Skrivebordsforlænger

Selvom golfklubben bliver mere og mere affolket efterhånden som efteråret sætter ind og temperaturen falder, så har vi stadig rigtigt travlt på mit arbejde.
For tiden bakser især klubchefen med budgetlægning og jeg er optaget af medlemmer der melder sig ud, ind og ønsker at skifte medlemsstatus til næste år. Det er sådan lidt tørt at sidde med og ikke de allersjoveste opgaver livet i en golfklub byder på.
Men vi har det alligevel ret hyggeligt og forleden morgen mødte jeg på kontoret til dette, forlængede skrivebord:

De opgaver jeg arbejder med ligger for det meste yderst til venstre på mit skrivebord, og da man næsten altid har flere bolde i luften, bliver rækken nogengange lang.
Klubchefen plejer at være vældigt god til at lægge masser af nye opgaver til mig efter jeg er gået hjem, og forleden mente han åbenbart at jeg havde brug for mere bord, så han havde taget en pause fra sit budget-puslespil eftermiddagen før, for at forlænge mit skrivebord med et par aflagte golfskafter, omhyggeligt tapet fast til bordet.
Og jeg fik startet min morgen med en rigtig god latter.

En hund efter en løbetur

Hver anden dag løber jeg en tur og så er det dejligt med lidt selskab der forstår at sætte pris på motionen.

Okay, normalt har han ikke sådan ligefrem lysende laser-øjne, men fra jeg trækker i løbetøjet og fisker løbeskoene ud af skobjerget i entreen, sidder han klar ved døren.
Når det tager lidt for lang tid at få styr på overtøj, Ipod og "Jeg går ud og løber, hejhej familie", begynder han at småbjæffe utålmodigt og for det meste hyler han af ophidselse, når han så OMSIDER får sin snor på.

I starten af min løberute løber vi langs en vej og Tjalfe insisterer på at løbe præcis på den hvide streg mellem "fortov" og cykelsti og altid LIGE ved siden af mig, mens han småbjæffer opmuntrende, til vi kommer til sti, skov, marker og golfbane, hvor han har 8 meter snor og må løbe og snuse hvor han vil, selvom han stadig er overraskende lydhør og samarbejdsvillig, når vi møder heste, golfspillere og fremmede hunde med og uden snor.

I starten havde jeg også Mille-hunden med, men hun gider IKKE så lange gåture og SLET ikke at LØBE og er-du-sindsyg-det-REGNER-vil-du-have-jeg-får-VÅDE-POTER??!!! så hun holder sig i baggrunden når jeg lægger an til løbetur og øjenkontakt får hende til at fortrække til sikkerheden under en sofa.

Når vi kommer hjem er Tjalfe fuldstændigt optændt af begejstring over turen og falder ikke til ro før han har fået en rituel godbid som tak for at han på egen hånd bragte os begge sikkert hjem igen.
Heldigt for mig at have sådan en sød hund med på mine løbeture.

Sort bælte i god-mor

Jeg går ud fra man er godt på vej mod god mor-mesterskaberne, når man ikke fortrækker en mine ved følelsen af lunt opkast der plasker op på ens bare fødder....

Stakkels søn har været sløj i dag, men var heldigvis snarrådig nok til at smutte ud af havedøren da kvalmen blev for overvældende, mens jeg løb rundt i den anden ende af huset og samlede sammen til rede på sofaen.

Efter lidt hektisk opredning (med spand indenfor rækkevidde) og rengøring kunne jeg så heldigvis slå mig ned i fodenden af sofaen resten af eftermiddagen med nogle striksager. Og søn ser ud til at have det meget bedre igen efter lidt skånsom kost og pyldring.

Strikkeblokering

Siden ugleblusen i forsommeren, og en kort besættelse af en blomstervariant af "bedstemorfirkanter", har jeg ikke rigtigt kunnet finde nogen håndarbejdsentusiasme. Jeg har startet masser af små og store projekter uden den store entusiasme, og som forventet er de afgået ved optrævlingsdøden ret hurtigt alle sammen, bortset fra en vendestriksagtig babybluse i økologisk bomuld, der ér blevet færdig, men som muligvis bliver viklet op igen på grund af hvad der ligner elendig baby-pasform. Har ihvertfald aldrig set en baby i dén facon.

Nu har jeg bestilt lidt hjælp herfra
Hun har hjulpet mig over strikke-kriser før og jeg håber noget Anemone i Yndlings- eller luksusgarn kan kurere mig og hjælpe mig af med rastløsheden.

Det er jo ikke til at holde ud at se tv uden noget i hænderne....

Om at få lidt mere end man beder om

Nåmen min veninde havde lidt æg hun gerne ville have ruget ud, og jeg havde 1½ skrukhøne, så jeg tilbød naturligvis at lægge en god håndfuld æg under den ivrigste høne i hønsehuset, nu hvor den alligevel gik og skrukkede og ikke lagde æg.

Og se så hvad jeg fik:

Herligt.

Tre skrukhøns og nul æg til min morgenmad.

De hugger ivrigt og lynhurtigt æggene fra hinanden når de sover eller går ud og spiser, men det meste af tiden vogter de skinsygt på hinanden og siger knurrende lyde.

I mellemtiden er der så, i stedet for hønsene, der holder sig indendøre, flyttet en lille sortøjet mus ind i hønsegården.

Brev hjemmefra

Forleden fik jeg en pakke fra mine forældre i Jylland.
Min mor havde strikket et sjal for mig (jeg blir sådan underlig tom i hovedet når jeg skal strikke noget der hedder noget med over 500 masker) af noget Wensleydale fra en fiberklub.

