onsdag den 30. september 2009

Pulsvarmer med kanin.

En af mine veninder er god til kaniner, og da hun fik nys om at jeg så mig om efter en angorakanin, holdt hun også udkik og forleden havde hun så fundet nogle hvide, rødøjede af slagsen.

Jeg skal dele min angorakanin med mine søde børn, og de vil absolut have een med mørke øjne, så jeg måtte melde pas. Og efter lidt betænkningstid kørte min veninde så ud og købte dem til sig selv!

Kaninerne skulle klippes med det samme og da min veninde ikke selv hverken spinder eller strikker, faldt der lige 100g fibre i min turban i søndags. Hun har aldrig klippet en kanin før, men jeg havde forklaret hende det uhensigtsmæssige i dobbeltklip, og jeg fandt ikke eet eneste i hendes allerførste klip. Fantastisk.

Kaninejerens eget billede midt i den første kaninklipning

En del af fibrene kartede jeg omgående sammen med en portion påfugle-grøn merino med lidt nylon-fibre i, og spandt et - tilsigtet - ujævnt garn. Til min overraskelse blev resultatet mere blåt end grønt, men rigtigt godt, meget varmt og lækkert loddent. Jeg er lige blevet færdig med at strikke pulsvarmere af det og her er lige et hurtigt billede, før datter tog dem på, kastede sig på cyklen og kørte i skole.

Mønsteret har jeg fundet via Ravelry, det har et fint mønster over håndryggen, der godtnok drukner lidt i den lodne angora i min udgave, men mønsteret får pulsvarmerne til at ende i en bue ned over fingrene, så de holdes dejligt varme, og giver en følelse af at have trukket ærmerne på en lun trøje ud over hænderne.
Heldigvis har jeg garn nok til et par mere, og masser af angora tilbage, som jeg er i gang med at spinde til et totrådet garn til noget strik der kan lune om halsen.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Dejligt, dejligt med sådan en sød veninde. Mine skal klippes sidst i oktober - jeg besigtiger deres pels HVER DAG for at se, hvor lange fibrene NU er blevet;-)) Og jeg behøver vel ikke fortælle, at jeg glæder mig som et lille barn til at spinde den første uld?
Knus

Annie sagde ...

Ja, jeg føler mig også vældigt heldig.
Og glæder mig til at følge med i dine kaninklipninger på din blog =)