-job.

Jeg tænkte dengang tit på, at ethvert job kan være så kedeligt som man gør det til, eller så sjovt som man synes.
Det kunne være uendeligt kedeligt at udføre den ene monotone ekspedition efter den anden, men når man begyndte at se de folk man ekspederede og hvis man lagde bare en lillebitte indsats i det korte møde, så kunne det blive et rigtigt interessant 5-minutters møde med et andet menneske, og dette møde kunne være både opmuntrende og opladende på både det professionelle og det personlige plan.

Senere genkender jeg af og til en ekspedient med samme forventning til sit møde med mig og det er rigtigt rart at føle sig som noget mere end "116,50-og-hav-en-god-dag" når man køber sit rugbrød og pålæg i det lokale supermarked.

Nu står frøen - i min egen ydmyge fortolkning - i en vindueskarm i vores stue og får mig stadig til at smile over det snedige og underfundige blik.
Gad vide, om det ér en prins, der ikke er det mindste fornærmet over at være blevet forvandlet til en et fredet padde-dyr eller bare en usædvanligt beregnende frø, der vil kysses?

Monopolets helte

Oh fryd og glæde over DR2s serie om Monopolets helte, der igår handlede om børne-tv gennem tiderne.

Alene jinglen fra "Legestue" sendte mig lige lukt hen i 70'ernes halvsøvninge aftener, hvor min bror og jeg andægtigt slugte den halve times underholdning for børn.

Et halvandet sekunds klip fra den der børnetime med Jesper Klein og en meget stor bamse som han putter i seng, afkræftede endelig mine bekymringer om hvorvidt dét var noget børnetime-tv jeg selv havde opdigtet. I min begejstring hørte jeg slet ikke hvad dét program hed, og selvom jeg med de voksne tv-briller på, nok synes det var en usædvanlig klumset og u-nuttet bamse, så var jeg rigtig glad for dén serie da jeg var lille. Og dengang var bamsen bare sød, verden var kæmpestor, og børnetimen, der i virkeligheden kun var en halv (time) var dagens højdepunkt.

Fokus har flyttet sig en hel del siden dengang og når man ser sådan en udsendelse om fjernsyn for børn i relief mod fænomener som Cartoon Network, der sender bevidstløse tegneserier hele døgnet rundt, så får man sådan en tom, plastik-agtig fornemmelse og føler sig meget, meget gammel midt i trediverne.

Hvilket minder mig om forleden aften, hvor datters skolekor deltog i et "Syng Dansk" arrangement i det lokale Gjethus. Jeg elsker at synge og jeg er glad for at hun også så gerne gør det, men jeg er blevet så frygteligt sentimental, at ved de første spæde strofer måtte jeg nærmest hulke af rørelse og dét er jo pænt pinligt i sådan en stor forsamling af fattede forældre, der smiler stift over deres dygtige poder.

Så er det godt at have medbragt en søn man kan flå op på skødet og gemme sig lidt bag. Og i hemmelighed tørre øjnene i hans krave.

Jeg strikker løs på mit falklandsgarn, jeg valgte at forsøge mig med yndlingsmønster, og det falder ikke helt tosset ud. Jeg synes stadig mønsteret drukner lidt i farverne, men jeg kan godt lide zig-zag effekten og er ihvertfald nødt til at strikke lidt mere før jeg dømmer mønsteret ude. Men måske skal jeg gå en pind op, eller tage et par masker i bredden for at få garnet til at slå til til et tørklæde der bliver langt nok, for jeg har kun 200 gram, og de forsvinder hurtigt i et kraftigt tørklæde. Eller måske skal jeg bare bestille noget mere uld.