Med i pakken var også et brev fra min far:

"Kære Annie,

Mor bad mig sende dette sjal til dig.
Hun bad mig også om at sende et par ord. Med ikke noget om hvad det skulle være for nogen, så jeg har klippet lidt ud fra nogen reklamer og fra avisen, der er både store og små ord, så kan du jo bruge dem som du har lyst til.

Mange hilsner fra din yndlingsfar."

Nogengange er det trist at bo så langt væk fra sine forældre, de mangler i bedsteforældrepuljen på hverdage og enhver kan trænge til det indforståede blik over en kaffekop, som gør ord helt overflødige, og som ihvertfald for mig virker bedst hjemme i min mors køkken.

Andre gange får man heldigvis pakke og breve hjemmefra fordi man bor så langt væk, og så er det alligevel ikke så slemt.

Og hvis det er rigtigt at latter forlænger livet, så fik jeg da lige et års tid ekstra dér.

Guidet tour gennem god idé

Jeg får tit idéer. Mange dvæler jeg ikke længe ved, andre holder længere og enkelte prøver jeg af, hvis de føles gode. Den her idé føltes indlysende god, så da jeg fik en uventet fridag i fredags overlod jeg mig i kreativitetens vold, og dette er hvad jeg stod med lørdag eftermiddag, da jeg kom ud af trancen igen:

Jeps, to stykker maskinstrikket og farvet....strømpegarn!

Jeg er for nyligt blevet færdig med en cardigan strikket i spraglet strømpegarn. Det tog ret lang tid og undervejs havde jeg rig lejlighed til at forundres over de der farveforløb man finder i nogen strømpegarner. Det kunne være fedt hvis man selv kunne farve noget lignende, især de laaaange farveforløb ala noro, men selvom jeg har lavet meget lange fed garn, er der jo alligevel en grænse for hvor langt sådan et farveskift kan blive og den grænse er slet ikke i nærheden af der hvor jeg gerne ville hen. Men så pludselig vidste jeg hvad man skulle gøre: Farve på strik, selvfølgelig!

Og så kunne man lissågodt lige slå et slag for tilnærmelsesvis ens sokker også og lave to gange 50 gram i hver farve, ing.

Effekten af farveskiftene er ret bemærkelsesværdig, når den bliver omsat til en strømpe:

....striber, der glider over i hinanden - jeg er begejstret, det ser fantastisk ud, så søndagen gik med at strikke strømper...Og det går stærkt når man liiiiige skal se hvordan det bliver når man kommer hen til næste farve.

Jeg har lavet flere strømperuller, og der kommer flere endnu så snart jeg kan slippe mit eget strømpestrikketøj.

Disse ruller er til salg for 120,- pr. 2 ruller i samme farve (1 rulle = 50g = rigeligt til en strømpe).

Skriv til mig på annie(a)thekla.dk hvis du er interesseret.

(Alle er solgt)

Data: 2 gange 50g pr farve, løbelængde 150m pr. 50g, pind 2-2½, 70% uld og 30% polyester.

Hvem bor i brændestakken?

Forleden dag brugte jeg et par timers solskinsvejr sidst på eftermiddagen, til at flytte en brændestak.

Aktiviteteten udsprang af en blanding af "burde" og en ny, spændende ide jeg har fået efter at have kigget på noget families kanarie-voliere, der med sprudlende aktivitet, lækre fugletriller og knald på farverne, så noget så fristende og dejlig ud.

Mens jeg overvejer sådan en flok fugles fremtid i vores have, skulle brændestakken her alligevel bringes i tørvejr, så den kan varme os til vinter, så på med arbejdshandskerne og til sagen.

Jeg kan ikke lide edderkopper. Det kan godt være de ikke gør noget, i betydningen: "De springer ikke på dig og kvæler dig", den de gør noget ved mig alligevel. Brrr.....sorte lodne ben der piler hen over gulvet om aftenen med retning mod bare tæer. Uaks. Gys.

Og hvem mon bor her:

*

Jeg væbnede mig med mod og superkræfter og fik flyttet brændet i vinterhi i skuret mens jeg håbede at edderkopper er ligeså snedige som alle edderkoppe-angste ved de er, og at de desuden er ligeså bange for mennesker som fædre gennem alle tider har forsøgt at bilde deres døtre ind.

Til min forbløffelse så jeg ikke en eneste edderkop og efter lidt tid blev jeg lidt bekymret over, at de tilsyneladende lå på lur.

Foran fjernsynet er jeg næsten færdig med en uglebluse mere, dennegang i størrelse datter. Efter nogle dages forsøg på at få hende til at ønske sig en uglebluse frivilligt gav jeg op og gik i gang med at strikke den til hende alligevel.

Det rette glimt i øjet

Det er ikke nemt at vælge ugleøjne, men efter nogen tids stirren foran den lokale strikkebutiks knap-hylder, fandt jeg disse og det kunne da ikke blive mere ugle-agtigt, vel?

Kun en ugle har fået øjne, og det virker rigtigt fint.

En god dag til uldne ugler

16 graders varme, sådan om morgenen, det er da ikke for varmt til at tage ugle-uldsweater på på arbejde, vel?

Næe, det var det ikke, og jeg var helt ked af jeg kun har en tre-minutters slentretur på arbejde.
Det var en kende varmere at gå hjem efter frokost, men "hellere svede med ære, end smide trøjen og lade være" og det har været en god dag til ugler.

Men nu er jeg helt udstrikket, og ved slet ikke hvad jeg skal tage fat på. Okay, idag har jeg også haft piskende travlt og kom først hjem fra job 2 en halv time før aftensmaden, men det kunne jo have været rart hvis jeg kunne slukke hovedet lidt med noget strik, og vikingetrøjen er stadig for svær til tv'et for mig.
Måske skulle jeg strikke en ugletrøje mere? Jeg har en del garn i overskud og helt sikkert nok til en lille ugletrøje, måske til Datter.....

