Opdatering

Oh, her er sket store ting siden sidst!

Altså udover at jeg har genfundet adaptor-dimsen til kameraets flash-kort. Hvorfor ér de adaptorer også så små? De er jo bygget til at blive væk i et (rodet) aktivt hjem som mit.

Rundt Regnet blev færdig efter en enkelt omstrikning. Jeg synes den er lidt stor i det, men dejligt varm og jeg har brugt den rigtigt meget siden jeg hæftede den sidste stump garn.

Vesten faldt også i Datters smag, så jeg strikkede fluks - det ér virkelig et hurtigt og let overstået arbejde - en mindre model i en rest almindeligt uldgarn.

Min erklærede strategi med kun at skrive een eneste ting på årets ønskeliste har allerede haft den ønskede effekt, da herren i huset forleden udbad sig hjælp til at bestille min julegave hjem.

Oh fryd og glæde! Jeg har blandet og kartet og spundet og strikket og haft en masse fornøjelse af min julegave-kartemaskine siden den kom i tirsdags.

Samtidig har jeg fundet ud af at spinde et kønt, lidt kraftigere og uendeligt blødt garn, så det er blandt andet blevet til de bløøøøødeste vanter til een jeg holder af.

På biblioteket forleden kastede jeg et blik i en bog om huer og blev inspireret til en "frit-efter" hæklet pagode-hue. Den er nok mere sjov og sjælden end skøn, men jeg gik lidt agurk i effektgarnerne sent, sent i går aftes. Og jeg overvejer at lave en mere stillig og alvorlig udgave af huen senere, måske.

Som det ses, gik der lidt cat-walk-ambitioner i morgenens fotografering af mine hue-kreationer.

Den blå/lilla hue som Søn har på, er egentlig til Datter, og klokkeblomst-faconen er rigtigt sød til hende og hun er også vældigt begejstret.

Garnet er tykt og spundet efter min nyopdagede metode-til-blødt-garn-metode, og det ér virkelig blødt som vat.

Hue-garnet er spundet af Blue Faced Leichester, men indeholder ikke silke, som garnet til de grønne vanter gør. Vanterne har fået en lækker tyngde af silken, mens huen bare er let og åååååh så blød!