torsdag den 23. juli 2009

Så kan man lære det!

Jeg er opvokset med et sæt overordentlig hjælpsomme forældre.
Utallige gange har min bror og jeg ventet i bilen, mens mine forældre hjalp med at skubbe fremmede menneskers biler igang, eller gravede naboers biler fri af snedriver.
Jeg har ikke tal på hvor mange naboers blomster de har vandet, høns de har fodret eller indkøb de lige har taget med hjem.
Forleden stoppede min far midt i en kapsejlads, for at hjælpe en anden sejler, der var gået på grund i nærheden. Og det var sådan en opsigtvækkende gestus, at han blev belønnet med et sæt vinglas ved sæsonafslutningen i sejlklubben.

Som den opmærksomme læser nu kan regne ud, handlede jeg derfor nærmest efter instinkt, da naboen for nogle uger siden kom og fortalte, at NU tog de til England i 14 dage, og jeg automatisk spurgte, om de havde brug for hjælp til blomstervanding mens de var væk.
Naboen sagde at de havde en aftale med en anden nabo, der plejer at vande hos dem, men kom kort efter tilbage og fortalte, at denne nabo også skulle på ferie, og om jeg så ikke lige kom og fik en kop kaffe, mens de forklarede mig, hvordan vanderutinen var hos dem.

Det var dér jeg kom i tanker om, at naboen har områdets mest forkælede og smukke have....

Da vi flyttede ind, var han netop i færd med at si al jorden i halvdelen af sin have gennem store sier, for at sortere sten og ukrudt fra jorden, før han tilplantede. Al jorden lå i nøje sorterede bunker på et par meters højde, og her gik han og gravede og siede i månedsvis.
Hans georginer (tror jeg de hedder. Det er sådan nogle høje, fine blomster i alle mulige farver) er sådan nogle han har bestilt to år i forvejen hos en særlig georgine specialist, og løgene...knoldene? skal helst have 8 timers lys om dagen i vinterhalvåret, så derfor bor de i hans kælder, hvor han har et tænd-sluk ur til at give dem det nødvendige lys, hvilket på et tidspunkt gjorde mig helt sikker på at de havde indbrud, fordi der var lys hos dem, mens de var bortrejst.

Wau - jeg var nervøs, da jeg gik til kaffe til naboen og rimeligt rystet over at de turde betro mig opgaven at passe deres blomster i 14 dage, en opgave jeg tydeligvis ikke er rustet til. Men de har udsigt til vores vilde, brombær-bevoksede skråning hver dag, så de må jo have været desperate og jeg kunne ikke finde på en måde at slippe udenom på, så jeg har frygtsomt vandet naboens have i 14 dage nu.

Men intet er visnet! Enkelte små lilla blomster, nogle gule og en hel mængde lilla, som ser meget særlige ud, er væltet frem, og drivhuset har belønnet mig med en mild strøm af agurker
De havde sat alle deres krukker og potter i et lille blomster-hav under et træ, så det har været nemt at gå til, og min lille afskedsvandring i haven i går aftes, gjorde mig næsten helt melankolsk ved udsigten til at vandetjansen er slut.
Men så så jeg lidt ukrudt og en lille hær af dræbersnegle, og så huggede jeg et kirsebær og havde det helt fint med at gå hjem til min egen forsømte, men selvhjulpne have igen.

1 kommentar:

Karin Hørkilde sagde ...

Ak ja, det kan være NOGET af en belastning at skulle passe have, hvis ejeren er SÅ pernittengryn. Søren har haft en kollega, der samlede på fuchsia - han havde HELE haven fyldt, og her mener jeg VIRKELIG fyldt!!!! De fleste kan ikke overvintre ude, så han havde et kæmpestort drivhus, hvori der var installeret varme. Hans børn HADEDE inderligt at skulle passe alle disse planter, for hver gang var der nogen, der gik til. Når tingene bliver så ekstreme, kan det faktisk blive til noget af en belastning for omgivelserne!!
Knus og mange lykønskninger med dit fine resultat som ferie-have-passer;-)))))))