Lidt om Annie-timing

I sidste uge kom jeg i tanker om hvad det var der var galt med sommeren i år, og som man kan se rettede jeg fejlen så hurtigt jeg kunne.

For de uindviede regnvejrsplagede bloglæsere, må jeg hellere forklare noget om Annietiming. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal nærme mig emnet uden at fremstå som arrogant og ramt af storhedsvanvid, men eftersom jeg alligevel normalt ikke har den slags anfægtelser...lad mig gøre det kort:

Jeg er helt klart en fjern grankusine til Murphy. Ham der med "Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt". I mit tilfælde er jeg bare nødt til selv at opsøge situationerne.

Da jeg ventede min datter, gik jeg 14 dage over tid og fødte først da jeg havde indkøbt en monsterstor buket påskeliljer, der sprang ud i det øjeblik datter blev født, og klaskede sammen akkurat da jeg blev udskrevet fra barselsgangen.

Hvis vi planlægger sejlbådsferie, nedkalder vi orkan over vores farvande. Spændende familiefødselsdage falder altid på arbejdslørdage eller sammen med andre aftaler eller længe ventede håndarbejdsmesser.

I år viser det sig at ÅRETS BEGIVENHED på mit arbejde falder lige i min tidligere planlagte ferie.

Anes et billede her? Eller skal jeg fortsætte med at fortælle om min dengang jeg troede jeg skulle til spændende workshop med Spindeforeningen, indtil det viste sig at den weekend faldt sammen med min hunds termin? Eller hvad med stort anfald af migræne samtidig med længe ventet venindekomsammen?

Hm.

Selvfølgelig regner det hele foråret, når jeg går og sukker efter sommer, men så er det man må samle tankerne og bruge lidt OMVENDT PSYKOLOGI!

...og så gik jeg i gang med at strikke en særdeles tyk og varm uldtrøje, der passede på en prik til hvad det danske vejr har budt os dette forår. Kig ud på vejret og gæt om jeg blev færdig i dag.

Typisk....

Dener alt, alt for varm at have på på en dag som denne usædvanlig solbeskinnede onsdag, men jeg er vildt begejstret for min ugle-bluse.

Den sidder perfekt - faktisk er jeg helt overrasket over hvor tilgivende den er mod min chokoladeglade facon -  det var et hurtigt projekt og garnet er utroligt lækkert.

Yep, ingen t-shirt eller anden uld-beskyttelse mellem trøje og hud......

En enkelt ugle eller to skal naturligvis lige have øjne, men ikke dem allesammen og jeg tænker på at lave rigtigt ugleagtige tekoppeøjne af noget med noget filt...måske. Bare så uindviede heller ikke er i tvivl om at det er en uglebluse.

Folklore - unhappy ending

Njae - det har taget noget tid at blive klar til at tale om det, men for nogle uger siden blev jeg færdig med min Folklore-cardigan. Jeg gøs noget over klippe-i-strik delen, men modigt fandt jeg min symaskine frem, trådede den adskillige gange (sådan ér vores forhold bare), testsyede i et stykke stof, trådede igen, justerede spæning på tråden, tråede igen, skiftede nål, gik i vrede, åbnede en flaske vin, tråede igen, ledte efter mere tråd, stak mig slemt på nålen, samlede test-kluden op fra hjørnet og prøvede igen...og så videre gennem en halv flaske rødvin.
Til sidst lykkedes det mig at placere et par syninger langs det sted jeg havde tænkt mig at klippe og så.....

Snip snap, så var trøjen en cardigan:

Der var ingen masker der løb og der skete ingen pludselige og irriterende ting, ihvertfald ikke før jeg konstaterede at strik og sy, ing....der ér altså en grund til at de to ting ikke sådan lige umiddelbart forbindes med hinanden.
Min symaskine er bare sådan en almindelig een, der udover at have hårdnakkede antipartier imod undertegnede, ikke kan noget særligt, udover at "sy ligeud", så den syning jeg lavede for at holde på strikket, er bare en helt almindelig "ligeud" en.
Og den er altså umanerligt stiv og uelastisk og meget lidt strik-agtig. Det passer skidt med trøjen, så jeg må - efter at have samlet Folklore'en op fra bagved døren, bagved strikke-kurven og bagved andre nullermandsbefængte og oversete steder - se i øjnene, at dén kommer jeg ikke til at bruge før en behjertet sjæl (og ja, jeg har én i kikkerten) har udfoldet sine syevner på den og lavet mig en ny, elastisk og strikvenlig syning.
Så indtil den er færdig igen, lader vi bare somom den aldrig har eksisteret, Folklore'en.

I mellemtiden har jeg prøvet kræfter med Rasmillas Vikingetrøje. Jeg har aldrig strikket snoninger før, så det ar med en vis gysen jeg startede på den. Men det viser sig at være rimeligt enkelt at gå til, og mønsteret er godt skruet sammen, så hver snoning er velbeskrevet. Udover at undgå at komme tilskade med den ekstra snonings-hjælpepind, er der slet ikke nogen en i snoninger - herligt.
Men det er ikke tv-strik, så jeg er også startet på en "Owls" - bluse (link til lykke&løkker) som jeg fandt og faldt for på Ravelry. Dét er tilgengæld en opskrift der er bygget til tv og på store pinde - 6½ - går der ikke mange gode film  på sådan en ugletrøje.
Jeg strikker den i Cascade Eco, som jeg traf på tilbud hos Butik Strik i lørdags. Selvom jeg er doven er jeg ikke stor fan af de her "store" garner, men dette garn skiller sig alligevel ud. Fantastisk blødt og lækkert og jeg er slet ikke afvisende overfor tanken om uld direkte mod hud når det drejer sig om dette super bløde og lækre garn.
Jeg er meget begejstret over at Butik Strik har flere af Cascade garnerne på hylderne, der var endda et par stykker der føltes endnu blødere end eco'en, så dem må jeg snarest stifte nærmere bekendtskab med.

