Hvis sandheden skal frem

Forleden dag henne hos Superheltemor skrev hun eet eller andet om at skifte genre og blive bolig-blogger og tage billeder af vasketøjsbunker og den slags.
Superheltemor er i sandhed een af mine helte, fordi hun ikke er bange for at skrive om hvordan virkeligheden i virkeligheden er bag ved den blankpolerede facade man ser på ret-så-mange blog rundt omkring, men tværtimod gør hun en kunst ud af at leve på kanten af en slags kontrolleret kaos. Eller sådan lyder det ihvertfald, for jeg kender jo også kun hende fra den side hun viser på sin blog. Nå, alvor nok, nu til det jeg tænkte, da jeg læste om billeder af bjerge af vasketøj. Jeg tænkte: Dét kender jeg godt!

Nu er det godtnok sådan at jeg har rimeligt styr på vasketøjet for tiden, primært fordi mit løbetøj absolut SKAL vaskes straks hver gang jeg har brugt det, for at undgå en gennemtrængende lugt af zoologisk have, så jeg vasker ret tit tøj.
Men et hurtigt blik ud over sofabordet hin morgen da jeg læste bemeldte indlæg, forevigede jeg med lynets hast og henblik på et blogindlæg.
Her er det:

Egentlig havde jeg planlagt nogle vrisne bemærkninger om hvor meget mand og børn roder og sviner, men et nærmere eftersyn afslørede at ALT rodet er mit eget. Utroligt. Og øv.

Hvis vi starter bagerst i billedet, helt udenfor havedøren, som nogen bestemt burde have pudset, ser vi et havebord med et par stearinlys på. Det så godt ud indtil sneen smeltede, og mens lysene stod i en snebold-kuppel og så henrivende ud om aftenen. Da sneen smeltede tippede bordet lidt ned i mudderet i beddet bagved, sne-kuplen smeltede og lysene ligner nu bare det de er: Billige olie-lys i plastikbeholdere og det ENESTE argument jeg kan finde på for en omgang sne mere.
I vindueskarmen ses en lysestage, der gerne må være der og lille sølvengel, der er en rest julepynt, som blev overset da jeg pakkede hendes julekollegaer væk. Men den ér faktisk yndig nok til at jeg godt tror den må blive stående til næste december.
Så har vi strikketøj, bog og kaffekop, der strengt taget burde ligge i mit omfangsrige strikkehjørne udenfor billedet, sammen med målebåndet, som jeg just foregående aften havde brugt til at..ehem...måle eet eller andet. Så står der den magiske kølende creme fra Italien, der bare kurerer alting og som jeg aftenen før havde tvunget min flinke mand til at massere min ømme skulder med. Og hvem ved hvornår man får brug for den igen? Bedst ikke at pakke den for langt væk med det samme.
Ipodledningen sidder næsten fast i min bærbare, for så blir den jo ikke væk.......Og så havde jeg lige spist et æble mens jeg læste dagens blogs, skrev indkøbsliste (notesbog og kuglepen) og saksen....kan jeg ikke huske hvad jeg havde brugt til, men der er helt sikkert mig der har lagt den der, for
der er ikke andre der tør røre min blomstrede sysaks.

Og så ligger der en popcornkrumme....dét må være børnene der har glemt den! De roder da bare sindssygt meget, de små mennesker!!