mandag den 10. november 2008

Rundt regnet

Heldigvis er Bente fra Geilsk sådan een der ved, at når man har bestilt et strikkekit, så er det fordi man var klar til at starte på det i går, så varer derfra er aldrig mere end en postgang undervejs.

Desværre er vores post-afløser knap så skarp og forstående, og havde lagt pakken et højst besynderligt sted, som jeg kun fandt, fordi jeg tilfældig- og heldigvis kastede et blik på reklameomslaget, hvor han/hun havde skrevet hvor jeg skulle lede efter pakken.

Nå, heldigvis fandt jeg den og i et andet indlæg kan jeg vrisse lidt om post-afløsere, vores sædvanlige post er heldigvis sødere og omhyggeligere.



Til min gysen opdagede jeg at vesten startes op på strømpepinde, og dét er ikke lige min stærke side, men efter en hurtig forgæves tur i lokal garnbutik, hurtigt efterfulgt af en målrettet tur til lokalt supermarkeds hylde med garn og tilbehør, vendte jeg hjem med store strømpepinde og masser af mod.

Det krævede temmeligt mange forsøg at får startet rigtigt på vesten, og det lykkedes først halvsent lørdag aften, hjemvendt efter hyggelig middag med rødvin hos venner.


Jeg synes det er frygteligt svært at holde styr på 5 pinde, der endda er spidse i begge ender, og sådan et strikketøj på strømpepinde føles mere som en duel, hvor min modstander har fire sværd og jeg kun eet til at forsvare mig med.

Efter lidt indædt fægten kom jeg dog godt igang og flyttede projektet til en rundpind så snart jeg kunne.

Vesten skred hurtigt frem, indtil i går aftes, da jeg opdagede at jeg havde strikket efter en forkerte størrelse.

Jeg brugte et kvarters tid i fornægtelse, hvor jeg forsøgte at bilde mig selv in, at deeeet sagtens kunne rettes til på den sidste fjerdedel af vesten, men tilsidst var der ingen vej udenom at rippe næsten hele molevitten op igen. Jeg vidste slet ikke jeg kunne så mange bandeord.

Nåmen nu er jeg klar igen, har streget den rigtige størrelse ind i hele mønsteret og nu ved jeg jo hvad jeg skal - bare i et par størrelser mindre.

Garnet er forøvrigt helt utroligt lækkert at strikke af og vældigt smukt at se på, så jeg glæder mig til at se resultatet færdigt. Ved nærmere eftertanke tror jeg også sådan en vest vil være en herlig barselsgave, hvis man kender een, der foreksempel venter et tøsebarn til februar, og som har gjort sig rigeligt med bryst-betændelses-erfaringer mens hendes andre børn var bitte-små.
Mens jeg ventede på min veste-pakke, faldt jeg over en entrelac-tutorial der så tilforladelig ud, så jeg fandt en rest Noro frem, og nørklede en ørevarmer-pandebåndssag sammen til datter.

Datter blev ovenud begejstret (jeg elsker at strikke ting til hende!!!), selvom jeg synes den blev en smule bredere end den egentlig skulle have været. Heldigvis viser Entrelac sig at være sådan ret sjovt at udfordre sig selv med, så jeg er igang med en lidt smallere udgave af ørevarmer-pandebåndsprojektet.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor er det blevet flot! Jeg kan godt forstå, at din datter blev ovenud begejstret.
Og så er jeg glad for at høre, at du vandt fægtekampen, selv om det var på ulige vilkår med ét svær mod fire :o)

Anonym sagde ...

Kære Annie. Ville blot lade dig vide, at jeg læser med og nyder hver en sætning. Så vedkommende og så nærværende. Dejlig læsning!. Lige til at blive glad i låget over. TAK!.

K.h.Merete

Anonym sagde ...

Jeg må melde mig i koret af anonyme læsere som er nødt til at kigge forbi for at læse om pusserløjerlige indfald og udfald fra det Annie'ske univers, strikkeri til side o)