Mere om det, når ugleblusen er færdig - formentlig samtidig med at sommeren omsider begynder, hvis jeg kender min timing rigtigt, tøhø.

Til min kat

I dag gik jeg ud i den voldsomste tordenbyge og ledte efter min gamle kat, der endnu engang var vandret bort i kattedemente tåger.

Jeg var bange for at finde ham rullet sammen på et yndlingsslumrested, kold og ubevægelig, for han var blevet meget mere forvirret end vanligt og meget gammel de seneste par dage, men denneher dag havde været længe undervejs.

Jeg fik øje på ham, netop som jeg indstillede eftersøgningen, et stykke ude på golfbanen og langt fra sit territorie, iskold og fuldstændigt gennemblødt. Da han fik øje på mig satte han sig ned på sine trætte, trætte ben og miavede en spag klage over vejret og tingenes tilstand til mig.

Jeg tog ham op i min regnjakkefavn og lagde min kind mod hans gennemvåde hovede og græd lidt på ham. Og omgående spandt han, en knirkende og fortvivlende hæs lille lyd, mens jeg bar ham hjem, men jeg vidste godt hvad han mente.

Og så tørrede jeg ham i et håndklæde og ringede til dyrlægen, der heldigvis gerne ville arbejde lidt over og give vores gode kat en ordentlig afslutning på et langt liv og mange gode spindende timer på mit skød.

Tak Stoffer.

Et Annie-Annie og B-B tørklæde

Min veninde og jeg holder regelmæssigt kaffemøder, der udover latte på et par udvalgte caféer også plejer at inkludere besøg i nogle bestemte forretninger, herunder en stofbutik, hvor jeg forleden købte noget fint, broderet stof, som jeg plagede min sy-kloge veninde til at overlocke (noget med at sy kanter. Jeg kommer skidt ud af det med det der sy-koncept, så jeg ved ikke præcis hvad det betyder) og som jeg her til aften har hæklet kanter på.

Det blev fint:

Det er ikke helt så nemt at drapere et tørklæde kunstfærdigt på en bøjle, men altså....tilføj selv lidt fantasi og rør rundt:

Det var nemt nok at hækle kanten, selvom det tog nogen tid, men det var vist ikke særligt sjovt at overlocke (?) kanterne, min veninde så en smule vild ud i blikket, da hun beskrev anstrengelserne, men jeg tror hun bliver glad for tørklædet.

Nå....nu tilbage til min Folklore-trøje, der kun mangler et ærme før jeg er klar (teoretisk set) til at klippe den op *gys*

Have-workout

I dag blev vi færdige med at fjerne et bed med forvoksede, sporadisk blomstrende buske og sådan ret så kraftige rødder.

Efter nogen timers sliden, slæben, graven og en enkelt ekspedition til byggemarkedet efter en ny spade i stedet for dén der knækkede, slap jeg matriklens højtspecialiserede rive- og jord-sorteringsmaskiner løs.

Hønsene går side om side og skraber sig grundigt og målrettet gennem jorden og allerede i løbet af en lille times tid ser det ud somom der har gået en ihærdig gartner og revet fint og præcist....lige bortset fra at jorden også er jævnet nydeligt ud over fliserne, men det kan jeg lige ordne med en kost når mini-gartnerne er gået i seng.

Jeg nænner næsten ikke at plante den planlagte hæk tværs igennem deres legeplads, og jeg gider under ingen omstændigheder at stå i kø på planteskolen i morgen, så de får lige et par dage til at skrabe og hakke og sortere.

Sms-sjov

Nogengange får man en sms, der virker helt uforståelig. Og sommetider må man virkelig undre sig...

Nummeret kendte jeg ikke sådan lige, og i stedet for at slå det op, brugte jeg formiddagen på skrækblandet undren over den vedholdende flue. Der måtte ligge en fuldstændigt fantastisk historie bag, og sms'en pustede så ihærdigt til min fantasi, at jeg fuldstændigt glemte mine overvejelser om at slå nummeret op, for jeg kunne ikke forestille mig, hvordan identifikationen af afsenderen kunne forklare historien.

Jeg kunne heller ikke forestille mig at det var en jeg kendte, der var udsat for flueangreb, men det kunne være spændende at høre nærmere om hvordan "a" ville snige sig forbi fluen på onsdag for at mødes med den der skulle have modtaget sms'en.

Hvor længe mon en flue kan leve, hvis den er optaget af at angribe? Hvor farligt mon det er at blive angrebet af en flue og mon den eventuelt kan tilkalde forstærkning?

Mens jeg surfede nyhedssider og halvt forventede at se noget om mystisk, aggressiv opførsel blandt insekter, slog jeg lidt distræt nummeret op, og genkendte afsenderen som bogholderen fra mit arbejde, der forleden nævnte noget om "kriller i halsen" og en mand derhjemme, der var gået til sengs med influenza.

inFLUEnza.

Fiberklub med Wensleydale

Min Folklore-trøje er nået til det enormt lange stykke med en mulliard retmasker ned over bullen. Gaaaah, det er kedeligt, men det går strygende foran fjernsynet, især kan en god film sætte skub i sagerne. Der mangler stadig cirka en halv film før jeg når til retrillerne i forskellige farver nederst på bullen, så mangler ærmerne og opklipning *gys* og belægninger.

Mens jeg ikke rigtigt kan samle mig om at strikke retmasker, kom min pakke fra Wildcraft fiber og håndtens-klubben heldigvis. I denne måned er temaet perlemor og fibrene er Wensleydale og jeg er VILD med resultatet:

Farverne er uendeligt sarte, præcis som i perlemorsknapperne i håndtenen.

Wensleydale er langfibret og meget blankt, men uelastisk, og jeg synes de her fibre og farver kalder på noget lace-agtigt, så jeg spinder det tyndt og fint.....men det tog kun kort tid at se i øjnene, at dét har jeg ikke tålmodighed til at håndspinde.

Det blir fint på Bee'en. Farverne er sarte, men man kan se dem lidt tydeligere i virkeligheden.

Jeg har også lavet en lille farveseance, i anledning af spindeforeningens fiberbytterunde. Jeg skal sende fibre til Birthe, kendt fra Garngalleriet så jeg er ramt af en mild præstationsangst. Det føles lidt som at sende grus til Sahara, og jeg er bekymret for om jeg kan finde på noget som hun gider at spinde, nu hvor hun er sådan et slags fiberfarve-geni, men jeg har forsøgt mig med at par sikre kort og satser på at tilsætte en joker og krydse fingre for at resultatet bliver spændende og spind-værdigt.

Forårsdag i hønsegården

Garnet til min Folklore tørrede med lynets hast, og mønsteret på bullen er vældigt fængende uden at være så latterligt svært som det ser ud til ved første øjekast.
Så en aften i sofaen og en dag på en havestol i hønsenes hønsegårdsudvidelse gør noget ve' det:

Vores høns har kigget meget længselsfuldt efter vores aktiviteter på terrassen efter at vi flyttede kyllingemor og kyllinger til en lille kyllingegård forleden. Det gjorde vi for at være sikre på at den lille familie sov indendøre og i god læ for frost og kulde i det her upålidelige forårsvejr. Vores "rigtige" hønsehus ligger hævet en lille meter over hønsegården, og kyllingehjerne kunne nok ikke finde ud af at bringe kyllinger indendøre dér i god ro og orden.

Nåmen for at give de andre høns lidt mere plads og et eventyr og fordi jeg godt kunne bruge lidt assistance til at få revet og ordnet et lille stykke jord uden fliser udenfor hønsehuset, så trak jeg lidt ekstra havehegn rundt om hønsegården, og lukkede hønsene ud.

De kunne de god lide, og klukkede glade rundt om min havestols-ø, hvor jeg sad med striksager og kaffe, og dér havde vi en dejlig eftermiddag med udsigt til kyllingerne

De har skrabet, støvbadet, fodbadet i vandskålen, løbet, fanget kryb, klatret på hønemor, løbet om kap, sovet i solen, sovet i skyggen, blafret med dun-vinger og pippet og pippet og pippet.

Skarpt overvåget af hende her:

....der overvåger hvert eneste kyllingeskridt hele dagen lang, og sover som besvimet så snart mørket falder på, og kyllinge-underholdningen omsider holder pause. Stakkels travle hund *fnis

Uldbiblioteket

Sammen med en lille flok nysgerrige spindekvinder fra Spindeforeningen, bestilte jeg i sidste uge et stort læs uld hjem fra England. Målet var at vi alle kunne få ca. 25 gram uld fra 20 forskellige fåreracer i hænde, spinde fibrene og selv mærke forskellen mellem de forskellige racer og uldtyper og drage os vores egne slutninger og erfaringer.

Herlig idé, der virkelig pirker til mit videbegær.

I går stod der så en ret så stor kasse fyldt med fibre og ventede da jeg kom hjem - lige i tide til tre herlige fridage til at pusle med de tolv uldbiblioteker:

Jeg havde ikke regnet med at pakken ville komme før tidligst i næste uge, men jeg kastede mig straks over udprintning af mærker og så gik jeg i gang med at veje og måle og dele. Og stuen fyldtes af en herlig duft af uld og masser af nullermænd.

Og i formiddags blev jeg så omsider færdig med de 240 små dunter af 20 forskellige slags fåreuld:

Og efter yderligere nogen puslen rundt, havde jeg en hel væg af 12 uldbiblioteker:

....som ser mere interessante ud, når man pakker dem ud:

Der er overraskende stor forskel mellem uldtyperne. Nogen er meget bløde og "fluffy", andre er helt skinnende, blanke og nærmest hårde.

Jeg har lige midlertidigt fået en lillebitte overdosis uldbibliotek, så jeg brugte eftermiddagen på at lytte til Ramslands "Sumo Brødre", strikke babyhuer til et par meget små babyer jeg har hørt om og på at farve lidt garn til Annes Folklore trøje. Klippes op....? *gys*  Nu glæder jeg mig til garnet tørrer og kan strikkes, og til at nærme mig mit eget uldbibliotek og lave noget garn af det.

Hvis det bliver lidt bedre vejr i morgen, skal jeg ud i haven og kigge på kyllinger:

Der er virkelig knald på sådan et kyllingeliv, de spæner overstadige rundt og hakker til alt hvad der rør' sig....eller IKKE rør' sig. De er meget aktive og nysgerrige og lynhurtige. Og af og til siger hønemor så pludselig et advarende "skrårk!" og så piler alle de små gule lyn ind under hendes fjer.
Kyllinger kan godt lige revet agurk og en spadefuld græstørv til at gå på opdagelse og godbidsjagt i. Og jeg kan godt lide at kigge på glade kyllinger.

Pyller!

Vi har silkehøns hjemme hos hos.
Høns, for at lære børn (især søn) noget om at mad ikke er et grundstof man høster nede hos købmanden, og silke-slagsen, fordi de er kendt for at være usædvanligt enfoldige og så ser de jo sjove ud.
Men de er eleeeeeendige æglæggere! I skrivende stund er min lille flok et års tid gamle og jeg tror de 4 har lagt i alt 20 - 30 æg.
De begyndte at lægge æg i november, og efter 14 dage med et eller to æg næsten hver dag, lagde to af dem sig skruk, lige da den første sne havde lagt sig. Og så lå de der til januar, hvorpå der kom et enkelt æg i ny og næ. Og i starten af denne måned lagde der sig så en skrukhøne igen.
SÅ kørte jeg ud til mig svigerfar og hentede en dagshøst befrugtede æg - otte stk - og lagde under min skrukhøne, der omgående belønnede mig med et vredt hak i fingrene.
I dag har hun ligget derude i 21 dage og sagt vrede lyde hver gang jeg kiggede til hende, og igår løftede jeg på hende, for at se hvad hun havde lavet, og se hvad jeg fandt:

Og masser af overraskende pippen dernede fra.

I morgen luskede børnene og jeg os derud igen og selvom hønen sagde arrige, advarende lyde da vi åbnede hønsehuset, vovede jeg at løfte hende en lillebitte smule og der lå tre - fire små dunede pyller, og fik datter heeeelt op i hvinende, henrykte toner. Og hul på tre æg mere, så sikke en dygtig skrukhøne!

Dukketøj

En kreativ kvinde jeg kender har syet sig en Waldorf-dukke.
Hun påstår godtnok at dukken er til hendes datter, Kamille, men dét narrer hun næppe nogen med.

Jeg er nem at smitte med entusiasme, så da jeg havde kigget lidt på dukke-dokumentationen på Synnes blog, fik jeg bare sådan lyst til at strikke dukketøj. Desværre fandt jeg ingen opskrifter der sådan liiige var hvad jeg havde tænkt mig, og så måtte jeg jo selv finde på.
Og det blev til en kjole:

Jeg har dog hørt at modtageren af kjolen for tiden spiser hæklede isvafler, så jeg er spændt på om den passer.....*fnis.
Mønsteret er noget jeg har fundet på. Kanten ruller en smule for neden, så den skulle nok have haft en ekstra omgang vrangmasker. Garnet er håndspundet, det brune er alpaca, det rosa er nogle forskellige sammenkartede rester. Jeg har sådan lyst til at sætte det sammen med noget hvinende limegrønt, men det må blive et andet projekt.

NU må jeg igang med en Frosty Mornings Cowl i mit diskret-pink'e angora-garn fra forleden. Med min sans for timing betyder det formentlig også, at temperaturen fra nu af ikke længere vil være til uldne kraver, heller ikke om morgenen. Så kan vi måske få noget ordentligt is-vejr, tak.

Omveje, genveje og mål

Oprindelig plan var, at strikke endnu en "Frosty Morning Cowl" af min BFL/Silke-indfarvning fra forrige indlæg, men så var det at jeg kørte forbi min veninde for at aflevere angora-kraven, og ikke kunne lade være med at begramse hendes lille flok angorakaniner. Heriblandt en muligvis-madagaskarfarvet kaninunge (den er madargaskarfarvet udenpå, men pelsen er besynderligt stribet på langs....forestil dig lige at spinde det.....mmmm), som jeg har været voldsomt forelsket i lige siden jeg så den første gang, da den var en uges tid gammel.
Jeg burde virkelig vide bedre end at traske lige ind i sådan et kuld fuldstændigt uimodståelige langpelsede angorakaninunger, især så tæt på den dag hvor de er lige til at tage med hjem.
Jeg tænker på hvor hyggeligt det er at gøre kaninbur rent og fodre og skifte vand en mulliard gange om dagen i frostvejr, og efter at have stået lidt med sådan en uld-fidus på armen, virker det slet ikke spor slemt....

Let omtåget tog jeg hjem og kartede noget angora sammen med en lillesmule bordeaux BFL og lidt "fake cashmere", som jeg engang købte for at se hvad det var. Det gav en smuk lilla nuance efter et par gange i kartemaskinen, hvorpå jeg kom i tanker om noget angelina/akryl jeg havde et sted i bunden af en skattekiste (også et "hvordan mon det er"-indkøb) og så røg der også lige en lille tot af det med og angelina'en gav fibrene de fineste små gnister.

Så spandt jeg fibrene. Jeg udforsker stadig long-draw teknikken og de bløde fibre fra angoraen blandet med de lange syntetiske og BFL fibre er ret gode at øve sig på, så før jeg gik i seng var det blevet til et ultra-blødt fed garn



Der er små blink og gnister fra angelina'en i garnet, som ikke rigtigt ses på billedet.
Trods al plastikken er garnet uendeligt blødt og jeg tror min næste "Frosty Morning Cowl" skal strikkes af dette.

Og så omsider noget der ligner en afslutning på sagaen om min brækkede arm:
Omsider er knoglen helet helt (efter urimelige mængder kalktabeletter, det manglede knagme bare!!) og jeg har trænet håndleddet godtnok op til, at det virker nogenlunde normalt, mangler bare at få lidt kræfter tilbage, så er jeg så god som ny.
Til min forundring har hverken håndkirug eller ergoterapeut sat små stjerneklistermærker ind i min journal, men jeg har været tapper og dygtig og er nu omsider frigivet fra både uendelige kontrol-konsultationer på Hørsholm Hospital og ligeså lange genoptræningssessioner i Hillerød.
Konklusionen er, at det tager små fire måneder at komme sig over sådan et fejltrin på trappe. Så ved jeg det.

Godmorgen Charlotte!

Jeg har haft travlt. Det har jeg stadig, men det lysner på overskudsfronten, efterhånden som isen bliver tykkere under mine sekretær-sko i mit nye job.
Mine nye kollegaer er utroligt søde og jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde og lære nye ting (ja - nye ting HVER DAG), men efterhånden glider de nye indtryk nemmere ned, og jeg er da begyndt at kunne huske hvad jeg hedder når jeg har fri.

I spindeforeningen er vi igang med en SAL/KAL (spin along/knit along - spind sammen/strik sammen). Udgangspunktet er en opskrift fra spindemagasinet "SpinOff".

Jeg havde et angora/merinogarn liggende, der nærmest dumpede ned i skødet på mig og råbte på at blive brugt, da jeg læste opskriften, så i første omgang sprang jeg spin-along delen over og frembragte denne:

Silkeblød og lækker som angora nu er. Angoraen i blandingen er fra min venindes røde kanin, Pyrus, og det giver striksagen en helt magisk, rødbrun aura. Meget lækker halsdims, som jeg omgående har foræret kaninejeren, der uden tøven donerer al sin angora til mig.

Nåmen mønsteret til denne "Frosty Morning Cowl" er supernemt, så nu har jeg spundet garn til een til:

Farverne er lilla, bordeaux og et skvæt turkis for at give lidt "kant" på grå BFL/ hvid silke og selvom jeg har været noget skeptisk over udfaldet af den farvning, synes jeg garnet er blevet rigtigt fint, og den turkise virker godt når den bliver spundet.

Senere skal jeg i gang med noget mere angora-blanding, jeg er meget begejstret over så fint merino/angorablandingen ovenfor virker, så jeg tager gerne lidt kaninpels i næsen med, for sådan et lækkert resultat.

Er det blot et bi-bo til din Bee....Bo?

Ja, et bi bo er lige hvad det er! Jeg har et fuldstændigt dødt sted på det punkt i hjernen hvor sy-evnen sidder. Jeg kan akkurat sy sømme på strikketøj, selvom der sommetider skal nogen overvindelse (og i enkelte tilfælde et glas vin) til for at få det til at makke ret uden spontan selvantændelse, men hvis man smider en symaskine ind i ligningen, så er der lagt op til drama og katastrofefilm i stil med de værste bio-baskere. Så jeg forsøger så vidt muligt at undgå risikoen.

Heldigvis kender jeg en både klog, kreativ og uhyre tålmodig og hjælpsom kvinde, der gerne tager en udfordring op, og forbarmer sig over mig, når jeg kører fast i sy-projekter, før jeg overhovedet er begyndt, og hun har - efter nogen hovedbrud og vist også en ukarakteristisk mængde bandeord - præsteret denne fine taske til min Bee:

Tasken er indrettet så man håndterer rokken på højkant, jeg har sat filtdupper på den ene side af rokken, så den er beskyttet på dén led også. Og så har tasken både håndtag og bærerem, så rokken nu er særdeles nem at håndtere og transportere. Og god plads til både spoler og fibre ved siden af rokken.

Ved nærmere eftersyn tror jeg faktisk at min højtskattede dybe strikketaske (som-gerne-må-bruges-selv-om-man-ikke-medbringer-strikketøj også) lige præcis passer ned mellem rokken og siden af tasken, hvor genialt er dét lige?!

Sidst min mor besøgte mig, bladrede vi lidt rundt på engelske World of Wool og en lille uges tid efter kom der en pakke med spændende fibre:

  

Blandt andet har jeg bestilt nogle "sokkefibre" af superwash merino/nylon, som jeg så farvede, spandt og nu er i gang med at strikke sokker af:

Måske er garnet spundet lidt vel fast, men jeg har aldrig prøvet at strikke sokker af håndspundet før, så jeg er spændt på hvordan det holder og må jo lige prøve mig frem. Garnet er i hvertfald kønt og blødt og jeg glæder mig meget til at slide de her sokker op. De er strikket fra tåen og op og med timeglashæl og ingen af delene har jeg prøvet før, men jeg kan rigtigt godt lide at strikke nedefra - så kan man jo stoppe når man ikke gider mere - og hælen er nem at gå til.
Som en del af min genoptræning af brækket arm, foreslog  spurgte tiggede jeg om tilladelse til at strikke uden skinnen på, og det har vist sig særdeles effektivt for både humør og bevægelse, især i mine fingre. Jeg arbejder stadig på at få indført strik som rutinemæssig genoptræningsmetode, men selvom det rent faktisk lykkedes mig at flashe sokkestrik i ergoterapi-centeret i dag og involvere to terapeuter og en enkelt medpatient i projektet, så ser det ud til at have lange udsigter.

Da jeg farvede sokkefibre, farvede jeg også en portion angora.

Lidt eksperimentel farvning i grønne og limefarvede nuancer (ikke så blåligt som på billedet).
Det mest interessante med farvning af angora er, at fibrene bliver helt u-flyvske af opvarmningen, og som tørre kan de spindes fint og let direkte fra de små-filtrede, uglede totter, som anes på billedet, uden den sædvanlige nysen og fnysen og tænderskæren over flyvsk kaninpels overalt. Og garnet bliver fint og loddent som hvis man havde spundet af de ubehandlede fibre, for mit vedkommende endda en del pænere, fordi jeg bare har rigtigt svært ved at spinde "vild" angora (og gnide mig i næsen samtidig).
I Spindeforeningen har vi generalforsamling på søndag og jeg har tænkt mig at tage mine tæmmede angorafibre med. Jeg skal følges med en anden spinder, der er meget dygtig til at spinde angora, og jeg vil gerne lige høre hendes mening om mit "tæmmede" angora. Og måske har hun en forklaring på hvorfor de gør som de gør efter farvning/opvarmning.

Brækket arm-blues part 117

For en uge siden fik jeg så omsider min gips af.
Det var en rystende oplevelse.

Det gjorde ikke ondt, men gensynet med min arm, der efter fem uger i "eksil" bag et par centimeter bandager slet ikke føltes som min gode gamle venstrehånds-ven, var chokerende og ret så blottet for gensynsglæde. Tværtimod blev jeg mindet om sidst vi sås, hvor håndleddet var ny-brækket og gjorde ret så ondt.

Ret hurtigt fik jeg en ny skinne på, og selvom jeg ville have forsvoret det, var det rigtigt dejligt at få armen pakket ind igen.

Og så omgående til ergoterapien, som jeg siden er kommet til at holde vældigt meget af. De er virkelig gode til at puste til lidt håb og tro på at det håndled nok skal komme til at virke igen, selvom det sidste mandag var stift og svækket efter fem ugers gips.

Nu går det bedre, og jeg har genoptaget både spinding og strikning.

Husene er fra Kastanie-strik og ret så vanedannende at strikke. På et tidspunkt må jeg tage stilling til hvad de kan, men foreløbig klæder de mit nørklehjørne for helt fortryllende vis, mens jeg arbejder videre på min lillebitte by.

Lige før jeg fik gipsen af, farvede jeg lidt fibre sammen med datter, der agerede venstre hånd og minutiøst parerede ordre, bortset fra distraherede afstikkere til mobiltelefonens livsvigtige sms-linie direkte til Verdens Ottende Vidunder, der altså ikke længere er mig, hendes mor *suk*


Det blev blandt andet til disse blå-grønne fibre, efter jeg havde ladet mig inspirere af et billede af en isfugl

Jeg er meget tilfreds med farven på fibrene, men på garnet er fibrene (og farverne) blevet pløret lidt vel meget sammen, så det skal lige ligge lidt mens jeg tænker over hvad det kan bruges til.
Jeg har stadig slet ikke kræfter i brækket-hånd til at trække fibrene i et kartebånd fra hinanden, så jeg var nødt til at køre dem en gang gennem kartemaskinen og så spinde fra batt'sene, måske var det dét der gjorde at farverne blev lidt for blandede.

Næste spindeprojekt venter i kulissen i form af et valg: Enten nogle frygteligt fristende angora-silkefibre fra Karin, eller resten af de hjemmefarvede fibre fra forleden i nogle rosa og blå farver, som datter omgående faldt for og begærer spundet og strikket til en vendestriksvest. Måske kan sådan en bestikkelsesgave bringe mig lidt op på popularitetslisterne igen, så jeg overvejer sagen nøje.....

Kreativ Blogger

Sådan een er jeg!

Det synes ihvertfald Synne, så hun har givet den her leg videre til mig:

Tusind tak, Synne!

Reglerne der følger med er:

- Jeg skal vise awarden på min blog.

- Jeg skal linke til den jeg har fået den af.

- Jeg skal skrive 7 ting om mig selv.

- Jeg skal give awarden videre til 7 andre bloggere.

Jeg har set kreativ-awarden rundt omkring på næsten alle de blogge jeg læser, og jeg tror efterhånden den ér ved at være nået hele vejen rundt, så jeg vil være blindgyden, der ikke sender videre til 7.
I stedet vil jeg slå omtrent 110 fluer med eet smæk, og uden yderligere forpligtelser, overdrage awarden til Spindeforeningen, hvorigennem jeg har lært nogle fuldstændigt fantastiske kvinder at kende. Her er kreative ildsjæle, der drysser begejstring, entusiasme og inspiration omkring sig, så man slet ikke kan undgå at blive revet med. Både mine med-bestyrelsesmedlemmer og medlemmerne gør et fint stykke arbejde for at dele ud af erfaringer og glæde ved en fiberrig hverdag og jeg er meget glad for at være en del af det.

Men 7 ting om mig selv er jo pærenemt! Næsten for overvældende, så der må et tema til.
Mit år startede med at sætte alle kreative tiltag i stå, da jeg brækkede håndleddet, og selvom jeg siden er blevet i stand til at genoptage en del kreative ting, så glæder jeg mig alligevel voldsomt til på mandag, hvor gipsen skal af!
Så her kommer 7 ting jeg vil gøre, når jeg er af-gipset.

1. vaske hænder!!
2. kramme mine børn og min tapre mand inderligt med begge arme
3. gå i bad uden plastikpose.
4. køre bil!
5. farve et par hundrede gram merino/cashmerefibre til at fodre min Bee med
6 lægge mit tøj i skabet ordentlig sammen (Enhånds-foldning roder)
7. rydde op i mit garn- og fiberlager

Oh hvor jeg glæder mig!!
Okay, det kan godt være jeg ikke får ryddet op i skab og garn-hule, men aldrig undervurdér glæden ved - teoretisk set - at kunne hvis man ville.

To Bee or not to Bee

....jeg er ihvertfald ikke længere i tvivl!
I dag kom min pakke fra England, med min nye supersmarte, ultra-transportable spinderok og jeg er vildt begejstret!


Det er lidt som at sætte sig bag rattet i en ny bil, og jeg har rodet løs med bremsen og alle de udvekslinger man kan vælge imellem, for at finde den helt rigtige "sno".
Jeg er rigtigt glad for min Julia (Louët), men det er som at parkere sin praktiske familiebil, og sætte sig bag rattet i en superlivlig sportsvogn at spinde på Bee'en.
Og det løjerlige, men gennemtænkte design vinder ved nærmere bekendtskab, også selvom man i forvejen godt kan lide det lidt anderledes.
Og her er billede af allerførste garn:


Dette er halvdelen af omtrent 150g blandede merino/silke tops i henholdsvis grøn og pink, som jeg kartede sammen i går aftes, resultatet på farvefronten er blevet overraskende godt, synes jeg. Spindemæssigt er det lidt noget rod, fordi snoningen blev ret ujævn mens jeg stillede op og ned på drivremme og bremseskruer, men jeg har moret mig godt med mine begejstrede eksperimenter, og fortsætter i morgen. Jeg overvejer en mere detaljeret anmeldelse af rokken, når jeg har spundet et kilo fibre på den og kender den bedre.

Garnet er meget blødt og bliver til en hue, tror jeg.